Solnedgang ved Norresan i Gudhjem, Bornholm


VANDRERUTE Gudhjems hemmelige bagland – i Oluf Høsts fodspor (13 km rundtur)


Gudhjems bagland gemmer på den ene overraskelse efter den anden – på vandreruten her kan du opleve bjergbyens ukendte stier i maleren Oluf Høsts fodspor

Bedst som vi troede, vi kendte Gudhjem, og faktisk var klar til at flytte, opdagede vi, at det gjorde vi overhovedet ikke! Vandreruten her har vi selv fundet på ved at spørge lokale – og vi blev om muligt endnu gladere for Danmarks eneste bjergby, da vi opdagede dens ukendte bagland.

Får ved Bokul på Bornholm

Hvor starter vandreruten i Gudhjem og hvordan kommer jeg til start?

Vi kan bedst lide at starte fra Gudhjem Havn, Gudhjemvej 16A, 3760 Gudhjem – der er dog betalingsparkering fra 15. maj til og med efterårsferien. Ellers kan du også vælge parkeringspladsen over byen på Gudhjemvej 76A, 3760 Gudhjem og starte med at gå ned gennem byen til havnen. Endnu en god mulighed er at starte fra Melsted ved den gratis parkeringsplads ved Kobbeå, Melstedvej 39A, 3760 Gudhjem.

Vandretur i Gudhjem

Hvilke oplevelser er der på vandreruten Gudhjem rundt?

Starter du med uret rundt fra Gudhjem Havn, går turen østpå ad en lille sti, hvor du skiftevis snirkler dig mellem klippevæggene og kommer ud til udsigterne over den smukt, flossede kyststrækning.

Klippestien er en af de allermest markante dele af Bornholms kyststier, og en sti, de fleste husker det første møde med. Alt for hurtigt er du fremme i det lille fiskerleje Melsted, der lever et stille liv i læ for de fleste turister.

Havkajakker ved fiskerlejet i Melsted på Bornholm

Turen går videre ind gennem sprækkedalen langs Kobbeå – en næsten tropisk oplevelse, især om sommeren, når fugtigheden og fuglekvidderen tager over. Ved bålpladsen kommer du ind på frilands- og landbrugsmuseet Melstedgårds jorde. På vejen ligger Tejn Mølle – ja, det hedder den altså, selvom den ligger i Gudhjem. Den har haft et for en mølle ganske omflakkende liv, fordi den undervejs har været både solgt, flyttet og ombygget, når der ikke var vind nok i omsætningen eller vingerne. Barndommen blev tilbragt i Årsballe fra omkring 1800. I 1850 blev den flyttet til ungdom og voksenliv på en klippetop i Tejn, hvor vinden også svigtede i flere omgange. I 1959 blev møllen fredet. Siden 2006 har den tilbragt en aktiv alderdom på Melstedgård, hvor den maler fodermajs til gårdens dyr.

Tejn Mølle med Gaarden i Melsted

Naboen Gudhjem Museum er en oplevelse til fods langs sommerfuglemarken, som blev skabt i 2021 i et samarbejde mellem Gudhjem Museum og biolog og sommerfugleentusiast Michael Stoltze. Om sommeren er her et florlet mylder af flyvende smuksakker.

Holkadalen ved Gudhjem

Holkadalen bagom Gudhjem er kendt og elsket af de lokale, men så godt som ingen gæster lægger vejen forbi. Den idylliske dal led en grum skæbne i 1957, da den under store protester fra bornholmerne blev skåret over i to af en ny vejbro på betonsøjler, der gjorde det muligt at føre Nordbornholms kystvej gennem Gudhjem.

På Gudhjem Plantages snoede stier er du sikkert alene – måske bortset fra en hundeejer eller to. Den lille sø Gråmyr gemmer sig i Gudhjem Plantage:

Gråmyr ved Gudhjem

Vejen tilbage mod Gudhjem har en dramatisk historie: Ifølge sagnet kom et ungt par i susende fart ned ad stien i deres hestevogn, mistede kontrollen og styrtede i døden ud over klipperne. På stien er rejst fire høje bautasten – Hestestenene – som billede på hestene, der spejder efter deres kusk.

Hestenene - bautasten ved Gudhjem på Bornholm

I det hele taget er stien her mellem Rø og Gudhjem fuld af oplevelser – lige rundt om hjørnet finder du en klippeknold med en markant, slynget trappe hugget i klipperne. Dette dragende sted hedder – selvfølgelig, fristes vi til at sige – Røverborgen. Røverborgen har sit navn, fordi det blev brugt som kulisse i stumfilmen ‘Sicilianerrøverens bryllup’.

