REJSETIPS Sådan kommer du bedst og billigst til starten på din camino


Caminoen går gennem komplet uturistede områder. Her et par tips til, hvordan du nemt og billigt kommer til en lille flække i Spanien, Frankrig, Portugal, eller hvor du nu starter din camino

Vi starter altid vores camino på en total-genial planlægningshjemmeside: Rome2Rio. Her indtaster du din by hjemme og den caminoby, du vil starte i. Så får du overblik over transportmuligheder og priser helt frem til startbyen. Der er links videre til at købe fx togbilletter direkte på siden. Vi bruger altid Rome2Rio, fordi hjemmesiden for Renfe (den spanske pendant til DSB) er et sandt mareridt… !

Fly til caminoen: Hvilken lufthavn til hvilken camino?

Fly til caminoen er altid et spørgsmål – for der er er ofte flere mulige løsninger. Her kan du se vores forslag til fly til caminoen – fordelt efter hvilken camino du vandrer:

  • Francés: I nogle perioder af året har SAS direkte fly til Biarritz (BIQ), som er den lufthavn, der ligger allertættest på startbyen Saint Jean Pied-de-Port. Ellers flyv til Bordeaux (BOD) direkte – i 2023 har Easyjet direkte rute fra Kastrup (CPH). Tag en overnatning i Bordeaux, og hop på toget lidt over tre timer til Saint-Jean-Pied-de-Port eller vælg samkørsel med www.blablacar.es. Tag bus 14 fra lufthavnen til Bayonne (28 minutter). Afgang hvert 8. minut – prisen er 1 euro, som betales til chaufføren. I Bayonne: Gå over broen til togstationen, køb billet for 10 euro i automaten og nyd den smukkeste togtur, du kan ønske dig – en time frem til start.
  • Inglés: Flyv med mellemlanding til A Coruña (LCG) eller Santiago de Compostela (SCQ) og samkørsel til Ferrol.
  • Portugués: Flyv direkte til Lissabon (LIS) hvis du starter der, eller direkte til Porto (OPO), hvis du starter der – I Porto kan du gå fra lufthavnen.
  • Primitivo: Flyv med mellemlanding til Asturias (OVD) – eller direkte til Madrid (MAD) og samkørsel til Oviedo
  • Sanabrés: Flyv direkte til Madrid (MAD) og samkørsel til Granja de Moreruela.
  • Norte: I nogle perioder af året har SAS direkte fly til Biarritz (BIQ), som ligger 30 km fra startbyen Irún. Ellers er en mulighed at flyve til Bilbao (BIO) med mellemlanding og tage bus og tog derfra til Irún.
  • San Salvador: Flyv direkte til Madrid (MAD) og tag højhastighedstoget til startbyen León på to timer.
  • Finisterre-Muxía: Flyv direkte til Porto (OPO) og tag bussen derfra til Santiago de Compostela.

Find billige flybilletter til caminoen

At finde billige flybilletter til caminoen er en kunst, vi har brugt laaang tid på at lære… Her er, hvad vi er sikre på:

  1. Enkeltbilletter er ofte den bedste løsning, hvis du går langt på caminoen
  2. Jo mere fleksibel du er med dagen, jo lavere pris. Gør hvad du kan for at rejse på de dage, de bedste billetter er der
  3. Det er ofte billigst at flyve direkte til en stor lufthavn – men ikke altid. Tjek derfor både den nærmeste lufthavn og den nærmeste store lufthavn med direkte fly.

Book udrejse og hjemrejse hver for sig til caminoen

Med caminoen er det ni ud af ti gange smartest at starte med kun at booke udrejsen. Både fordi du starter og slutter forskellige steder, og fordi du måske ikke kender din præcise hjemrejsedag, før du ved hvor langt du kan gå om dagen på caminoen. Hjemrejsen bestiller vi helst, når vi er en dag fra Santiago – dvs. to-tre dage før hjemrejse.

