GUIDE Gendarmstien – tips og tricks (84 km A til B)

Her deler vi vores erfaringer om Gendarmstien – inklusiv de tips, vi gerne selv ville have haft inden afgang

Gendarmstien må simpelthen være Danmarks smukkeste vandrerute. Her kan du se vores erfaringer med ruten og få vores tips til alt fra pakkelisten til parkering og proviant. Plus inspiration til etaper og steder at overnatte.
Tag med os på Gendarmstien her i vores fortælling

Startsted og parkering – der er kommet en smart løsning

Gendarmstien er en A til B-rute på 84 km i alt, så hurtigt rejser spørgsmålet sig: Hvor kan vi parkere bilen, og hvordan kommer vi tilbage til den, når vi har vandret færdig? Den offentlige transport er noget bøvlet og tidskrævende langs Gendarmstien med to skift undervejs. Derfor var vi ualmindeligt glade, da vi fandt frem til muligheden for biltransfer: For 350 kroner får du kørt din bil fra start til slut. For os betød biltransporten, at vi kunne tage af sted fra Sjælland en dag efter arbejde og starte med en kort etape. På den måde sparede vi både en feriedag og en overnatning, og set i det lys er prisen for biltransfer rigtig god, synes vi.  Det var rart at føle, at bilen var i trygge hænder.
Se mere om biltransfer her

Startsted fra Padborg:
P-pladsen over for Haraldsdalvej 3, 6330 Padborg

Startsted fra Skovby:
Kegnæsvej 52, 6470 Sydals

Så er bilen afleveret i Padborg – og vi er klar til at hente den igen i Skovby, 84 km senere

Hvordan er mulighederne for at proviantere ved starten af ruten?

Starter du fra Padborg, er der Brugsen og Netto lige ved ruten. Bageren i Brugsen sælger små pakker med otte skiver rugbrød ad gangen – dejligt ikke at behøve slæbe et helt rugbrød i vandrerygsækken. Starter du fra Skovby, kan du proviantere i Brugsen og Migges Bageri lige på ruten.

Se vores etaper på Gendarmstien

Gendarmstien kan vandres i begge retninger. Vi delte de 84 km op i disse etaper:

  1. Padborg til Kollund 10 km (passede fint med, at vi tog af sted efter arbejde fra Sjælland)
  2. Fra Kollund til Iller Strand 24 km
  3. Fra Iller Strand til Sønderborg 31 km
  4. Fra Sønderborg til Skovby 19 km

Vi synes, det var rigtig dejligt at vandre den retning, fordi du oplever den fysiske grænse først – den slår stemningen og temaet for hele vandringen an.

Landlig idyl efter Kruså

Etaper fra Skovby mod Padborg

Næste gang vandrer vi af nysgerrighed den modsatte vej med disse etaper:

  1. Fra Skovby til Høruphav 10 km
  2. Fra Høruphav til Gammelmark Camping 22 km
  3. Fra Gammelmark Camping til Room with a view ved Alnor 25 km
  4. Fra Room with a view ved Alnor til Padborg 27 km

Den inddeling er især god, hvis du vil møde nogle af Gendarmstiens ildsjæle. Både Margit på campingpladsen og Claus fra Room with a view har gode, lokale historier i ærmet! Når du vandrer den vej, kan du fortsætte til fods helt til Fleggaard i Tyskland og købe stort ind.

En gendarmmand viser vej på havnen i Høruphav

Find selv dine etaper

Hvis du vil vandre kortere eller længere etaper, er der et meget brugbart kort på Gendarmstiens hjemmeside. Klik af, at du gerne vil se ‘kilometer’ og ‘overnatning’, så kan du hurtigt lægge en plan, der passer dig. Bemærk dog, at ikke alle overnatningsmuligheder er med på kortet – du kan finde flere på airbnb og bookingsider eller ved at google.

Kortet over Gendarmstien – få endelig fat i det!

Gendarmstien har det mest brugbare og interessante papirkort over en vandrerute, vi nogensinde har haft i hænderne. Og vi har ellers skuffen fuld herhjemme. Torben var så glad for at læse i det, at jeg til sidst blev lidt jaloux:

Du kan bestille kortet hos Sønderborg Turistbureau på info@visitsonderborg.com – leveringstiden er 8-10 dage.

Hvilke steder overnattede i?

I Kollund valgte vi et privat værelse her på AirBnB, som ikke er på Gendarmstiens kort. Det var godt til prisen og pænt og rent, og der er elkedel til at fylde termokanden om morgenen:

Ved Iller Strand kort før Brunsnæs var vi temmelig heldige: Her fandt vi nemlig Hytten, som ligger direkte på stranden og vestvendt, så vi fik det hele ud af solnedgangen. En fantastisk beliggenhed. Du kan proviantere i Broager to km før du kommer hjem. Og ellers er der også et køleskab med drikkevarer til rimelige priser.

