Camino Real Najera

* Artiklen indeholder annoncelinks til overnatning – se mere nederst


GUIDE Den smukke alternative rute via San Millán de Cogolla (+15 km)


Fra byen Nájera på Camino Francés kan du vandre en utrolig smuk alternativ rute – en omvej på 15 km i alt, som bringer dig til to klostre, der er Unesco verdensarv

Ja, det kræver vilje at tage en omvej på hele 15 km, men ja – vi ville gøre det igen! Varm anbefaling til den alternative rute via klostrene Suso og Yuso i San Millán de Cogolla.

Hvor starter den alternative rute til San Millán de Cogolla?

Den alternative rute starter i byen Nájera, som ligger 190 km henne ad Camino Francés fra starten i Saint Jean Pied-de-Port. I stedet for at følge caminoskiltningen ud af Nájera, skal du sydpå langs floden ud ad byen. For enden af en gade ser du disse markante røde klipper:

Er ruten skiltet?

Ja, den er skiltet med gule pile og markeringen Camino Real hele vejen til byen San Millán de Cogolla.

Røde klipper ved byen Najera. Spanien

Gule pile – ja tak!

Skiltning til Camio Real, Najera, Spanien

Træskiltene og manden viser vej ad Camino Real

Skiltningen er lidt mere sporadisk end på hovedruten, men den er der! Tilbagevejen til caminoen er til gengæld slet ikke skiltet, og går ad asfalt på sparsomt trafikerede veje.

Med andre ord er tilbagevejen ikke spektakulær på nogen måde. På vejen tilbage er eneste services ud over baren i Berceo efter to km, en automat på tankstationen:

Vandrer provianterer på tankstation

For at finde vejen tilbage: Gå først tilbage til Berceo, hvor du kom fra. Gå derfra mod Villar de Torre, og derfra mod Cirueña, hvor du møder ruten igen. Hele den alternative rute er med på kortet her – markeret med gule prikker i et V mod sydvest fra Nájera:

Hvilke oplevelser er der på den alternative rute?

Ruten starter langs floden i Nájera og går forbi disse ikoniske, røde klipper:

Resten af dagen vandrer du omfavnet af vinlandet La Rioja med dets gamle, støvetbrune vinranker, der står helt grafiske mod de støvede, blå bjerge.

Vandrer kigger på vinmarker i La Rioja

På halvvejen ligger den hjertevarme by Badarán, hvor det er værd at besøge den lille slagter, Carnicería Joaquina, der har været i samme families eje gennem tre generationer. Barnebarnet står bag disken i dag.

Dagen slutter i byen San Millán de Cogolla. Her ligger klostrene Yuso og Suso, som er Unesco verdensarv.

Woooow – her Yuso-klostret

Suso og Yuso betyder oppe og nede. Klostret Suso er ældst – det er bygget oppe ad bjergsiden ind i en klippe, og kunne derfor af gode grunde ikke udvides, da det blev nødvendigt:

Suso Kloster

Indenfor i Monasterio de Suso

Derfor byggede munkene Yuso nede i dalen:

Yuso-klostret nede i dalen

Yuso Kloster

Hvor lang tid tager det at vandre mellem Suso og Yuso-klostrene?

Det tager en 25 minutter at vandre op fra Yuso til Suso, og et kvarter ned igen. Man er nødt til at købe billet ved Yuso for at kunne komme ind i Suso. Husk at købe billet i god nok tid til at vandre op – ellers kommer du med minibussen, der hører med i prisen.

Kan man komme ind i klostrene?

Ja, man kan købe billet til dem begge ved Yuso. Husk at tjekke åbningstiderne og sætte tid af, hvis du vil indenfor – rundvisningerne starter på faste tider. Der er sygt koldt især i Yuso, så på med ekstra lag tøj. Rundvisningen er på spansk.

Suso Klosters udsigt - San Millán de Cogolla, Spanien

Udsigten fra Suso Kloster.

Du kan vandre til klostret i Cañas på tilbagevejen

Hvis du ikke har fået nok af klostre med Suso og Yuso, kan du på tilbagevejen gå forbi cistercienserklostret Monasterio de Santa María de San Salvador de Cañas. Så bliver ruten 5,2 kilometer længere. Dette ekstra kloster vandrede vi ikke forbi, men vi så, at der er vejskiltning dertil. Se ruten på GPX-kortet nederst.

Hvor kan man overnatte i San Millán de Cogolla?

Eneste åbne overnatningssted i San Millán de Cogolla i marts 2022 var det superdejlige hotel Hostería San Millán inde i Yuso-klostret:

Værelse, Hosteria San Millán

Her boede vi som kongelige for cirka 800 kr. for et dobbeltværelse, og fik madpakker af bibelske dimensioner med næste dag:

Suso og Yuso bliver til Sus og dus! Ying og yang.

Se hotellet Hostería San Millán som ligger inde i Yuso-klostret og book her (annoncelink)

Hvor meget længere er denne alternative rute via San Millán de Cogolla?

På caminoens hovedrute fra Nájera via Azofra til Cirueña er der 14,8 km. Det er dette stykke og byen Azofra, du springer over, og erstatter med:

  • 29,71 km, hvis du vandrer til San Millán og direkte tilbage til Cirueña = en omvej på 14,91 km fra caminoen
  • 34,27 km, hvis du på tilbagevejen vil forbi klostret i Cañas = en omvej på 19,47 km fra caminoen.

Skiltning til klostret Yuso

Sprogets vugge

I San Millán de Cogolla er der ikke det store pilgrimsmylder – vi var de eneste to pilgrimme. Til gengæld er der et andet mylder: Spanske turister på tur for at opleve Cuna de la Lengua, sprogets vugge, som stedet kaldes: Det er her, en anonym munk nedskrev verdenshistoriens første ord på castiliansk og baskisk.

Det fornægter sig ikke, at vi er i vinregionen La Rioja – her en opslagstavle i korkpropper!

Jeg har altså ikke tid til at gå hele 15 km ekstra…

Hvis du ikke kan lægge 15 km til din camino, er der en anden mulighed: Du kan stadig meget nemt opleve de røde klipper. De ligger nemlig lige i udkanten af Nájera, og vil du se dem, lægger det kun cirka 2 km til din rute at gå derud og tilbage. Det kunne måske ligefrem være en lille aftengåtur værd fra Nájera?

Se den alternative rute på et kort

Her kan du se GPS-kort over omvejen via San Millán de Cogolla. Trekanten til punkt 1 er omvejen ud omkring klostret i Cañas

  1. Download appen AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket her til den alternative rute via San Millán – du er den blå prik på kortet.

Hvad betyder annoncelink?

Når der står (annoncelink) efter et link, betyder det, at hvis du booker overnatningen via linket, går en brøkdel af betalingen til at finansiere Frie fodspor. Booker du via et annoncelink, støtter du Frie fodspor, og booking.com tjener mindre. Din pris for overnatningen stiger ikke, men du hjælper os.

MERE OM CAMINOEN