PAKKELISTE For kvinder: Maries pakkeliste til caminoen


At pakke din rygsæk til caminoen er faktisk første skridt på vejen til den afklaring, pilgrimsvandring kan give dig: Hvad har jeg egentlig brug for? Hvad har jeg ikke brug for?

Fordi du vandrer langt med din rygsæk dag efter dag, er det en god ide at tage dig tid og fokus til at overveje, hvor meget du slæber på. Hvad hjælper dig? Hvad tynger dig?

Din rygsæk spejler dit indre

Caminoen inviterer os på en sund måde til at sige farvel, deale, rydde op. Skelne mellem, hvad der gavner, og hvad der er ’for en sikkerheds skyld’. En for tung rygsæk handler for mig om beskyttelsesmekanismer. Sikkert af samme slags som dem, der får mig til at spise uopmærksomt og for meget, når livet er presset.

Før jeg blev så klog, slæbte jeg alt muligt unødvendigt med, som jeg fortrød – måske fordi jeg havde ladet mig inspirere af lidt for mange velpolstrede pakkelister hjemmefra?
Se antipakkelisten – alt det pik-pak, jeg sagtens kunne undvære i min rygsæk

Flere morgener på caminoen kom jeg af sted i en ruf – alle pakkeposerne røg i rygsækken uden særlig omhu. Resultat: Efter de første kilometer med fx et kamera gnavende på lænden: Ompakning på en støvet skovsti – meget mere besværligt end at gøre det på herberget. Min pointe: Det giver mening hver eneste dag i livet at gøre sig umage med at komme godt ud af døren. Hvad end det er camino-rygsækken eller arbejdstasken.

Her er min ultimative, nedbarberede pakkeliste til vandring fra 7-37 grader.
Er du mand? Tjek Torbens ultimative pakkeliste

Det rejser jeg i:

Mellem-tyk uldtrøje med lynlås
Et par vandresokker i merino
Et par underbukser
Tanktop i uld
Sports-bh i uld
Lange vandrebukser
Støvler eller vandresandaler

Det ligger i rygsækken:

Uldsovepose
Letvægtshåndklæde – hammam
Regnponcho med plads til rygsækken
Ekstra tanktop i uld
Vandrenederdel
Et par ekstra uldsokker
Et par ekstra underbukser
En buff i merino
Halsedisse i mikrofiber
Tynde merinohandsker
Mellemtykt uldent undertøj som pyjamas
Crocs ballerinaer eller Birkenstock Arizona letvægtsmodel som indendørs sko
Solskygge
Tandbørste, minitandpasta og tandtråd til antal dage
Uldvask mini
Solcreme mini
Negleklipper 3-i-1
Pincetten fra en schweizerkniv
Shampoo mini
Deodorant
En rulle Leukoplast tape mod vabler
Fodcreme
En pakke lommeservietter
Hudpleje
Mascara
Læbepomade
Mobiltelefon og oplader
Powerbank og oplader
Papir og kuglepen til dagbog
Pas og pilgrimspas bestilt hjemmefra
Blåt sygesikringskort
Kreditkort og et ekstra
Vandrestave
En ekstra gummifod til vandrestave

Hent pakkelisten til caminoen som pdf

Er du mand?

Måske er vandrenederdel og uld-bh ikke relevant for dig på din pakkeliste til caminoen?
Så tjek Torbens ultimative pakkeliste til mænd her

Ordnung muß sein i rygsækken

Pakkeposer giver mig overblik, og gør det nemt at finde ting uden at pakke alt ud. Alt i min rygsæk ligger i pakkeposer i hver deres farve, så jeg kan kende forskel:

  • Uldsovepose og uldpyjamas i den mønstrede
  • Indesko i den brune
  • Teknik i den blå
  • Tøj i den mørkegrønne
  • Toiletsager i den græsgrønne

Pakkeposer med caminostemning… Pakkeposerne er standard. Mærkerne er vores caminomærker du selv kan sy på – se mere her

Jeg bruger helt almindelige, billige pakkeposer og ikke mere tekniske løsninger som fx drybags. Drybags er sikkert smart til fx kanoture, men på caminoen holder jeg fint alt i rygsækken tørt med almindelige pakkeposer, fordi jeg vandrer med regnponcho. Har du allerede investeret i drybags, kan du sagtens bruge dem på caminoen, hvis du er ok med den ekstra vægt.

