VANDRERUTE Reersø rundt – jaaaa, her er smukt! (rundture fra 2,4 km til 15 km)
De dramatiske landskaber, freden, fuglene, bryghuset og de smalle trampestier – Reersø er en vandreudflugt værd!
Her får du vores bedste tip til kløverstierne på Reersø – et af Vestsjællands meget smukke næs, som vi holder så meget af. På Reersø er heldigvis lavet kløverstier, så det er nemt at gå på opdagelse dette fine sted. Kløverstierne er et landsdækkende stikoncept med skiltede rundture – altid fire ruter i forskellige længde med fra samme sted.
Startsted og parkering
- Der starter fire forskellige kløverstier fra P-pladsen lige over for Reersø Bryghus på Strandvejen 27 Reersø, 4281 Gørlev (uden tidsbegrænsning). Bil er bedst, for det tager næsten en time med bus 432 fra Slagelse Station til Reersø.
- Når du har ryggen mod bryghuset, starter rød rute til venstre ad Strandvejen og sort rute til højre.
Er Kløverstierne på Reersø skiltet?
Ja, det er de. Men som med de fleste kløverstier er skiltningen desværre ikke heeelt logisk. Det er som om skiltene er placeret der, hvor der nu lige var en tilfældig lygtepæl eller andet at skrue skilte på. Derfor vender en del af skiltene ikke, så de er synlige, når du vandrer. Tip: Hav ruterne med dig på mobilen – find kortet nederst.
Når der blot er en kløver, betyder det ‘du er på rette vej – fortsæt lige ud’. Når der som ovenfor også er en pil i samme grafiske stil, skal du svinge.
Bemærk, at rød og sort rute kun er skiltet i een retning – du skal mod uret rundt. Grøn og blå rute ved vi ikke med.
Skiltning på en forhåndenværende pæl – her den til livredningskransen.
Hvor lange er Kløverstierne på Reersø?
Som altid med Kløverstier er der fire ruter af forskellig længde at vælge imellem, som alle starter samme sted:
- Grøn rute: Dronningrunden 2,4 km
- Blå rute: Det åbne landskab 5,4 km
- Rød rute: Flasken 7,5 km
- Sort rute: Øen rundt 10 km
Vi har vandret rød og sort, og har de korte ruter til gode.
Sort kløversti: Dramatiske landskaber og vilde kystudsigter (10 km)
Den længste af kløverstierne på Reersø er vores klare favorit – de dramatiske landskaber kan bare mærkes i vandrehjertet, og det er, som om de ti kilometer flyver af sted under fødderne. Billederne her taler vist for sig selv:
Noget af det fascinerende ved ruten er, at der er så meget at se på ud over vandet: Asnæs, Fynshoved, Romsø, Musholm og Storebæltsbroen.
En ubåd på vej – de lokale kommer for at få et glimt.
Hov, hvor forsvandt stien hen?!?
Rød kløversti: Fredeligt fugleland ved Flasken
På den røde kløversti starter du ved den superfine udsigt over Vejlen til Dalby og Storebæltsbroen fra Reersø Kirke, der ligger på en morænebakke. Oplagt spot til solopgang, siger de lokale:
Efter det går ruten ud om fuglereservatet Falsken og langs den vilde, stenede kyst tilbage mod Reersø:
Ved Vilhelmsvej, hvor ruten drejer til venstre ind mod Reersø er der et godt spot til solnedgang på Reersø (som vi har til gode):
Er der et godt pausested?
JA! Alle fire kløverstier kommer forbi Reersø Bryghus, der SÅ meget er et stop værd til øl og tapastallerken. Autentisk, tilbagelænet, hyggeligt. Vi vender tilbage.
Tjek åbningstiderne for Reersø Bryghus grundigt hjemmefra – i august var åbent fredag 14-17 og lørdag 11-17.
Pas på digerne
Reersø er blandt de 25 steder i Danmark, hvor flest huse risikerer at blive oversvømmet på grund af klimaforandringer, har Kystdirektoratet kortlagt. Omkring halvdelen af beboerne bidrager selv til digerne. Det er forbudt at færdes på digerne – så hold dig på stien og vær med til at passe på Reersø. Læs om Reersøs kamp mod vandet i den spændende artikel her
Meget øv er skiltet her placeret med ryggen til kløverstierne, så det er ikke til megen hjælp. Hvis vi var kommunen, ville vi vende det 180 grader rundt og rykke det 300 meter, så det står der, hvor der er en uhensigtmæssig trampesti lige hen over diget.
Digitalt kort over Kløverstierne på Reersø (gpx)
Her kan du se alle Reersøs fire kløverstier på et kort. Den sorte rute er lilla på vores kort, fordi vi ikke kan tegne med sort. Du kan nemt få ruterne ind på mobilen, så du er tryg, når der er kludder med skiltningen.
- Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
- Klik på linket til kortet over Reersøs kløverstierne her (du er den blå prik på kortet)
OBS: Den røde rute er tegnet forkert ind på Kløverstiernes egen hjemmeside – vores version her matcher hvordan ruten er skiltet.
Tip: Kombinér rød og blå kløversti og få 15 km rundtur
Vi vandrede først den røde kløversti (7,5 km) og så den sorte (10 km). Hvis det naturen, du vil have mest af, kan du med fordel kombinere de to og blive langs kysten rundt. Så er turen rundt om Reersø 15 km. Se kortet her og find rundturen på 15 km her på AllTrails:
Prøv også Reersøs vilde søsterruter!
Reersø er det tredje næs i Vestsjælland, vi har vandret – de ligger som naturperler på en snor langs vestkysten. Er du vild med Reersø, vil du garanteret også elske vandreruten ved Ordrup Næs (13,5 km rundtur) og vandreruten Røsnæs rundt (25 km eller 15 km rundtur). Den skarpe læser vil nu indvende, at vi da mangler Asnæs på listen, og ja, det er sandt. Brug kommentarfeltet, hvis du har tip til at opleve Asnæs til fods.
Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden
Skriv en kommentar
Skriv dine spørgsmål og kommentarer.Vi glæder os til at høre fra dig!
Skriv et svar Annuller svar
MERE OM DANMARK















