Frie fodspors bog Til fods på Bornholm


BOG Til fods på Bornholm – den usandsynlige historie om vores første bog


Forestil dig dette: Du står op en almindelig tirsdag morgen, og om eftermiddagen har du en bogkontrakt til en bog, du aldrig havde overvejet at skrive. Sådan gik det til med vores første bog ‘Til fods på Bornholm’. Det har været en intens og givende rejse. Her svarer vi på nogle af alle de spørgsmål, vi får om bogen – velkommen med bag kulissen:-)

Frie fodspor i Ringebakkerne

Hvordan fik I ideen til bogen?

Torben: ”Det var faktisk ret vildt, for ideen til bogen fik vi samme dag, som vi var til møde med Muusmann Forlag! Mødet handlede nemlig om en helt anden bog – vi var på vej til Japan for at vandre Shikoku 88, og ville gerne skrive en bog derfra. Den ide var vi enige om var god. Men så spurgte vores forlægger: “Hvad har I ellers liggende i skuffen af manuskripter?” Hun synes, der var noget smukt i at starte med at skrive hjemme fra Danmark, før vi vandrede ud i verden i vores bøger”.

Marie: ”På det tidspunkt havde vi faktisk en halv bog om Hærvejen liggende i skuffen – men der var lige udkommet hele to bøger om Hærvejen samme år. Vi havde også flere brudstykker i skuffen til en bog om caminoen – men vi var bare ikke klar til den store fortælling der. Så jeg var faktisk lidt presset, da Hanne fra forlaget stillede sit ellers gode spørgsmål… Men så udbrød Torben: ”Hvad med Bornholm? Hvorfor er der ikke nogen, der har skrevet en bog om vandring på Bornholm?” Jeg har nok aldrig nogensinde været så lettet over, at han tog ordet som lige der. Der blev stille en kort tænkepauses tid, og så var der enighed: Det gør vi!”

Hvordan var det lige pludselig at stå med en bogkontrakt på en helt anden bog?

Marie: “Helt vildt! Vi var tosset glade, overvældede og forbløffede på een gang. Det var næsten ikke til at tage ind, at nu stod vi med en bogkontrakt på en bog, vi ikke engang havde ideen til, da vi vågnede i morges! Billedet her fra turen hjem i bilen siger det vist meget godt – vi fejrede kontrakten med en ostemad til hver. Bemærk Torbens ansigtsudtryk….

Ostemad i bil

Da vi var kommet hjem til Snekkersten, skrev vi til familie og venner, og de var selvfølgelig lige så overraskede som os over, at den bog vi drømte om fra Japan, nu startede med en helt anden bog hjemme i Danmark. Vi traskede over efter en flaske bobler og fejrede”.

Spildt chanpagne

Hvorfor lige en vandrebog om Bornholm?

Marie: ”Vi har faktisk længe undret os over, at vi ikke kunne finde nogen dedikeret vandrebog om Bornholm. Der er en underskov af bøger om Bornholms historie og en række guidebøger fra klippeøen, men ingen af dem gjorde det nemmere at komme af sted som vandrer. Gennem årene har vi læst alt hvad vi kunne finde, men de bøger, der ikke var forældede, var utrolig svære at bruge som vandrer. Vi elsker at vandre på Bornholm, og synes den lille vandreø med de store eventyr i den grad fortjener sin egen vandrebog”.

Torben: “Vi har taget udgangspunkt i al den viden, vi selv savner, når vi skal af sted på nye vandrestier. Vi er begge to førstegenerationsvandrere i vores familier, og eksperter i nybegynderfejl på stierne. Med bogen – og Frie fodspor i det hele taget – har vi sat os for at blive pædagogiske formidlere af den viden om vandring, man mangler i rygsækken, når man vokser op i asfaltjunglen eller parcelhusland”.

Hvordan er bogen blevet til?