Hvad er en fornuftig vægt for en pilgrimsrygsæk?

Som tommelfingerregel går jeg efter, at min pilgrimsrygsæk max. bør veje 10 % af min idealvægt inkl. mad. Det vil for mig sige 7,5 – 8 kilo.

Hvad med toilettasken, hvis jeg tager rygsækken med som håndbagage?

Alt toiletgrej har jeg i minibeholdere, og så supplerer jeg op undervejs, hvis jeg mangler noget. Når alt er i beholdere på mindre end 100 ml, kan rygsækken tjekkes ind – og jeg sparer på vægten. I dag er jeg ikke længere pedant med toiletsager. Jeg har været der, hvor jeg var så fikseret på at droppe ting, at jeg smurte fodcreme i ansigtet! Nu under jeg mig at have de produkter med, jeg plejer at bruge.

Er det i virkeligheden noget andet end rygsækken, der vejer?

Mange pilgrimme går som jeg pedantisk op i at vandre med mindst mulig vægt. Uden at sige for meget, så kig også på din krop. Groft sagt er 140 gram ekstra i rygsækken måske underordnet, hvis du vejer 14 kilo for meget. Jeg taler af bitter erfaring med de 14 kilo.

Vandring i juli – behøver jeg så alt det, der er på listen?

Juli er ikke vores favoritmåned til caminoen – mest fordi vi elsker Danmark i juli. Da vi alligevel var af sted i juli, nedbarberede vi pakkelisten yderligere.
Se vores forslag til pakkeliste til Camino Sanabrés i juli

Hvad så hvis det er vinter, når jeg skal vandre?

Min rygsæk er omkring to kilo tungere, når jeg vandrer om vinteren. Jeg gider simpelthen ikke at fryse, så hellere slæbe lidt ekstra og være på den sikre side.
Se min pakkeliste til vintervandring

51 replies
  1. Hanna Lund
    Hanna Lund siger:

    Hej Marie.

    Jeg er i gang med at planlægge en tur på“Camino de Frances”, og jeg har mange spørgsmål😊 Jeg regner med at starte i León og slutte i Santiago de Compostela. Jeg har 13 vandredage og starter d. 30/9. Eftersom det er i starten af oktober jeg går, har jeg ikke tænkt at booke overnatning i forvejen udover en overnatning Santiago de Compostela. Hvad tænker du om det?

    Mht. sko har jeg kig på et par vandrestøvler eller en god løbesko. Jeg hælder mest til vandrestøvlen. Jeg har forstået, at den sidste del af ruten ikke er kuperet, vil det så være bedre med en god løbesko(trailsko)?

    Du anbefaler et regnslag i stedet for en regnjakke. Vil du også anbefale det i oktober? Jeg har en god regnjakke, som også er en skaljakke, der kan lynes op i siderne. Hvis jeg tager den med, skal jeg så droppe regnbukserne?

    Vh Hanna

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Hanna

      Nu får du lige vores meninger, men husk det bare er vores erfaringer. Det kan være noget andet fungerer bedre for dig…

      Det lyder oplagt ikke at booke. Det er netop friheden på caminoen. Hvis du er fleksibel, behøver du heller ikke booking i Santiago i oktober, med mindre du partout vil et bestemt sted. Du ved nok ikke med sikkerhed dit tempo, så mon ikke det er rart ikke at blive bundet af en slutdag? Måske stoppe du før Santiago, måske går du en omvej, måske går du videre til kysten?

      Regnbukser bruger vi ikke sydpå. Synes man sveder i dem. Vi går i korte ben, det er ofte varmere end lange, våde bukser. Vi har også tanktop under poncho, ikke langærmet af samme grund.

      Vi bruger poncho, også i oktober. Skaljakke er også en mulighed. Vi ville så bare acceptere våde bukser, for regnen kommer og går, og det er træls at skulle tage mange dele af og så. Med skaljakke skal du bruge regnoverslag til rygsækken. Vælger du også regnbukser er det hele tre ting at fumle med.

      Generelt har caminoen ikke stier eller terræn, der nødvendiggør vandrestøvler. Trailsko og løbesko er oplagt. Har du allerede vandrestøvler, du sværger til og ved virker med vægt på ryggen, kan du bruge dem. Uanset hvad – husk fodtøj og sokker helt af hver anden time for at forebygge vabler.

