Hvilken rejseform er bedst den første gang på caminoen? Læs om de forskellige måder at komme af sted på, og find den rejseform, der passer bedst til dig
Kalder caminoen på dig for første gang, gør du dig sikkert en del tanker. For hvordan kan man være tryg ved en rejse uden at ane, hvor man skal sove? Oveni det: Hvad med de fysiske udfordringer og uvisheder om hvor langt du kan gå, udstyret osv.? Caminoen bryder komplet med hverdagens tryghed.
Til din første camino står du groft skitseret med fire mulige rejseformer:
- Tage af sted på egen hånd med overnatning på herberger
- Følges med en erfaren pilgrim og overnatte på herberger
- Selv booke overnatning på hoteller, hostels og pensionater
- Rejse med et bureau, der booker overnatning for dig (typisk hoteller, hostels eller pensionater)
Hvis du mest er interesseret i hvad prisforskellen er, så se med i sammenligningen her
Debut på egen hånd med overnatning på herberger
Min første camino var arrangeret på egen hånd. Sammenlagt brugte jeg ligeså lang tid på drømme, bekymringer og planlægning som på vandringen! På trods af, at jeg valgte en ret kort begyndercamino – Camino Inglés på 121 km i alt – brugte jeg lang, lang tid på at beslutte dagsetaperne.
At kende dagsetaperne gav mig en tryghed, der på det tidspunkt var nødvendig, hvis jeg skulle af sted overhovedet. Efter stor indre kamp valgte jeg at undlade at booke og simpelthen stole på caminoen. Jeg havde Plan A, som var dagens etape, og Plan B, som var en by på cirka halvvejen.
Ingen af dagene bookede vi overnatning, og det var jeg glad for: Det giver en fleksibilitet at kunne stoppe, når man har brug for det, og fortsætte, når lysten er der. Ikke noget med at være tvunget til at vandre videre, fordi man er bundet af et booket herberg. At kunne rejse i frihed uden at behøve at booke er for mig en af de helt store gaver ved caminoen.
Caminoen belønnede min tillid, og jeg savnede aldrig tryghed, da først jeg stod ved start med min rygsæk. Ved allerførste albergue var porten låst, og vi ventede to timer forgæves sammen med andre pilgrimme.
Så tog en erfaren hollandsk pilgrim hånd om os alle, og gik foran til et lille hyggeligt pensionat på byens torv, hvor vi fik en blød seng hver for otte euro. Her faldt vi trygt i søvn, og havde nu på førstedagen lært: ‘Caminoen løser det’.
Det er første og eneste gang, jeg har oplevet et lukket herberg på en camino. Men så absolut ikke eneste gang, jeg har oplevet, at hjælpen var nær!
Følg med en erfaren pilgrim
Muligheden for at slå følge med en erfaren pilgrim er meget overset. Kender du ikke lige en at følges med, kan du melde dig ind i foreningen Danske Santiagopilgrimme. Her er mindst to ture hvert år, hvor du starter med en erfaren pilgrim som guide. Den erfarne pilgrims følgeskab, støtte og viden er gratis starthjælp til dig – camino for begyndere. Du betaler selv dine udgifter til rejse, mad og overnatning. Turene med en erfaren pilgrim varer tre-otte dage på forskellige dele af caminoen, og efter det rejser I videre på egen hånd eller sammen, som I nu har lyst.
Med en erfaren pilgrim ved din side kan du slukke for langt det meste tankemyldr og hvile i en tryg erfaring. I sover på herberger langs caminoen, og booker ikke pladser på forhånd. Ideen er nemlig at vise dig, hvor nemt og trygt det er at rejse som pilgrim, også uden booking. Læs mere om starthjælp til pilgrimme her
Selv booke hoteller og pensionater
Stresser tanken om at sove på herberger dig, er der også langs caminoen mange muligheder for billige pensionater og hoteller. Du behøver sjældent at låse din caminoplan fast ved at booke alle overnatninger på een gang hjemmefra. Mange nøjes med den første nat, og booker så fra dag til dag. De store bookingsider som Booking.com og hotels.com viser dig mange muligheder – vær blot opmærksom på den præcise distance til den by, du søger på.
