PAKKELISTE Must haves til caminoen


Du behøver ikke købe dig fattig i gear for at gå caminoen. Kig med her, og få vores jordbundne råd til, hvad du behøver, og hvad der bare er nice to have

Caminoen kræver ikke det vilde gear. Du kommer langt med hvad du har. Groft sagt mener vi kun, der er fire must haves, det er nødvendigt at have styr på, når vi snakker om pakkeliste til caminoen:

Fodtøj: Vandresko eller vandrestøvler på caminoen?

For det meste er underlaget på caminoen godt og afvekslende – du kommer sjældent til underlag, der kræver egentlige vandrestøvler. Vores erfaring er, at vandrer du godt fx i løbesko, kan du fint vandre en hel camino i løbesko. Det mest almindelige sted at se vandrestøvler på caminoen er spændt bag på rygsækken. På caminoen erfarer mange opdager, at vandrestøvler er overkill og unødigt tunge. Har du brug for ankelstøtte, er vandrestøvler måske ikke helt af vejen – men kig grundigt på vægten og åndbarheden.

Billedet her fra en skohylde på caminoen anno 2022 illustrere meget godt status på vandresko vs. vandrestøvler på caminoen:

Vandresko eller vandrestøvler til caminoen

Uanset om du sværger til vandresko eller vandrestøvler, er grundig afprøvning i god tid vejen frem. Ligesom der ikke kun findes een slags fødder, findes der heller ikke kun een slags fodtøj, der fungerer for alle. Det, der er genialt for andres fødder, er det ikke nødvendigvis for dine. Det handler om at gå lange distancer med i dit fodtøjet med oppakning på ryggen, inden du drager på caminoen.
Se vores erfaringer med forskellige typer af fodtøj til caminoen

Køber du nyt fodtøj til caminoen, er råd nummer et: Gå det grundigt til. Dine fødder vil takke dig for det. Lyt til dem, pas på dem – de er dit fundament, og uden dem kommer du slet ikke frem til katedralen.

Værd at vide om vandresokker til caminoen

Tænk en ekstra omgang, før du går camino i hverdagssokker, løbesokker eller uafprøvede sokker. Forkerte sokker kan i sig selv give vabler. Den bedste løsning er den, du har afprøvet og kender. Vi eeeeelsker vores vandresokker i merino! For at undgå vabler  skifter vi vandresokker hver anden time. Det par, vi ikke har på, tørrer imens.

Vandresokker i merino

Mærk i det hele taget dine fødder: Er de udtørrede og sprukne som et stakit, der siger ‘Gooooori!, så er du i ekstra risiko for vabler. Smør fusserne ind hver aften, inden du putter, og start i god tid inden caminoen med at forkæle dem og fjerne evt. hård hud med en skalpel.
Vil du undgå vabler på caminoen? Se vores bedste tips her

Rygsæk til caminoen – måske duer den, du har?

En rygsæk på 30-35 liter har plads nok til en camino. Mindre rygsække end 25 liter er sjældent. Har du mere plads – fx 45 liter – ligger tingene nok knap så tæt, og det går såmænd også.

På vores første tre caminoer gik Marie med en retrosag af en rygsæk: Fjällräven Vintage 30 liter. Den er i dag vores indkøbs- og dagtursrygsæk. Hverken fancy, teknisk, avanceret eller  ultraletvægt! Men den er højt elsket, velsiddende, holdbar og mangler intet. Har du også allerede en rygsæk – så afprøv den på lange distancer. Måske behøver du ikke investere i ny rygsæk?

Vil du alligevel købe rygsæk? Vælger du at investere i en vandrerygsæk, så vær meget kritisk med hvad selv rygsækken vejer. Der er enormt stor forskel – og sidder en let rygsæk lige så godt på dig som en tung, er valget nemt.
Tjek vores test af caminorygsække her plus vores tips til køb af rygsæk

Regnudstyr: Regntøj vs. regnponcho

Noget til at holde dig tør i regnvejr er en nødvendighed på din pakkeliste til caminoen. Det klassiske dilemma er: Regntøj eller regnponcho? Regntøj – det kender du. Regnponcho er typisk en bred, lang anorak eller frakke med plads til rygsækken (har den ikke det, kan det faktisk være lige meget med en poncho på caminoen). Helt nede på jorden: Start med hvad du har eller kan låne dig til, og bliv klog på, hvad du bedst kan lide.
GUIDE: Regnvejr på caminoen – se hvornår det regner mest og mindst

Vi lånte og brugte, hvad vi nu lige havde på vores første caminoer. Efter det var vi sikre i vores sag, og investerede i en regnponcho – det bedste køb vi nogensinde har gjort til caminoen. Senere designede vi vores egen regnponcho til caminoen med alle de features, vi synes fungerer allerbedst.

