VANDRERUTE Vejle Aadal: Panoramaudsigter ved Runkebjerg (4 km rundtur)


Vejle Aadal er en særlig oplevelse af fred, vidder, bakker og udsigter. Rundturen her på 4 km ved Runkebjerg er en lille perle, du kan forlænge til 15 km

Gik du glip af vandreruten Egtvedpigens fodspor? Så tjek lige denne lille panoramatur i Vejle Aadal! Selvom den overordentlig coronapopulære vandrerute Egtvedpigens fodspor blev lukket, kan du stadig sagtens opleve de smukke, smukke landskaber i Vejle Aadal. Der er flere skiltede rundture, som fortsat er åbne – ruten her er en af dem.

Facts om ruten

  • Distance: 4 km rundtur ved Runkebjerg
  • Startsted og parkering: Slotsbjergvej, 7183 Randbøl. (brug linket til google maps, så finder du nemt P-pladsen)
  • Barnevogn? Ruten duer ikke med barnevogn overhovedet
  • Hund? Tilladt i snor, men det er ikke nemme stier med hund. Du skal gennem dyrefolde og over stenter.

Hvilke oplevelser er der på vandreruten i Vejle Aadal?

Lige fra start er det som at være kommet til et Danmark, der kun eksisterer få steder mere. Her er ingen asfalt, ingen lyskryds, bare grusveje og sjældne husmandssteder. Ruten går dels ad stille grusveje, dels ad trampestier. Du bestiger højdedraget Runkebjerg, hvorfra øjnene kan strække sig over den smukke ådal.

Er ruten skiltet?

Ja, ruten er skiltet med denne blå trekant på mørkegrøn baggrund:

Skiltningen fungerer fint. Men bemærk, at går du med uret rundt, kan den sidste del af ruten være ganske våd. Du kan blive nødt til at afvige lidt for at komme tørskøet hen over komarken og tilbage til P-pladsen.

Se Runkebjerg-ruten i Vejle Aadal på et kort:

Ruten er skiltet – men kortet her kan være rart at have på mobilen alligevel, fordi den sidste del af ruten kan være våd, og du kan få brug for at vandre lidt væk fra ruten for at komme tilbage til start:

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket her til vandreruten Runkebjerg i Vejle Aadal – du er den blå prik på kortet.

Er der proviantmuligheder undervejs?

Om der er! Bindeballe Købmandsgaard ligger i hvert fald snublende tæt på parkeringsstedet. Alletiders undskyldning for at gå indenfor og nyde både forgangne tiders købmandsliv og den supergode café.

Er det en rute, I vil vandre igen?

Stoooooort ja! Og alle de andre små ruter, der er i dette smukke, fredelige område.

Kan ruten forlænges på nogen måde?

Ja, nemt, og det vil vi gøre næste gang. Vi har set i vandretursfolderen her, at vi sagtens kan forlænge ruten med andre skiltede rundture. Ruten, vi har vandret, er Runkebjerg (blå rute 3 på 4 km) på kortet i folderen. Den kan fx forlænges med:

  • Sønderkær (gul rute 6 på 1 km)
  • Turbinesøen (blå rute 7 på 3,5 km)
  • Nybjerg Mølle (gul rute 8 på 4 km)
  • Tågelundgård Plantage (rød rute 9 på 3 km)

Med den kombination af ruter får du cirka 15 km rundtur. Ligesom den korte rute ovenfor anbefaler vi, at du vandrer med uret rundt, for den sidste del går igennem en komark, der kan give våde fødder. På kortet her viser vi de ruter fra vandretursfolderen, vi vil kombinere:

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket her til kortet der viser hvordan du kan forlænge ruten i Vejle Aadal – du er den blå prik på kortet.

MERE OM DANMARK

Sømærkeruten ved Svinkløv Badehotel og Svinklovene
Jættebolden ved Svartingedalen på Bornholm
Udsigt til Hammershus fra Hammeren
Kyststien Bornholm rundt
Gudhjem rundt i Oluf Høsts fodspor
Udsigt fra Trampestien Stevns Klint
Hverrestrup Bakker - Spor i landskabet
Vandrer på Lillebæltstien ved Løgismose Strand
Linjer i landskabet - vandrerute på Bornholm
Oversvømmet sti ved Bulbjerg
Vandrer i Oksendalen, Mariager rundt
Kalkkaminoen på Kongenshus hede
Frie fodspor i Fortidens fodspor
Vandrerute-rundt om Almindsø ved Silkeborg
Vandrere på Hærvejen
Hvor regnbuen ender
Vandrerute i Humlebæk og Nivå
Klitlandskab i Nationalpark Thy
Hærvejen på et kort
Vandre Hærvejen med telt
Sove i telt på stranden i Sverige - allemannsretten