Torben: “Det har været temmelig intenst. Vi fik bogkontrakten på plads i marts, og skulle til Japan 1. oktober i to måneder – ergo skulle bogmanuskriptet afleveres inden Japan. Vi startede med at kigge tilbage på alle de vandreoplevelser, vi allerede havde på Bornholm og vidste, at vi havde en god grundfortælling. Bornholm har nemlig fyldt dejlig meget i vores vandreliv, siden vi blev ambassadører for Destination Bornholm for tre år siden. Vi kiggede også på vores to walk-liste over stier og vandreoplevelser, vi drømmer om og har fået anbefalet. På den var der flere bornholmske stier. Til sidst kiggede vi på et kort over Bornholm, og satte en finger på de steder, vi undrede os over, at der ikke var nogen vandretur, fx Gudhjem og Døndalen. Ud fra det samlede vi de to langdistanceruter og 14 rundture, bogen kom til at bestå af.

Marie: “Det viste sig hurtigt, at de fleste stier ville vi gerne vandre igen – fordi de er så dejlige, og fordi vi gerne ville åbne sanserne på den måde man gør, når man ved, man skal skrive en bog. Så vi vandrede alt, hvad vi kunne, mens vi skrev bogen”.

Kyststien Bornholm rundt

Hvordan skriver I to sammen?

Marie: “En stor del af skriveprocessen finder faktisk sted, mens vi vandrer – vi stopper op og skriver ned, hvad vi oplever, lige når det sker. Hvis vi ikke gør det,  flakser ideerne væk, som var de sommerfugle. At skrive til fods har vi altid gjort. Det er sådan nuet bliver så stærkt i det, vi skriver. Når vi kommer hjem, samler vi alle noterne fra vores mobiltelefoner, og så er det typisk mig, der gør det første forsøg med at flette fortællingerne sammen, før Torben går i gang”.

Korrekturlæsning

Hvad har været det mest spændende ved at skrive en vandrebog om Bornholm?

Torben: “At dykke ned i Bornholms historie. Jo mere vi læste, jo mere fik vi øje på ude på stierne. Landskaberne åbnede sig for os, og vores viden om Bornholm gav os en mental knagerække at hænge vores vandreoplevelser op på”.

Marie: “Men det har samtidig været en udfordring at skrive om Bornholms historie, for den er fortalt af mange stemmer, der langt fra altid er enige. Fortællingerne bygger på, hvad vi har oplevet på stierne, og på vores samtaler med bornholmere og førdere, vi har mødt undervejs. Førdere er bornholmsk for tilflyttere – alle dem, der er ’ført’ til Bornholm, hvad end det er af kærlighed til mennesker, natur eller begge dele. Er der noget, Bornholm har lært os, så er det, at der altid er to sider af en sag. At verdenskortet set fra Bornholm på godt og ondt vender anderledes, end det gør set fra andre dele af Danmark. Vi har bestræbt os på at give plads til den flerstemmighed, vi har oplevet i fortællingen om Bornholm, historisk som i dag”.

Sådan kan du støtte bogen

Lad os bare være ærlige: At skrive bøger er svært at få til at løbe rundt i et lille land med et lille sprog. Især som debutant. Vi har brug for al den medvind, vi kan få til bogen. Her er hvad du kan gøre:

  • Køb Til fods på Bornholm i vores shop– vores løn er bedst på de bøger, vi selv sælger
  • Skriv om bogen i vandregrupper og andre steder på sociale medier #bornholmtilfods @friefodspor
  • Foreslå dit bibliotek at købe bogen og booke os til vandreforedrag
  • Hjælp os med at sælge bogen, hvis du har en butik eller klinik, hvor den passer ind
  • Giv Til fods på Bornholm i gave.

MERE OM DANMARK

Jættebolden ved Svartingedalen på Bornholm
Udsigt til Hammershus fra Hammeren
Kyststien Bornholm rundt
Gudhjem rundt i Oluf Høsts fodspor
Linjer i landskabet - vandrerute på Bornholm