      Kh Torben og Marie

      Svar
      • Hanna Lund
        Hanna Lund siger:

        Hej Marie og Torben.
        Tak for jeres svar på mine spørgsmål😊. Dejligt at få så mange gode råd på jeres side. Jeg har lige lidt flere spørgsmål.
        Jeg har en lille sovepose, som er komfortabel ved 5 til 15 grader. Jeg sover med 80% marinould. Som sagt rejser jeg i de
        første 14 dage i oktober fra León til Santiago de Compostela. Tror I at det bliver for koldt om natten med det?
        I skriver at i oktober er det mørkt om morgenen, skal jeg tage en pandelampe med? Jeg har læst det I skriver om indendørssko. Jeg overvejer at tage et par Teva sandaler med, som vejer 450 gram. Hvad tænker I om det?

        Mvh Hanna

        Svar
        • Marie
          Marie siger:

          Hej Hanna. I oktober – klart ja til pandelampe, hvis du tænker du er af sted tidligt – den er hen af 8:45 før det er lyst. Teva er sikkert gode, og vægten er ikke helt tosset, hvis det er for parret – men det kan altså også sagtens gøres lettere. Dog er der også noget fornuft i at bruge, hvad du nu har. Med 5-15 grader sovepose og uld skal du nok holde varmen -selvom nætterne helt klart er kølige til den tid. Sov evt. med hue – der gør det meget nemmere at holde varmen. Buen camino fra Marie og Torben

          Svar
  2. Marie
    Marie siger:

    Jeg skal have nye sokker da jeg fik voldsom udslæt af de gamle i sokkekanten. Har i hørt om det og ved i hvad folks erfaringer med jeres er. Mine var også uld. De sad lidt stramt om anklen. Men jeg er vist også lidt sart med stramme ting.

    Vil i anbefale en Small regnslag når man er 165 og mener i det ikke er nødvendigt med regnbukser under?

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Kære Marie.

      Det lyder som om du har fået “Hikers rash” af dine sokker. Det er en form for hudirritation a la varmeknopper, som også kommer ved anstrengelse. Meget almindelig udfordring fir vandrere. Hvis det islr er ved sokkekanten kan du overveje at klippe dem du har lidt mindre stramme i skaftet. Eller prøve vores ankelsokker.

      Vores ponchoer er lidt små i størrelsen. Hvis du er rund, kan du overveje dem store. Vi gider ikke regnbukser og synes man sveder sig våd i dem. Vi går generelt helst i shorts/kort nederdel når det regner, for det er faktisk varmere end kolde, lange bukser. Under regnslaget har vi også fx tanktop – ikke langærmet. Men det er bare vores erfaring, andre sværger sikkert til regnbukser, og det kunne vi også gøre koldere steder end caminoen.

      Rigtig god camino! Kh Torben og Marie

      Svar
  3. elizabeth dam
    elizabeth dam siger:

    Hej med jer. Har lige modtaget mine bestilte sager fra jer og alt ser fint ud……lige bortset fra vandrestavene. Der mangler jeg altså virkelig en lille form for guidance til hvordan de justeres og bliver på den indstillede højde. Det er ikke lykkedes mig at få stavene til at ” låse ” og DET vil jeg blive meget hurtig træt af…. Hjæææælp! Troede der måske blot en lille info med.

    Svar
  4. Hanne
    Hanne siger:

    Kære jer

    Tak for en god pakkeliste og dejlig hjemmeside. Et sæt mellemtykt uldent undertøj til pyjamas. Hvilke mærker/sæt er det mon?

    Mange hilsner fra Hanne

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Hanne! Vi er rigtig glade for fx Devold Breeze-serie. Devold findes også i to tykkere – Hikingserien og Extremeserien. Men ellers er Aclima, Icebreaker, Bergans og Dilling også gode uldmærker. Med mellemtyk mener vi en gramvægt på 180-220. Kh Marie

      Svar
  5. Anita Brand
    Anita Brand siger:

    Et spørgsmål til uldsoveposen. Hvor langt går den ned i temperatur? Skal jeg bruge en yderligesovepose til minus 17 grader?

