VANDRERUTE Lerkenfeld ådalssti (10 km rundtur)

Efter en ihærdig research lykkedes det os at finde og prøve den nye Lerkenfeld Ådalssti i Himmerland – tjek vores guide her, hvis du vil af sted nemmere end os!

Sommerhusnaboen spurgte nysgerrigt forleden, om vi har prøvet den nye vandrerute gennem Lerkenfeld Ådal. Det har vi faktisk ikke, hverken prøvet den eller hørt om den. Så af sted med os! Det er fra start svært at finde anvendelig info om ruten – derfor denne guide.

Facts om turen

  • 10 km skiltet rundtur mellem landsbyerne Gl. Ullits, Vesterbølle og Gedsted
  • Startsted og parkering: Det enkleste sted at starte synes vi er ved Gl. Ullits Kirke, Ullitshøjvej 120, 9640 Farsø. Find vandretursfolderen og følg de grønne pile herfra
  • Hund: Ja
  • Barnevogn: Nej

Sådan er ruten skiltet

Lerkenfeld Ådalssti er skiltet med grønne pile, og den er skiltet, så du kan gå (eller løbe) den i begge retninger. Den grønne rute er grundigt skiltet, og du behøver ikke GPS.

Hvordan er terrænet?

Det meste er trampesti, som slås, og resten er grusvej. Det er godt stien bliver slået, for den er kun sporadisk trådt her et år efter åbningen:

Find selv stien…

Mange af de nye passager over åen kæmper med ukrudtet:

Der virker ikke til at være mange, der har fundet stien endnu – og formidlingen gør det ikke nemmere!

Shelteret ligner heller ikke et, der får besøg ofte:

Stien ved Lerkenfeld Ådal fascinerer, fordi du på ingen tid kommer ud i ro og fred til duften og synet af køer. Her ånder fuldstændig ro i ådalen. Det er også sjovt at kunne vandre mellem landsbyer, man ellers ville køre i bil mellem.

Kvæg og lummert vejr = fluer! Her Torbens fikse løsning til hvordan man undgår fluer i hårvoksen…

Landskabet som sådan finder du mange steder i Jylland, og det er ikke et, vi ville køre timer for. Men det er interessant at læse om ildsjælene i beboerforeningerne bag ruten – mennesker der gør en forskel, så flere kan komme ud i naturen tæt på hvor de bor. Hvis vi boede her, ville stien helt sikkert gøre en stor forskel i hverdagen. Så ville vi sikkert også forlænge den med Sporet i Paradiset ved Gedsted.

Den gode historie om Lerkenfeld ådal

Lerkenfeld Ådal-stien åbnede i sommeren 2019, og ideen er faktisk god: At lave stier i landområder, hvor det ellers er svært at vide, hvor man kan og må gå ture. For hvor stor Jylland end er, kan det godt skorte på muligheder for at opleve naturen til fods, uden at skulle starte i bil.

Friluftsrådet har støttet stien, så det er blevet muligt at etablere de mange små passager og bygge en større bro over Lerkenfeld Å. Det gør ådalen tilgængelig til fods på en helt ny måde. Lad os håbe, flere opdager stien og får glæde af den. En bedre formidling ville gavne enormt, og sikkert også, hvis der kunne arrangeres lokale ture på ruten.

Er der en vandretursfolder til ruten?

Der er lavet en vandretursfolder til Lerkenfeld Ådal, der primært har fortællinger med. Praktiske oplysninger leder man forgæves efter – og det er i det hele taget så godt som umuligt at finde den info om ruten, vi skal bruge for at komme af sted. I folderen står der hverken hvor man kan starte og parkere eller om ruten er skiltet og hvordan. Ruten er tegnet rød i folderen, men svarer til den rute, der er skiltet med grøn i landskabet. Der er til stor forvirring også skiltet en rød og en gul rute i landskabet, men dem har vi ikke kunnet finde information om, og den røde rute ender blindt.

Kan man proviantere undervejs?

Ved Gedsted gik vi en km ind til Brugsen og tilbage på ruten for at få forfriskninger. Der slog vi os ned på byens nye plads med den kitschede kæmpestol.

Hov – der er også en app til ruten!

Da vi er hjemme igen, opdager vi nederst i en avisartikel om ruten, at der faktisk er en app til ruten! Den har vi ikke set info om hverken i vandretursfolderen eller i landskabet. Appen hedder Stiguide Himmerland. Her er ruten tegnet ind, og der er fortællinger om de forskellige interessepunkter undervejs. Du kan også se, hvor du selv er på ruten. Den er lidt tung at komme i gang med – men til gængæld har den en del ruter i området, så du kan bruge den mere end een gang.

Se ruten på et kort

Her kan du se Lerkenfeld Ådalssti på et kort, og du kan også nemt få den ind på mobilen, så du kan se, hvor du selv er.

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik her og Lerkenfeld Ådalssti i AllTrails – du er den blå prik på kortet

6 replies
  1. Tove Douglas
    Tove Douglas siger:

    Tak for jeres beskrivelse og til information om ruten. Vi tager de gode forslag med i det videre arbejde.
    Se også app STIGUIDE HIMMERLAND hvor stien er med

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Tove
      Fantastisk! Hvis der er noget vi kan hjælpe med på frivillig basis, så sig endelig til. Det kunne være input til appen, hvad man har brug for af info, tekst til revidering af vandretursfolder eller hvad det nu kunne være. Bedste hilsner Marie

      Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hvor dejligt! Håber mange finder turen – jeg har også delt i Dansk Vandrelaug og foreslået en fællestur.

      Svar
  2. Karen Margrethe
    Karen Margrethe siger:

    Jeg kan desværre ikke dele opslaget.
    Jeg gik ruten kort efter indvielsen, og i er enige mht højt græs og jeg tror heller ikke, at alle afmærkninger var på plads. Men fred og ro!

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Karen Margrethe. Fedt du vil dele opslaget – ved desværre bare ikke hvorfor det driller? Hvis du vil kan du godt kopiere adressen til selve artiklen og lave dit eget opslag. Tror det ville være en stor hjælp for ruten at få mere synlighed og flere vandrere, ellers gror den nok til. Skiltningen var på plads i år – det er så vigtigt. kh Marie

      Svar

Skriv en kommentar

Her kan du kommentere artiklen. Har du individuelle spørgsmål eller brug for sparring om fx grej eller planlægning, er du velkommen til at booke os her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM DANMARK

Jættebolden ved Svartingedalen på Bornholm
Kyststien Bornholm rundt
Udsigt fra Trampestien Stevns Klint
Hverrestrup Bakker - Spor i landskabet
Vandrer på Lillebæltstien ved Løgismose Strand
Vandrer i Oksendalen, Mariager rundt
Kalkkaminoen på Kongenshus hede
Vandrerute-rundt om Almindsø ved Silkeborg
Vandrere på Hærvejen
Hvor regnbuen ender
Vandrerute i Humlebæk og Nivå
Klitlandskab i Nationalpark Thy
Hærvejen på et kort
Sove i telt på stranden i Sverige - allemannsretten