GUIDE Camino San Salvador – den lille bjergcamino


Vi kan simpelthen ikke anbefale den lille bjergcamino Camino San Salvador varmt nok! Stilhed og stor natur…

Her har vi samlet svarene på nogle af alle de spørgsmål, vi selv havde til Camino San Salvador, inden vi drog af sted i oktober 2021.

Hvor lang er Camino San Salvador og hvor går den fra og til?

Camino San Salvador starter i León og strækker sig 120 kuperede kilometer nordpå til katedralen i Oviedo, Nordspanien.
Se vores tips til hvordan du kan inddele Camino San Salvador i etaper

Hvor er startstedet for Camino San Salvador?

Camino San Salvador starter ved katedralen i León og følges den første kilometer med Camino Francés. Ved Convento de San Marcos deler ruterne sig. Der er noget uenighed om skiltningen – du skal gå efter Oviedo:

På vej ud af León følger Camino San Salvador en asfaltvej – men lige til venstre for den løber en flod med en trampesti, du kan følge i stedet. Denne alternative rute er upåklageligt skiltet, men vær opmærksom på, at den slutter stejlt – vi gik lidt tilbage for at komme trygt op på asfaltvejen igen. Der er skiltet der, hvor du kan vælge floden (por el rio) frem for asfalt (por asfalto):

Hvordan er Camino San Salvador skiltet?

Som de andre caminoer er Camino San Salvador skiltet med muslinger og gule pile. Vi oplevede skiltningen som fremragende hele vejen igennem.

Foto: Tak til Inge Larsen

Kun ét sted var vi i tvivl, og det var her kort efter Arbas de Pajares/Puerto de Pajares. De gule pile indikerer tydeligt et rutevalg, men det fremgår ikke forståeligt, hvad man vælger imellem:

  • Drejer du til højre, går det først stejlt ned og så mere overkommeligt mod byen Pajares. Når du starter derfra igen, kommer du ned til landsbyen San Miguel.
  • Drejer du til venstre, kan du komme direkte til byen San Miguel og springe byen Pajares over. Går du til venstre, kan du dog stadig nå at dreje fra til højre senere mod Pajares.

Hvordan er underlaget og hvad med fodtøj?

Camino San Salvador har gennemgående fantastisk godt underlag – du går ad betydeligt mindre stier end andre caminoer og en del kodriverstier. Vandrestøvler er en god ide på denne rute, men den kan også sagtens vandres i trailsko, vandresko eller trekkingsandaler:

Der er dog en hel asfaltdag, som er direkte træls og trafikeret med både vej, motorvej og tog på een gang. Det er de 21 kilometer fra Campomanes til Mieres del Camino. Strækket er samlet set så trist, at vi vil anbefale en lydbog (eller en togtur på en halv time for 45 kroner).

Hvilke årstider er gode at vandre Camino San Salvador?

Vi har kun erfaring med efterårsferien og havde behageligt vandrevejr til shorts. Ruten kommer lidt op i højden (højeste punkt er 1,572 m.o.h.) og forbi skisportsstedet Puerto de Pajares, så man skal være opmærksom på sne i vintermånederne. Vi ville ikke vandre ruten med sne, for det må blive ganske glat på de mange stejle strækninger. Sneen kan ankomme fra sen oktober og bliver ofte liggende hen i marts, fortæller de lokale.

Vær i det hele taget opmærksom på, at vejret ved passet kan være varieret med alt fra strålende sol til pludselige regnskyl, tåge og vind. Det kræver, at du har udstyret i orden. Er du i tvivl ift. vejret, så snak med værten, hvor du bor, eller overvej at slå følge med en anden pilgrim, hvis muligt.

Hvordan er den nye, alternative rute ved Llanos de Somerón?

