GUIDE Camino Inglés i Marie og Tilles fodspor

Camino Inglés er en kort, intens og smuk camino – du får en hel camino på fem dage. Inglés blev mit livs første camino – i selskab med min teenagedatter. Oplev den lille camino i vores fodspor og find tips til etaper, byer og herberger

Mange mennesker har en del indvendinger og barrierer, der afholder dem fra at tage på den første camino – og årene går. Med Camino Inglés fejes mange undskyldninger direkte af banen: Den er opnåelig, den har ægte caminosjæl i miniformat, og du får afprøvet og mærket caminolivet i stedet for at tænke dig til om det er noget for dig. Har du fysiske skavanker eller børn/forældre med, er Camino Inglés også en supergod camino.

Kastanietræer på Camino Ínglés

Er Camino Inglés overhovedet rejsen værd, når den er så kort?

Stort ja til det spørgsmål – især som første camino, som den camino, der kan lade sig gøre i en travl hverdag – og som caminoen for dig, der gerne vil snuse til rejseformen, inden du tager den helt store pilgrimsfærd.

Inglés betyder ‘engelsk’. Camino Inglés har sit navn, fordi ruten i gamle dage især blev brugt af englændere, skotter – og faktisk også mange skandinavere, som sejlede den første del og fortsatte til fods fra den spanske nordkyst.

For mig var rejsen min gave til min datters femten års fødselsdag, og hun gennemførte frivilligt, motiveret og meget, meget glad helt uden træning hjemmefra. Bedre mor-datter-rejse kunne jeg ikke forestille mig. Læs om mine erfaringer med at gå caminoen med en teenager.

Et ekstra plus, som betød noget for mig: Du kan med Inglés gennemføre en hel camino uden at tage orlov eller på anden måde gøre kæmpe ofre. Den passer ind et almindeligt (familie)liv. Det er fedt endelig at afprøve drømmen og skønt at afslutte – være med fra starten til slutningen. Pyt værd med hvis garvede pilgrimme siger dig, den er for kort. Jeg siger: Den camino, du kommer på, er den, der er rigtig for dig.

Hvor lang er Camino Inglés, og kan man få et compostela?

Camino Inglés har faktisk to mulige startbyer: Ferrol og A Coruña – begge på den spanske nordkyst. Fra Ferrol er der omkring 121 km, og fra A Coruña cirka 90 km sydpå til målet ved katedralen i Santiago de Compostela. Tæt ved katedralen ligger pilgrimskontoret, som udsteder det såkaldte compostela som bevis for gennemført pilgrimsfærd:

Mindste distance, man skal have tilbagelagt for at få compostela, er 100 km til fods og 200 km på cykel. Hvis du starter i Ferrol, er Camino Inglés lang nok til, at du kan få et compostela. Hvis du starter i A Coruña, kan du alligevel godt få et compostela, hvis du har stempler i dit pilgrimspas fra dit hjemland, der beviser, at du har vandret mindst 25 km ad en pilgrimsvej derhjemme. Det kan i Danmark fx være Den Danske Pilgrimsrute eller Hærvejen. Brug det pilgrimspas, du har til caminoen, og spørg fx om stempler i kirker, du passerer. Når du ankommer i A Coruña, fortsætter du bare i samme pilgrimspas. Pilgrimspas kan købes hjemmefra her gennem Danske Santiagopilgrimme

Stejl og smuk start ud af Pontedeume

Hvor mange etaper er der på Camino Inglés og kan den forlænges?

Vi planlagde hjemmefra at gennemføre Camino Inglés på fem dagsetaper og holdt os til den plan uden problemer. Det betyder, at du kan vandre Camino Inglés på en uge inkl. en udrejsedag og en hjemrejsedag. Se vores fem etaper og forslag til dig, der gerne vil have syv etaper

Har du mere tid, kan du kombinere den med efter Santiago at gå til ’Verdens Ende’: Finisterre – Muxia – og tilbage til Santiago. Det giver dig syv ekstra vandredage og to rejsedage, 14 dage i alt.