    Svar
  6. Anja Gammelgaard Madsen
    Anja Gammelgaard Madsen siger:

    Hej
    Der er ingen lommelygte eller pandelygte på pakkelisten og jeg ser heller ikke tørresnor og små miniklemmer… er det spild? Hvorfor både buff og halsedisse når I anbefaler, at man ikke har to af nogen ting med?
    Buon Cammino <3
    VH Anja

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Anja. Pandelampe og lommelygte har vi ikke prøvet at savne, men alt er jo en prioritering. Synes personligt mobilen gør det fint som natlys. Med buff er denne uld efter min mening mest behagelig, og fordi den er af uld varmer den, også selvom den måske er fugtig efter en byge. Til gengæld er vores halsedisse af mikrofiber langt mere vindtæt. Tit ender det med uld på halsen og mikrofiber på ørerne. Men ja, luksus med to. Om sommeren ville jeg nøjes med en. Kh Marie

      Svar
    • Marie
      Marie siger:

      PS Tørresnor og klemmer virker også meget “just in case”. Du kommer hurtigt op i vægt, hvis du samler tips fra mange pakkelister. Måske ændrer jeg mening hvis jeg en dag ikke kan tørre tøj… Det er bare ikke sket på nogen camino endnu. Er tørreforholdene dårlige, kan man altid vente en ekstra dag…

      Svar
  7. Julie Strøm Larsen
    Julie Strøm Larsen siger:

    Hej….
    Super brugbar hjemmeside!! Jeg skal gå bornholm rundt til sommer, og overvejer at købe et par nye træningssko i stedet for vandresko. Er det nødvendigt med vandresko, eller kan jeg godt komme gennem ruten, med et par træningssko?

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Julie. Hvor fedt! Husk at booke i rigtig god tid, hvis det er sommerferien. Du kan uden problemer vandre i træningssko – her et par ting at overveje inden du beslutter dig endeligt. Vandresko har ofte mere slidstærke såler og evt. mere skridsikre, men på danske ruter ser jeg ikke noget problem i træningssko, hvis du har prøvet at gå langt i dem før og ved, at de ikke giver problemer. Hvis de er uprøvede som sko at vandre langt i med opbakning, ville jeg klart teste før jeg valgte dem, for du bruger fødder anderledes når du går end når du fx træner i et center. Og du har brug for god affjedring. Hvis skoene er godt slidte eller bliver det inden til sommer, ville jeg købe. Hilsen Marie

      Svar
  8. pernille
    pernille siger:

    Hvad er fordelen ved at vælge vandrebukser evt. zip off i forhold til f.eks. cowboybukser med stræk. Jeg synes nemlig ikke det lyder behageligt at skulle vandre i bukser lavet af primært polyester.

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Pernille. I princippet kan du jo vandre i lige hvad du trives med. Test dog grundigt – tøj fra hverdagen er sjældent lykken mår du begynder at vandre længere. Jeans med og uden stræk er de færreste vandrere glade for, fordi syningerne kan irritere og bukserne ikke er gode til hverken vind eller regn. Vandrebentøj er designet til at undgå slidsår og hjælpe dig med vind og regn. De er ofte smudsafvisende. Samtidig er lommerne typisk mere praktiske end på jeans med stræk. Du har overordnet tre typer at vælge imellem: Klassiske vandrebukser uden stræk, samme med stræk og endelig leggings, som fås både i merino og andre materialer. Prøv dig frem hvad du kan lide. Og hold dig endelig fra bomuld, som er elendigt til al slags vandring, fordi det klarer vind og sved dårligt og har en tendens til at gnave. Held og lykke med buksejagten. Og husk der også findes vandrenederdele som endnu et alternativ! Jeg vandrer i Macabi vandrenederdel. Kh Marie

      Svar
  9. Nanna
    Nanna siger:

    Hej Marie.
    Tak for jeres helt geniale og inspirerende side! Hvilket mærke/model er dine uldposer? Det lyder jo helt genialt, men jeg synes ikke der komme kæmpe meget frem ved mine google-søgninger!
    Tak :-)

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Nanna. Vi har indtil nu købt dem hjemmesyet. Men hvis du kan vente en måneds tid, får vi vores egne uldposer hjem i det SMUKKESTE mønster. Mønstret er stribet magen til vores hammam i ministørrelse, og der er megalaber merino. Jeg kan sende billede af materialet så snart jeg har fået det om 1-2 uger. Bedste hilsner Marie

      Svar
      • Ditte
        Ditte siger:

        Hej Marie

        Jeg har lige luret med på jeres korrespondance her – har I mon fået dem hjem? Eller hvordan ser det ud? :-)

