INDBLIK Øhavsstien: Du danske sommer, jeg elsker dig alligevel

Coronaen har lært os, at caminoen er tættere på, end vi troede… På Øhavsstien opdagede vi, at caminoen for os mere er en livsstil end et sted

Vores hidtil længste vandring på dansk jord starter i dag: Øhavsstien, som er 220 km rundt om Øhavet på Sydfyn, Ærø, Langeland og Tåsinge.

Øhavsstien i caminostil

DAG 1 Faldsled – Faaborg 26 km

Førstedagens 26 km på Øhavsstien forbløffer på den gode måde. For det første: Hvor er folk? Stien her bliver tydeligt ryddet og klippet for at bestå. Men flere steder er det alene slåningen, der viser stien. Måske er det fordi alt gror derudaf nu, men her er mange steder ingen trampet sti.

Vi bruger denne første dag på at få renset ud i hverdagens frustrationer. Hvis nogen af jer nogensinde tænkte, at et ægteskab med seks sammenbragte børn er lige ud af landevejen – så bare ‘nej’. Et sammenbragt cirkus er præcis så omskifteligt, lunefuldt og kontrastfyldt som en dansk sommer:

Efter nogle kilometers reden ægteskabelige tråde ud, føles rygsækken lettere, og her er et billede på stemningen:

Stor er glæden efter 16 km, da vi møder dagens første mennesker: Et ligeså vandreglad par fra Aarhus, som vi falder i hyggelig snak med. Vi går stien i hver vores retning, så der bliver udvekslet gode tip.

Coronaen har sendt os på eventyr herhjemme, og det ville jeg aldrig være foruden. Efter vi er begyndt at vandre mere og længere herhjemme, er det som om der er blevet kortere til andre mennesker. Egentlig er det jo bare at åbne ørerne og munden. Så glider snakken fint:-) Fælles sprog og baggrund betyder meget.

26 usædvanligt afvekslende kilometer er fløjet væk under fusserne. Med laaaaange øhavsudsigter, kornmarker og skove. Hjemmefra havde vi tænkt strandvandring, men det er faktisk det, vi har haft allermindst af i dag.

Siden 2009 har jeg villet vandre Øhavsstien. I første omgang, fordi jeg ville prøve at se, om jeg her kunne tage mig modet til at vandre caminoen engang. Nu blev det helt omvendt, og jeg føler, jeg har haft Danmark til gode. Kommer nok aldrig til at glemme, hvordan det er at ankomme til Faaborg til fods gennem Svanninge Bakker og med solen over havet.

Her i Faaborg har vi genfundet restaurant Pakhuset, vi spiste på totalt nyforelskede, og som jeg sidenhen har plaget og plaget om at opleve igen (måske i virkeligheden både maden og forelskelsen). Jeg er ikke blevet skuffet. Sommeren og havet på tallerkenen og en oplevelse, der spiller fra A til Z. Håber ikke, der går seks år igen.

Nu bor vi i et kærligt, labert hjem på havnen i eget baghus i hjertet af Faaborg.

Du danske sommer: Svup – svup i vandreskoene!

DAG 2 Faaborg – Ærøskøbing 19 km

Vi trisser under de mørke skyer lige over gaden fra vores charmerende baghus, og hopper på færgen til Søby på Ærø. Det er den koldeste julimorgen i 24 år! Da vi ser tilbage på Faaborg, ser vi så tydeligt de bløde bakker bag byen, som vi vandrede ned gennem på vej hjem i går.

Danmark som søfartsnation er tydelig her, fra de navyblå sweatre med guld på skuldrene til porcelænshundene i vinduerne, som spejder efter sømandsfar (eller ind i stuen, når han er hjemme). Sejlturen viser så fint, hvorfor Øhavet hedder Øhavet. Turen er zigzag i sejlrenden mellem den ene miniø efter den anden.

Fra start af ved vi, at den står på regn i dag. Det samme gør herrerne foran os i køen i DagliBrugsen, da vi går i land i Søby. D’herrer har besluttet, at regnvejr er Underberg-vejr!

