VANDRERUTE Mols Bjerge – en bjergtagende bjergetape (21 km rundtur)

Bjergetapen i Mols Bjerge tager simpelthen prisen for den smukkeste 20 km-rute, vi nogensinde har vandret i Danmark – sådan må det være!

Vi har helt sikkert været fjollede at høre på på vores 21 km tur gennem Mols bjerge på Bjergetapen! “Naaaaiiiii….”, “Seeeeee liiige!!”, Eeeeeeeeeeeejjj….” hele vejen rundt. Men man mister altså helt pusten af de mange smukker scenarier:

Facts om turen

  • Længde: Bjergetapen er en 21 km rundtur. Der er også to A til B-etaper – se nederst
  • Startsted: P-pladsen ved Femmøller Efterskole, Molsvej 137, 8400 Ebeltoft (nyd lige byens mange vandmøller på vejen – der er en grund til, at byen har fået sit navn…)
  • Skiltning: Ja – meget grundig. Ingen brug for gps.
  • Sværhedsgrad: Udfordrende. Regn med, at du får syre i lårene – og er ligeglad! Udsigterne opvejer alt. Her er høje høje og dybe dale hele vejen rundt.

Det mest spektakulære sted

Udsigten her er fra Trehøje midt i Mols Bjerge. Her kan du fra 127 meters højde se ud over havet til tre sider – et komplet bjergtagende landskab, og alt i alt det vildeste sted, jeg har været i mit hjemland:

Trehøje har sit navn efter de tre bronzealderhøje, der ligger tæt her:

I alt er der 22 gravhøje i området, der hver er fem-seks meter høje. Det har været et kæmpe anlægsarbejde at lave dem, dengang i bronzealderen: Der skal ryddes det, der svarer til 14 fodboldbaner for græstørv, bare for at bygge een høj. Så er det bare at gå i gang…

360 grader klogere

I Mols Bjerge går du fra den ene bjergtagende udsigt til den anden. På områdets højeste top, Agri Bavnehøj, kommer du til en horisontskive, hvor du kan få svar på de åbenlyse spørgsmål: Hvad er det i horisonten, og hvor langt er der til dit og dat? Et fascinerende redskab, man bliver 360 grader klogere af, og som burde være på alle udsigtspunkter:

Dus med dyrene

På bjergetapen vandrer du sammen med ualmindeligt mange dyr, som ved at græsse står for naturplejen, så området ikke springer i skov. Du går inde i foldene sammen med dyrene. Vi fik den sære oplevelse at gå et sted helt uden dyr – indtil vi pludselig hørte et ‘Prrrrr…’ meget tæt på. Så kommer man på dupperne. De fleste af dyrene passer sig selv, og ind imellem er der de særligt nysgerrige, der bliver aet på mulen.

Vi fandt først bagefter ud af, at det er bedst ikke at klappe dyrene, heller ikke, når de kommer nysgerrigt hen

Hvordan er skiltningen?

Kort og godt: Genial. Den svigter ikke et eneste sted på de 21 km rundt:

Det er nemt og intuitivt at skyde genvej og afkorte ruten til 10 km – genvejene er tydeligt markeret:

En anden fed detalje er, at der på hver låge er et nummer, så man kan orientere sig fx i forhold til kort.

Duften af barndom

Hele ruten dufter af barndom for mig. Det var her, jeg tilbragte sommer efter sommer med familien. Kunne jeg genopleve bare en enkelt dag i min barndom, er Mols et af de særlige steder, der kalder: Så ville jeg spole tilbage til den aften min far efter en lang dag med sand under fødderne, badetur med tang som altid og varm mad til frokost kørte på aften-snirkletur med mig til Mols Bjerge og tog billedet her. Ville ønske, han var her til at vise mig præcis, hvor vi stod den aften. Nu glæder jeg mig i stedet til at vise mine egne børn det her magiske sted!

Danmarks bjerge

Efter en vandring i Mols Bjerge vil jeg påstå, at i Danmark har vi da bjerge! Rutens navn er fuldt berettiget, og det nærmeste vi kommer bjergvandring i Danmark. Vi var fem timer og et kvarter om at tilbagelægge de 21,5 km rundt – langsommere end vores gængse tempo, men der er også mange højdemeter og endnu flere udsigter at nyde…

Hvor er det godt at overnatte, hvis man vil vandre hele Mols Bjerge-stien?

Mols Bjerge-stien er 60 km i alt og inddelt i tre etaper på hver cirka 20 km:

  • Kaløetapen (A til B)
  • Bjergetapen (rundtur)
  • Ebeltoftetapen (A til B)

Vil du vandre hele turen, kan det gøres med to overnatninger i Femmøller. Så kan du stille bilen i Kalø, vandre til Femmøller og overnatte. Vandre rundturen Bjergetapen næste dag og igen sove i Femmøller. Og vandre fra Femmøller til Ebeltoft sidste dag og tage bus 123 tilbage til bilen.

Se hele Mols Bjerge-stien på et kort

Du kan snildt vandre Mols Bjerge-stien helt uden kort og gps, fordi skiltningen er så god. Er du typen, der godt kan lide at orientere dig hjemmefra, har du kortet over alle tre etaper her. Kalø-etapen er grøn, Bjergetapen er gul og Ebeltoft-etapen rød:

Du kan også nemt få kortene ind på mobilen, så du kan se, hvor du selv er:

Godkendt kvalitetssti

Den samlede Mols Bjerge-rute er netop blevet certificeret ‘Leading Quality Trails – Best of Europe’ som nummer to vandrerute i Danmark efter Gendarmstien i Sønderjylland (som også kalder på os…)

4 replies
  1. Michael
    Michael says:

    Hej

    Mols Bjerge er fantastisk 🙂
    Dog blev vi af to skovfogeder venligt, men bestemt bedt om IKKE at klappe hestene i indhegningen omkring Agri Bavnehøj (Bjergetapen).

    mvh
    Michael

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Så må vi også gå videre næste gang, selvom hestene så glade kommer over. Det er jo næsten ikke til at stå for – men det skal man:-)

      Svar
  2. Christine
    Christine says:

    Hej – fin fremstilling af området her, og godt at Kristian & Cos arbejde bærer frugt og gør folk vandreglade.
    Men historien om M-Møller og Skovbjerg er jo i bedste fald pænt fordrejet. Som i … direkte usand. Hvor har I dog fået den forskønnede version fortalt? Hvis I taler med de ældre fra egnen, som ved – så… er historien IKKE den, I her har delt…
    Bedste hilsner, Christine

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Hej Christine. Det vil jeg meget gerne høre om og dykke ned i? Har du nogen kilder/læsning, der vil være gode? Jeg har ikke kontakt til nogen ældre fra egnen, men vil meget gerne have historien rigtig. Det har bestemt ikke været min mening at skrive noget forkert – jeg har taget den information jeg havde, fx fra nationalparkens hjemmeside, og har ikke fået rettelser til artiklen derfra. Hilsen Marie

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM DANMARK