        Mange hilsner

        Ditte

        Svar
          • Malene
            Malene siger:

            Hej Marie
            Hvornår kommer uldposerne på jeres shop? Hvad vejer de og er de varme nok til Camino Frances i September?
            Mange hilsener Malene

          • Marie
            Marie siger:

            Hej Malene. De ankommer til os 11. juni og kommer nok på shoppen samme dag eller dagen efter. Jeg ville mene det er fint varme til september – jeg sover med valmt uldundertøj i dem, og det til sammen er for mid nok varme. kh Marie

  10. Connie Brask
    Connie Brask siger:

    Dybt taknemmelig for Jeres, vid og menneskelige overskud til at dele alle disse livsvigtige informationer. Det er stort der findes mennesker som Jer, – og jeg glæder mig til, for første gang, at komme ned og gå fra Leon fra midt i maj.
    Nu meget mere forberedt.
    Iøvrigt fandt jeg en sovepose der vejer 180 gram.
    Håber at holde vægten på max 3 kg.
    God vind til Jer 2 fra Connie

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Connie. Ååååh, hvor sådan et brev varmer på en dag som i dag. Tak fordi du tog dig til til at skrive. 180 gram!!!! Det må jeg alligevel nok sige. Det er ikke meget! Jeg er selv blevet udfordret til at prøve en Warmpeace Soltaire – men den er jo en ren sværvægter på 670 gram i sammenligning;-) Max tre kg er virkelig lidt. Spændende, at det kan lade sig gøre. Rigtig god camino fra León. Jeg genså i aftes Bertelsen åpå Caminoens start i León. Legendarisk serie…

      Svar
  11. Rikke Hjuler
    Rikke Hjuler siger:

    Hej Marie
    Jeg er nysgerrig på hvordan din pakkeliste ser ud til jeres kommende Camino i Oktober? Jeg skal nemlig afsted på samme tidspunkt. Jeg er meget i tvivl om jeg feks skal supplere med en silkepose til min uldpose. Om en regnponcho, bør erstattes med en skaljakke og om mine Teva sandaler skal med. De vejer 750 g. Jeg går i Altra Lone trailsko. Kan du gøre mig klogere herpå?
    Kh Rikke

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Rikke. Fordi det er oktober tilføjer jeg en pandelampe, hvis nu vi vågner tidligt en dag og vil af sted. Det bliver først lyst cirka halv ni, og min erfaring er, at en mobil som lygte drænes hurtigt for strøm. Jeg har personligt ikke tænkt over at supplere med silkeposen. Både fordi jeg får flip af, at den er uden stretch, og fordi jeg ikke tidligere har frosset i oktober med min nuværende kombi. Tykkelsen på mit uldundertøj er afgørende til gengæld – meget af varmen ligger i, at det er det tykkeste, tykke jeg har med. I oktober er det også altid min tykkeste uldpose, jeg har med. I juli er det den tyndeste – som er Spejder Sports merinoliner. Selv fastholder jeg poncho, også i oktober. Hvis du går hele vejen, bliver det hen i november. Hmmm…. jeg ville selv stadig ikke skifte til skaljakke, fordi det betyder også regnbukser og rygsækoverslag, og jeg synes det bliver så bøvlet. De nu tre år i træk, jeg har vandret i uge 42, har jeg haft Tevasandaler med til at skifte med og været meget glad for det. Alle tre gange har vejret været over 25 grader på hhv. Camino Portugues, Camino Sanabrés og Camino Inglés. Så hvis du ikke i øvrigt har most for meget i rygsækken, så synes jeg ja til 750 g sandaler;-) Du ved du har most for meget i rygsækken, hvis den vejer mere end 10 % af dig. Rigtig god tur fra Marie

      Svar
  12. Tina aagaard
    Tina aagaard siger:

    Hej Marie..sikke inspireret man bliver af jeres super flotte hjemmeside :-) Torsdag skal vi gå vores første caminoen, vi skal gå fra Assisi til Rom, kender i denne rute ???
    Lidt praktiske spørgsmål : må vi medbringe vandrestave, sikkerhedsnåle til tørring af tøj på rygsækken ( måske du har andre ideer ) lille saks til vabelplaster ??? andre gode fif modtages meget gerne, da vi jo er nybegyndere.Tak
    Vh Tina aagaard

