GUIDE Santiagos syv bedste hemmeligheder

Santiago de Compostela er ikke blot et vidunderligt pilgrimsmål, men også en vidunderlig by, der gemmer på mange gode oplevelser

Jeg snupper altid en ekstra dag i Santiago de Compostela, når jeg afslutter min camino. Her er de oplevelser, jeg elsker mest i Santiago.

Hvis du leder efter de gode sovesteder i Santiago, så kig med her

Costa Vella og den lille peregrina

De sidste sider i min erindring fra hver camino bliver altid skrevet det samme sted: Den helt magiske gårdhave Costa Vella. En stille, lillebitte grøn oase midt i byen.

Mens kaffen dufter, hvisker jeg en stille tak til den lillebitte pilgrimsstatue La Peregrina, som bor her i haven. Jeg drømte engang om at købe hende med hjem. Men nej, hun bor lige der midt i min elskede Santiago. Jeg elsker at besøge hende der. Find Hotel Costa Vela på Rúa da Porta da Pena 17.

Hvis du synes, den lille statue La Peregrina virker bekendt, så har du nok gået den franske rute. Den galiciske kunstner Miguel Cuoto står nemlig bag både ‘storesøsteren’, der ser ud over landskabet ved O Cebreio, og ‘lillesøsteren’, der sidder i Costa Vellas have.

Foto: Tak til Niels Henrik Kristensen.

Fire klassiske Santiago-spørgsmål

Hvor er pilgrimskontoret?

Når du står foran katedralen: Vend dig mod det fine parador-hotel Dos Reis Catolicos. Gå ad vejen nedad til venstre. Drej straks efter til højre ad Rúa das Carretas. Nu kommer pilgrimskontoret på din venstre hånd efter 150 m.

Køen er kortest tidlig morgen, og mens der er messer i katedralen. Åbent fra 08 – 20 hver dag.

Adresse: Rúa das Carretas 33

Hvor er der offentlige toiletter?

Når du står på katedralpadsen: Kig på facaden til det fine hotel. Gå ned ad gaden til venstre og drej med det samme til venstre. Nu er du ved fine, rene og gratis offentlige toiletter.

Er du længere inde i det gamle kvarter, er du også altid velkommen hos Pilgrim House. Her er toiletter, køkken, gårdhave, hvilested, kontorplads, kreabord og søde mennesker.

Adresse: Rúa Nova 19

Er der virkelig ingen supermarkeder i byen?

Jo, der er supermarkeder – bare ikke i den gamle bydel. Der ligger masser af supermarkeder i Santiagos boligkvarterer lige i nærheden. Stil mobilen efter ‘supermarked’ eller ‘Gadis’, som ligger nærmest – omkring 400 meter fra katedralpladsen.

Har du brug for et søndagsåbent supermarked?
Den lille købmandsbutik Victoria har søndagsåbent. Super sted at proviantere til hjemrejsen, hvis du vender snuden hjem på en søndag. Ligger supertæt på lufthavnsbussen og stationen.

Adresse: Rúa do Hórreo 53

Rygsækken - hvor gør jeg af den?

Du kan ikke have rygsækken med i katedralen. Men i velkomstcentret Pilgrim House lige om hjørnet er der gratis rygsækopbevaring. Du kan også få et aflåst skab – her er prisen donativo. Det betyder, at du betaler hvad du kan og vil.

Også lige ved bagindgangen til katedralen er der rygsækopbevaring. Det koster 5 euro. Stil dig ved hestespringvandet på Praza das Praterías. Op ad trappen og lige til højre ligger kontoret, der tilbyder rygsækopbevaring.

Madmarkedet Abastos

Du finder nok ikke Santiagos fine madmarked, hvis ikke du ved, det er der. Abastos ligger helt i centrum, men alligevel uden for de tætteste pilgrimscirkler. Madmarkedet er en slentetrur værd, også selvom du sikkert er træt i benene.

Her finder du helt autentisk Santiagostemning og gamle kvinder med ru hænder, der sælger dig alt, hvad maven kan begære. Beliggenheden i de 300 år gamle, hvælvede haller er så fin. Markedet er åbent mandag-lørdag 9-15. Lukket søndag. Find Abastos marked: Rúa das Ameas 5-8.


Tapas-stedet

På min første camino mødte jeg en madglad gourmetschweizer, som brugte timer på at finde en unik madoplevelse til caminofamilien – tapas-stedet La Jefatura. Jeg glemmer det aldrig. Og jeg vender tilbage efter hver camino. La Jefatura er stadig en velbevaret hemmelighed, og jeg elsker, at tjeneren siger “Dig igen!!” når jeg kommer tilbage år efter år, camino efter camino. Find restaurant La Jefatura på Av. de Figueroa 1 (tæt ved Park Alameda) – og husk, at søndag og mandag er der lukket.

