INDBLIK Frie fodspor i grænselandet

Alt det gode kommer til den, som venter… Vejret har to gange holdt os fra Gendarmstien, men tredje gang blev lykkens gang

Vi har pakket lykken på ryggen for at tage en længe ventet bid af vandrelivet: Gendarmstien, 84 km langs den dansk-tyske grænse. To gange tidligere er vores gendarmdrømme bogstaveligt talt regnet væk. Men tredje gang er lykkens gang, så her har I os.

Tjek vores guide til Gendarmstien her

Med lykken på ryggen

Padborg til Kollund 10 km

Det er som om vores indre lykkebarometer bare stiger, når rygsækken bliver spændt på og hverdagen vinket til med vandrestavene i hænderne. Vi provianterer i Padborg (læs: Køber rødvin og lakridser) inden afgang på vores tre en halv dags vandring.

I een lille brugs møder vi FIRE politibetjente. Passende start på en rute som Gendarmstien, grænsevagternes sti. Her langs grænsen har gendarmerne helt bogstaveligt trådt en sti, mens de gik deres faste rute for at spotte smuglere, der forsøgte at bringe varer ind eller ud af Danmark uden at betale den told, der gennem årtier havde været en af vores vigtigste indtægtskilder. Trofast travede tolderne her fra 1839 og 119 år frem, indtil politiet overtog deres opgave i 1958.

Bilen afleverer vi i Padborg til Claus fra Gendarmstien Flex, som hjælper med at flytte den fra start til slut. Det tager en stor hurdle væk på denne rute, der starter ved A og slutter ved B, og hvor den offentlige transport er bøvlet.

Få meter efter starten kommer vi til første syn af grænsen: En undseelig cykelchikane, vi kun opdager faktisk er en grænseovergang, fordi den i coronaens tegn er lukket med minebånd.

Her har nok ikke været meget mere lukket, dengang tyskerne gik over grænsen. Men at en grænse fysisk kan overskrides betyder ikke, at den må det. Tænk hvad beboerne lige her, på dette sted, har set i 1940?

Fra start er der noget mystisk og dragende over den fysiske grænse, vi er ved. Som nordsjællændere kender vi konceptet om grænsen på vandet som stemmen fra Scandlinesfærgen, der annoncerer toldfrit farvand. Men det er helt, helt anderledes at vandre langs en grænse på land. Jeg indser, at det er første gang, jeg har gjort det i mit hjemland. På caminoen har vi krydset grænsen mellem Frankrig og Spanien, og mellem Portugal og Spanien. Men først nu er jeg nået til vores egen grænse! Uvægerligt skal vi liiige udfordre den lukkede grænse. Tale i jordtelefonen fra Tyskland til Danmark. Gå liiige gennem bommen og tilbage. Det bliver til flere tysklandsture på de første fem kilometer mellem Padborg og Kruså.

Det nye vildsvinehegn overtager komplet scenen langt hen ad vejen, og man begynder at tro, at det ER grænsen, men nej, ikke på milimeter i hvert fald. Der går sport i at finde de rigtige, nummererede grænsepæle med linjen indgraveret ovenpå, der viser selve grænsen.

Kruså må tage prisen som det mærkeligste sted, vi har været i Danmark. Fra den ensomme halv- eller heldøde café på den gigantiske, tomme P-plads til sexbutikkerne og bingobutikkerne, der tydeligvis er tilgroede ikke af kunder, men af mismod. Understreger vores hidtidige iagttagelse af landegrænser: At der ofte er denne her tunge, stillestående energi af hvem-ved-hvad, måske manglende ejerskab?

Men så få hundrede meter fremme omfavner Kollunds kuperede kystskov os som en gigantisk salatskål at hvile sjælen i. Større kontrast er svær at forestille sig!

Nu bliver vandet i fjorden grænsen, og der er lange udsigter til “de andre” på den anden side. Det er dybt fascinerende at vandre i et grænseland. Mange steder i verden ville et sted som dette ulme. Men her er vores historie: En gang var det hele dansk, og engang var det hele tysk. Og i dag er det hele et mønstereksempel på grænsefred. Frie fodspor i grænselandet.