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Tina. Hvor er det bare dejligt, du er glad for siden. Fantastisk med afgang på torsdag. Assisi til Rom har vi endnu til gode. Med genstandene: Hvis I har alle tre ting med, tror jeg at mindst en af dem bliver snuppet. Vi er som regel heldige med vandrestave – men en saks og en nål vil jeg mene kan blive snuppet, hvis planen er ikke at checke bagage ind. Overvej om letvægtskarabinhager kan gøre det ud for sikkerhedsnål? Eller om I blot kan binde tøjet fast. Jeg har aldrig medbragt hverken sikkerhedsnål eller saks og klaret mig fint uden. Hvis I bruger Leukoplast mod vabler, behøver I ikke saks, for det river man bare af. God vandring! kh Marie

      Svar
  13. Charlotte Kert
    Charlotte Kert siger:

    Kære Mare,
    Tak for en helt igennem vidunderlig og berigende hjemmeside. Hvor er det bare fantastisk at I har overskud til at dele alle de gode råd og fine vejledning:-).
    Jeg skal på Camino Frances med start medio september og tænker at lande i Santiago medio oktober. Jeg bliver i tvivl om perioden mon er sommer- eller vinterlig? Har I nogen erfaringer, I kan give videre omkring pakning (tøj/soveudstyr) til denne periode?
    Kh Charlotte

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Charlotte
      Det giver så meget mening at skrive videre, når det skaber så meget glæde:-) Nu omregner jeg jo alle sovepose-spørgsmål til mine uldposer, som jeg har i tre tykkelser. Tror faktisk jeg, jeg ville tage den tykkeste uldpose med i den periode, du skal vandre. Alternativt lagenpose og et fleecetæppe eller en kompakt sovepose. Oktobernætter er kølige på caminoen. Jeg har også altid meget tykt uldundertøj med at sove i uanset årstid. Egentlig er de eneste måneder jeg har den tyndeste uldpose med juli og august, og der holder jeg kun varmen pga. det tykke uldundertøj. Dagene gætter jeg til gengæld er med gode chancer for at det bliver sommerligt. De sidste tre år har vi vandret omkring efterårsferien, alle gange med dage over tyve grader og op til 28 i Portugal. Nyd det hele kh misundelig Marie

      Svar
  14. Helen Meulengracht
    Helen Meulengracht siger:

    Hej Marie. Hvor er det dog en super side, du har lavet. Jeg skal på min første tur og læser meget herinde. Jeg skal gå kystruten i Portugal i juni, og skal bære mindst muligt i min Ospray 11. Jeg har vandrestave og kamera med, så ingen hænder frie :).
    Umiddelbart havde jeg som hovedbeklædning tænkt at bruge en form for bøllehat, m. overvejer det tyrkiske tørklæde, er dog i tvivl både mht vægt/plads og vinden, og tænker i plusser og minusser. Hvad tænker du?

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Dejligt du læser med herinde og kan bruge det! Faktisk synes jeg bøllehat er en fremragende vandrehat og har selv været glad for min. Den røg udelukkende ud af hensyn til vægten. Ved kysten kan det blæse mere, så måske man der kunne have gavn af en bøllehat med bindesnor? Ellers endte jeg faktisk med pandebånd der, fordi jeg får ørepine af blæst. Tricket med det tyrkiske tørklæde virker nok ikke i kraftig vind. Men det gode ved det tyrkiske tørklæde er jo, at det ikke er ekstra vægt – det er bøllehatten. Sååååå….. der er for og imod! Bom caminho fra Marie

      Svar
  15. Laura
    Laura siger:

    Hej med jer!
    Tak for nogle gode artikler om alverdens camino-tanker.
    Hvis man skal på caminovandring i maj måned og vil sove på diverse (billigste) herberger – hvad er så jeres erfaring med sovepose og lagenpose? Hvor langt skal soveposen gå ned i comfort-grader osv. :)
    Laura

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Laura. Superdejligt du kan bruge caminotankerne. Ingen af os er rigtig sovepose-typer, så vi har ikke den store erfaring der. Marie sover i uldposer lag på lag og Torben i silkelagenpose med fleecetæppe ud over. Begge dele kan man holde varmen med i maj. I maj kan nætterne være kolde – men så sandelig også varme på en fyldt sovesal. Mit gæt vil være at en sommersovepose er fin nok. At du ikke behøver lagenpose ud over det. Men det er jo individuelt. Du kan også overveje at have langt uldundertøj med. Så kan du altid supplere med det. Buen camino!

