PAKKELISTE Sommertips til rygsækken på Camino Sanabrés

Camino Sanabrés er ikke en særligt udbygget camino, og det spiller ind, hvis du vandrer i juli. Her et par tips til rygsækken, så du er godt forberedt

Vi tog udgangspunkt i vores almindelige pakkeliste til caminoen, men blev klogere på et par punkter.
Se vores ultimative pakkeliste til caminoen her

Pak særligt til solen

Sanabrés er ikke helt uden skygge. Men regn med at solen er seriøs, især i sommermånederne. Solcreme og solskygge eller solbriller er oplagt. Tøj, der dækker skuldrene er en god ide, med mindre du laver beduintricket og monterer dit tyrkiske håndklæde som skygge for solen. En ultratynd outdoorskjorte i en lys farve er også en god ide.

Rasende smart ser det ikke ud, men beduintricket her virker.
Det tyrkiske tørklæde kan bruges til meget mere – se mit bedste caminogear her

Kend dine sandaler

Underlaget på Camino Sanabrés er mestendels hårde grusveje. Måske har du på denne camino brug for et sæt ekstra fodtøj for afvekslingens skyld? Ruten kan sagtens gås i gode vandresandaler, hvis du skal af sted i de varme måneder. Men bruger du som jeg fodindlæg, er det her ikke caminoen, du skal gå uden indlæg.

Vælg en stor vanddunk

Der er meget få vandposter på Camino Sanabrés – og flere af dem er ikke drikkevand. Sørg derfor altid for at have fyldt vanddunk, når du går af sted. Har du adgang til fryser, kan du evt. fryse din vanddunk ned – så har du koldt vand langt op ad dagen.

Smukke er de, kilderne. Men det er sjældent drikkevand, så medbring rigeligt vand. ‘Agua no potabile’ betyder ‘Ikke drikkevand’.

Drik en liter, når du står op

På caminoen har jeg gjort det til en vane at drikke en hel liter vand, når jeg står op. Så er min kamelpukkel ligesom fyldt, og jeg er klar til dagens vandring. I rygsækken har jeg så en fyldt halvanden liters vanddunk. Jeg tager vand fra hanen alle steder, og lugter det for meget af klor, køber jeg vand i stedet, indtil det fra hanen igen smager mig.

Test dine solbriller

Går du i rigtig varmt vejr, bliver du glad for at kende dine solbriller godt! Jeg fandt ud af, at jeg ikke er glad for mine. De sidder simpelthen ikke ordentligt, når jeg får sved på næsen, og jeg bliver i det lange løb træt af, at de begrænser mit synsfelt hele dagen. Min løsning blev en solskygge, som godt nok får een til at ligne en amerikansk tennisspiller, men jeg har skygge, og kan slappe af i ansigtet. Fordelen ved den frem for en hat er for mig, at jeg ikke får det for varmt med alt mit hår lukket inde. Test hvad du kan lide at vandre med…

Overvej badetøj

Til vores overraskelse fandt vi rigtig lækre bademuligheder på Camino Sanabrés. Første gang ved den lille, ultragrønne campingplads ’La Barca’ nogle kilometer efter Santa Marta de Tera. Plus næste dag efter dæmningen Embalse de Agavanzal. Senere – i Ourense – kommer du også til byens berømte, varme kilder. Vi badede bare i hvad vi havde med på de stille steder – men måske du gerne vil have badetøj til Ourense.

Superforfriskende badetur i Rio Tera ved den meget spanske lille naturcampingplads ‘Playa Fluvial La Barca’ efter Santa Marta de Tera. Stedet er ikke i Wise Pilgrims app, men burde være det – både som overnatningssted og spisested.

Ting, vi manglede

Normalt har vi ikke tørresnor med, men sådan en manglede vi på Camino Sanabrés. Det er ikke de mest fancy herberger, du kommer til. Samme med strøm: Vi var to steder med kun to stik til et helt herberg. Der er en powerbank god at have ligesom en stikfordeler.

Husk lagen(pose) og pudebetræk

På Camino Sanabrés er der en del små, ubetjente herberger. Her får du ikke engangslagen og pudebetræk med. Derfor er lagen eller lagenpose en god ide. Til gengæld er der mange steder tæpper – som ellers er afskaffet på en del andre caminoer.

Masser af tæpper – men ingen lagner og pudebetræk.