Men ingen regel uden undtagelse: Vandrer du Portugués fra Porto, kan det ofte godt betale sig at købe en tur-retur, fordi flyene fra Porto hjem er så meget billigere end fra Santiago – også når du regner togbilletten med.

Kør med en spanier til starten på caminoen

Samkørsel (à la danske GoMore) er absolut den billigste måde at komme fra lufthavnen til starten på din camino. Skal du vandre den franske rute, er prisen for de 58 km fra Bayonnes lufthavn Biarritz til startbyen Saint-Jean-Pied-de-Port for eksempel 4 euro. Vi booker vores ture på hjemmesiden Blablacar. Siden findes også i andre landeversioner, men de spanske ture kommer ikke altid på her. Derfor – brug den spanske side, og skift til engelsk under ‘idioma’ i nederste højre hjørne.

Samkørsel er superbilligt, giver dig et sjovt indblik i spaniernes hverdagsliv, og chaufførerne er ratet, så du kan føle dig tryg i hvem du kører med. Bemærk, at de fleste ture slås op et par dage før, så hav tålmodighed helt indtil dagen før du flyver af sted. Eller skriv til chaufføren og spørg om din dag.

Vælger du samkørsel, behøver transporten fra lufthavnen til startbyen ikke at koste alverden (vi gav fx 21 euro for fem timers kørsel fra Madrid til Oviedo).

Madrid har to midterspor kun til biler med mere end een person i, så samkørsel er populært.

Del taxi med andre pilgrimme på vej til caminoen

Der er rigtig mange caminogrupper på Facebook, hvor pilgrimme efterlyser nogen at dele taxituren med fra lufthavnen til start. Selvom vi har fulgt meget med i et par år nu, har vi dog aldrig set en aftale komme i hus på sociale medier. Til gengæld fylder selskaberne op med dem, der nu er, så du kan sagtens være heldig at møde nogle på dagen, så din andel falder i pris. Billig bliver taxiløsningen dog ikke.

Halvér prisen på din transfer til caminoen

Rejser I en gruppe sammen, giver det god mening at booke transfer fra lufthavnen til startstedet. Men tag ikke den første den bedste i Googles resultater (med mindre du er millionær). På siden gettransfer.com kan du taste din rejsedag, start, slut og antal rejsende. Så får du faste tilbud på turen fra en bunke forskellige firmaer. Vores pris for tre timers kørsel fra lufthavnen i Porto til midt på Camino Sanabrés i Spanien dalede for eksempel fra 295 euro til 130 euro på en uge. Det er da en ok besparelse, ikk’?

Til fods til og fra lufthavnen i Santiago de Compostela

Det er rigtig nemt at gå mellem lufthavnen i Santiago (Lavacolla) og katedralen og den anden vej. Der er små 16 km. De 14 km går du direkte ad den franske rute (Camino Francés), og de sidste to ad ‘The Sky Way’, en caminoskiltet rute på to kilometer, som forbinder den franske rute med lufthavnen.

Både The Sky Way og den franske rute er skiltet ind mod Santiagos katedral, og ikke den modsatte vej. Skal du gå til lufthavnen, er det derfor en god ide at have ruten på en app, fx Wiselys app til Camino Francés. Vi satte fire timer af til turen til lufthavnen.

Hjem fra Santiago – nu med højhastighedstog og direkte fly fra Madrid!

Der er ikke direkte fly hjem fra Santiago. Typisk får du en mellemlanding i fx Stansted, Madrid, Paris, Barcelona eller en anden stor by. Derfor er det supergode nyheder at der kører AVE-højhastighedstog direkte fra Santiago til Madrid! Så kan du spare miljøet for en mellemlanding og komme hjem på samme tid! Turen tager tre timer og 20 minutter.

Vi trives godt med ikke at have købt flybilletten hjem på forhånd. Det giver frihed. Vi har betalt 950-1.100 pr. person fra Santiago, når vi køber billetten en-to dage før vi vil rejse hjem.