      Svar
  16. Else Grunddal
    Else Grunddal siger:

    Hej Marie.Tusind tak for en god hjemmeside, som giver svar på det meste.
    Jeg starter min første camino d.18.april i SJPDP og er lidt bekymret , om turen over Pyrenæerne kan være lukket gr. dårligt vejr. Hvilke erfaringer har I fra denne årstid ?
    Så vil jeg spørge, om det ikke vil være nødvendigt med en jakke på denne årstid , udover tyk uld-eller fleecetrøje. Jeg læser, at du aldrig bruger jakke , men har nok i regnponcho i f.eks. blæsevejr !
    Kh. Else.

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Elise. Personligt har jeg aldrig oplevet at mangle en jakke. Jeg synes den lapper for meget over med regnponchoen. Men hvis du godt kan lide jakke, er der mange lette, gode muligheder. Blæsevejr er ikke det mest almindelige vejr på caminoen, med mindre du vandrer langs kysterne. I bjergpassene er der koldt, og det kan også blæse. For mig er poncho nok, men det er jo meget individuelt. Passet på Napoleonsruten over Pyrenæerne er i princippet åbent fra 1. april til og med 31. oktober hvert år, og uden for den tid koster det en større bøde at passere, hvis man trodser forbuddet. Passet kan også på grund af vejrforhold lukkes enkelte dage i den sæson hvor det ellers er åbent, men det er sjældent. 18. april er der dermed i princippet åbent. Jeg ville ikke bekymre mig, skulle det endelig være lukket, kan du jo vente en dag og se vejret an, eller vandre via den alternative rute over Valcarlos. kh Marie

      Svar
  17. Jesper Nielsen
    Jesper Nielsen siger:

    Hej Marie
    Tak for hyggeligt og givtigt foredrag i Spejdersport. Ang. pakkeliste, så nævner du ikke noget om drikkedunk og evt. kogegrej, er det fordi at du ikke medbringer nogen af delene ?
    Kh. Helene og Jesper

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Lige præcis – jeg medbringer ingen af delene. Med drikkedunk: Jeg starter som regel med at købe flasker vand på trekvart liter dernede (de kan bedre være i rygsækkens sidelomme). Fra morgenstunden drikker jeg en HEL liter vand inden afgang, så jeg er godt hydreret. Jeg drikker postevand som udgangspunkt, bliver det kloret et sted, køber jeg vand den dag og prøver igen næste dag. Læs evt. mere om vand og mad her: https://www.friefodspor.dk/guide-mad-paa-caminoen/ . Kogegrej… For mig er kogegrej mere noget, jeg ville bære på til en friluftstur eller sheltertur. Caminoen er noget helt andet for mig. Det er at deltage i det spanske hverdagsliv i de små byer. Det er lidt det samme når folk spørger om de skal tage telt med. Jeg synes der er mange andre steder i verden, der egner sig meget bedre til den type oplevelse. Og jeg ville til enhver tid spare den vægt fx kogegrej og telt er på en camino, hvor jeg elsker at vandre langt og ubesværet. Med kogegrej har jeg end ikke manglet en kniv – slagteren skærer pølse og skinke, og jeg spiser det på stien med flute og ost til… De gange hvor jeg har lavet mad, har været med ‘caminofamilien’ hvis vi havde lyst en dag og kom til et herberg med køkkengrej. Det hele bare min mening og mine erfaringer… kh Marie

      Svar
  18. Molly
    Molly siger:

    Hej Marie
    Tak for en skøn og brugbar hjemmeside! :)
    Jeg skal på min første Caminotur til maj og vil høre, om man skal medbringe lagen til brug på herbergerne? Jeg har før gået på Hærvejen, hvor det er et must, men er det mon det samme i Spanien?
    Bedste hilsner
    Molly

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Molly. Hvor dejligt du kan bruge siden! Du får engangslagen og pudebetræk med i prisen på herbergerne, så lagen har jeg ikke med. Synes det går fint nok med dem jeg får. Go’ camino! kh Marie

      Svar
  19. Ida
    Ida siger:

    Hej Marie,
    Først vil jeg sige, at jeg ofte besøger jeres blog. Den er spækket med gode råd og inspiration!
    Kan du sige lidt mere om de pakkeposer, du bruger? Hvilket materiale er de, og hvor har du anskaffet dem?