Pontedeume kommer til syne gennem parkens træer – men først skal broen krydses

Hvorfor siger folk, at Inglés er så hård en rute?

Camino Inglés har ry som en fysisk krævende camino, fordi det i starten kun var muligt at gennemføre den med ret lange etaper. Det har siden ændret sig, så den nu kan deles op i etaper à max 15 kilometer. Den har stadig en del galiciske bakker i sig, men kun den mellemste etape er meget bakket – og stadig ikke bjergvandring.

Til gengæld krydser du mange gange over og under en motorvej, som giver højdemeter. Det lyder grimt – men det er det egentlig ikke – i hvert fald er det ikke noget, der skæmmer ruten i min optik. En anden udfordring med Inglés er, at der på flere etaper er langt mellem madmulighederne, ingen cafeer og få vandposter. Så du bærer din mad, og det er ekstra vægt.

Turene over og under hovedvejen A9 giver mange højdemeter på Camino Inglés

Er caminoen naturskøn og langs vandet, eller er det en asfaltrute?

Jeg oplevede Camino Inglés som rigtig smuk og varieret spansk countryside. Der er mange helt små skovstier og store eucalyptusskove. Bliver du sulten, kan du ofte finde figentræer undervejs. Ja, der er asfalt, men det er få steder og korte stræk. Du passerer gennem mange bittesmå landsbyer og to egentlige byer undervejs (Pontedeume og Betanzos).

Camino Inglés går gennem øde områder uden butikker: Husk proviant, fyld flasken ved kilderne og nyd fignerne i oktober

Midterdagen med vores etapeinddeling er hård pga. længden, stigningerne og de første 16 km uden noget som helst. Glem ikke mad og vand på den. Camino Inglés går rigtigt nok ved vandet de to dage – men det er typisk industrihavne den første halve dag. Du skal ikke tage Inglés for vilde havudsigter, der er Norte og kystruten af Portugués nok mere blå. Men ja, der er to dage langs vand på Inglés. Vi kom ved lavvande og  i en tørkeperiode –  måske er vandet mere fremtrædende på andre tidspunkter.

Hvad koster overnatning på albergue, og er der plads?

Vi gav 6-7 euro for overnatning på municipal-albergue, 15 euro for hostal-overnatning og og 16 euro for privat albergue i oktober 2016. Vi oplevede masser af plads på ruten og på pilgrimsherbergerne. På Inglés soves der typisk ganske længe – ingen ‘sengeræs’ med at stå tidligt op og stæse af sted for at få plads på herberget i næste by. Det er caminoliv, stille og roligt, uden stress efter ledige herberger.

I de mellemstore byer på Camino Inglés har du også mulighed for at finde overnatning gennem AirBnB eller via Booking.com.

Herberget i Betanzos –  offentligt og rigtig godt

Er der nok pilgrimme til at opleve fællesskab?

Camino Inglés er en meget lidt befærdet camino – i alt gik kun 3,76 % af alle pilgrimme Camino Inglés i 2017. Til sammenligning valgte 60 % den berømte Camino Francés samme år. Men der er alligevel nok pilgrimme på Camino Inglés til at opleve caminostemningen. Vi vandrede i oktober 2016 og var 12 pilgrimme undervejs. Der opstår nemt et tæt pilgrimsfællesskab på ruten, fordi I er så få, og fordi etaperne typisk ikke skiller jer ad.

Er det muligt at få kørt min rygsæk?

Hvis du får en skade – eller går kold i de galiciske bakker – er det nemt at få kørt din bagage på Camino Inglés. Læs om vores erfaringer med bagagetransport med det spanske postvæsen. Servicen kan også bruges, hvis du har proppet for meget i din rygsæk, og vil sende unødvendigt gear frem til Santiago eller helt hjem.

Fly til Camino Inglés – hvad er nemmest?