Allerede ved Vitsø og fuglekiggerhuset er vores fødder svup-gennemblødte. Græsset er halvhøjt, og igen i dag er vi ikke ude i nogen bred trampesti! Men når fødderne er våde, er de våde, og så kan man jo holde op med at bekymre sig for, OM de bliver det!

Der er noget særligt hyggeligt over at gå og putte sig i sin poncho, og tur-teen smager endnu bedre, end den plejer. Og som Torben siger: “Der er ikke noget, der er blevet så vådt, at det aldrig er tørret igen!”

Desuden er en regnponcho supergod, hvis man liiiige skal tisse…

Undervejs på ruten er der mange sheltere, men vi godter os i vores stille sind over ikke at skulle ende dagen våde i hverken telt eller shelter. Shelterne må vente, til vi ikke er til fods.

Caminofølelsen sniger sig helt ind på os, og vi falder ikke kun i mudder, men også i sludder i dag. Vi giver slip på noget, når vi har livet på ryggen, og sætter kurs mod et nyt sted hver nat.

Landmændene har forkælet os med masser af gode stier, så vi kun har 100 meter i blødt sand i dag. Størstedelen af Øhavsstien går gennem privateejede områder, og den er et mønstereksempel på, at det godt kan lykkes at lave lange vandrestier gennem landbrugsland. Tak for det:-)

Heldagsregnen slutter med et ironisk kys af sol over vandrehjemmet Villa Blomberg i Ærøskøbing. Sofus bokser på klaveret, og alt er godt.

22 km siger dagens ben. Egentlig skulle det have været 19, men vi er gået forkert et par steder. Nogle steder pga. skiltningen, men andre steder er det os, der er nogle spejlæg! Men fremme er vi. Og bedst som rødvinen er nydt, drypper det igen…

Vi gør det, uanset hvad…

DAG 3 Ærøskøbing – Henninge Nor 25 km

Der er liv på Ærøskøbings vandrehjem Villa Blomberg lige fra morgenstunden. Mens kaffemaskinen plutter, snakker vi om de forskellige “Vi gør det uanset vejret”- planer for i dag. For det er det, vi gør, trods byger, blæst og regn. Uanset om det var cykelgrejet, teltgrejet eller vandregrejet der blev vådt i går, er det tørret i solen og natten.

Coronaen er det fælles bagtæppe for denne sommer. Mange snakke starter med “Vi skulle have været.. (…)… og nu er vi her i stedet for”. Taknemmeligheden, forundringen og i sidste ende stoltheden over at opleve, hvor magiske steder og byer hjemlandet har, skinner igennem.

Inden vi sætter af sted, kommer Torben grinende i triumf ned ad trappen, mens han laver propel på pegefingeren med mine trusser, jeg i farten har glemt hang til tørre. Heldigvis kan jeg kort tid efter tage revanche og overraske som den, der huskede at tage vores gorgonzola og tapas med fra køleskabet!

Netto har serranoskinke og chorizo på tilbud i femkroners pakke netop i denne uge, hvor vi leger camino herhjemme. Og det er ikke svært! Caminoen er mere en livsindstilling end et sted.

På alléstien ud af Ærøskøbing nyder vi hvert et glimt af de supercharmerende byhuse, der har den brolagte gade til den ene side, og gudhjælpemig er velsignet med Øhavet på den. Således med halsene drejet i beundring, konstaterer Torben tørt, at “det er et under, at vi aldrig er snublet i vores misundelse!”

Formiddagen går gennem have af kornmarker og vådområder, hvor luften er tyk af sommerfugle.

Jeg ville gerne skrive, at vi er kommet heeelt ned i gear, meeeen…. Da vi når til Marstal Havn, er vi over to timer hurtigere fremme end beregnet.

Impulsivt springer vi på en færge tidligere, end vi havde bestilt, for færgepigen er heldigvis ingen nejsiger. Først har vi dog sikret os, at den sejler til Rudkøbing på Langeland. Her i Øhavet skal man se sig for med hvilken ø, man hopper på færgen til! På færgen bliver jeg grebet af fortrydelse, for nu glippede vi faktisk byen Marstal og jabbede farvel til dejlige Ærø.