Kort efter Llanos de Somerón er der åbnet en helt ny, alternativ rute i midten af oktober 2021. Den oprindelige camino går 5,4 km herfra nedad ad asfaltvej til landsbyen Fresno, og beskrives som let (dificultad bajo). Den nye rute er en natursti på 5,7 km og beskrives som krævende (dificultad alta).

Stædige og nysgerrige som vi er, valgte vi den krævende sti. De første to km er dadum-dadum, men efter det går det meget stejlt opad en ujævn sti, et enkelt sted så stejlt, at man skal hæve sig op via en kæde:

Stien går via et klippefremspring ved Munistiriu, og her rørte højdeskrækken lidt på sig – men mest pga. kontroltabet i ikke at vide, om stien blev værre, eller om toppen var rundet (det var den). Teknisk er det dog en krævende sti, fordi den hælder kraftigt til siden, og efter regn vil den være et uansvarligt valg. Med denne nye alternative sti sparer du asfalt, og får lidt ekstra eventyr og fysiske udfordringer. Vi ville gøre det igen, i hvert fald når dagen er 20 km som vores.

Her lidt facts om rutevalget:

Allerede i foråret 2022 blev den alternative sti udbygget med ståltrin stejle steder og enkelte rækværk hist og pist.

Findes der et pilgrimspas til Camino San Salvador?

Camino San Salvador har sit eget pilgrimspas, som ud over plads til stempler indeholder basale oplysninger om services og højdemeter. De oplysninger er dog ikke komplette. Pilgrimspasset fås i León på Albergue de Peregrinos Las Carbajalas i León, som åbner klokken 11. Vi ville gerne af sted fra morgenstunden, så vi havde skaffet passet hjemmefra gennem pilgrimsvenner. Ruten kan også sagtens vandres med et almindeligt pilgrimspas og slutter ved katedralen i Oviedo. Her kan du ved at vise dit pilgrimspas med stempler få det særlige ‘La salvadorana’ som bevis på, at du har gennemført pilgrimsfærden. Salvadorana svarer til ‘La compostela’, som fås ved ankomsten til Santiago de Compostela.
> Se vores guide til pilgrimspas og bestil her

Hvilke ruter kan Camino San Salvador kombineres med?

Camino San Salvador starter ved katedralen i León – det betyder, at du faktisk kan dreje fra og fortsætte ad Camino San Salvador, efter de første 461 km af den franske rute, Camino Francés. Du kan også forlænge ruten i den anden ende: Ved Camino San Salvadors slutmål, Oviedo, starter endnu en smuk, bjergrig camino, nemlig Camino Primitivo på 321 km, som slutter i Santiago de Compostela.

Behøver man vandrestave på Camino San Salvador?

På denne rute vil vi mene, det grænser til selvpineri at tage af sted uden vandrestave. Selvfølgelig kan du gennemføre uden, men med de utallige stigninger og nedstigninger vil din krop takke dig for at medbringe vandrestave. Du får udnyttet overkroppens styrke og på den måde aflastet benene betydeligt.

Et godt tip: Tag dupperne af når du vandrer på naturstierne. Du får et super greb i underlaget med de carbide spidser. På igen med dupperne, når der kommer asfalt.

Hvor kuperet er Camino San Salvador?

Temmelig kuperet – du kommer godt op og ned i de leonesiske bjerge! Vi har valgt korte vandredage på de mest kuperede (og også smukkeste) dage. Det har vi på ingen måde fortrudt.

En bjergcamino – kan man så få højdeskræk?

I vores familie er Torben testansvarlig ift. risikoen for højdeskræk! Han godkender Camino San Salvador i sin helhed som uproblematisk… Der er dette ene sted mellem Buiza og Poladura de Tercia, hvor tankerne godt kan rumstere lidt, men intet slemt ellers.

Vær dog opmærksom på den nye, alternative rute efter Llanos de Somerón – se længere oppe.

