GUIDE Regn på caminoen

Her er vores bedste tip til hvordan du holder dig tør, når det regner på caminoen, og en Plan B, når du alligevel er blevet gennemblødt

Skal du gå caminoen, har du nok gjort dig en del tanker om regn. I hverdagen er en byge en byge, og vi kommer hjem og tørrer. Caminoen betyder mange timer udendørs dag efter dag med ankomst nye steder, hvor tørremulighederne kan variere. Derfor er det værd at være beredt på regn på caminoen.

Årstiden, valget af rute og dit udstyr spiller ind på, hvordan din oplevelse bliver med regn på caminoen. Og det gør dine regnvejrstanker også!

Foto: Tak for lån til jesse@seekingtherightlife

Regn har en fascinerende evne til at knytte pilgrimme sammen – det bliver dagens benspænd, alle har været igennem.

Hvilke måneder regner det mindst?

Her kan du læse om hvor mange dage der er med nedbør de forskellige måneder på caminoen. Husk: Statistikken dækker alt fra lette byger over 1 mm om dagen til tung heldagsregn. En regnvejrsdag behøver ikke at være træls på caminoen!

Vandrer du Camino Francés, er de tørreste måneder juli, august og september, der i gennemsnit har 4-6 dage med nedbør (målt i byerne Pamplona, Burgos og León undervejs). Januar, februar, april, maj, november og december er de vådeste måneder med 8-10 regnvejrsdage. Marts og oktober er midt i mellem med typisk 6-8 regnvejrsdage.

Alle de regnvejrstal er for ingenting at regne (!) mod gennemsnittene på Camino Primitivo (målt i byen Lugo). Camino Primitivo er fint tør i juli og august med 5 regnvejrsdage i gennemsnit. Men der er hele 12-14 regnvejrsdage i månederne januar, februar, marts, april, maj, oktober, november og december.

De mellemtørre måneder på denne camino er juni og september med 7-8 regnvejrsdage. Camino del Norte følger samme regnmønster  som Primitivo – målt i Bilbao.

Vil du selv tjekke regnvejrsstatistik for Spanien? Så er denne her side god

Den portugiske camino går langs kysten, og fra Porto og op er det kystklima. Jo længere nord du vandrer, jo mere regn. Månederne juni, juli, august og september er de tørreste med 3-8 nedbørsdage (målt i byerne Porto og Pontevedra). Resten af årets måneder – fra og med oktober til og med maj kan være temmelig våde, og har i gennemsnit 10-15 nedbørsdage. Som på de fleste andre caminoer er marts af en eller anden grund den tørreste forårsmåned.

Hvor regner det allermest?

I Santiago de Compostela! Dette smukke, dejlige pilgrimsmål slår alle andre byer langs caminoen – både i antallet af regnvejrsdage og mængden af regn, der kommer. Til gengæld er det en vanvittigt smuk by, også i regnvejr. Regionen Galicien, som Santiago ligger i, er i det hele taget ret regnfuld, og denne region passerer alle caminoerne af gode grunde.

Det gode er, at Santiago er en magisk by – selv i regnvejr. Billedet her siger det vist? Vil du se mere af den slags, så tjek Compostela Daily Photo på Facebook og få dit daglige fix Santiago…

Katedralen på en regnvejrsdag. Tak for lån af billede til Compostela Daily Photo

Hvilken camino regner det mindst og mest på?

I gennemsnit er der væsentligt mindre nedbør på Via de la Plata, Camino Mozárabe og Camino Sanabrés, der alle kommer sydfra.

Camino Primitivo er i gennemsnit den camino med flest regnvejrsdage og den største mængde nedbør, når det regner. Efter det kommer Camino del Norte. Begge caminoer passerer gennem de dele af Nordspanien, der ikke for ingenting går under kælenavnet ’España verde’ – det grønne Spanien.

Camino Francés er midt imellem: Væsentligt mindre regn end de nordligere caminoer, og lidt mere end de sydlige.

Regntøj eller regnponcho?

Det er en smagssag – her kan du se mine erfaringer og tage din egen beslutning.

Personligt sværger jeg til regnponcho, fordi jeg med den løsning kun skal tage én ting frem. Ponchoen dækker også benene godt, og jeg har en model, der har ’pukkel’ med plads til rygsækken. Der er luft i en poncho, fordi den ikke sidder tæt, og det betyder, at jeg stort set ikke sveder i den.