Men fremme i Rudkøbing vender vores impulsivitet sig til vores fordel: De Gamle ringer og spørger, om vi skal ses – de er på vej hjem fra Jylland. Torbens forældre havde ikke lige kunnet kigge forbi, hvis vi havde været i Spanien:-) – eller hvis vi var blevet på Ærø, for den sags skyld. Hyggeligt at slentre i de gamle skippergader og se på brugskunst og bodegaer i alle afskygninger.

Rudkøbing er ildsjælen H.C. Ørsteds fødeby, og det ses overalt. Inklusiv i dagens fortælling. H.C. Ørsted har nemlig opfundet omkring 2000 danske ord, hvoraf flere stadig er i brug i dag. Vi har til ære for ham brugt hans glimrende ord sommerfugl, nejsiger, afskygninger, brugskunst og ildsjæl i dag! De næste dage har vi udfordret hinanden på hvem der mest naturligt kan snige ‘tankeeksperiment’, ‘udstråling’, ‘opkomling’ eller ‘autoritetstro’ ind i samtalen på stien. Alle de ord er H.C. Ørsted nemlig også ophavsmand til.

Fordi vi vandrer mod uret Øhavet rundt, opdager vi ret præcist, hvor mange vandrere her er, for alle vandrer modsat os. Første dag mødte vi 11, anden dag 4 og i dag 6 vandrere. At her er så få vandrere, er aldeles ufortjent – Øhavsstien er de sjældne fodspors sti. Vi er forbløffede, hver gang der pludselig er et fodspor. Til gengæld er her heller ingen cykelspor, for Øhavsstien er ikke og egner sig (heldigvis) ikke som cykelsti. Terrænet er for ofte ujævn travesti, som kobler cyklerne af og giver en særlig ro.

I dag når vi efter 17 km på Ærø og 8 km på Langeland til en af Øhavsstiens fire blinde ender: Henninge Nor på Langeland. Derfra går en meget lidt brugt trampesti videre over til Solhøjgaard, hvor vi har et værelse med tekøkken i dag. Det smarte ved Solhøjgaard er, at det er virkelig nemt at komme til vores startsted i morgen tidlig: På en time, to busser og 62 kroner pr. mand kommer vi herfra til Lohals på Langelands nordspids.

Vi har givet 100 kroner ekstra for et værelse med egen terrasse, men ganske forgæves. Her er ikke det, der ligner aftensol, for terrassen vender direkte øst. Solhøjgaard B&B er et reelt sted at overnatte, uden at vi dog er på de tunge tangenter ift. stemning og romantik. Og naboen er en vindmølle, der knokler derudaf i dag, hvor vi alt i alt er godt forblæste af den danske sommer og snart kryber til køjs.

Kunsten at gå glip

DAG 4 Lohals – Tranekær 20 km

Morgensolen og fårene gør nu alligevel noget godt for Solhøjgaard, og morgens pulverkaffe smager lidt bedre, end den ellers ville have gjort.

I dag starter vi ikke til fods, men en time med bussen mod en af Øhavsstiens andre blinder ender: Lohals på nordspidsen af Langeland.

Set fra bussen gennem den ene -bølle efter den anden, virker det uoverkommeligt, hvis ikke ligefrem utopisk, at skulle tilbagelægge distancen til fods de næste par dage! Hvilke tosser gør frivilligt det?!? Busturen forstyrrer mig lidt, jeg slipper fodfæstet og kadencen for en stund. Det er, som om min sjæl mærker farten, og bliver urolig.

Træls med blinde ender. Men vi opdager, at der er en god grund til to af de fire blinde ender: Da vandreruten åbnede i 2007, var Lohals på Langeland og Lundeborg på Sydfyn forbundet med færge. Men færgeruten lukkede blot et år efter åbningen af Øhavsstien.

Nu kæmper lokale kræfter for en cykelfærge mellem Lohals og Lundeborg. Hvilket gevaldigt fremskridt det ville være for Øhavsstien. Damen fra havnekontoret siger, at det lysner med en forbindelse næste sommer. Håbet er lysegrønt.

Dagens blot tyve km er en kamp fra start: Vinden står ubønhørligt ind fra Langelandssund, og vi slider os frem på denne hidtil mest kystnære og sandtunge af alle etaper! Det er en ren pause, hver gang vi er bag læhegn. Og den store lykke, da vi ud for en bakke fyldt med sommerhuse finder et læskur til frokosten.