Muslinger til rygsækken

Jeg behøver bare lukke øjnene, så er jeg tilbage med muslinger med serranoskinke (zamburiños con jamon), grillede kroketter (croquetas caseras) og og og … Som stjernedrysset på oplevelsen kan du få muslingeskallerne med som minde. Så nu ved du, hvor de mange muslinger på min rygsæk kommer fra.


Skyggen af en usynlig pilgrim

Når aftenen falder på og gadelamperne tændes, dukker den mystiske skygge af en usynlig pilgrim op på katedralen. Gå en stille slentretur om aftenen med øjnene godt åbne – og lur mig, om ikke du finder den!


Byens største musling

Een musling i Santiagos gader er større end dem alle! Den er så stor, men samtidig gemt så godt, at jeg ikke fandt den før en sen aftentime efter rødvin og god middag med caminofamilien. Du finder den i hjørnet ved bagindgangen til katedralen. Kig ind i hjørnet ved trappen … og pludselig ser du den. Gik du glip af pilgrimmens skygge, kan du i stedet se efter ‘præstens skygge’…


Gratis måltid til pilgrimme

I den gamle parador på Praza do Obradoiro holder de ærefuldt en århundreder gammel tradition i live: De giver dagens ti første pilgrimme et gratis måltid mad. Og vi snakker ikke et hvilket som helst måltid! Vi snakker tre retter superlækker landlig mad indtaget i restauranten Enxebres stemningsfulde, hvælvede stenkælder under paradoren. Et sært heldigt og taknemmeligt pilgrimsselskab.

Vi blev tilbudt den historiske og gratis madoplevelse, da vi var blandt dagens ti første til at modtage compostela på pilgrimskontoret. Egentlig var det held i uheld, at det blev os: Vi boede i en forfærdelig lejlighed direkte ovenpå et diskotek. Klokken 07.00 opgav vi tanken om nattesøvn, og begav os til pilgrimskontoret, hvor vi slog os ned i den mørke morgen med kaffe og lune croissanter en halv time før kontoret åbnede.
Se vores tips til gode sovesteder i Santiago – og find ud af hvilken lejlighed du ikke skal booke


Solnedgangen fra katedralens tag

Nogle oplevelser er så store, at de er værd at planlægge, selv for den mest impulsive pilgrim. Hver dag er der en håndfuld mennesker, der får mulighed for at vandre ovenpå katedralens tag. Her kan du nyde synet ud over byen, myretuen af lykkelige pilgrimme og aftensolen, der putter sig. Turen klokken 19 giver størst chance for at se solnedgangen.

Men kan du kan få andre tider, så tag turen alligevel. Jeg lover, du ikke fortryder! Og sig pyt til sproget, hvis du ikke kan det sprog der er den dag. Oplevelsen bærer sig selv.

I 2019 blev der desværre lukket for rundvisninger på grund af restaureringen af katedralen – så oplevelsen må være til gode. I foråret 2020 var der stadig lukket for topture – men hold øje her på katedralens side, måske de snart åbner igen


Synonymer: Compostella, Comostella, Comostela (de alternative stavemåder her er for at gøre det nemt at finde artiklen for folk, der søger på anderledes stavemåder…)
4 replies
  1. Anette Lund Hansen
    Anette Lund Hansen says:

    Hej ?jeg skal afsted på Caminoen? i april i år??,det er en drøm jeg har haft i mange år ?,min mand og jeg er på autocamper tur hvert år fra jan til marts,og sidste år kom vi til Zumaia,på en campingplads og skulle ud og ??i byen,og pludseligt så jeg gule muslinge skaller ????Blev helt vild ?snakkede så med campingfatter ?og fik et kort, hvor der var 2 Camino ruter,man kunne gå og komme tilbage til Zumaia, og kun gå frem,har hørt engang at man ej går tilbage på Caminoen ?så den ene dag gik jeg fra Irún til Zumaia og den anden dag gik jeg en fra Zumaia på og ud over stok og sten og tilbage til Zumaia og hold nu op en oplevelse det var vildt, fandt så ud af at det var på Nordre Camino så fantastisk smukt ???og nu kommer jeg så til pointen ?ja det kan jo gribe om sig når man har snuset til Camino vandring ?og har så indtil jeg har læst på jeres fantastiske side ?om alle de forskellige ruter,og at du beskriver frances som meget overbefolket,troet det var hele frances jeg skulle gå i år, men er nu blevet i tvivl ?da jeg var vildt fascineret af det rå på Nordre, og at gå alene,i ro og fordybelse ?????, så det jeg endelig ville spørge om kommer så nu ?: jeg har den tid det tager, vil gerne slutte i sandiego og vil også gerne til verdens ende,gå i ro og fordybelse, jeg er kronisk smertepatient, har fibermyalgi,er lige gået i overgangsalderen og den har ramt min krop hårdt,og ved jeg hvor langt jeg kan gå om dagen,når det er så mange km,men må sige jeg blev positiv overrasket over hvad jeg præsterede, da jeg var på stykker af Caminoen sidste år???,nogle af de steder jeg kom frem, stod jeg med åben mund og tænkte det kan du ej med dig og din krop, men så sagde jeg til mig selv,der er kun en vej og så kravlede jeg op af de stejle stykker, og da kom op og stod og så hvad jeg havde gjort, wau og jeg kunne mærke en indre styrke og det var som om,der var en der hjalp og løftede mig, det var så ubeskriveligt ?????❣️Så den ene dag blev til 17 og den anden dag 19 km, da der jo også lige skulle ??lidt forkert ?dervar ej tegn eller skilte nogen steder,?så ved ej hvor mange km, jeg ville kunne gå, når det er gennem 1,5 til 2 mdr,men ville måske gerne lave en combi Camino, og som sagt så vil jeg gennemføre en masse km om jeg så skal kravle hele vejen, så har sagt til manden, jeg kommer hjem når jeg er nået mit mål, og det er sandiego katedral, men hvordan kommer jeg dertil og hvilke ruter skal jeg gå? Næste år skal vi til Portugal i camper, så der snuser jeg til Caminoen der, så i år er det Frankrig /Spanien ?ja jeg håber du finder hoved og haler min mail ?det blev jo en længere smørrer ?skulle bare lige skrive kort til dig ? ja men så tog det ene ord lige det andet ?på forhånd tak ??hvis du kan overskue og svare på min llllaaaannnggee mail ?med venlig hilsen Anette ?