Regnponcho til vandring

Med klassisk regntøj får du mindre våde ben end med en poncho, for den dækker kun til midt på skinnebenet. Til gengæld er regntøj mere bøvlet af få af og på, og det bliver hurtigt en tungere løsning, fordi du også er nødt til at have et regnoverslag til rygsækken. Uanset hvad du vælger, så vej dit gamle regntøj. Det er sket ufatteligt meget med vægten, åndbarheden og vandtætheden inden for regntøj de seneste ti år.

Pakkeliste og antipakkeliste til caminoen

Vi gjort os mange erfaringer med, hvad vi egentlig behøver på caminoen:
Se Maries ultimative, nedbarberede pakkeliste til caminoen
Torben er lidt mindre minimalist, men har stadig en let pakkeliste til caminoen:
Tjek Torbens pakkeliste til caminoen for mænd

Ikke alt var genialt at slæbe med – her kan du se vores fjollede fejlkøb:
Se denne antipakkeliste til caminoen med alle de komplet overflødige ting, vi har droppet i rygsækken

Vi køber selv vores gear

Vi har ikke samarbejder om sponsorerede produkter, og får ikke penge for omtale af produkter eller butikker. De rygsække, vi omtaler her, har vi selv købt. Vi handler i de friluftsbutikker, der har det grej, vi er på udkig efter, til den bedste pris. Og som tager sig tid til god rådgivning.

4 replies
  1. Pernille Østerby
    Pernille Østerby siger:

    Hej Marie.
    Jeg skal afsted her om en lille månedstid for at gå den portugisiske og jeg glæder mig.
    Har lige været på ferie der i 4 dage med teenagerne :-)
    Men jeg er i tvivl om vejret i september måned. Umiddelbart tror jeg det bliver ret varmt i denne sæson. Men har I gået turen i sep?
    Hvad putter du i hovedpuden når du skal sove?
    Caminomærket på din fjeldrævs rygsæk, hvor har du købt det? Jeg kunne ikke finde det i Porto
    Er jeres strømper uden søm?
    Mammam tørklædet er lækkert. Super produkter I har. Vil de kunne nå at komme inden 1. sep?
    Så var der vist ikke mere lige nu
    Vh Pernille

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Pernille. Vi gar kun vandret den portugisiske i oktober. Det var 24 grader. September er typisk også ret varm, men vejr er som bekendt en skiftende størrelse. Der er puder på alle herberger som jeg putter i betrækket. Og ellers mit tøj. Vi har vores caminomærker i flere farver. Jeg går ud fra at det er vores mærke, du har set? Sokker er uden søm – specielt designede til vandring. Vi sender pakker hver dag. Levering tager 1-3 dage med GLS. Kh Torben og Marie

      Svar
  2. Dejan Suboticki
    Dejan Suboticki siger:

    Hei, vår erfaring er at vaselin eller fuktig baby krem er ekstrem viktig for å spare føttene for skader.

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Meget enig – tørre, sprukne fødder giver større risiko for vabler. Jeg har prøvet lidt af hvert, og egentlig synes jeg de meste creme fungerer, så længe fødderne bliver fugtet godt. Lige nu er det hirschtalgcreme, jeg bruger- efter at have lånt lidt af en tysker på caminoen blev jeg begejstret og bestilte det hjem. Jeg har revideret artiklen ud fra dit input, for det er et vigtigt tip at få med. Hilsen Marie

      Svar

Skriv en kommentar

Her kan du kommentere artiklen. Har du individuelle spørgsmål eller brug for sparring om fx grej eller planlægning, er du velkommen til at booke os her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM CAMINOEN