GUIDE Hvor lang tid tager det at vandre Hærvejen – og hvor mange kilometer kan man gå om dagen?



VANDRERUTE Humlebæk rundt – alt det bedste inklusiv Aarstidernes café og gårdbutik på Krogerup (12 km)


GUIDE Derfor starter vandreferien i Nationalpark Thy på toppen af Lodbjerg Fyr!




VANDRERUTE Jernhatten på Mols: I hobitternes fortryllende fodspor (1,7 km rundtur)






ETAPER Overnatning indendørs på Hærvejen Frederikshavn – Padborg (23 dage)











VANDRERUTE Kløverstierne i Engesvang og Bølling Sø rundt (rundture på 2,5 til 12,7 km)










GUIDE Esrum-Tisvildevejen 77 km stille, bakkede Nordsjælland (A til B eller rundture)















VANDRERUTE: Mølleåstien fra Buresø til Øresund 37 km A til B (eller 14 + 12 + 11 km)



VANDRERUTE Højderygstien: 7 km gennem Odsherreds istidslandskaber (A til B)














VANDRERUTE Dyrehaven og Jægersborg Hegn: De fire kløverstier (rundture på 2,6 til 16 km)

VANDRERUTE Søren Kierkegaard-stien: 12 km rundtur i filosoffens fodspor ved Gilleleje




VANDRERUTE Bjergene i Odsherred – to supersmukke rundture (3,1 km og 5,5 km)



VANDRERUTE Mols Bjergestien – 84 km bjergtagende vandring (rundtur og A til B)


VANDRERUTE Ny vandrerute Tranum – Fosdal: Dejlig skovrute med landskabsudsigter (11 km rundtur)





VANDRERUTE RudersdalRuten – weekendtur i Nordsjællands naturperler (42 km rundtur)


Hej Marie.
Har du link til et kort med kombinationen af den røde og den sorte rute? Det ser ud som om det skulle være indsat nederst i teksten, men der er ikke noget at klikke på.
Tak for en skøn blog – mit yndlingssted til vandre-inspiration 🙂
Hilsen Mette
Hej Mette. Så dejligt du kan bruge vores side. Nu har vi sat link til kortet ind – skriv endelig igen, hvis det ikke fungerer, så kan vi maile gpx på mail?
Hilsen Marie og Torben
Det virker. Tak!
Hilsen Mette
Fedt mand!
Kære Marie og Torben
Sikken en skøn blog. Min mand og jeg har længe drømt om at begynde at vandre, men af forskellige omstændigheder er det, bortset fra et par småture i Andalusien, ikke lykkedes os at få afsat tid i kalenderen. Men hold op, man bliver inspireret herinde……og glad helt ind i hjertet når man læser og ser med på sidelinien (og dette endda inden vi selv har fået snøret vandrestøvlerne for alvor). Tak for virkelig inspirerende og informative artikler og skønne billeder.
Bedste hilsner
Gitte
Kære Gitte. TAAAAAAK for jer. Sådan et brev sit jeres kan vi leve længe på. Bedste hilsner og ønsker om et vandrerigt nytår. Marie og Torben
Hejsa
Skønt, I også skriver om Reersø.
På Asnæs er der en fin ca 7 km vandretur på spidsen af næsset. Det er nødvendigt med bil, da der ikke kører bus derud.
Parkering: Havnemark, 4400 Kalundborg
Herfra kan man vælge, om man vil gå langs stranden (mod uret) eller i skoven først (med uret). Stien rundt er en trampesti og noget af turen er i en fold med køer. Den er ikke helt som Røsnæs spidsen, den har sin egen karakter og er bestemt et besøg værd.
Vandrehilsner,
Rikke Dybkjær Meltz
HURRA, Rikke, tusind tak! Den vil vi glæde os til. Bedste hilsner Torben og Marie
Der har været et skilt mere, som kommunen satte op. Det er ikke alle vanderer der respekterer den slags, så nogen har fjernet det. Vi kæmper for vores diger. Vi betaler alting selv. Så det er ærgerligt at det ikke respekteres☹👎
Hej Bent. Vi har skrevet til kommunen om skiltet. Der er andre skilte om diget, som står korrekt, men det vi viser billede af har vi foreslået at få flyttet/vendt, så folk har de bedste muligheder for at passe på digerne. Vores oplevelse er, at folk ofte gerne vil vise hensyn, når de forstår hvor og hvordan. Hilsen Torben og Marie