Hvad vi heldigvis tog ud af rygsækken

De her ting røg ud inden afgang i juli, og vi savnede dem ikke:

  • Regnslag – fordi vejrudsigten sagde lutter sol
  • Lange bukser – de lange skiunderbukser i uld under nederdelen var fine nok til kølige morgener
  • Silkepose – uldposen er mere behagelig og bedre temperaturregulerende
  • Ekstra sko – det fortrød jeg så, fordi jeg ikke kunne have indlæg i sandaler
  • Et af de to par uldsokker
  • Ekstra fodtøj
  • Langærmet skiundertrøje – nøjedes med den tynde uldcardigan
  • Pandebånd – fordi vejrudsigten sagde ingen blæst
8 replies
  1. Tess Charlotte Dam
    Tess Charlotte Dam siger:

    Hej
    Tak for jeres gode indlæg.
    Jeg vil høre om I kommer til at producere jeres regn slag i andre farver? Feks armt grøn?
    På forhånd tak

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Kære Tess. Fedt I kan bruge siden. Ponchoerne er desværre ikke på vej i flere farver. Hilsen Torben og Marie

      Svar
  2. Allan
    Allan siger:

    Hej Marie
    Tak for den super flotte og informative hjemmeside. Det er dejligt at læse om alle jeres erfaringer og gode tips og råd.
    Min hustru og jeg skal gå Primitivo i juli måned. Min hustru har tidligere gået Camino Frances og jeg har gået en del af Frances sidste sommer.
    Jeg har et par spørgsmål angående pakkeliste til Primitivo. Er det nødvendigt med regnslag og lange bukser?
    Bedste hilsner Allan

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Allan. Hvor er det bare dejligt for jer! Lige præcis Primitivo, der har jeg umanérlig stor respekt for regnmængderne, må jeg sige. Men altså, når jeg kigger i de regnstatistikker, vi linker til her https://www.friefodspor.dk/regn-paa-caminoen/ og ser for byen Lugo, så burde juli ikke være særskilt våd på Primitivo. Det er nok lidt et temperamentsspørgsmål med regnslaget: Har du det ikke med, skal du være villig til i værste fald at blive våd og lade det tørre i solen igen. Hvis I ikke har vægtproblemer med rygsækken, kan I tage det med for en sikkerheds skyld. En blød mavelanding for juli kunne være at have et engangsregnslag med. Det tror jeg måske jeg ville gøre, hvis jeg var bekymret. Lange bukser ville jeg personligt godt turde lade blive hjemme, og i stedet trække i lange uldunderbukser under min nederdel (eller shorts) om morgenen. Rigtig god tur! Marie

      Svar
  3. Katja
    Katja siger:

    Hej.. Tak for jeres super gode og nyttige hjemmeside. Står for første gang og skal afsted på Caminoen Frances i Juli.. Jeg er faldet over dine muligheder med et Hammam tørklæde, jeg er nemlig heller ikke begejstret for de mikrofiber håndklæder.. Jeg har fundet en hjemmeside butik-bernadette.dk der har ligende tørklæder i flere prislejer.. Kender du til tørklæder derfra, om der kunne være et i kvalitet med dit eget?

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Katja

      Hvor dejligt og motiverende, at du kan bruge hjemmesiden! Jeg kender ikke lige den butik, men synes det ligner helt standard hammamhåndklæder. Det tror jeg er en helt fint løsning, og de er jo til at betale. Kvaliteten er nok ikke afgørende lige med det, bare det kan tørre. Og prisen er jo fin. Buen camino! kh Marie

      Svar
  4. Athena Kristensen
    Athena Kristensen siger:

    Hejsa! Først vil jeg gerne lige sige tusinde tak for en rigtig spændende, rørende og lærerig blog – jeg skal afsted på caminoen næste år selv, og alt jeg har anskaffet mig har været baseret på jeres gode råd og tips :-) Hertil kommer mit spørgsmål: Hvilken rygsæk rejser i med? Den ser ikke særlig stor ud, og jeg er simpelthen sådan i tvivl om hvilken en det skal være, hvis man bare skal have den med som håndbagage :-)
    Mvh. Athena

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hvor er jeg bare superglad for, at du kan bruge siden! Med rygsæk har jeg prøvet fire forskellige nu: Fjällräven Vintage 30 L (ude af produktion nu), Fjällräven Abisko Friluft 35-45L, Osprey Talon 33 og Lowe Alpine Airzone 35-45 L. Den sidste var en fejlkøb. Det skyldtes som sådan ikke rygsækken (den er superfed!), men at den ikke passede til mig. Det er første og eneste gang, jeg har købt rygsæk på nettet. Det er ikke simpelt at justere en rygsæk og gennemskue, hvad der virker. For mig er det med rygsæk helt nødvendigt med rådgivning i en god butik. Jeg ville selv gå ‘dødsruten’, som jeg kalder den i København: Ruten fra Eventyrsport ved Nørreport og videre ned ad Frederiksborggade, hvor alle friluftsbutikkerne ligger og simpelthen prøve ALT i den rigtige størrelse, som jeg synes er mellem 25 og 45 L. Andre byer har lignende friluftslivs-dødsruter:-) Prøv rygsækkene med hele din oppakning i, så du mærker vægten rigtig og kan finde ud af, om den er let at pakke for dig eller ej. Jeg hader ruminddelinger, andre elsker dem for eksempel. Overvej at vælge en med lommer på hoftebæltet til små ting, du gerne vil have ved hånden. God rygsækjagt! kh Marie

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM CAMINOEN