Undervejs opdager vi, at Dageløkke Havn er genopstået af en slags Tornerosesøvn. Et ungt par, hvis drøm er at arbejde med havturisme, har nu ansvar for havnen. Vi kommer lige på åbningsdagen for deres kaffebar (kaffen er GOD). Desværre har vi spist os mætte i brunsviger på vejen. Ellers var vi uden tvivl glade gået om bord i både kalvefrikadeller og hindbærlagkage (eller is fra Skarø!). Kig endelig ind i Pakhuset lige ved siden af og se, hvor fedt de har lavet det.

Dagens etape har udmattet, mest med vindstyrke, men også med fornemmelsen af fortrydelse, da vi når til Tranekær.

Vi har booket et old school B&B med en imødekommende vært, men er ved at gå til i cigaretlugt – ikke toppen med Torbens astma. Ud over det har vi hjemmefra aftalt to retters menu her. Vel at mærke inden vi opdagede, at Tranekær er hjem for Restaurant Generalen, der dufter urimeligt godt, for os i dag med en frygtelig bi-duft af “gå glip”!

Det er, som om der tegner sig et tema for denne tur af noget med misundelse, sammenligning og gå glip. Men omvendt:

Måske ender vi med at tage tilbage hertil med bus efter etapen til Rudkøbing i morgen! Var det dyrt at holde ferie i Danmark? “Neeeiiiii, da, overhovedet ikke… Vi spiste ude for kun tusind kroner pr. dag!!” Ej, det vi har “glemt” at fortælle jer er, at vi tilbage i Ærøskøbing røg på Restaurant Mumm (det er det søde vandrepar fra Aarhus’ skyld). OG at vi i går spiste ude igen på Efes i Rudkøbing (det havde vi gerne sprunget over). Så alt i alt har vi inkl. Pakhuset i Faaborg på førstedagen (gør det!!!) sprængt vores spise-ude-budget sønder og sammen.

Mens jeg skriver disse ord, begynder det at dufte af dejlig mad. “Det er nok oppe fra Restaurant Generalen”, lyder det med knastør fortrydelse fra Torben, mens jeg koncentrerer mig om ikke at tisse i bukserne af grin…

Men det viser sig faktisk at være vores eget køkken, der dufter. Vi ender aftenen til bords med to damer, der vandrer Øhavsstien med Vagabond Tours. Spændende for os sparelystne selvarrangører at høre om en helt anden måde at gøre det på. Med bagagetransport, busoverblik, taxa og styr på det hele. Maden er hjemmelavet, lige ud ad landevejen god til prisen.

Nu står altandøren på klem, så vi kan få luftet ud, og sengen er god. Nat-nat fra godt forblæste frie fodspor i Tranekær!

Skovens kæmper

DAG 5 Tranekær – Rudkøbing 26 km

Det tager bare fire minutter, så er sko og sokker våde hver morgen på Øhavsstien. Mere skal der ikke til i det halvhøje græs.

Stien gennem Tranekær by går slet ikke gennem byen, men ad Øhavsstiens typiske, ujævne markspor, der træner føddernes balance skridt for skridt.

Øhavsstien på Langeland er konsekvent ført uden om byerne. På den ene side er det rart ikke at gå gennem de små byer, for de fleste ligger på hovedvejen over Langeland, og der er en del trafik. På den anden side ville det være rigtig rart at vide om steder, hvor man med en kort afstikker kan finde, hvad man lige har brug for.

Som for eksempel ens livs bedste jordbærkage helt uden sidestykke. Et nødvendigt stop i dag vil vi mene er Stæhrs Bageri i Tullebølle.

I dag er i gårs totale modstykke. Motivationen har været i top og vinden i bund fra morgenstunden. Vi er krydset midt over Langeland til øens østside, der med sandstrande og dagens blå himmel tager godt imod os.

Vi stopper i beundring for en gammel bøg, der viser sig at have en historie: Den har 200 år på bagen, og det siges at være her, Adam Oehlenschläger digtede linjerne “Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå”.