På postkasserne ser vi flere navne, der er en blanding af tysk og dansk. Og på stierne kan der lige så godt lyde et “Danke sehr” som et “Tak”, når vi træder til side for cyklerne. Egentlig er jeg stolt over at komme fra et land, hvor grænsen er draget ved en folkeafstemning. Mon ikke Dronning Margrethe ville være glad, hvis hun var her nu? Det er jeg i hvert fald!

To af det hele

Kollund til Brunsnæs 24 km

Vejrguderne må siges at være med os på denne gendarmvandring. Blikstille fjordudsigter og absurd lysegrønne skove og marker.

Vi har sovet hos en familie i nat, men vi ved ikke hvem. Vi hentede nemlig nøglen i postkassen, listede ind sent ud på aftenen som aftalt, og bankede ikke på. Helt fint værelse, og pudsig oplevelse at høre familien pusle rundt.

Vi var på stien klokken halv otte. Hellere af sted og vente med morgenmaden, til sulten siger til. Det gør den ved en privat bådebro i Sønderhav, som vi fik lov at slå os ned på.

Vores vanlige morgenlykke med havregrød med frisk frugt og nødder er nu erstattet af rugbrød med REJEOST! Det var hvad vi kunne finde på igår, som måske kunne holde i køleskabet og i en solbagt rygsæk. En gang skal jo være den første med rejeost!

Både Kollund og Sønderhav er helt tydeligt velhavende områder, hvor alle gør sig umage, og alt ligner et sted, det ville være mere end i orden at bo.

Omkring år 1900 var “rhododendronslottet” her weekendresidens for en velhavende handelsmand fra Hamborg. Inde i skoven 400 meter derfra ligger en anden prominent villa, hvor Hitlers førstemand i Danmark, Werner Best, indkvarterede sin familie i krigens sidste år, mens han selv boede i Charlottenlund. Efter krigen fandt man et stort lager af whisky, cognac og andre dengang så sjældne luksusvarer i villaen i Kollund skov.

Selvom jorden under vores fødder blev dansk igen ved genforeningen i 1920, er billedet stadig blandet: Skolebørnene, vi møder, kan ligeså godt tale tysk som dansk. På den nu danske side stemte 75 procent for, at området skulle blive dansk. Men hele 25 procent ville hellere have været tyske. Samme billede i den del, der blev tysk: 20 procent ville hellere have været danske. På begge sider af grænsen bliver der gjort et stort arbejde gennem skoler, foreninger og aviser for at støtte og beskytte mindretallet. I mange byer er der to af det hele. Fedt at opleve den historie nu, i 100-året for genforeningen.

Ruten er generelt vanvittig imponerende med den meget afvekslende kyst og de kuperede kystskove og marker. I dag bragte os gennem et interessant stykke industrihistorie med teglværk efter teglværk. Plus mere end et dusin, der nu er lukket. Resterne af historien ligger for dine fødder og langs strandene.

For første gang præsterer vi at gå forkert og ender på asfalt gennem Broager. Ikke det store problem, for vi skulle herind for at købe ind til aftensmaden og hele dagen imorgen alligevel. Men ikke desto mindre irriterende ikke selv at have taget beslutningen. Efter indkøb går vi hele vejen tilbage til hvor vi tog fejl. På en fjollet måde føles det tilfredsstillende at se på sin fejltagelse og rette den.

Aftenens hjem er Tiny House i Brunsnæs, Hos Daniela og Gerhardt, som vi har fået anbefalet. Vi ender dog mere end almindeligt heldige med at blive opgraderet til Hytten, som ligger samme sted.

Men forskellen mellem Tiny House og Hytten er enorm i dag, hvor det er godt vejr: Hytten har aftensolen bagende lige ind, helt til den går ned i bugten. Der er nu noget over at føle sig heldig.

“Vi bryder os ikke om tyskere – men vi har aldrig mødt en tysker, vi ikke kunne lide”

Brunsnæs til Sønderborg 30 km

Blev vist lidt for grebet af aftensolen og den kølige rosé i går. I hvert fald står det her til morgen klart, at jeg ikke er nået om bag på skuldrene med solcreme. Torben træder til og tilbyder sin lyse khaki vandreskjorte, der beskytter mine solskuldre. Så voilá, her er jeg i komplet Steve Irwin-outfit ned matchende nederdel, solskygge og sokker i sandalskoene. “Du skal være glad for at vi er gift, skat”, lyder det med et smil inden afgang.