På vej ind i byen kommer du til Gudhjems anden havn: Nørresand. Nyd synet af den gamle røgeribygning, der i dag huser den dejlige kaffebar Norresân. Den pittorske bygning er foreviget på utallige Gudhjemmaleres billeder:

Solnedgang ved Norresan i Gudhjem, Bornholm

Drej fra mod højre ad Løkkegade i Oluf Høsts fodspor – og kig endelig ind på det dejlige museum med den idylliske gårdhave. Det er en ganske særlig oplevelse at opleve Gudhjem set gennem Oluf Høsts øjne.

Oluf Høst Museet

Efter det kan du passende afslutte turen ved at finde den godt gemte lille sti til Bokul op ad Bokultrappen til det åbne klippelandskab højt over byen. Absolut favoritsted at opleve solnedgangen over Gudhjem.

Solnedgang over Bokul ved Gudhjem på Bornholm

Hvordan finder jeg vej?

Vandreruten er ikke skiltet, men med et kort på mobilen finder du nemt vej. Langs kysten og Kobbeå følger du ind imellem skiltning til eksisterende stier, ellers ikke.

Skilt ved Kobbeå på Bornholm

Hvordan er terrænet?

Generelt er vandrerutens terræn lidt over middel og med lidt højdemeter, fordi du kommer op i baglandet over Gudhjem og ned igen. I bunden af Kobbeå er ruten lidt mere krævende. Stien er for nylig omlagt op langs et markskel for at undgå passagerne med store sten og træstammer langs åen. Er du adræt, er begge spor dog mulige.

Hvilken årstid er bedst?

Hvis du håber at opleve vandfaldet Stavehøl undervejs, er der risiko for, at du selv skulle have medbragt vand, hvis du kommer om sommeren. I de varme måneder er Stavehøl ofte udtørret, og forvirrede sommergæster går rundt med snuden i google maps for at finde vandfaldet – kun for at opdage, at de står ved det – uden vand. I de tidlige forår er der allermest vand i Stavehøl. Men rundturen er værd at vandre hele året – vandfald eller ej. Om sommeren er det en særlig oplevelse at dreje fra sommergæsternes trådte stier og opleve Gudhjems hemmelige stier.

Hvilken retning er bedst at vandre i?

Vi synes klart med uret – især hvis du vandrer om eftermiddagen, så du kan slutte med solnedgangen over Gudhjem set fra Bokul.

Hvordan er madmulighederne?

Gudhjem by har det hele, og du finder også muligheder på Gaarden i Melsted og Gudhjem Museum. Det siger måske sig selv, men Gudhjem er stedet at gå efter lokalretten ‘Sol over Gudhjem’ – den finder du på røgeriet på havnen.

Melsted fiskerleje på Bornholm

Er der adgang til vand og toilet på ruten?

Du kan fylde vandflasken ved de offentlige toiletter på havnen i Gudhjem og på parkeringspladsen ved Kobbeå. Men tjek, at du har nok vand med, især i de varme måneder.

Tip: Solnedgang på Bokul

Vi havde besøgt Gudhjem mange gange, før vi opdagede Bokul – de smukke, bløde klippeformationer bag byen, der giver dig Gudhjems bedste solnedgang i selskab med fårene:

Solnedgang på Bokul

Kan vandreruten Gudhjem rundt forlænges eller forkortes?

Sikkert – men vi synes altså, den sidder lige i skabet, som den er:-) For os er hele ideen i ruten at få knyttet Gudhjem sammen med baglandet. Men hvis benene ikke er til hele ruten, kan den sagtens deles op i to kortere rundture:

Klipper ved Kobbeå på Bornholm

Duer vandreruten Gudhjem rundt med barnevogn og hund?

Du kan godt have hunden med på turen Gudhjem rundt, hvis du har den i snor. Barnevogn går desværre ikke – vandreruten har både smalle klippestier, udfordrende terræn langs Kobbeå og trapper ved Bokul.

Sti ved Kobbeåen

Kort over vandreruten Gudhjem

Vi har selv fundet på denne vandrerute Gudhjem rundt, så den er desværre ikke skiltet. Her kan du se vandreruten på et kort, og med det på mobilen lærer du hurtigt denne dejlige rute at kende. Sådan får du kortet ind på mobilen:

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket her til Gudhjem rundt – du er den blå prik på kortet.

MERE OM DANMARK

Jættebolden ved Svartingedalen på Bornholm
Udsigt til Hammershus fra Hammeren
Kyststien Bornholm rundt
Gudhjem rundt i Oluf Høsts fodspor
Linjer i landskabet - vandrerute på Bornholm