Fra Tullebølle krydser vi tilbage til den mere rå vestside med Langelandsbroen som vartegn i horisonten og ender i Rudkøbing.

Her bliver det til et hyggeligt møde med to læsere fra Espergærde, som kommer glade over, bedst som vi sidder helt flade og piller fødder, drikker øl og spiser chips på en trappesten i gågaden. De sidste fire år har de leget en genial sommerleg: Den ene får bind for øjnene, og skal sætte fingeren et sted på Danmarkskortet – og der går turen hen! Den ide er da sjov, måske vi skal prøve den, bare med nærmeste vandrerute som mål!

En rygsæk fuld af hyggebrok

DAG 6 Rudkøbing – Svendborg 25 km

I morgentimerne er jeg som regel “Det tyske damplokomotiv”, men ikke i dag. Ærligt talt leder jeg lidt efter pytknappen oven på vores vært i Rudkøbing. Vi havde booket og betalt på forhånd, men fik hele to sms’er om depositum på 300 kroner, der nødvendigvis skulle være i kontanter. Bøvlet ordning, som ikke har været nødvendig nogen andre steder, vi har sovet. Her har værterne stolet på, at vi afleverede nøgler tilbage. Som aftalt har vi selv sengetøj med. Men vores emsige vært kan alligevel ikke dy sig for at skæve til vores små rygsække og senere spørge ind til hvilket sengetøj vi har med? Her til morgen da vi afleverer nøglen, stavrer han to etager op i byhuset under påskud af at ville tjekke, om vi nu har husket det hele (læs: Kontrollere om vi har tisset på gulvet eller noget!). Nå. Eftersom jeg nu har brugt så mange ord på ham, er der vist opstået tvivl om hvem af os, der egentlig er dummest:-)

Nuvel, med rygsækken således lettet for hyggebrok sætter vi kursen over Langelandsbroen og Siø rundt. Øhavsstien har mange sløjfer, hvor man sagtens kunne spare kilometer ved fx at fortsætte ad vejen. Men vi er her netop for at få oplevelserne på vejen, og er ikke blevet skuffet. Det er I måske, hvis I håbede på fuglebilleder fra Siø. Men et forladt æg, det er hvad fotoevnerne rakte til.

Vi har hele tre broer og dæmninger at krydse i dag. Stor kontrast til de stille, landlige vandringer, vi har vænnet os til. Dagen i dag begynder med uvant meget asfalt og trafik, også i starten af Tåsinge. Efter det kommer skovens dybe, stille ro på vej mod Valdemars Slot.

Vi havde ikke lige opdaget, at der ingen indkøbsmuligheder er på etapen, så tro det eller ej, er vi lettede, da vi efter en i alt 2 km omvej ud til Valdemars Slot må betale 100 kroner for to små toast!

Vi når til det hidtil eneste sted, hvor jeg er uenig i linjeføringen: I Troense ville jeg klart hellere have vist Torben Grønnegade end have fulgt ruten bagom ad Badstuestien. Vi må tilbage:-). Men Troense er nu en perle, uanset hvordan man vandrer igennem.

Turens gamle træer er en uforudset stor oplevelse. Godt nok er eg mit yndlingstræ af alle, men efter at have set Ambrosiusegen i dag føler jeg næsten, at jeg kun har set unge egetræer indtil Øhavsstien!

Vi får den bedste pause hjemme hos Kim lige før broen til Svendborg ud på eftermiddagen. Her er vi i utrolig interessant og gæstfrit selskab. Der bliver grinet, hygget og delt gode historier og ditto lokale øl (Prøv endelig “Sol over sundet” fra Svendborgsund Bryghus!), indtil vi er nødt til at trave videre de sidste fem km til dagens seng i den østlige ende af Svendborg. Godt det ikke er muligt at gå forkert over broen!

Så her er vi næsten “alene hjemme” i et vidunderligt baghus. Vores vært sover eftermiddagslur, inden hun skal på natarbejde. Føles lidt forbudt at liste ind i selve huset for at bade og at nyde aftenen i lånt, fantastisk gårdhave.