I Sønderborg ville vi have booket privat værelse, men alt var optaget, da vi ringede aftenen før. Så vi valgte Danhostel Sønderborg City. Gedigent, rent og velkørende vandrehjem med gode udesteder og køkken i kælderen. Meget hjælpsom vært.

Hvad med mad og drikke undervejs på ruten?

Bortset fra i Sønderborg ligger alle indkøbsmuligheder en halv til en hel kilometer fra ruten. Ude på stien er det tydeligt markeret, hvor du kan tage en afstikker for at købe ind, for eksempel sådan her:

Gendarmstien er ikke en rute, hvor du vader rundt i caféer og spisemuligheder. Til gengæld er der sublime pausesteder hele vejen langs ruten:

Det her er et dejligt syn for en træt vandrer efter en lang, varm dag på stien: Muligheden for at købe en kold flaske vin uden at behøve slæbe en hel pose isterninger. Jubii over Brugsen i Broager.

Hvordan er skiltningen? Kan man gå forkert?

I princippet er det umuligt at gå forkert på Gendarmstien – den er rundhåndet skiltet, og der er max 250 meter mellem hver markering. Det er denne her lille fyr, du skal kigge efter:

Men vi gik nu alligevel forkert på vej ind i Broager! Her går man ad en buet grussti, og der er tydeligt skiltet til højre op ad en trappe, men det overså vi.

Et andet sted mange (dog ikke os) går forkert, er inde i Høruphav. Her går du på nogle terrasser langs folks haver – og det må du godt! Privatskiltene betyder blot, at du ikke skal slå dig ned med madpakken lige her.

På den nyeste del af Gendarmstien de ti km mellem Høruphav og Skovby er skiltningen lidt mere sparsom end på den gamle del. Men der er ingen steder at tage fejl.

Hvad er godt at have med?

Vi pakkede simpelthen efter vores almindelige caminopakkeliste med to tilføjelser: En madkasse og en termokande. Begge dele var vi glade for. Madkassen brugte vi først til vores hjemmebagte dadelmuffins og bagefter til ost til madpakken. Termokanden havde vi te på. Der er forholdsvis få caféer langs Gendarmstien, og det var rart selv at have med.
Se Maries pakkeliste
Se Torbens pakkeliste

Vi har begge en 35 l rygsæk med – total vægt 6 kilo inkl. mad og vand

Er der bagagetransport langs ruten?

En af familierne langs Gendarmstien arbejder på at tilbyde bagagetransport, og har gang i de første bagageflytninger nu. Det er samme familie, som tilbyder biltransfer gennem Gendarmstien Flex. Ring til Claus og hør, hvad mulighederne er, hvis du gerne vil vandre fra sted til sted uden oppakning. Er du i tvivl om, hvor langt du i det hele taget kan vandre pr. dag, kan du også overnatte hos familien alle nætter, have den samme seng hver nat, og kun vandre med en let dagtursrygsæk. Så vandrer du bare, så langt du vil hver dag, og bliver hentet af Claus, hvor du er nået til.
Se mere her

Hvordan er det med telt og sheltere?

Det er helt fjollet, så mange teltpladser og sheltere der er langs ruten. Vi lagde vejen forbi mange af pladserne, og var meget fristet til at prøve med telt en anden gang, selvom vi normalt sværger til en seng at sove i, når vi vandrer langt. Mange af pladserne har endda vand og das, plus de ligger formidabelt. Se dem på Gendarmstiens interaktive kort (klik overnatning af).

Vil du have en særlig overnatning?

Hvis du vil give den gas med overnatning en af nætterne – så tjek lige denne her husbåd i Minde Marina. Det ser da ok ud, ikk’?

12 replies
  1. Carlos
    Carlos says:

    Hej Marie.

    Tak for artiklen.
    Vi skal af sted om 1-2 uger.
    Da vi tager turen modsat og med telt, er der ikke umiddelbart så mange tips der passer til os, men spændende læsning alligevel.

    Til inspiration for andre er her vores plan om at tage turen på 4½ vandredag. Lidt mere en discount-tur:

    Parkering i Kruså.
    To busser til Skovby – tager 2½ time (hverdag eller lørdag).

    1. etape: Skovby – Høruphav 10 km
    2. etape: Høruphav – Gammelmark Camping 20 km
    3. etape: Gammelmark Camping – Iller Strand 20 km
    4. etape: Iller Strand – Plys & Niels Rousing 17 km
    5. etape: Plys & Niels Rousing – Padborg 17 km

    Bus: Kort tur Padborg-Kruså, kører hver time på hverdage.

    Mvh: Carlos.

