GUIDE Bagagetransport på caminoen


Det er nemt og billigt selv at booke bagagetransport  – rygsæk-taxa – på caminoen. En god løsning, hvis du er skadet, og ikke kan bære din rygsæk. Du behøver ikke at kunne spansk:-)

Rygsæk-taxa – eller på spansk ‘mochila taxi’ er en let tilgængelig og billig ordning, der giver pilgrimme mulighed for at få fragtet bagagen fra by til by. Du kan både bestille bagagetransport gennem det spanske postvæsen og private firmaer.

Hvem står bag rygsæk-taxa?

Det spanske postvæsen, Correos, står bag den største ordning med rygsæktaxa på caminoen. Ud over det er der en række private udbydere, som du typisk finder gennem opslag på herberger og hoteller. Da en af os var skadet med hælspore, valgte vi Correos’ ordning, og gav 15 euro i alt for fire etaper – rundt regnet 28 kroner pr. etape à cirka 25 km. Typisk kan du både skrive og tale engelsk med firmaerne, så ingen bekymring der.
Læs mere om Correos’ bagagetransport og book online

Opslag fra privat herberg, der har bagagetransport med i prisen – ‘transporte de equipaje’

Hvordan foregår det?

Om morgenen sætter du en seddel med dit navn og din destinationsby på din rygsæk og afleverer den det aftalte sted – enten hvor du overnatter, eller på en aftalt bar i byen. Senere på dagen henter postbuddet den, og tager den med til næste by, du skal sove i. Om eftermiddagen er din rygsæk fremme.

Hvad med de ting, du har brug for i løbet af dagen?

Får du transporteret din bagage, har du alligevel brug for at kunne medbringe lidt til dagen: Vand, mad, pilgrimspas en trøje og regnslag fx. Her i artiklen kan du se vores sorte 10 liters rygsæk. Vi måtte sande, at 10 liter er for småt til de ting, man har brug for i løbet af dagen – 15 liter vil vi mene er en bedre størrelse. På næste camino med samme hælspore valgte vi at pakke de overflødige kilo i en pakkepose, som vi sendte med Correos. Så vejede caminorygsækken næsten ingenting, og den løsning fungerede godt for os.

Dagsrygsæk vs. almindelig caminorygsæk. En del vægt at spare…

Er der rygsæk-transport fra offentlige herberger?

Nej, du kan ikke altid få hentet og bragt direkte til offentlige herberger. Postbuddet prøver, og er det ikke muligt, vælger han den aftalte plan B, som typisk er på nærmeste bar. Et godt tip er at spørge til barens åbningstider, så du ved, hvornår du kan komme af sted om morgenen. For det meste klokken 07.00. Er du meget A-menneske, kan afsendelsen af rygsækken om morgenen derfor begrænse dig, de dage du er på offentlige herberger.

Hvilke ulemper er der ved at få transporteret rygsækken?

Selvom vi har gode erfaringer med transport af rygsæk, vælger vi til enhver tid bagagetransport fra, med mindre en skade tvinger os til at vandre uden oppakning. For os ryger noget af friheden, når vi er nødt til at kende etaperne og kommunikere om dagens transport på mail. Også ompakningen af ting hver dag oplevede vi som en forstyrrende ekstraopgave.

Er det muligt at ændre etaper, når jeg har rygsæktaxa?

Vi ændrede planer flere gange undervejs, og det gav aldrig problemer. Vi skrev bare en mail, da vi en dag var gået otte km længere, og selv bar rygsækken det sidste stykke – så hentede postbuddet den, hvor vi var næste dag. Da vi uventet fik brug for en ekstra dags transport, skrev vi en mail om aftenen, og fik hurtigt svar om blot at betale for den ekstra dag i en kuvert, vi fik af baren. Nemt, ikk?

Hvor på caminoen er det muligt at få transporteret rygsækken?