Fascinerende, hvor lidt vejret egentlig ødelægger på denne tur. Hvis jeg var blevet spurgt hjemmefra, hvad jeg ville sige 220 km vandring i spredte byger, decideret regn, stærk vind og gråvejr, havde jeg sikkert ærgret mig lidt. Men nu vi er her, trives vi alligevel. Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har svigtet mig…

Nu trommer regnen for alvor – italiensk gårdhave møder dansk sommer! Vi ligger trygt puttet, og klager ikke.

Så blodet drypper

DAG 7 Svendborg – Lundeborg 33 km

Drama på Øhavsstien! Bedst som kaffen er lavet, og vi skal ombord i vores grovflutes med lagret cheddar, brydes idyllen af en brødkniv, og blodet drypper fra Torbens hånd. Vi kan ikke stoppe det, og turen går til Svendborg Sygehus i taxa. “Eeeej, hvor ærgerligt, han kører os sgu baglæns ad ruten”, lyder det tappert fra Torben.

I gulvet på sygehuset følger vi nogle HELT andre fodspor, end vi havde håbet på – hen til venteværelset…

På skadestuen syer den sjove og hjertevarme læge fingeren med tre sting. Elsker den ro og tid til at kigge i øjnene, der er på Svendborg Sygehus. Præcis samme oplevelse jeg havde, da de for et år siden satte min datters brækkede næse smukt sammen.

En halv time er der gået, fra jeg insisterede på at ringe, til fingeren er lappet sammen. Og det er inkl. at lægen så video af fingeren og kunne se, der skulle nål og tråd til. Hjemme i Helsingør var vi ikke kommet igennem telefonkøen endnu.

Jeg har indstillet mig på, at Øhavsstien slutter her. Men det har lægen ikke! Hun sender trygt og smilende Torben af sted på dagens 35 km fra Svendborg til Lundeborg!

Morgenmaden bliver indtaget på bænken ved hospitalet, og jeg kan ikke dy mig for at konstatere, at vores osteflute har et strejf af umami-smag! Men here we go med en mindre hurdle på vejen fulgt af hundene i parken, der lader til at kunne lugte blod. Torben kun med een vandrestav, og i gang med at finde balancen i det.

Formiddagen er bagende varm, færgerne og lystsejlerne mødes på sundet, og det er svært at slippe Svendborg. Jeg er tæt på at sige, at Svendborg må være Danmarks fedeste by! Stemningen, delfinen i havnen, spillebulerne, kontrasterne, husene, sundet. Svendborg – sikke en by! Her kunne jeg bygge og bo.

Torben trækker ikke pive-kortet en eneste gang, men nyder dog det ekstra privilegium at tage mig på brysterne, hver gang jeg bøjer mig for at snøre hans vandresko efter en pause! Dårligere er han altså heller ikke.

Turen gennem Ådalen ved Svendborg er gennemført idyllisk, og ørerne bliver rene af fuglekvidder og rislende vandløb. Flere steder er det både kuperet og mudret, men Torben klarer sig igennem uden at fortrække en mine. Jeg siger det bare: Det var ikke sket, hvis det var mig, der havde fået tre sting i morges.

Det er tiltrængt, da vi halvvejs kommer til en “kaffeplet” – det fine navn til rutens pausesteder.

Vi møder igen idag meget få vandrere – et enkelt par vagabonder, som vi kalder dem: Gæsterne hos Vagabond Tours med små dagtursrygsække.

Her er så få vandrere, at der lyder et betydeligt større “SE, hvad der kommer der!!!”, når vi møder en vandrer, end når vi møder et rådyr.

30 km henne er vejret vendt tilbage til det våde, og gennem tovene af regn forude spotter vi pludselig en rød rygsæk. Vi stavrer til for at indhente denne eftermiddagens begivenhed. Og vandrer ind i Lundeborg i spændende og tankevækkende selskab med en far/ingeniør/forfatter, hvis Pandoraserie vi helt klart må få fat på. Han skulle have vandret Fjällräven Classic netop her på Øhavsstien, hvis ikke corona havde sat en stopper. Så nu vandrer han selv, alt imens han udtænker plottet til sin næste bog.