Der er temmelig stor forskel på regnponchoer – se hvilke vi anbefaler her

Før jeg fik regnponcho forsøgte jeg mig med regntæt skaljakke, regnbukser og regnovertræk til rygsækken, men det var i praksis umuligt at nå at tage så meget på. Selvom det var godt, åndbart udstyr, svedede jeg så meget af at vandre i regnbukser, at det ingen mening gav.

Uanset hvad du vælger: Der bør være en hætte – ellers lover jeg, at regnen siler ned ad ryggen på dig.

Hva’ vil du gøre ved det, Søren Pape?!?

Hvordan holder jeg skoene tørre?

Jeg har et enkelt par Columbia vandresko, som er i GoreTex, og de vinder faktisk i regnvejr – der har jeg haft komplet tørre fødder. Til gengæld er de alt, alt for varme på dage uden regn, og jeg er nødt til at skifte til tørre sokker meget ofte.

Vandrer jeg i Blundstones, behandler jeg dem altid hjemmefra med læderfedt, og så står de imod cirka fire timers regn – og så er det også slut. Derfor har jeg ofte en ekstra klat læderfedt med, så de kan imprægneres igen.

Størst succes mod våde fødder synes jeg faktisk mine lædervandresandaler giver! Der accepterer jeg simpelthen, at jeg har våde fødder – og de tørrer hurtigt igen.

Jeg har også afprøvet andre kreative løsninger i min angst for våde fødder:

  • Gaiters, som er ekstra bukseben med skobeskyttelse, man lyner på: De dækker ikke komplet, og jeg får blot våde fødder lidt længere fremme på skoen
  • Skraldeposer over sokkerne, inden man tager sko på: Virker ikke – du sveder fødderne våde i stedet
  • Regnsko – specielle, stærke plastikposer, der bæres ud over skoene: Virker ikke på nogen måde.

Sådan holder du rygsækken tør

Du har særligt stor interesse i at holde din rygsæk tør – for der har du alt dit forhåbentligt tørre tøj. Du kan holde den tør ved at bruge en regnponcho eller ved at have et rygsækovertræk. På meget regnfulde dage kan jeg sagtens finde på som ekstra sikkerhed at pakke tøjet i en sort sæk med knude på inde i rygsækken.

Når du ved, at regnen kommer, betaler det sig at bruge tid på ’justeringen’: At finde alt frem, du skal bruge og pakke alt, du ikke skal bruge, ordentligt væk. Ofte har du fx brug for at lag mindre tøj, når regnponchoen kommer på. Måske vil du hellere gå i korte ben end lange bukser. Skal du liiiige finde noget i rygsækken ude på ruten, drypper du hurtigt regn indenbords. Tricket er at vente, til du selv er tør, og du er i ly.

Pilgrimspasset – det kommer altid i en lille plasticpose, regn eller ej. Så er det godt beskyttet.

Hvordan tørrer jeg tøj?

Langt de fleste herberger har gode tørremuligheder, men der er desværre også undtagelser – fx Lugos offentlige herberg. Her deles potentielt 42 pilgrimme om eet tørrestativ. Og Lugo er endda en meget regnrig by.

Heldigvis har rigtig mange herberger både tørresnore og tumblere. Har du fået gennemblødte sko, er det værd at finde avispapir at knuge sammen og lægge i – det fremskynder tørringen.

Washing and drying clothes on the camino

Vælger du hotel eller andet, så spørg direkte til tørremuligheder. Er der intet, kan det være, at du er bedre hjulpet på et herberg på en regnrig dag.

Tricks til tørresnore

Nogle pilgrimme medbringer egen tørresnor for at være på den sikre side. Ekstra vægt, ja, men der findes også lette snoreløsninger.

Ellers gør dine vandrestave det ud for et fint tørrested, hvis du som her finder noget at lægge dem på.

Den mentale paraply

Regn giver tit en regn af tanker! Bare jeg får godt vejr på caminoen – hvad nu hvis det høvler ned? – hvad hvis jeg bliver gennemblødt – og kold – og føddderne! – får jeg så vabler – hvad hvis mit tøj ikke er tørt til næste dag – og det tørre tøj i rygsækken også er gennemblødt – bliver jeg så forkølet – og må jeg så rejse syg hjem og opgive drømmen om caminoen?!?

Tankeregnen her er selvfølgelig karikeret, men mon ikke du alligevel genkender den lidt? Her kan jeg anbefale salamiprincippet: Løs livets problemer skive efter skive i stedet for at bekymre dig om heeele salamien. Du udmatter bare dig selv ved at gruble for meget over regn, og det ændrer ikke på vejrudsigten alligevel. Så pak fornuftigt og lad bekymringerne blive hjemme! Og husk: Det tørrer i solen igen.

0 replies

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM CAMINOEN