Rejser du på caminoen med et rejsebureau, er det ofte muligt at tilvælge bagagetransport, uanset hvilken camino du er på – men du betaler ofte mere end ved at booke selv. Booker du selv gennem fx Correos, dækker de pt. alle store caminoer – dog den franske rute først fra Roncesvalles, den portugisiske centralrute først fra Tui og Via de la Plata først fra Ourense. På den lille Camino San Salvador er bagagetransport sandsynligvis ikke muligt. Du kan være heldig at finde andre, mindre udbydere, der tilbyder transport længere tilbage ad ruten. På den lille Camino San Salvador er bagagetransport sandsynligvis ikke muligt. Heller ikke på Camino Gran Canaria er vi stødt på tilbud om bagagetransport. Et alternativ til bagagetransport er at spørge dine overnatningssteder, om det er muligt at tilkøbe bagagetransport, eller at bruge almindelig taxa – regn med 20-35 euro pr. dag, alt efter hvor langt du vandrer.

Har du brug for bagagetransport på første etape af den franske rute (over Pyrenæerne) kan du få det for 7 euro med Jacotrans, som kan bookes og betales online

På Camino Portugués dækker Correos kun centralruten, og ikke Variante Espiritual eller kystruten. Men det private firma Tuitrans dækker både kystruten, centralruten og Variante Espiritual på Camino Portugués

Andre muligheder for bagagetransport

Trækvogn er et alternativ til bagagetransport. Ægteparret her er i slutningen af halvfjerdserne, og har gået 14 års caminoer med deres kærre-agtige trækvogn af mærket Carrix. Den er super terrængående, og kan komme frem stort set overalt. Den er lastet med 2 x 10 kilo her. Et godt alternativ, hvis du har brug for aflastning, men ikke vil være afhængig af bagagetransport.
Se mere om Carrix
Spørg om priser og bestil hos opfinderen, François på info@carrix.ch

En svær beslutning om bagagetransport

For os var det en både svær og vemodig beslutning at lade Maries slidte, gamle caminorygsæk leve et liv i moderne sus og dus med ‘mochila taxi’. Da hælsporen begyndte at værke, bar Torben til at starte med begge vores rygsække – men den løsning var på ingen måde fornuftig, fordi ekstra vægt betyder ekstra risiko for skader.
Læs om vores camino med bagagetransport: ‘Caminoen i medgang og modgang’

Synonymer: Väskskjuts (vores synonymer er her for at gøre det nemt for norske og svenske læsere at søge efter viden hos os…)
19 replies
  1. Maria Andersen
    Maria Andersen siger:

    Hej!
    Simpelthen en enormt lærerig og god side i har opbygget!
    Jeg har et enkelt spørgsmål; jeg, og en veninde, skal gå caminoen (frances) for første gang til april-maj. Vi skal dog have bagagetransport hele vejen, også fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles – med et stop undervejs. Her anbefaler i Jacotrans.
    Vil du så herfra anbefale at skifte selskab til Correos, eller blot fortsætte med Jacotrans for resten af turen?
    Tak for jeres enormt omfavnende og gode hjemmeside, der er essentiel for planlægningen ;)

    Mange hilsner, en (enormt) spændt debutant.

    Svar
  2. Dorthe
    Dorthe siger:

    Vi er to venner der vil gå i en 4 dags tid -og rejse ind/ud en dag i hver ene. vi vil helst have den store frihed, se hvad der sker, nyde eventyret som du selv beskriver det. Vi rejser over d 20 april. Vi vil ikke have travlt, men stadig gå omkring de 20 km om dagen. Hvilke rute vil du foreslå og vil være nødvendigt at booke tænker du? Vi er ligeglad med stemple og alt det der.

    Svar
  3. Claus Graversen
    Claus Graversen siger:

    Hej Marie
    Vi har kig på caminoen på Gran Canaria til april. Pga. de “bjergrige” etaper tænker vi om bagagetransport er muligt. Jeg kan ikke se noget om det i Q&A ovenfor, og søgning på nettet gav ikke noget.
    Ved du om det er en mulighed på Gran Canaria – og evt. Tenerife?
    Mvh Claus

    Svar
    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Hej Claus. Det tror vi ikke, der er mulighed for – vi har i hvert fald aldrig set tilbud. Spørg evt. om det kan tilkøbes hos dine overnatningssteder. kh Marie og Torben

