ANTIPAKKELISTE Hvad kunne vi godt have undværet i rygsækken?

Her er de benhårde råd om komplet overflødigt udstyr i rygsækken, som vi gerne selv ville have fundet, inden vi tog af sted på vores første caminoer!

Efter vores første og anden camino gjorde vi den gode øvelse at gennemgå, hvilke unødvendige ting, vi havde slæbt med. Der var flere end man skulle tro! Se med her og spar gram i rygsækken.

Dubletter = dobbelt vægt

Generelt har vi lært at stille skarpt på dubletter i rygsækken: Hvad har vi to af? Hvilke ting løser samme opgave? De kan ofte godt udgå.

  • Ikke både shorts og vandrenederdel. Det er enten-eller. Og kun et par lange bukser. Er de til tørre, går vi bare i de lange skiunderbukser, vi plejer at sove i.
  • For Marie er een bh er nok – det går fint nok i de få timer, det tager, før den er tørret efter vask.
  • Fodtøj vælger vi hjemmefra: Enten støvler eller vandresandaler. Kommer der for varme dage til støvler, lufter vi fødder endnu oftere. Kommer der dage for kolde til vandresandaler, tager vi sokker på.

Dubletter i rygsækken er skåret ned til dem, der er absolut nødvendige: Underbukser, sokker og stropløse toppe har vi to med af hver – en på en og til vask.

Bye, bye, yndlingshovedpude….

Har du en supernær relation til din hovedpude? Så nært, at du overvejer at tage den med? Start lige med at veje den. Og pakke rygsækken med den i. Så ved du, hvad du har med at gøre. Alt i rygsækken er en prioritering. Men vi vil mene, at hovedpude – hvor dejlig den end er – er en luksus. Indtil videre har vi aldrig sovet et sted uden hovedpude på caminoen. Og ind imellem åbner der sig nogle nye, mentale døre, når man er nødt til for en stund at undvære ting, man ellers er knyttet til!

Marie har syet et hovedpudebetræk i den størrelse hovedpude, der er i Spanien. Om dagen fungerer den som pakkepose. Se mere og finde mål her

Toiletsager tynger

Alle toiletsager har vi kun med i bittesmå beholdere. Vi kan altid supplere, købe nyt eller låne, hvis vi rent faktisk får hovedpine eller vabler. Engang tog vi den luksus at medbringe et superlet, oppusteligt fodbad. Men det blev ikke brugt – et varmt bad var rigeligt.

Nu vi er ved toiletgrej… Skal man have toiletpapir med? Det har vi nu aldrig haft – synes det fylder og vejer for meget. Til gengæld har vi altid en pakke lommetørklæder med, til hvis der ikke lige er en bar. Og husk: God caminostil er: Leave no trace – tag altid alt affald med dig, inkl. papirlommetørklæder.

Regn med, at du klarer regnen!

Især for Marie har regn altid været en stor skræk. Her et overblik over de ubrugelige og tunge ting, der i starten blev slæbt med på den konto, men som nu er forvist fra rygsækken:

  • Regnsko – rain covers: De var i praksis for bøvlede at få på og umulige at gå i
  • En halv rulle skraldeposer: Havde hørt om et trick med at putte foden i en skraldepose inden den kommer i vandreskoen. Virker ikke – du sveder foden våd anyway
  • Regngamacher – også kaldet regngaiters: Blev ikke brugt, fordi de tog for lang tid at få på
  • Vandtæt bøllehat: Unødvendig, fordi regnponchoens hætte dækker
  • Regnjakke og regnslag til rygsæk: Er røget ud, fordi vores regnponcho dækker rygsækken. Det er nemmere kun at skulle have een ting frem, når det regner.

So ein ding…

Teknik er en faldgrube for sig. Bevares, en pandelampe er da rar i de mørke timer om morgenen. Men da vi sparede den væk, gik det nu fint nok med mobilens lys.

Decideret fjollede ting, vi har haft med

  • Selfiestang – helt og aldeles unødvendig og besværlig. Du møder en fotograf, når du mangler en. Alle vores kreative ideer med at kunne tage billeder langt oppefra gad vi i praksis ikke gennemføre
  • Deleoplader: Vi medbragte en stikfordeler, som aldrig kom i brug. Har ikke manglet strøm noget sted på caminoen
  • En ekstra pakkepose. Den kom aldrig i brug, og skabte blot forvirring i tasken.

Vores ultimative pakkeliste til caminoen

Vi smed trods alt ikke alt ud af rygsækken…
>> Maries ultimative pakkeliste til caminoen
>> Torbens ultimative pakkeliste til caminoen

6 replies
  1. Susan Hyldgaard
    Susan Hyldgaard siger:

    Hej Marie
    Tak for meget inspirerede side.
    Jeg skal gå den franske camino fra start maj og ind i juni. Jeg har tænkt mig på kolde dage, at gå i mine uldunderbukser, men så er jeg blevet inspireret af dig og har overvejet en merino uld nederdel – vil det være et total no go – det skal lige siges, jeg har ikke lange vandrebukser med
    Bedste hilsner Susan

    • Marie
      Marie siger:

      Hej Susan. Jeg har faktisk ikke selv en merinouldnederdel, men mine spørgsmål er umiddelbart: Er den vindtæt? Og er vægten rimelig? Har den lommer? De ting betyder noget for mig. Jeg kan personligt bedst lide at vandre med bare ben under, og keg ville gå mindst tre lange ture med nederdelen og rygsækken på med sol dr hoftebælte. Hvis du er ny i at vandre med nederdel er det afgørende at teste, om den skaver eller ej. Der er desuden meget slid fra hoftebæltet, så måske vil det være en hård omgang for nederdelen. Men merino er superlækkert og jeg er da nysgerrig efter hvilken nederdel du har i merino… Kh Marie

      • Susan Hyldgaard
        Susan Hyldgaard siger:

        Hej Marie
        Jeg har endnu ikke en nederdel i merinould – det var bare en tanke – fordi jeg ligesom dig – godt kan lide at gå i nederdel og i stedet for lange uld banditter til natten og kolde morgner – tænkte jeg på en m.uld nederdel vil være perfekt – overvejelser med lommer m.m. havde jeg slet ikke overvejet 😳😳😳 jeg er ny i vandre så langt med mit hjem på ryggen. Tusind tak for svar 🙏🏻🙏🏻
        Bedste hilsner Susan

  2. Johanne Brorsen
    Johanne Brorsen siger:

    Hej.
    Jeg finder din pakkeliste meget hjælpsom, men jeg er lidt i tvivl, om jeg skal købe en jakke, når jeg skal afsted sep/okt?

    • Frie fodspor
      Frie fodspor siger:

      Hej Johanne. Godt den kan bruges. Jeg har ikke selv haft jakke med, når jeg har vandret i oktober. På de kølige dage tager jeg min lange skiundertrøje på som ekstra lag under min tynde uldcardigan, og yderst min regnponcho, som giver ekstra læ/varme også. Skulle jeg af sted fra november-marts, ville jeg medbringe jakke. Kh Marie

    • Anne-Sissel
      Anne-Sissel siger:

      Jeg brukte en fleecejakke det var nok. På kalde dager hadde jeg ull under. Rengponco og fleece når det var vind og regn

Kommentarer er lukkede.

MERE OM CAMINOEN

Test at Blind Banana Bag custom Morado light
Sove i telt på stranden i Sverige - allemannsretten