I vores vandreliv elsker jeg at rykke fra sted til sted. Sådan var det ikke, da vi mødte hinanden. Der sagde jeg, at jeg ligeså godt kunne glemme den første nat et nyt sted, fordi jeg ikke kunne falde til ro nye steder. Nu har vi perlerækker af nye steder. Ting er, hvad du gør dem til. Mange begrænsninger er mest in your head. Tror jeg i vandringen har fundet trygheden inde i mig selv.

Opbakningen fra de lokale til Gendarmstien er varm. Ruten er udbygget med lige det, vi savner som vandrere, men heldigvis uden tivolisering. Fra alle de utallige “God tur” til bondegården, der skilter med vand og kaffe. Kommunen, Naturstyrelsen, havnene eller hvem det nu er, bakker op med rigelige offentlige toiletter og vandposter. Især vigtigt på dage som nu, hvor solen bager, og indkøbsmulighederne ofte ligger lidt væk fra stien.

Nåmen Steve Irwin og Torben traver derudaf, de første timer gennem agerlandet, som ved nærmere eftertanke også er tydeligt i stednavnene: BroAGER, VesterMARK, Skelde MARK og Dynt MARK.

Mobilen bipper flere gange “Velkommen til Tyskland”. Det gibber et øjeblik indeni, men vi er altså danske.

På Gammelmark Camping løber vi ind i et livstykke af lokalhistorie: Margit, som driver pladsen sammen med sin mand Bent. Næste gang vi kommer her, vil jeg gøre alt for at få hende ud at spise! En levende bog af lokale fortællinger om “dengang Sønderjylland blev stemt hjem til Danmark”.

“Vi kan ikke lide tyskere. Men vi har aldrig mødt en tysker, vi ikke kunne lide”, fortæller hun om det Sønderjylland, hvor det i tre generationer er lykkedes at leve side om side. “Vær glad for dit flag, for du ved aldrig, om det er dit imorgen”, er levevis her. En gelinde måde at beskrive tyske familier her er: “De har ingen flagstang”. Så er det sagt. Hun husker også, hvordan hendes bedstefar altid tabte sit pas ved grænsekontrollen, så den tyske kontrollant måtte bøje sig efter det.

Slagterne i byen var “hjemmetyskere”. Altså ikke fra det tyske mindretal, men hjemmeboende i selve Tyskland. Selvom de talte dansk til kunderne i butikken, føltes det, som om de talte tysk.

Hun fortæller om de danske drenge, der under første verdenskrig blev tvunget til at kæmpe under tysk flag. Kanonføde. Husker ordet fra min egen tipoldefars skæbne. Han blev netop tvunget til den forkerte front. Men klarede den. Margits oldefar blev såret på den russiske front, og smurte noget i såret for at få det til ikke at hele, så han kunne blive sendt hjem. Uden held.

Fædrelandet og kongehuset står stærkt her på egnen. Måske allerede fra dengang den lokale folketingspolitiker I.P. Nielsen ville åbne børnehjem på Gråsten Slot for at løse nogle af egnens fattigdomsproblemer. Men det lykkedes ikke, fordi Ingrid og Frederik fik slottet i folkegave. Han bankede på for at dele sin frustration og sit raseri, og det blev starten på både et livslangt venskab og Ingrids sociale indsats. De lokale husker stadig, hvordan hun personligt delte fx tøj ud til forarmede børn. Da Ingrid senere blev spurgt, om hendes portræt måtte hænge på et folkehjem i Aabenraa, svarede hun ja, på den betingelse, at det blev hængt op ved siden af I.P. Nielsens!

Igår savnede vi menneskemøder, for Gendarmstien er i hvert fald ikke overrendt. Og i dag er vi heldige flere gange. Kort efter Gammelmark kommer to tydeligvis garvede og godt gående vandrere os i møde. Lis og Finn er startet helt ovre på Øhavsstien (hvor vi vandrer til sommer). Sjovt som snakken går, når interesser knytter en sammen. Helt ærgerligt vi skulle i hver sin retning!