      Svar
  4. Ditte
    Ditte siger:

    Kære Marie og Torben
    Tak for en super informativ og inspirerende hjemmeside.
    Bruger I pengekat/bæltetaske på jeres Camino-turer, så penge, pas og mobil er nemt at få fat i? Og hvis ja – hvilken model?
    På forhånd tak
    Mange hilsner Ditte

    Svar
    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Hej Ditte

      Hvor dejligt du kan bruge siden. Vi bruger hverken pengekat eller bæltetaske. Vi synes de er unødvendige og ekstra vægt. Vi fordeler dankort i forskellige lynlåslommer i tøjet – fx det ene i short, det andet i lange bukser. Mister vi det ene, har vi stadig det andet. Små mønter ligger i lommen. Pilgrimspas ligger i madpakkepose i en udvendig lomme i rygsæk. Rødbedefarvet pas er pakket i madpakkepose et sikkert sted inde i rygsækken – det bruges også ved indtjekning. Kh Marie og Torben

      Svar
  5. Laura
    Laura siger:

    Hej Marie

    Jeg skal snart til gå caminoen og har i den forbindelse læst dit oplæg om bagage på turen. Ved du om det er muligt at få fragtet ens ting til ens slut destination. Jeg tænker nemlig at tage en ekstra taske med, med kjoler og lidt ferie ting som jeg sætter af ved mit start sted og først ser igen i Santiago. Jeg har kiggede og kiggede på nettede, men ved ikke om det er en mulighed.

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Laura. Det er bestemt en mulighed. Jeg ved at Casa Ivar i Santiago fx kan hjælpe. Han har forummet caminodesantiago.me og er meget hjælpsom. Correos (postvæsnet) har en lignende serice, men jeg ved ikke hvad det koster. En tanke: Er det mon billigere simpelthen at sende en pakke dig selv hjemmefra til Santiago? At få bagage med fly er blevet meget dyrt. Hilsen Marie

      Svar
  6. Nina Madsen
    Nina Madsen siger:

    Det lyder let at få transporteret sin bagage, men er det tydeligt hvordan man gør det og hvor man skal sende fra og til hvis man ikke er så god til spansk. Kan man nøjes med at få sendt de tunge ting og så gå med sin camino rygsæk, men er ikke gå stor 34 l tror jeg, men de dage jeg vil gå i sandaler er mine støvler jo tunge at bære på. Måske se vi den 9/9

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Nina. Ja, du kan sagtens bestille bagagetransport uden at kunne et ord spansk:-) Typisk er fx konvolutterne, man betaler i på både spansk og engelsk. Du kan sagtens nøjes med at få sendt kun tunge ting, fx et par støvler. Du vil dog opdage, at du i løbet af en hel vandredag har brug for ganske mange ting, fx et ekstra lag tøj at tage på, noget mod regn, mad osv. Selvom du vil vandre med en ‘lille’ rygsæk, skal den ikke blive for lille, hvis du vil have plads til hvad du behøver. Og det er meget vigtigt, at den sidder ordentligt, også selvom den ikke er stor. Du kan overveje at pakke de ting, du vil have transporteret i en sæk – det har jeg gjort dengang jeg var skadet. Så brugte jeg mit hovedpudebetræk med vrangen udad som ‘pakkepose’ og sendte uldpose, pyjamas, toilettaske osv. i den. Og så vandrede jeg med min gode rygsæk. kh Marie PS: Glæder mig til at se dig den 9.9

      Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Nina. Du kan sagtens bruge bagagetransport uden at kunne et ord spansk. Konvolutterne, du betaler i, er på både engelsk og spansk. Og skriver du til Correos og bestiller alt hjemmefra, kan de engelsk. Med bagagetransport kan du overveje at sende overskydende bagage fx i en sæk, hvis du nogle dage vil vandre med mindre vægt. Da jeg var skadet, brugte jeg mit hovedpudebetræk på vrangen som en slags sæk, som jeg sendte uldpose, pyjamas, toilettaske osv. i. Så var min rygsæk det lettere. Selvom du vil vandre med reduceret vægt, er det meget vigtigt med en rygsæk, der sidder ordentligt. I øvrigt vil jeg fraråde at medbringe to slags vandrefodtøj – det er en ganske stor ekstra vægt. Hellere kun medbringe dem, der fungerer bedst, plus et par lette indendørs. Tit pakker vi for meget vægt, når vi er utrygge og bange. Der er en øvelse i at nøjes og i at stole på, at det nok skal gå godt med det fodtøj, du vælger. PS: Vi ses 9.9. Bedste hilsner Marie