Kort over Camino San Salvador

Vi har fundet dette nogenlunde præcise kort over Camino San Salvador på TrailDino – det er ikke perfekt, men bestemt brugbart. Sådan får du kortet til at virke på mobilen, så du kan se, hvor du selv er:

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket her til Camino San Salvador – du er den blå prik på kortet.

Er det nemt nok at købe proviant på Camino San Salvador?

Nej, det er det faktisk ikke. I hvert fald er der ingen købmand eller supermarkeder mellem byerne Pola de Gordón og Campomanes – en strækning på hele 50 km, der for de fleste pilgrimme tager to døgn at vandre. Det betyder dog ikke, at du behøver gå sulten i seng. Du skal blot forberede dig på, at det er barerne, du må spise og proviantere på. Sørg også for at medbringe rigeligt vand – især i sommermånederne.

Vi passerede Pola de Gordón på en søndag, og supermarkedet var derfor lukket. Især ærgerligt fordi det var sidste supermarked i to døgn:

I stedet købte vi madpakke i baren – det gik fint.

Planlægger du at overnatte i Pajares, skal du huske, at baren kun serverer mad, hvis du har ringet om det dagen før på +34 636 93 30 69. Husk at bestille alle måltider, du regner med: Comer = spise til frokost, cenar = spise aftensmad, desayunar = spise morgenmad. Hvis du ikke kan spansk, må du alliere dig med en, der kan.

Solnedgang fra baren i Pajares – husk at mad skal bestilles dagen før

Deldistancer og services på Camino San Salvador

Her har vi forsøgt at give et overblik over, hvilke services der er i hvilke landsbyer på Camino San Salvador:

I denne lille bog skriver pilgrimme deres navn undervejs.

Findes der guidebøger eller apps til Camino San Salvador?

Henrik Tarp har skrevet en guidebog til Camino San Salvador og Camino Primitivo på dansk med mange vigtige facts om ruten. Og ellers er der også den engelske Ender’s guide af José Antonio Cuñarro, som du finder her. Den læste vi hjemmefra og konsulterede en enkelt gang mens vi var af sted.

Vi købte også appen Wisely til Camino San Salvador for 39 kroner. Den har overblik over services, byer og et interaktivt kort, så du kan se, hvor på ruten du er.

Er der bagagetransport på Camino San Salvador?

Ikke hvad vi ved af – der er simpelthen for få pilgrimme til at fx Correos tilbyder bagagetransport på ruten. Der kan være mindre, private udbydere vi ikke kender til – brug rigtig gerne kommentarfeltet, hvis du kender til muligheder for bagagetransport på ruten. Et alternativ til bagagetransport er almindelig taxa – regn med 20-35 euro pr. dag, alt efter hvor langt du vandrer.

Hvad er historien bag caminoen?

Camino San Salvador slutter ved katedralen i Oviedo. Katedralen gemmer på et vigtigt relikvie i den katolske kirke: Et stykke linned, som angiveligt blev lagt over Jesu ansigt efter hans død. Det opbevares i et lufttæt skrin, som kun åbnes tre gange om året: I påsken og to gange under Oviedos byfest. Mange af den katolske kirkes rigdomme og relikvier blev bragt sikkerhed her i kristne Oviedo, efter at maurerne invaderede den iberiske halvø i år 711. Oviedo er en af de få større byer i Spanien, der aldrig har været muslimsk. Ruten var på grund af relikvierne meget kendt og vandret af pilgrimme i 1200- og 1300-tallet, og blevet mærket op igen i 2008, hvor der også blev bygget herberger.

Husk at opleve Iglesia de Santa Cristina de Lena

Der er et efter sigende meget smukt lille kapel at se på vejen, Santa Cristina de Lena. Kapellet er på UNESCOs verdensarvsliste og ligger 3 km efter byen Campomanes. Overnatter du som os i Bendueños, er der 6,4 km videre til kapellet Santa Cristina.

