GUIDE Hvad koster det at gå caminoen?
En måned på caminoen fås for under 10.000 kroner, hvis du arrangerer selv. Prisen for at gå caminoen afhænger mest af, hvordan du bor og hvad du giver for flybilletten
Caminoen er en billig rejseform sammenlignet med mange andre rejser. Ruten er udbygget med mange billige muligheder for overnatning undervejs, og i mange byer langs caminoen får du en simpel treretters pilgrimsmenu for 10 euro inkl. vin. I de mest populære byer på den franske rute er priserne dog steget til 12-14 euro for en pilgrimsmenu.
Hvad koster caminoen pr. dag?
På caminoen bruger jeg i gennemsnit 250 kroner pr. dag på overnatning, mad og fornødenheder uden at opleve, at jeg sparer på noget. Den pris er inklusiv alt undtagen flybilletten. Jeg bor mest på herberger, men ind imellem også små hoteller. Det kan gøres både billigere og dyrere.
Se et budget for en lang og en kort camino
Korte caminoer er dyre caminoer! Flybillet og transfer er nemlig ofte den tungeste enkeltpost i dit budget overhovedet. Så flyver du til Spanien for bare syv dages vandring, får du en langt højere kilometerpris. Se bare her:
Der er mange penge at spare ved at tænke dig om, inden du i blind caminolængsel booker den første den bedste flybillet.
Se vores tips til hvordan du kommer billigst til start på caminoen
Overnatningen er vigtigste faktor
Hvordan du vælger at bo undervejs er det, der spiller mest ind på budgettet. Her har jeg lavet en prissammenligning på cirkapriser på de forskellige typiske måder at overnatte på.
Er du i tvivl om hvilken rejseform på caminoen, der passer bedst til dig, så læs med her
Hvad koster overnatning på caminoen?
Offentlige herberger: 3-7 euro pr. dag. I Galicien stiger priserne frem til helligt år i 2021 til ti euro pr. overnatning
Private herberger: 12-20 euro pr. dag i mindre sovesal
Hoteller, hostels (hostals) og pensionater (eget værelse): 30-65 euro pr. dag
Med rejsebureau, hvor bureauet booker hoteller og pensionater til dig: 63-82 euro pr. dag
Overnatningen kan tidoble prisen
Omregnet i kolde tal er prisen dobbelt for private herberger, tre-firedobbelt for pensionater og ti-ellevedobbelt for at rejse med et bureau, sammenlignet med at overnatte på de offentlige herberger.
Bureaupriserne er hentet fra Spain is more og Vagabond Tours ture fra Léon til Santiago. I min research har jeg fået en del breve fra begge bureauers kunder. Helt gennemgående er det meget glade kunder, der oplever, at trygheden med et bureau rigeligt var den højere pris værd.
Går du bureau-vejen, så kig grundigt på hvad der indgår i prisen: Vagabonds Tours virker billigst ved første øjekast, fordi prisen er skrællet for alt andet end overnatning. De store udgifter som fx fly og transfer er inkluderet i prisen hos Spain is more, så samlet kan rejsen der meget hurtigt ende med at blive den billigste.
At bo på offentlige herberger på caminoen holder budgettet lavt. Foto: Peter Glunz
Hvad får du med i den højere pris?
Med til regnestykket hører, at du får noget ekstra med de dyrere valg – ud over privatliv og muligheden for at ‘prikke vabler i fred’:
- På hoteller, hostels og pensionater får mere bekvemmelighed og privatliv, uanset om du rejser på egen hånd eller med bureau
- Med rejsebureau får du mere tryghed og kontrol, som måske af den ene eller den anden grund spiller ind for dig og din camino
- Bureauernes priser er inkl. pilgrimspas (prisen for det er 50 kr. inkl. porto i den danske pilgrimsforening – halv pris for medlemmer)
- Morgenmad er også inkluderet i bureauernes priser. Regn med at bruge cirka fire euro på morgenmad, hvis du vil have en god en
- Vejledning og information fra bureauet.
Undgå at købe dig fattig i unødigt udstyr
Du bestemmer selvfølgelig selv, hvad du vil bruge dine penge på. Men du behøver i hvert fald ikke at købe dig fattig i udstyr for at gå en camino!
Hej Marie. Tak for link til den opdaterede artikel – fandt svar på alle mine spørgsmål. Kh Gunhild
Og TAK fordi du stillede dem, så alle kan få gavn af svarene;-) Bedste hilsner Marie
Hej
Jeg vil gerne vide, hvad det koster at gå kaminoen. Både den fulde pris(alt betalt) og hvilke andre muligheder der er.
Svend Ellegaard
Hej Svend. Prisen varierer, alt efter hvordan du vælger at rejse derned, og hvordan du overnatter. Jeg ville selv sætte 10.000 kr. af til at vandre hele den franske rute – men jeg sparer også gerne alle steder, jeg kan. Dvs. rejser de dage, der er billigst, bor på herberger og laver mad selv frem for at spise ude hver dag. Der er mange andre måder at vandre camino på – fx at købe en rejse gennem et rejsebureau, der er specialiseret i at arrangere ture. Det kan du læse mere om her: https://www.friefodspor.dk/guide-paa-egen-hand-med-bureau-eller-med-en-erfaren-pilgrim/. Håber det hjalp dig på vej, ellers spørg endelig igen. kh Marie