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Rigtig godt og meget anvendeligt! Tusind tak fordi du gad at dele. Kh Marie

      Svar
  2. louise bruun
    louise bruun says:

    Kære Marie. Vi er tr veninder, som er i ret god from og vi skal på en veninde vandretur med en overnatning…jeg er i tvivl om hvilken vi skal vælge. først tænkte jeg camønoen…men har hørt lidt blandet om den. Nu tænker jeg gendarm, pga af jer to skønne mennesker…vi har kun fra formiddag til næste formiddag…og jeg ville elske at sove i shelter..har du en god ide til hvor vi skal starte og slutte, er blevet helt forvirret af alle de muligheder..hahah OG tak for en skøn blog! Kh Louise

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Hej Louise. Ååååhh… hvor skønt med venindetur. Jeg har også hørt blandet om Møn. Camønoen som helhed har en stor mængde vej/asfalt, og det ygger folk over. Men I kunne evt. spørge i en vandregruppe om forslag til gode dele af Camønoen. Gendarmstien er meg, megasmuk. Der er pres på den denne sommer, men der er også en del sheltre at booke. Hvis I skal ud i skolesommerferien må I næsten gå efter hvad der er muligt at booke. Hele Gendarmstien er meget, meget flot. Så uanset hvilken del I finder ledigt shelter på, bliver I glade for den rute. På gendarmsti.dk kan I på kortet slå kilometer til og så tæller hvor mange ‘prikke’ I vil gå hhv. første og anden dag. Det er underordnet hvilken retning I går I. Rigtig god tur! Marie

      Svar
  3. Karina
    Karina says:

    Sikke en skøn blog. Vi vil gerne vandre lidt med børn 9 og 3 år på Gendarmstien. Hvilken strækning vil du anbefale? Er den nye strækning Høruphav-Skovby børnevenlig? Kan man have klapvogn med, eller er det umuligt? Vi vil jo helst gå i naturen 🙂

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Hej Karina. Hvor fantastisk med familietur – og skønt du kan bruge bloggen. Ærligt talt vil jeg fråråde Skovby – Høruphav. Det er ikke den mest interessante strækning rent landskabsmæssigt, og hvis man skal skære fx ti km af, ville jeg personligt vælge dem. Men det er kun fordi resten af ruten er så bragende flot, at jeg overhovedet siger sådan. For i sammenligning med ganske mange andre ruter er stykket Skovby – Høruphav virkelig skønt. Resten er stien har korte passager, der vil være svære med klapvogn, fx trapper i skoven eller stykker på sand- eller stenstrand. Egentlig kan det være, at oplevelsen for alle vil være langt større ved at tage af sted helt uden klapvogn, og så gå så langt, I nu kan. Børn vokser tit, når de får lov til at vise, hvad de kan. Måske endda en mikrorygsæk kan få den lille til at føle sig meget mere stolt og ‘med’ end en klapvogn? Når det er sagt, kan I godt komme frem med den, hvis I er to voksne. Det er straks sværere, hvis du var alene med to børn. Ruten er god, fordi der sker meget undervejs, masser af kigge på, isboder, dyr, bademuligheder osv. Allervigtigste tip: Book meget snart – jeg har lige prøvet slut juli uden held de steder, vi ville have været. Hilsen Marie

      Svar
      • Karina
        Karina says:

        Tusind tak for dit gode svar. Håber, at det er ok, at jeg spørger igen. Hvis du skulle vælge 10 km ud af ruten, hvor ville du så starte og slutte? 🙂 Jeg tror, at vi dropper klapvognen og ser, hvor langt vi når 🙂

        Svar
        • Marie
          Marie says:

          Ååååh, en slem opgave at vælge ti ud. Det er så godt som umuligt. Det kunne altså være hvor som helst. Måske starte fra Kollund og gå ti videre?
          Eller starte stykket fem km før til fem km efter Sønderborg? I Sønderborg er et spa man kan komme op i 45 meters højde og se ud over fjorden. Måske det er sjovt også? Ved Sønderborg får I også Dybbøl Mølle. Men for børnene tror jeg faktisk nærværet i sig selv gør turen. Et tips kunne være at alliere jer med Claus fra Gendarmstien Flex ift. evt transport – så kan I blive hentet lige hvor I orker gå til og blive kørt til hvor I skal. Det kan måske give lidt forældretryghed? kh Marie

          Svar
          • Karina
            Karina says:

            Tusind tak for hurtigt svar og tips. Vi glæder os. Det er en fantastisk blog, du har 🙂

          • Marie
            Marie says:

            Tusind tak , Karina. Hvis du orker, så er jeg meget nysgerrig på jeres tur og hvordan det går. Skriv endelig et par linjer, hvis du får tid. Bedste hilsner Marie

  4. Elisabeth
    Elisabeth says:

    Tusinde tak for en meget god beskrivelse Vi er 5 venner der skal cykle den i Juli,vi skal bo hos Claus og han vil køre os til vores start sted hver dag,vi glæder os om end vi ikke kan cykle på hele turen.

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Sikke dejlige venner at have – fælles oplevelser betyder så meget. Hils Claus mange gange! Bedste hilsner Marie

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM DANMARK