Efter 20 km slår vi os ned i Vemmingbund – en endog meget lang “omvej” rundt i en bugt kort før Sønderborg. Her sidder to cykelmyg, og ud af min mund ryger et fåret “I er da ret ens, er I ikke”, indtil det sekundet efter står soleklart, at de er enæggede tvillinger! Vi når at dele rejsetips til både Kroatien og Vietnam og sende indtil flere drilagtigheder på tværs af bordene, inden der lyder et “Vi må på cyklerne nu, ellers når I bare at indhente os inden Sønderborg!”

Godt de ikke så mig fem km senere. Her faldt jeg slagen om på Dybbøl Banke (af alle steder):

Torben var til gengæld irriterende meget i hopla!

Først genstartet af pasta og muslibar klarede jeg turen op til Dybbøl Mølle.

Åbenheden og den spørgen ind, vi oplever på ruten er befriende.

For nogle måneder siden overrumplede Torbens yngste os med en drøm om at flytte til Jylland: “Folk er meget sødere i Jylland”, lød den hurtige forklaring. Indtil videre må vi erklære os enige: Fastboende som tyskere som tilrejsende.

Ud over de 32 km vandring bliver det til slentretur i Sønderborg. I Fakta kommer vi i deciderede sprogproblemer med en ældre, snaksalig herre, der bliver ved med at spørge, om vi var rejst fra æbøw e baw. Det viser sig at betyde “børn og bøvl”. Hjemme på vandrehjemmet i Sønderborg bliver vi hjerteligt modtaget og får hjælp med alt fra at finde rundt (køkkenet er i kælderen, der er alt, hvad du skal bruge) til ikke at smække os ude og at finde en umbraco til kameraet. Så er det tid til en velfortjent hvilestund.

Undervejs på turen har vi fniset af alle de robotter, jyder elsker at få til at trimme græsplænen. Til middag mødte vi en ganske anden robot: Hos Oyishi Sushi er det en robot, der kommer ned til ens bord med maden. Vi ville allerhelst have spist i Det Sønderjyske Køkken ved siden af Visit Sønderborg, men der var lukket.

I historiske fodspor

Sønderborg til Skovby 19 km.

Vi er tidligt oppe på listefødder på vandrehjemmet.

Halv syv spadserer vi ud ad promenaden gennem Sønderborgs mondæne kvarter og videre gennem Sønderskoven med dramatiske skrænter ned mod vandet. Fascinerende som ens fødder og ben alligevel kan lidt mere efter en temmelig lang dag i går.

Efter Sønderborg har vi et stille øjeblik på Skydestranden. Lige her, hvor ligene af fem unge danskere blev fundet i 1945. En af frygtelig mange mindesten langs ruten.

I dag prøver vi en alternativ rute, der bringer os ud ud til kysten igen og giver et fint udsyn over Trillen og de små, græssende heste. Efter dagens første ti kilometer når vi til idylliske, tilbagelænede Høruphav.

En fin lille stenfigur af en vandrer fanger vores blik på vej langs husene ved stranden.Her kunne vi sagtens være blevet en nat.

Efter Høruphav starter den nyeste del af vandreruten Gendarmstien. Da ruten åbnede i 1980’erne, gik den kun til Høruphav, men i 2016 blev forlænget med de sidste ti kilometer til Skovby. Ved starten på den nye del er der et sted med absurd mange skilte, vi tæller fire på eet sted!

Skal denne sidste del have et etapenavn, må det blive Landmandsetapen. For næsten hele etapen går i markskel og langs læhegn ned mod vandet. Man bliver glad, når der er kig igennem. Forlængelsen af ruten betyder, at du kan fortsætte 64 km ad Als-stien. Tak til alle de landmænd, der her har sagt ja til at vi må vandre langs marken.

Vibæk Mølle er en dejlig lille omvej med et oplagt pausested. Tydeligt en mølle, hvor stedets historie stadig bliver formidlet. Man kan næsten se for sig hvordan her engang har været fyldt af børne, karle, grise og kvinder i forklæder! Måske har der været sønderjysk kaffebord præcis på dette sted?

Bilen står klar til os i Skovby, præcis som vi aftalte med Claus fra Gendarmstien Flex, som står for biltransfer her.

Migges bageri står næsten også og venter på os, trætte som vi er i stængerne.

Aaaah…. Det er nu helt ok at slutte en vidunderlig vandring med en kop kaffe og et birkes!

0 replies

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM DANMARK