Til fods finder du endnu flere små hoteller og pensionater, end dem, der kan bookes online. Finder du noget, der ser dejligt ud, kan du sagtens bare banke på og høre, om de har en seng til dig. De små. lokale hoteller er helt vant til pilgrimme, der dumper trætte ind. Passer prisen ikke med dit budget, er der på de nogenlunde befærdede caminoer sjældent langt mellem mulighederne for en blød seng og nattero.
Læs og lær af Kristians personlige beretning om albergues og en camino, der ikke blev som han håbede
Frygter du at misse fællesskabet på herbergerne? Jeg tvivler på, om du behøver bekymre dig. Godt nok har jeg ikke selv vandret en camino hvor jeg udelukkende boede på hoteller og pensionater. Men det har jeg mødt hele ‘caminofamilier’, der gjorde. De havde netop mødt hinanden og knyttet bånd på den måde.
Rejse med et bureau
Nogle garvede pilgrimme synes det er noget pjat at rejse på caminoen med et rejsebureau. Min nysgerrighed drev mig til at spørge dem, der har prøvet det. Vil du vide, hvordan det er at være i andres sko, er det en god start at spørge dem;-)
Mange pilgrimme har skrevet til mig om deres erfaringer med at opleve caminoen med et rejsebureau. Nu ved jeg: Har du fysiske udfordringer, som kræver noget ekstra af dig, så kan det gode bureau være en tryg favn på caminoen. Der, hvor du bliver hjulpet på vej og aflastet, når du skal det. Du får en ro, der giver dig plads til at gå din camino på de vilkår, der nu engang er dine, hvad end det er skader, sygdomme eller handicap.

Denne her dejligt bløde seng finder du på San Martín Pinario i Santiago.
For andre handler det at rejse med bureau om fred og forkælelse. Gaven til dig selv. Belønningen i en blød, hjemlig seng efter kilometervis af anstrengelser. Måske har du simpelthen nået en alder, hvor du har prøvet dine sovesale? Den planlagte pilgrimsrejse er et frirum, der giver plads til at fokusere på vandringen. Frihed for bekymringer om overnatning.
Så hvad er den rigtige camino?
Det er den, du kommer af sted på! Lyt til din indre stemme, og tro på dit valg. På min første camino mødte jeg i lufthavnen en 88-årig mand på vej på caminoen, hvor nogle etaper var med bus. Han undskyldte, at han ikke var “rigtig” pilgrim som jeg. Han fik en krammer med på vejen og den dybeste respekt for at gennemføre sin drøm på den måde, der var den bedste for ham.
Hejsa. Jeg vil høre i har nogle gode råd til en lang tur EU rundt. Lige i øjeblikket træner jeg, men når jeg tager afsted, så vil jeg godt høre om hvor stor rygsækken skal være og pakkeliste osv. Har I nogle råd hvad det angår.
Mvh Tommy Stefansen
Kære Tommy
Her kan du se alle vores artikler om pakkeliste, tips til grej mv.:
https://www.friefodspor.dk/pakkeliste/
Vi er på vej nu med den nyeste pakkeliste – den til letvægtsvandring med telt. Vi pakker nogenlunde ens, uanset hvor længe vi er af sted og har en pakkeliste uden telt og en med.
Vandrer du i mange måneder og når hen i de kolde måneder, er det en god ide også at se på pakkelisten til vintervandring.
Bedste hilsner Marie
Hej,
Min kæreste og mig har snakket om at gå caminoen i Frankrig. Min Charlotte kan gå ca 5 km om dagen og helst ikke for mange stinninger. Hvor vil det være bedst at gå og er det bedre at købe en komplette rejse eller kan tage tage det på ejen hand.