Solen vinder, da vi gennemført gennemblødte når til Lundeborg, og endnu engang konstaterer: “Det tørrer i solen igen”. Solen skinner også på Lundeborgs købmand, der er et besøg værd i sig selv. Den er foreningsejet, og burde med sine gode lokale varer være skabelonen for alle landets købmænd. Wuhuuu!!! Her skal vi proviantere imorgen tidlig!

Det er tydeligt, at også folk i Lundeborg håber på, at der kommer en forbindelse til Lohals igen. Indtil da:

Vi har på forhånd bekymret os lidt for dagens værelse pga. prisen på sølle 177 kroner for to. Men her venter et gæstfrit, ligefrem hjem, hvor vi får husets bedste værelse.

I aften spiser vi ude – det synes vi, vi fortjener.

Kaffehungrende fatamorgana

DAG 8 Svendborg – Syltemae Camping 29 km

Til morgenmaden foran Købmanden i Lundeborg møder vi et smilende, velkendt ansigt: Forfatteren fra i går. Hans ting har ikke nået at tørre, men det har vores heller ikke helt.

Vi er dejligt udhvilede efter den bedste søvn på det billige værelse (177 kr. for 2), som der intet var at udsætte på. For os handler det gode sted at sove mest af alt om hjerterum.

Vi skal med FlexTrafik tilbage til Svendborg i dag, fordi Lundeborg er blevet en blind ende på Øhavsstien, efter færgen til Lohals gik nedenom. FlexTrafik er en form for offentlig taxaservice, man bestiller og betaler via Rejseplanen. Det funker!

Turen ud af Svendborg vestpå er mindst ligeså smuk og idyllisk, som den var mod øst. Love Svendborg! Her er vi på fem på Hammerslags skala, har vi hørt fra den lokale ejendomsmægler, vi besøgte, da vi krydsede Svendborg i forgårs.

Selvom jeg egentlig stoppede med at drikke kaffe, da corona begyndte, synes jeg hele morgenen at kunne dufte Hvidkilde Kafferisteri, som desværre ikke er andet end et kaffehungrende fatamorgana.

Efter 13 km kommer vi til turens bedste pausested overhovedet: Egebjerg Mølle Naturrum. Hele møllen er kreativt og udfordrende indrettet med vinduer i gulvet og vilde udsigter over Øhavet.

Ekstra plus: Her er en vandhane, to kopper, en teske og en elkoger! Plus et toilet. Luksus. Vi bliver her længe, fordi vi møder en vandboringsmand, der viser sig at være erfaren vandrer.

Efter vi i går fortalte, hvor ih og åh få vandrere her er, er det sjovt i dag at vandre imod en veritabel strøm af Fjällrävenvandrere under de 30. De har alle ligeså store smil som rygsække med overnatningsgrej.

Som tropsfører (=den der har booket al overnatning hjemmefra) er jeg ikke helt i top i dag. Ruten viser sig at være 29 km og ikke de 22, jeg havde meldt ud. Til gengæld går de sidste fire km gennem superrolige og smukke Syltemae ådal, så de ekstra kilometer forsvinder som på et øjeblik under vores trætte, glade fødder.

Vi lander midt i ulvetimen i et hektisk aktivt hjørne af ellers charmerende, tilbagelænede Syltemae Camping. Dog leder vi forgæves efter volumenknappen til naboens og genboens børn. Lidt midaldrende er man vel blevet! Vi har vores egen, hyggelige hytte på hjul. Der findes kun een gaffel i fælleskøkkenet, men vi lykkes med at indtage aftenens simple måltid: Spaghetti med tomatsovs og parmesan. Fem stjerner, siger vores sultne vandremaver.

På trods af, at vi begge er introverte på grænsen til asociale i vores symbiotiske tosomhed, falder vi i godt selskab med Tine og Christina, som vandrer den modsatte vej. Så interessant at dele erfaringer om rygsækken – både hvad der er i, hvad den vejer, og hvad det føles som om den vejer!! Oppakning og vandremønstre handler om så meget mere end grej.

Her på Øhavsstien møder vi tre typer vandrere: 1. Vagabonderne (rejsende med Vagabond Tours, der har bagagetransport og går med dagturstaske). 2. Fjällräventyperne med fuld oppakning, telt og det hele – i alt typisk 12-13 kilo på ryggen og 3. Caminotyper som os med fem-seks kilo, som sover i ny seng hver nat.