Det nemmeste synes jeg er at flyve via London til Santiago de Compostela (SCQ) og tage derfra til Ferrol. Alternativt er der også gode forbindelser via Madrid til lufthavnen i A Coruna (LCG). Fordi Inglés er så kort en camino, kan du godt bestille udtur og hjemtur samtidig – du rykker sandsynligvis ikke på dine etaper, forudsat at du kender dit tempo. Transfer med chauffør fra lufthavnen i Santiago til Ferrol centrum koster cirka 70 euro med plads til fire personer.
Se hvordan du booker den billigste transfer ved at få tilbud på turen

Rejser du alene, er en transfer med chauffør en dyr løsning, fordi du betaler alle pladserne. En alternativ mulighed er at søge efter et ’share a ride’ på www.blablacar.co.uk – det har jeg gode erfaringer med fra andre pilgrimsrejser. Bemærk, at turene slås op sent, typisk et par dage før afgang. Men det kan sagtens lykkes, du skal bare have is i maven til at vente på dit lift. Sidste gang fik jeg liftet dagen før. Det fede ved blablacar er, at du sparer penge og får mulighed for at møde og snakke med lokale undervejs.

7 replies
  1. Jannie
    Jannie siger:

    Kære Jer 🌺

    Jeg påtænker at gå Camino Inglés + Finisterre i sept. Jeg har brug for at spørge om 2 ting.
    Jeg læser med stor fornøjelse dine opslag og følger forslag på Frie Fodspor. Har bla. Købt ny rygsæk baseret på jeres viden herinde. Tak 🙏
    Jeg ser, at du skriver at man skal mange gange over og under en motorvej på Inglés, som giver højdemeter. Det lyder grimt ja, fordi jeg har højdeskræk. Jeg blev overmandet af det i oktober, hvor jeg gik på den Portugiske Centralruten – den meget høje og smukke stålbro der hvor man går ind over grænsen til Spanien. Jeg har skrevet ud i en FB gruppe, og folk der har gået den siger de ikke husker nogen broer i højden på Inglés… Så ja, nu er jeg forvirret.

    Dernæst skriver du, at der ikke er så mange pilgrimme… går man så meget alene – og er der én eller flere lange øde strækninger…?

    Jeg har gået den franske og så den Portugiske. Jeg vil evt gå en anden – evt den franske igen for der ved jeg, der er masser af muligheder for at slå følgeskab, hvis du skriver bekræftende til ovenstående…

    Bedste hilsner,

    Jannie, som iøvrigt er ret vild med min vandrenederdel, som du købte med til mig 🥳🥰🤗

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Jannie. Så dejligt du kan bruge både nederdel og blog. Du kan være ganske rolig med Inglés, der er ingen anledninger der til højdeskræk overhovedet. Ingen høje eller smalle broer. Og ikke noget som broen over grænsen, du har prøvet. Så vidt jeg husker de mange broer, er de hverken høje eller gennemsigtige. Jeg mener med teksten blot, at man kan tænke, at det må være visuelt grimt at krydse motorveje, men at det på ingen måde skæmmer ruten. Der er ingen grimme højdemeter: Det hele er Galicien grønne bakker. Så af sted med dig! Der er betydeligt færre pilgrimme end på den franske og den protugisiske, men alene kommer du bestemt ikke til at vandre. Inglés er i vækst ift. antallet af pilgrimme, så jeg ville personligt ikke forvente at føle mig for alene på egen hånd. Camino Finisterre er der igen færre pilgrimme på end Inglés. I sæsonen tror jeg dog heller ikke den vil være for ensom. Bedste hilsner Marie

      Svar
      • Jannie Lene Lauridsen
        Jannie Lene Lauridsen siger:

        Kære Marie 🌺

        Mange tak for dit super fine svar! Det var rigtig dejlig læsning ❤️ jeg har nu taget beslutningen og har købt flybilletten 🥳🙏 Jeg har dog valgt at starte i A Coruña (én forslog det) Jeg har været lidt frem og tilbage imellem A Coruña og Ferrol, men besluttede så A Coruña, som jo så er den Keltiske Camino -hvor jeg så ersatter den første etape i Irland, men en etape herhjemme. Har du prøvet det…? Og kender en en certificeret pilgrimsrute herhjemme på ca 25 km, hvor jeg kan få et stempel…? Jeg bor i KBH og har ingen bil, så skal med tog/bus til start og slut.
        Jeg er vild med bloggen ❤️ Ha en dejlig dag, Knus, Jannie