Lufthavnsbussen i Santiago

For tre euro kan du tage lufthavnsbussen. Du køber billetten i bussen, og det er kun muligt at betale med kontanter. Turen tager omkring en halv time. Der er afgang fra Rúa do Hórreo centralt i Santiago – find evt. stedet ved at bruge Google maps. Bussen kører hver halve time, dog ikke i tidsrummet 01.00-07.00. En lufthavnstaxa koster til sammenligning cirka 22 euro.

Med tog til caminoen

Hvis du har tiden til det, er tog en rolig og klimavenlig måde at starte din camino. Søger du blot på en togrejse, løber du måske skrigende væk pga. tårnhøje priser. Men med interrail-billetter er tog til caminoen et rigtig godt alternativ til at flyve.

Interrailbilletter fås til unge (12-27 år), voksne (28+) og seniorer (60+). Du kan fx få fem rejsedage fordelt på en måned for mellem 1.650 kr. og 1.931 kr. Eller ti rejsedage fordelt på op til to måneder for 2.341 kr. og 2.744 kr (2019-priser).
Se alle interrail priser her hos DSB

På den måde bliver tog til caminoen et godt alternativ, hvis du har tiden til det. Ja, der er mange togskift og rejsen tager længere, men du kan jo netop opleve en by eller to på vejen. Find dit tog til caminoen på interrail-app Rail planner.

Med bus til caminoen – inkl. en dag i Paris!

Bus til caminoen eriingen tosset ide, hverken for klimaet, pengepungen eller eventyrlysten! Henrik, som læser med her, har erfaring med at tage Flixbus fra Aarhus til Oviedo, hvor Camino Primitivo starter og der også er forbindelse til Camino del Norte. Turen koster 950 kr. og starter tirsdag morgen 08:40 i Aarhus og slutter torsdag 11:45 i Oviedo. Undervejs er der omstigning i Hannover inden sengetid tirsdag. De to overnatninger sker imens bussen kører, og der er en dags ophold i Paris (kl. 08-20), hvor busstationen er helt centralt i byen.

I bil til caminoen – kør-selv

Fra København er der 2000 km (21 timers kørsel) til starten af Camino Francés i byen Saint Jean Pied-de-Port. Kører du til caminoen, er et af de første spørgsmål, hvor du trygt kan stille bilen i de uger, du er af sted. Vi kender ikke mulighederne i alle byer, men her er lidt om langtidsparkering i Saint-Jean-Pied-de-Port.

Gratis langtidsparkering i Saint-Jean-Pied-de-Port

  • Chemin de la Nasse (C5 på kortet)
  • Parking des Fauvettes (D2 på kortet)

(Klik på kortet for at få det som printbar pdf i fuld størrelse)

Ingen af de gratis pladser er overvåget, men du kan efterlade en seddel til det lokale politi med navnet på bilens ejer, kopier af bilens papirer og oplysninger om, hvornår du kommer tilbage. Politistationens nummer er + 33 559492010

Langtidsparkering med betaling i Saint-Jean-Pied-de-Port

  • Contrôle auto Donibane: Chemin de la Nasse, 200 m fra centrum. Der er to muligheder: Udendørs parkering koster 2 euro pr. dag, parkering i aflåst garage koster 5 euro pr dag eller 30 euro pr. uge. Mail til Contrôle auto Donibane på ca-donibane@autosecurite.com. Hjemmeside: www.autosecurite.com
  • Garage Arrayet: Route de Bayonne, 500 m fra centrum. Mail:  nicole.arrayet.stjeanpieddeport02@reseau.renault.fr. Her står bilen overdækket, men her er ikke alarm: 7,5 euro pr. dag eller 32,5 euro pr. uge
Synonymer: Lufthavnstaxi, Oviede (de alternative stavemåder her er for at gøre det nemt at finde artiklen for folk, der søger på anderledes stavemåder…)
24 replies
  1. Henrik Olesen
    Henrik Olesen siger:

    Jeg (og en god ven) går en del af C. Del Norte med start i Oviedo i foråret 2023.
    Vi vil ikke flyve og synes at tog er dyrt (og bøvlet at få planlagt), så valget faldt på langturs-bus via “FlixBus” (www.flixbus.dk).
    Turen fra Aarhus til Oviedo koster 950 kr pr person og er med to skift undervejs.
    Samme busrute bruges hjem igen, selvfølgelig blot med start i Santiago de C.
    Så bus kan være et prisbilligt og let tilgængeligt alternativ til både fly og tog.
    Mvh Henrik

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Kære Henrik. Fed ide og tak for at dele! Hvis du har tid må du meget gerne beskrive rejsetiden og hvor man skal skifte henne undervejs – så kan vi opdatere artiklen som inspiration. Bedste hilsner Marie og Torben

      Svar
      • Henrik Olesen
        Henrik Olesen siger:

        Hermed lidt yderligere detaljer om den nævnte FlixBus tur fra Aarhus til Oviedo:
        Turen starter tirsdag morgen og slutter torsdag middag.
        De to overnatninger sker imens bussen kører, og der er en dags ophold i Paris (kl 08-20) hvor bus stationen er helt centralt i byen.

        tirsdag 08:40 afg Aarh busstation
        tirsdag 17:35 ank Hannover busterminal (omstigning til ny bus)
        tirsdag 22:25 afg Hannover busterminal
        onsdag 08:00 ank Paris C, Bercy Seine (omstigning til ny bus)
        onsdag 20:30 afg Paris C, Bercy Seine
        torsdag 11:45 ank Oviedo.
        —— tids nok til at nå at se byen og checke ind på herberget.

        Mvh Henrik

        Svar
  2. Tine Linnemann
    Tine Linnemann siger:

    Hej Marie og Torben
    Det er en fantastisk hjemmeside, I har, med så meget brugbar viden. Tusind tak!
    Jeg skal gå camino frances for første gang til maj og blev inspireret af jeres forslag om at flyve til Bordeaux og køre videre med toget, og har købt billet med EasyJet d. 22. maj. Jaaa! I gik jeg ind på omio.com for at tjekke togtider fra Bordeaux til Saint-Jean-Pied-de-Port (med skift i Bayonne) – men der kommer ingen forslag op!! Måske er det for tidligt? Kan det være fordi køreplanen først kommer lidt tættere på rejsen?

    Jeg har meldt mig til jeres foredrag d. 20/4 – glæder mig til at møde jer og blive yderligere inspireret.
    Kh Tine

    Svar
  3. Kirstine Birckner
    Kirstine Birckner siger:

    Hej Frie Fodspor

    Tak for jeres gode indlæg om caminoen! Jeg skal af sted til foråret (juhu!), og jeg har søgt på flybilletter til Bordeaux, men jeg synes ikke, at jeg kan finde de billige billetter, I nævner. Gad vide, om de er stoppet med at udbyde dem?

    Svar
  4. Susanne
    Susanne siger:

    Hej Marie, jeg vil muligvis gå Camino Frances igen i år til påske, og har nok to uger i alt til hele turen. Er I afsted nu? Hvordan er forholdene mht. åbning af refugierne, vejret … skriver du snart om keres tur? Er SÅ spændt, knus fra Susanne

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Susanne – hyggeligt at høre fra dig igen. Vi tager først af sted på fredag, så vi kender ikke status endnu for hvor mange refugier der er åbne. Vi orienterer os på gronze.com og i appen og håber ikke at gå forgæves for mange steder. Vær meget opmærksom på flybilletpriserne omkring påske – vi skal hjem 18. april og har lige fået os en grim overraskelse prismæssigt! Vi ved endnu ikke, om vi skriver undervejs eller når vi er hjemme igen – vi ser hvad vi får lyst til at gøre fra dag til dag. Rigtig god tur! kh Marie

      Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Jane. Vi tror måske at SAS kun har ruten om sommeren – vi kan pt. heller ikke finde dem desværre. Vi holder øje:-) kh Torben og Marie

      Svar
  5. Ny pilgrim
    Ny pilgrim siger:

    Guldgrube af viden! 😀 Tak for jeres site.