Vores lille hytte på hjul er uden sammenligning den bedste af alle nætter på Øhavsstien.

Lykke på hjul

DAG 9 Syltemae Camping – Skillevejen mellem Faaborg og Fjellebroen 20 km

Syltemae vågner med stille charme. Teenagere med små søskende sover under åben himmel, og misser med øjnene i morgensolen. Mor skifter morgenfrisk babys ble. Familiefar tørrer fælleskøkkenet grundigt af. Vinduer lynes op, og dørene kommer på klem til de små hytter på hjul. Hen over græsset kommer den sødeste tumling vraltende i sparkedragt, blenumse og smil fra øre til øre.

Da jeg vasker mig her til morgen, bliver huden ligesom siddende i de folder, jeg tørrer ansigtet i. Fniser og er ærligt ligeglad. Bare mine fødder (og bentøjet!) er gode, er alt godt!

I dag er vemodig – sidste dag på Øhavsstien. Vi starter på stranden med stille udsigter og badetur

Vi slutter ugens menu i stil med en ristet hotter på havnen i Fjellebroen – kvart i ti! Hvorfor vente, når man ved, hvor langt der er mellem madmulighederne på stien?

Vi binder sløjfer på de sidste 220 kms oplevelser, og jeg er dybt taknemmelig over, at vi begge vil vandre og elsker livet på stien lige højt.

Mobilen bipper fra De Gamle, som ønsker tillykke med bryllupsdagen. Som vi ellers har glemt i kor!!! Men hva’, efter ni romantiske dage sammen behøver vi stort set ingen bryllupsdag til at finde varmen indeni.

Før vi tog af sted, læste jeg om en anden dansk vandreblogger, som skrev langt om sin udelængsel og hvor træt hun var af at høre om smukke Danmark. For jo, Danmark er bare Danmark, syntes hun. Og jeg forundredes. Nu efter Øhavsstien endnu mere.

Øhavsstien har for os haft så meget af den caminostemning, vi elsker. At vandre ud i ingenting, ankomne trætte til charmerende små byer. Se de gamle mennesker arbejde i køkkenhaverne. Mærke kroppen summe af restitution i en ny seng hver aften. Vi kommer helt sikkert til at vandre mere camino i elskede Danmark!

4 replies
  1. Christian Engkilde
    Christian Engkilde says:

    Kære Marie og Torben
    Det var rigtig hyggeligt at møde jer på Lundeborg-ruten og ikke mindst inspirerende at få en snak med så garvede vandrere som jer to. Og nu fik jeg så også stiftet bekendtskab med denne flotte hjemmeside, som virkelig giver inspiration til flere ture end jeg har tid til at gå – jeg skal jo også gerne nå at skrive en bog ind i mellem 😉

    Fortsat god tur derude – måske mødes vi lige pludselig en anden god regnvejrdag 🙂
    Christian

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Ååååh, hvor hyggeligt med en hilsen her! Seriøst ved jeg ikke, hvordan vi var kommet igennem de sidste kilometer den dag, hvis ikke vi havde set en rød prik gennem regnen! Simpelthen så hyggeligt. Bedste hilsner Torben og Marie

      Svar
  2. Mogens Them Nielsen
    Mogens Them Nielsen says:

    Helt fantastisk, dejlig og positiv beretning, sikke et humør og gå-på mod i har. Dejlige billeder.

    Jeg er blevet inspireret til, selv at starte med at gå i DK fremfor at tage sydpå, har faktisk planlagt at dte skulle være her i efter året når jeg gik på pension i september, men nu har jeg udskudt min pension pga. Corona tiden og fortsætter med at arbejde til næste år, så må Camionen vente.

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Sikke en dejlig besked:-) Jeg må også sige, jeg er overrasket over hvor sporadisk, jeg egentlig kendte dejlige Danmark, inden jeg for alvor begyndte at vandre. Det har rykket noget i mig at tage en lang vandring med mange overnatninger og nye byer hver dag. Held og lykke med danske såvel som udenlandske caminoer:-) kh Marie

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM DANMARK