    Dbh Ida

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Ida. Hvor er det fedt at høre, at den kan bruges igen og igen. Jeg har tre slags pakkeposer: Den selv selv har syet i mit yndlingsstof, som både er hovedpudebetræk og pakkepose. Det er den bedste. Så er der Fjällräven-sættet, som er smukt og labert, men urimelig dyrt, og du får ikke andet end de smukke farver for ekstraprisen. Hvis du er til kram og pengene ikke er et problem, kan de anbefales.Til sidst er der de billigste jeg overhovedet kunne finde hvor jeg mener jeg købte fire for 49 kroner et sted på nettet. De fungerer glimrende og er lette. Vigtigst med pakkeposer er, at de er tydeligt forskellige i farven, så du selv i mørke kan fiske den rigtige op. Held og lykke med jagten kh Marie

      Svar
  20. Betina
    Betina siger:

    Hej ?
    Rigtig god guide ??
    Hvilken fodcreme bruger du, kan den købes i fysisk butik..? Har du bare et par strømper på..? Nogen går med indersok for at undgå vabler..? Jeg har hanwag støvler i læder og icebreaker tynde uldsokker.. det plejer at være fint her hjemme når jeg går. Men mon det osse er det på caminoen ?
    Tak for en god side..
    Mvh. Betina

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Tak, Betina:-) – så skønt du kan bruge siden. Efter at have prøvet fem forskellige, er jeg er landet på fodcremen Röwö hirschtalgcreme – du kan se den længst til højre ved alle toiletsagerne. Den koster 85 for 100 ml (dvs. den kan komme med som håndbagage). Jeg har aldrig set den i fysisk butik herhjemme – jeg køber to ad gangen her: https://www.sportactives.dk/shop/loeb/sportspleje/lotion-og-cremer-2/rowo-2/rowo-hirschtalgcreme.html. Tricket med indersok kender jeg godt, og har skrevet kort om det her: https://www.friefodspor.dk/vabler-paa-caminoen/. Som med alt andet udstyr er jeg ret jordbunden: Hvad der virker for dig herhjemme, er et godt udgangspunkt. Du behøver ikke nødvendigvis investere i alt muligt fancy. I din situation ville jeg tage et par 20 km ture med mine læderstøvler og de tynde sokker plus din caminorygsæk oppakning. Så mærker du på egen krop, om det fungerer eller ej for dine fødder. kh Marie

      Svar
  21. Annette
    Annette siger:

    Hej Marie
    Må jeg spørge hvilken uld sports bh og top du bruger? Jeg overvejer nemlig selv at skifte over til uld inderst i stedet for den Skins kompressionsbluse jeg gik i på min Camino.
    Og ellers mange tak og for super gode Camino guides. Flotte fotos, gode råd og fantastisk inspiration ??
    Kh Annette

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Annette. Jeg har ikke fortrudt et uldkøb nogensinde. Den bh jeg bruger er fra Icebreaker og hedder Meld Zone Sports-BH og fås i sort, grå og rød. Hvor er jeg glad for, at du kan bruge vores caminoguide – og tak fordi du tager dig tiden til at skrive det til os – det giver motivation til at fortsætte. Kh Marie

      Svar
      • Annette
        Annette siger:

        1000 tak for svar – det var faktisk også en fra Icebreaker jeg har kikket på og er helt enig uld er bare det bedste ??

        Svar
        • Marie
          Marie siger:

          Nemlig. Jeg blev også grebet i weekenden, og har nu erstattet fleecetæppet med en uldpose – opdaterer pakkelisten når jeg har prøvet min første nat med uld. kh Marie

          Svar
  22. Hanna Vestenaa
    Hanna Vestenaa siger:

    Så god din hjemmeside er blevet, Maria! Jeg tager af sted til Porto på mandag den 4.6. Skulle lige se din pakkeliste. Gode overvejelser. Har besluttet at tage fleecetæppe med i stedet for sovepose!
    Kh Hanna

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Dejligt, Hanna! Godt nok har vejret vist været dårligere i Spanien og Portugal her i maj end herhjemme – men jeg tvivler nu på du kommer til at savne soveposen, når du har fleecetæppet. Buen camino – eller skal vi sige Bom Caminho:-)

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM CAMINOEN