    Jeg skal første uge af august i år for første gang vandre lidt af caminoen, en smagsprøve, sammen med min yngste søn på 13, og sammen med min kusine fra Brasilien. Vi har kun en uge og skal møde hende tæt på målet, Santiago de Compostela i Spanien. Hun vandrer fra Porto i Portugal.

    Efter endt vandring skal vi retur til Portugal, Vizela, hvor vi mødes til fætter-kusine-træf.

    Logistikken…. Hun foreslår fly Kbh/Porto (det virker fornuftigt), så leje en bil og køre til enden af ruten, og bagefter køre i bil til Vizela. Det giver ikke mening…. Og lyder dyrt.

    Hvad vil I foreslå? Pilgrim car-share fra Porto til der, hvor hun er måske 50km fra Compostela? Er det realiatisk? Ditto retur til Vizela, eller er der andre gode forslag?

    På forhånd tak!

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Ny pilgrim. Eeeej, hvor lyder det bare FEDT, virkelig! Ift. logistikken er Porto en rigtig god lufthavn at vælge, i hvert fald hvis man kan ramme det direkte fly fredag aften (det skal vi selv med i oktober…). Det ankommer så sent, at I vil få svært ved at få en blablacar (=gomore i Spanien). I kan overveje Uber til jeres startsted – det brugte vi ind til Porto by. Eller I kan få tilbud på en transfer – der er mange penge at spare ved at få et tilbud på hjemmesiden http://www.gettransfer.com. Men spørgsmålet er, hvor I præcis starter på caminoen? For en uge kan både forstås som syv vandredage og som noget helt andet. 25 km om dagen er et ret typisk gennemsnit, og har I syv fulde dage kan I nå at gå de sidste 175 km med din kusine. For at kunne lægge jeres plan ville jeg starte med at beslutte præcis hvor mange vandredage I har, gange dem med antal kilometer I tror I kan gå pr. dag og så i appen Wisely til Camino Portugues se, hvilken by I så starter i. Hvis det passer med de 175 km, starter I så i byen Portela de Tamel 176,7 km fra Santiago eller byen Balugaes 171,2 km fra Santiago. Når du har lufthavn og startby, kan du taste de to ind på siden http://www.rome2rio.com og se, hvordan du nemt kommer helt til start – til de to byer tager det under 45 minutter i bil fra lufthavnen i Porto. Ideen med lejebilen tror jeg ikke på – så skal I parkere den alle dagene mens I går og ved måske ikke hvor/hvordan. Fra Santiago til Vizela kan du også se muligheder på rome2rio – jeg ville nok vælge de fem timer i bus til 139 kr. pr. person. Eller undersøge hvad en lejebil koster hvis den skal hentes i Santiago og afleveres i Porto lufthavn. Men jeg tror det er pebret… Håber noget af dette hjælper dig. kh Marie

      Svar
  6. Vagn nunnegaard
    Vagn nunnegaard siger:

    Hej min datter og mig skal gå camino frances i start juni 2020 har i kendskab til parkering af bil i Frankrig vi køre nok selv derned mvh Vagn

    Svar
  7. Vagn nunnegaard
    Vagn nunnegaard siger:

    Hej min datter og mig skal gå caminoen fra Frankrig i juni 2020 har i nogle tips til parkering af bil i Frankrig hvis man selv køre derned mvh Vagn

    Svar
  8. Anne-Sissel
    Anne-Sissel siger:

    Bra skrevet. Dette er vår erfaring også. Vi måtte pga varmen stoppe i Zamora og slet med å komme oss til Portugal. Samkjøring tenkte vi ikke på takk.

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Vi har lutter gode erfaringer. Men jeg tror desværre, det kan være sværere, når du skal krydse grænsen, fordi der ikke er særligt mange pendlere, der bor i et land og arbejder i et andet. kh Marie

      Svar

Skriv en kommentar

Her kan du kommentere artiklen. Har du individuelle spørgsmål eller brug for sparring om fx grej eller planlægning, er du velkommen til at booke os her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM CAMINOEN