    T

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Kære Anette
      Hvor er det et rørende brev at få! Sidder her med gåsehud på armene… Det er nemlig helt utroligt, hvad indre styrke gør, hvad kroppen kan og hvordan caminoen drager. Præcis som dig anede jeg ikke, hvad caminoen var, første gang jeg krydsede dens spor. Jeg var uendeligt draget af noget, jeg end ikke anede hvad var. The rest is history…. Præcis på grund af historier som din holder jeg fast i aldrig at tale ned til mennesker, der oplever caminoen fra bil, bus eller hvad de nu gør. Ofte kommer de tilbage til fods. Der er intet rigtigt og intet forkert – den rigtige camino er den camino, du kommer på. Mange af de ting jeg har skrevet om Camino Francés har jeg skrevet, da jeg kun havde vandret ad de sidste 100 km til katedralen, og i virkeligheden burde jeg have gjort det mere klart, at det primært er den del, der i udvalgte perioder er trængsel på… Nu har jeg også vandret den første del. Og ja, for en som mig, der er startet på de stille caminoer, er der (for) mange på den franske. Vi startede 200 sammen fra Saint-Jean-Pied-de-Port i oktober 2019, og for mig føles det som relativt mange. Vi oplevede absolut ingen pladsproblemer med overnatning, skal siges… Personligt elsker jeg bare at det ikke sker hvert tiende minut, at du møder en pilgrim. Men det er altså individuelt. Og magien ved den franske er utrolig, landskaberne er det samme, det er en historisk, legendarisk rute, jeg aldrig har fortrudt, at jeg startede med. Og jeg vil vandre hver en meter. Min strategi er: Vælge alle de bitte små, uberømte byer og steder, vælge herberger i byer uden købmand og mad, væk fra de klassiske etaper. Så synes jeg ikke der er for mange mennesker. Og vigtigt at sige: Det kan være det slet ikke generer dig at være mange. Det er værd at overveje: Hvad er det egentlige problem ved at der er mange? Nå. Det blev en lang plamamse. Jeg synes du skal læse om de forskellige caminoer og mærke efter i maven – pludselig ved du, hvad du skal. Havde jeg al tid som du ville jeg måske – kun måske – vælge den franske fra en ende af på en stille årstid og i de stille byer og helt ud til Finisterre. Eller: Starte i León, vandre Camino San Salvador og efter det Camino Primitivo og helt ud til vandet ad Camino Finisterre-Muxia. Men det er fordi jeg er til bjerge og vidde udsigter. Måske er du til noget helt andet… Og: Måske er det Camino del Norte, der kalder dig! Det lyder egentlig lidt sådan i dit brev? Bedste hilsner Marie

      Svar
  2. Lene
    Lene says:

    Hej med Jer 🙂
    Jeg elsker din muslingepung Marie 🙂 Hvor har du fundet den henne?
    Kh. Lene.

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Hej Lene

      Ååååh, den er svær. Jeg har nemlig købt den i en bar på Camino Francés. Det var mellem Melide og Arzua. Kan kun huske det var på højre hånd og der var terrazzogulv og et mørkt skab på væggen hvor de hang. Den er smuk, men lidt bøvlet at bruge. Skal du på Francés? Hvis ja, kan det være jeg gennem mine iphonebilleder kan komme med en nærmere placering. Men desværre er den købt i 2017, måske har de ikke flere. Kh Marie

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM CAMINOEN