        Svar
      • Jannie Lene Lauridsen
        Jannie Lene Lauridsen siger:

        Kære Marie 🌺

        Mange tak for dit super fine svar! Det var rigtig dejlig læsning ❤️ jeg har nu taget beslutningen og har købt flybilletten 🥳🙏 Jeg har dog valgt at starte i A Coruña (én forslog det) Jeg har været lidt frem og tilbage imellem A Coruña og Ferrol, men besluttede så A Coruña, som jo så er den Keltiske Camino -hvor jeg så ersatter den første etape i Irland, men en etape herhjemme. Har du prøvet det…? Og kender en en certificeret pilgrimsrute herhjemme på ca 25 km, hvor jeg kan få et stempel…? Jeg bor i KBH og har ingen bil, så skal med tog/bus til start og slut.
        Ha en dejlig dag, Knus, Jannie

        Svar
        • Marie
          Marie siger:

          Hvor FEDT! Og nu til dit spørgsmål: Hvis det er vigtigt for dig at få ‘La Compostela’ som bevis på din pilgrimsfærd, ville jeg undersøge grundigt, hvad reglerne er pt. For nogle år siden mener jeg det blev muligt at få La Compostela med start i A Coruna, hvis man gik 25 km hjemme. Men om det stadig er sådan ved jeg ikke med sikkerhed. Jeg ville skrive eller ringe og spørge på pilgrimskontoret https://oficinadelperegrino.com/en/pilgrimage/the-compostela/ eller i forummet http://www.caminodesantiago.me hvor du finder verdens mest erfarne og hjælpsomme pilgrimme. Hvis du skal vandre 25 km hjemme, ville jeg undersøge, om der er nogen særlige krav til hvor det så er man vandrer. Jeg ved ikke hvor du bor i landet, men du kunne fx starte fra Allerød Station og vandre til Ballerup Station på Den Danske Pilgrimsrute – en meget smuk etape https://santiagopilgrimme.dk/pilgrimsruter/hilleroed-ballerup-14-10-14-km/. Så kunne du spørge om Allerød Kirke har et stempel. I Ballerup kan du få stempel hos Albergue Ballerup eller Ballerup Kirke. Men alt i alt må jeg tilstå, at jeg synes det er meget bøvl og usikkerhed for et compostela, så du skal nok afgøre med dig selv, hvor vigtigt compostelaet er for dig og hvor vigtig starten fra A coruna er vs. starten fra Ferrol. Personligt ville jeg gøre noget helt andet, hvis starten fra A Coruna var central for mig: Så ville jeg vandre det stræk den første dag og stoppe, hvor ruten mødes med den anden del af ruten. Derfra ville jeg tage bus eller taxi til Ferrol og vandre næste dag derfra. Så får du også forlænget en rigtig kort camino:-) Bedste hilsner Marie

          Svar
          • Jannie
            Jannie siger:

            Hej igen 🌺 Tak endnu en gang for dit brugbare svar. Beviset er egentlig ikke vigtigt for mig, men stemplerne er. Jeg var ikke inde og få mit bevis da jeg gik den Portugiske. Jeg har fra den franske, som var min første.
            Jeg dropper det. Dog har jeg læst mig frem til, at det nu er helt alm. anerkendt på Camino Inglés mht at gå en etape i ens hjemland svarende til differencen.
            Jeg har stor respekt for dine tanker og er altid åben for inspiration… Hvorfor ville du gå den sådan som du beskriver, hvis det var dig der startede ud i A Coruña…?
            Ha en skøn dag 🌺🥰🤗

          • Marie
            Marie siger:

            Hej Jannie. Hvis beviset ikke er vigtigt, så er det da en super ide at starte fra A Coruna:-) Mit forslag var simpelthen for at være sikker på at få bevis, hvis det betød noget. Skøn dag tlbage til dig kh Marie

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM CAMINOEN