      Svar
  7. Nina Madsen
    Nina Madsen siger:

    Jeg kan se, at du vandrer i sko, hvilket mrk. Jeg har problemer med 1 hammer tå og knyster og når jeg har støvler på får jeg blå negle og vabler under neglene, Jeg har kikket på Keen støvler og sko og støvler fra Alta Bunion Lady vandrestøvle og fra Keen Ridge Flex Mid WP Women, men jeg synes ikke nogen af dem opfylder alle mine ønsker

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Nina. I artiklen her kan du se mine forskellige vandresko: https://www.friefodspor.dk/pakkeliste-fodtoej-paa-caminoen-tre-gode-bud/ Når du har knyster og hammertå, ville jeg helt klart tage min ortopæd med på råd i valg af fodtøj/indlæg/forebyggende tiltag. Jeg aner ikke, om de mærker du nævner vil fungere for lige dine fødder. Hvis du skal vælge fodtøj helt forfra og ikke i forvejen vandrer, ville jeg spørge en ortopæd til råds. Jeg har fx været hos Anne-Lis Bunzen, der hjælp mig med mine særlige fodproblemer og rådgav om hvilke af alle mine vandresko der er bedst for mig. http://www.ortopaedisten.dk/kontakt-mig.html Uanset hvilket fodtøj du vælger, bør det være 1-1,5 numre større end dit hverdagsfodtøj, og du bør gå det godt til inden afgang. Held og lykke med det hele. Hilsen Marie

      Svar
  8. Pernille Ertner
    Pernille Ertner siger:

    Tusinde tak for de gode råd :-) Jeg glæder mig også HELT VILDT (meget mere end til min sommerferie….), og er spændt på om jeg bliver lige så bidt af det som du og din mand er blevet.
    Kh Pernille

    Svar
  9. Pernille Ertner
    Pernille Ertner siger:

    Kære Marie
    Tusinde tak for et fint foredrag i går :-) Sådan en god blanding af personligt og praktisk.
    Super god hjemmeside du også har fået lavet her, tak for det!
    Jeg er lidt i tvivl om man skal booke eller blot møde op når man skal overnatte? Det virker som om at der måske er nogle specielt gode steder der er værd at gå efter/booke?
    Jeg planlægger at gå den franske rute alene i september/oktober!
    Tak for god inspiration :-)
    Mange hilsner
    Pernille Ertner

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Pernille. Jeg ELSKER caminoen for friheden og muligheden for blot at vandre og se, hvad der bringer og hvordan dagsformen er. Kun to gange har jeg haft problemer med at finde overnatning, og det var på den franske 50 km fra Santiago og på den portugisiske kystrute. Begge gange måtte jeg vandre 12 km ekstra, og det gik fint og åbnede for andre oplevelser. Til enhver tid ville jeg selv starte den franske uden booking, og så begynde at booke, hvis det blev helt umuligt fra Sarria og frem. Jeg ville dog booke første nat på Beilari i Saint Jean Pied de Port og næste nat i Orrisson, hvis jeg ville stoppe halvvejs over Pyrenæerne. Plus jeg altid booker i Santiago. Ellers booker jeg kun ekstraordinært, hvis jeg ved, der venter en særlig oplevelse, jeg ikke vil glippe. Eller hvis vi vandrer fx fire sammen og vil have et firsengsværelse. Så dejligt du kan lide hjemmesiden:-) kh Marie

      Svar

Skriv en kommentar

Her kan du kommentere artiklen. Har du individuelle spørgsmål eller brug for sparring om fx grej eller planlægning, er du velkommen til at booke os her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM CAMINOEN