Iglesia de Santa Cristina de Lena er et besøg værd! Foto: Tak til Bjarne Fjelksted

Åbningstiderne er lidt skæve, og der er lukket om mandagen:
Vinter: 11-13 og 16-18
Sommer: 11 – 13 og 16.30 -18.30
Tjek aktuelle åbningstider her
Det er Maria Ines, der passer kapellet. Kommer du uden for åbningstiderne, kan du være heldig, at hun kan åbne for dig alligevel, hvis du ringer på 0034 985 490 525 eller 0034 609 942 153

Hvordan kommer man bedst til starten og hjem igen?

Vi fløj direkte til Madrid og tog AVE-højhastighedstoget to timer videre derfra direkte til startbyen León for 51 euro pr. person. Supernem vej. Vi havde 1 time og tre kvarter til at komme fra Barajas-lufthavnen og med metroen linje 8 og 10 til togstationen Chamartín, hvorfra AVE-toget afgår. For at være på den sikre side købte vi først vores AVE-billet, da vi sad i metroen, for det havde været ærgerligt, hvis flyet var blevet forsinket, så vi brændte inde med to togbilletter. Køb AVE-billetter her på Omio (gør dig selv den tjeneste at downloade Omios app inden afgang hjemmefra)

Proppet bar i AVE-toget – meget klassisk spansk!

Skal du hjem fra Oviedo, er det nemt at flyve fra Asturias lufthavn (OVD) via Madrid (MAD) til København (CPH). Vi gav 300 kroner for to personer i fly fra Oviedo til Madrid. En anden og mere miljøvenlig mulighed er at tage toget fem timer.

Jeg ankommer sent til León – hvad gør jeg?

Vi ankom først til León halv elleve om aftenen – men det var intet problem. Der ligger et hjemligt herberg i hjertet af Leon direkte på caminoen: Covent Garden Hostel (annoncelink) drevet af Juán, som glad og gerne lukker jer ind, også ved sen ankomst, hvis I skriver og laver en aftale på forhånd. Maden behøver du heller ikke bekymre dig om – klokken 23 er på ingen måde for sent til at snuse til stemningen og få dejlig mad i León!

11 replies
  1. Bärbel
    Bärbel siger:

    Thanks for all the information.We have just arrived back home in Hamburg after walking the Camino San Salvador with our children (9;7). Your website was one of the most helpful ones regarding this camino and was very good for planning the trip. Kind regards!

    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Hi Bärbel. Thanks so much for taking your time to share this feedback. We are so happy our website has been helpful in your planning. Buen camino from Marie and Torben

  2. Tove Kristensen
    Tove Kristensen siger:

    Tusind tak for hurtigt svar Marie. Ja, et telefonnummer vil være en god idé. Måske kan det også bare være tlf nr på næste herberg/overnatningssted. Jeg tager dine gode ord om 100% tryghed med mig.

  3. Tove Kristensen
    Tove Kristensen siger:

    Hej Marie og Torben
    Jeg har planlagt at gå San Salvador fra på søndag 22.maj sammen med en veninde. Pga en skade meldte min veninde afbud i går. Mine tanker går nu på om det vil være OK for mig at gå ruten alene, eller om jeg skal sadle om og starte et andet sted. Dette fordi San Salvador på dele af ruten er ret øde. Jeg har været på forskellige caminovandringer 9 gange før, både længere og kortere, og som regel alene, så jeg er ikke nybegynder. Er 69 år og i nogenlunde god form. I planlægning af San Salvador har jeg brugt jeres fine beskrivelse af ruten, og kan tænke mig jeres kommentar til mit spørgsmål: Er det sikkert nok at gå alene på San Salvador?
    Tak for den søde personlige hilsen fra jer, da jeg i går modtog en buff og et håndklæde fra jeres shop.
    Bedste hilsen Tove

    • Marie
      Marie siger:

      Kære Tove. Jeg tror, der er en mening med det hele. Personligt ville jeg være 100 % tryg ved at vandre Camino San Salvador alene, og i din situation drage helt trygt af sted. Den eneste forholdsregel, jeg måske ville tage, er at sikre mig, at jeg på mobilen havde et lægenummer eller lignende, til hvis jeg skulle vrikke om på stien. Stierne er mere trampestier end alle andre caminoer, så jeg ville vandre med nærvær og have trygheden i at vide hvem jeg skulle ringe til, hvis noget mod forventning skulle ske. Rigtig god camino fra Marie

  4. Lene Buchtrup
    Lene Buchtrup siger:

    Hej, mange tak for alle jeres gode tips. Jeg er ved at planlægge at gå San Salvador i slut maj eller start juni og vil gerne købe flybilletter allerede nu, for at få dem billigt (og det er en julegave). Jeg kan se at jeg kan komme billigt til Madrid med Iberia der lander i Madrid kl. 18.55. Jeg kan se at der på nuværende tidspunkt går to afgange med AVE toget til Leon incl. en afgang kl. 20.25 som vi godt ville kunne nå. Men i maj/juni går der øjensynligt kun en afgang med AVE toget kl. 14.40 så spørgsmålet er om det er fordi der er så længe til og det nok bliver ændret, eller det er sandt og vi så bliver nødt til at overnatte i Madrid eller alternativt betale meget mere for et fly der ankommer tidligere. Nogen gode tips til dette dilemma? På forhånd mange tak, Mvh Lene

    • Marie
      Marie siger:

      Hej Lene. Der bliver vi dig svar skyldig. Vi kender simpelthen ikke køreplanerne så meget i detaljen på bestemte dage, og vi ved heller ikke hvor sent de opdateres ift. afrejse. Personligt ville vi vælge de billige billetter og satse på, at der dukker en sen AVE-afgang op – alternativt tage AVE-afgangen ved 7-tiden fra Madrid næste morgen. Så når I stadig en hele vandredag dagen efter ankomst. Det giver jer så en aften i Madrid frem for en aften León, men det er da også et ok bytte. Bedste hilsner Marie og Torben

      • Lene Buchtrup
        Lene Buchtrup siger:

        Tusind tak for svar. Det ser desværre ikke ud til at der er noget afgang kl. 7 om morgenen – lige nu er der to afgange (kl. 14.40 og kl. 20.25) og i maj/juni ser der kun ud til at være en afgang (kl. 14.40), og hvis det er tilfældet så mister vi faktisk to dage på at rejse i forhold til at vi flyver til Madrid den første dag, og tager toget til Leon den anden dag, men er først fremme ved aftenstid og så kan vi først begynde at vandre på 3. dagen – det er godt nok lidt surt, men lige nu ser der faktisk heller ikke ud til at være tidligere flybilletter til Madrid så jeg kan ikke se andre løsninger og så krydse fingre for at der kommer flere tog-afgange. Andre indspark fra Jer?

        • Marie
          Marie siger:

          Mit bedste gæt er altså at der kommer flere afgange. Men jeg ved det reelt ikke. Det virker bare ulogisk at der pludselig skulle være færre afgange – med mindre det er fordi I rejser en anden ugedag end vi gjorde. Der er mange andre muligheder til León – billigst er samkørsel med blablacar.es. Det bruger vi rigtig meget. Og ellers bus og tog. Tjek de mange muligheder på Rome2Rio.com:-)

  5. helene
    helene siger:

    Tak for super god og appetitvækkende info! Jeg gik alene fra San Jean Pied du port til Santo Domingo her i oktober (215 km) og overvejer at gå s. Salvador alene i april eller maj. Har I nogle kommentarer til den idé?

    • Marie
      Marie siger:

      Ja, vi har en kommentar: GØR DET! Ingen indvendinger mod at gå alene der overhovedet:-) Bedste hilsner Torben og Marie

Kommentarer er lukkede.

MERE OM CAMINOEN