Mvh Axel
Kære Axel. Mit bedste råd vil være, at I vælger den rute, der hedder Camino Francés – den franske rute, for det er klart den mest udbyggede rute ift. overnatning. Jeg er bange for, at I måske vil komme til at betale ganske meget for at få et bureau til at planlægge, fordi jeres behov for dagsetaper på 5 kilometer er meget specielt og svært at imødekomme rent praktisk. Den rute der er mest flad er den portugisiske rute fra Porto til Santiago – men der er ikke helt ligeså mange overnatningssteder – dog mange. I får det bedste overblik over overnatningsmulighederne og afstanden imellem dem ved at købe en app til de forskellige ruter – så kan I se hvilke typer overnatning der er langs caminoen og afstanden imellem dem. Appen wisely synes vi er god. Vi må dog sige, at rigtig mange steder er det ikke muligt at nøjes med fem kilometer – så tæt ligger landsbyerne ikke alle steder. Nogle steder kan dagsetapen afkortes med bus eller tog eller taxa, men ikke alle steder. Held og lykke med det. Hilsen Torben og Marie
har sammen med min noget yngre kone bestemt at gå porto Caminoen her sidst i august, og regner med at bruge ca. 18 dg. har du et godt forslag for overnatning? vi regner med at kunne gå15-20+ KM. om dagen. Har du et godt forslag på overnatning på disse distancer mange hilsener Stephan
Hej Stephan. Hvor er det bare sejt! Hatten af. Jeg har faktisk lavet det her forslag til inddeling af den portugisiske camino i præcis 18 dage. Det kan næsten ikke passe bedre. Det er en blanding af herberger og egne værelser. Der er mange gode muligheder for overnatning på den strækning, og artiklen har link til booking: https://www.friefodspor.dk/korte-etaper-camino-portugues/. August er travl på den rute, så jeg vil anbefale at I booker en dag eller to i forvejen hvor I kan. Jeg vil også på caminoen, når jeg er 81! Bom caminho fra Marie
Hej Marie
Hvor var det dejligt at læse, da jeg meget har haft samme tanker omkring at være en rigtig pilgrim. Jeg er 39 år og skal gå Caminoen her den 25 september og så en uges tid sammen med min far på 69, vi skal gå med et rejsebureau, hvor vi ikke selv skal bære begage og “kun” skal gå op til 25 km hver dag. Jeg har altid så gerne vil gå Caminoen, en stor drøm, men jeg har desværre haft en kronisk nyresygdom, dog transplanteret nu, men fik nyt knæ for 1½ år siden pga sygdommen. Nu føler jeg endelig jeg har helbredet til det, dog stadig lidt nervøs og meget spændt og glæder mig helt vildt, dog indleder jeg ofte sætningen når jeg taler med andre om vores rejse vi skal på, “med en undskyldning, om at vi ikke er rigtige pilgrimme” og føler mig egentlig så flov over det. Så det betød så meget for at læse dit indlæg her, at det vigtigste for at være en pilgrim/camino, er at komme afsted !!. Tusind tak for en rigtig spændende og så god hjemmeside, med så mange gode råd. Mange hilsner Tine
Kære Tine. Sikke en besked. Det er ikke hver dag, jeg får sådan en. Sidder her og bliver helt rørt på jeres vegne. Hvilken glæde og rigdom for jer at kunne drage af sted sammen efter alt, hvad du – og dermed også din far – har været igennem. Vi har hver vores at kæmpe med, og det er sjældent en god ide at have for mange hurtige meninger om andres camino – eller liv, for den sags skyld. Jeg ønsker jer den allerbedste camino. Hvis du har overskud når I vender hjem, så skriv endelig og fortæl hvordan det går og hvordan du oplever bureauet. Vi drager selv af sted i oktober- har netop fået grønt lys fra fysioterapeut og læge på trods af hælspore, men helt smertefrit bliver det nok ikke. Mange hilsner fra Marie
Kære Marie
Tusind tak for dit søde besked, jeg blir også helt rørt nu, ikke mindst at du tager dig tid til at svare mig. Jeg vil meget gerne skrive tilbage og fortælle om, hvordan vores Camino rejse er gået og hvordan det gik med bureauet. Det blir helt specielt for min far og jeg, at komme afsted alene, for vi er egentlig 4 søskende, men som 8 årig fik jeg min fars nyre, men pga en fejloperation gik nyren “tabt” og samtidig resulterede i at jeg ikke kunne modtage min mors nyre. I dag på 7 år, i morgen, er jeg så heldig at have modtaget min brors ene nyre, så jeg er helt igennem heldig, mere end det kan beskrives med ord. Hvor er jeg glad for at høre at I har fået grønt lys fra fysen, for at komme afsted, jeg ønsker jer en helt igennem fantastisk rejse og at I ikke får alt for mange problemer og smerter med hælspore, som kan være noget så smertefuldt. Til vi skrives ved igen
Mange hilsner Tine