INDBLIK Tosomhed på Caminoen

Caminoen finder på finurligste vis plads til tosomheden gennem alt fra strabadser til sovesale. En camino er en gave til kærligheden

Denne camino er særlig for mig. Kaldet fra caminoen fik jeg for atten år siden, men først for et år siden kom jeg af sted første gang – med min teenagedatter. Allerede syv måneder senere drog jeg af sted igen – alene. Nu er jeg her for tredje gang på bare et år. Klar til at starte på Camino Portugués fra Porto i et selskab med meget dyb betydning i mit liv: Min mand Torben.

Midt om natten

Ankomst Porto

Forude ligger mange timers snak. Min jordbundne totaktsmotor af en mand har stillet alle de skeptiske spørgsmål om hvad det særlige skulle være ved caminoen? Hvad adskiller denne her vandring fra alle vores andre vandringer i Danmark, Italien og Mallorca? Det vil caminoen selv vise dig, tænker jeg, da jeg løber tør for bare nogenlunde forståelige, fornuftige forklaringer. Og det gør den, allerede første nat, da vi lander i Porto – forsinket og for sent til sidste metro. Klokken når at blive halv to om natten, før vi står i en mørk gade foran et donativoalbergue.

En ildsjæl på caminoen: Overskud til at male håndmalede stempler i vores pilgrimspas midt om natten

På forhånd har jeg en aftale om, at vi må ankomme sent. Men så sent? Porten er låst. Indeni tvivler jeg, da jeg ringer op til telefonnummeret på døren. Men så får jeg hospitalero i røret, som søvndrukken lover at være der ti minutter senere. Min mand måber over dette første møde med caminoen: Et menneske, som frivilligt ofrer sin nattesøvn for at køre herover og hilse os to fremmede pilgrimme varmt velkommen. Som spørger nysgerrigt til vores camino, mens han går i gang det smukkeste “stempel” nogensinde: Håndmalet her midt om natten med sikre, tålmodige strøg. Jeg falder spændt i søvn i tryg forvisning om, at caminoen vil vinde Torbens hjerte.

Kilometers camino og camping

Dag 1 Porto til Angeiras 22 km

Komplet uforberedte på Portos skønhed, løber tiden fra os her første vandredag, mens vi slentrer fem timer rundt i de små gader og nyder de kakkelmønstrede huse. Pling er klokken forbi 13, før vi sætter kurs ud af byen ad den omvej, John Brierley har beskrevet langs Rio Douro.

Planen er en kort første etape på 10 km med overnatning i Matosinhos. Torben har nemlig været nødt til at købe nye sko en uge før afgang, fordi hans elskede vandresko pludselig skulle igennem en større reparation. Nogen walk in the park bliver denne første etape dog langt fra. Solen bager, og en strid vind slår imod os, da vi når til Atlanterhavets vidder.

Vi er mere end parate til hvil, da vi når Matosinhos klokken 16:30. Kun for at finde ud af, at her intet albergue er, at hostellet er fuldt booket, og billigste hotelværelse koster 1892 kroner for to personer. Well… Den hjælpsomme dame på turistkontoret fortæller os, at nærmeste overnatning for pilgrimme er Camping Orbitur i Angeiras 12 kilometer længere fremme. Jeg har læst om pladsen hjemmefra og klart besluttet, at camping og camino ikke rimer for mig. Jeg elsker natur og åben himmel, men har simpelthen aldrig forstået campingkonceptet.

Nå. Men man har åbenbart et standpunkt, indtil man uden varsel får fordoblet dagens distance. Eller noget… Kilometervis af boardwalks venter os, så langt øjet (og tålmodigheden) rækker. Vi snakker om forventninger: Hvordan for faste forventninger kan gøre det svært at tage imod det, livet nu engang sender os.

Hjemmefra har jeg læst Erik the Pilgrims beretning fra Costaruten og ’tsk’et’ af hans brok over vind og sand. Nu forstår jeg… vinden fortsætter uforpustet og solen går ned, mens vi traver boardwalk efter boardwalk. Mit atlanterhavsøre er næsten bedøvet, da vi i skumringen endelig når frem til Camping Orbitur.

Et syn for guder efter en uforudsigeligt lang førstedag

Jeg tror vitterlig, jeg hørte en engel, da vi åbner døren til campingens reception, og bliver mødt af et begejstret: “Aber was kommt dar? Gemüde pilgern! Herzlich wilkommen!!!” Jeg synker udmattet og omfavnet ned i sofaen og lover, det var den tryggeste, hyggeligste nat i vores mikrohytte under fyrretræerne og stjernerne.

Os selv og verden

Dag 2 Angeiras – Pedra Furada 31 km

I dag venter en rute, vi ikke kender meget til. Efter de første kilometer ad endnu flere boardwalks og stadig i sol og vind, er vi parate til at sige farvel til det kendte og vælge den mindre trådte sti: Forbindelsesruten mellem Costaruten og den centrale rute, som vi ikke har nogen viden om.

At stå over for en mere ukendt vej minder mig om dengang vi mødte hinanden: Vi havde tre børn med hver, og gik lykkeligt uvidende ind på de sammenbragte familiers sti. Her på caminoen gør vi instinktivt, som vi også gjorde dengang i det sammenbragte cirkus: Skaffede os viden: Hvor har andre gået før os? Hvad kan vi vente af vejen? I Vila do Conde spotter jeg en tysker på den velkendte gule guidebog. I den er der helt som håbet en tegning af dagens forbindelsesrute, og af sted med os.

På en trappesten nyder fem katte solens bagen og hinandens selskab. Pludselig opdager vi, at der er seks, ikke fem. Den sidste ligger lidt fra de andre, vendt mod flokken. Gad vide, hvad historien er?

Jeg mindes vores opgave med at danne en sammenbragt søskendefolk ud af to meget forskellige trekløvere. Et nyt fællesskab med plads og rum også til de gamle familier og relationer. Om vigtigheden i at få alle med.

En+fem sammenbragte katte?

Aftenen ender hos Antonio i den lille flække Pedra Furada. Han driver en lille restaurant, som er anbefalet i Guide Michelin. Ved siden af har han indrettet et pilgrimsværelse til fire. I dag det sikre ly for os – plus Chris og Dave fra Australien.

Chris er udmattet og sover fra om eftermiddagen. Hun kæmper med balancen, fordi hun mistede sin ene storetå som barn. Dave har båret sin egen plus hendes rygsæk den sidste halvdel af turen i dag. Han gjorde det samme i går. Han er på caminoen for at opfylde den caminodrøm, hans kone har haft siden tiden på universitetet. Smukt at blive vidne til en mand, der helt konkret hjælper sin livsledsager med at bære hendes byrde.Om aftenen deler vi en suveræn landlig middag med Dave i restauranten, som til vores store glæde er helt fair i pris. Dave er en karismatisk mand, som med malende beskrivelser tager os med til sin frugtfarm.

Da aftenen er gået, går det op for mig, at jeg har lyttet en hel aften. Og at jeg plejer at være Dave. Det er jeg pludselig ikke sikker på, at jeg gider være mere. For sikke fantastiske fortællinger, verden rummer, når ellers jeg tier stille længe nok til at høre dem. Måske er det sandt, hvad folk siger, at der er en grund til, at vi har to ører og kun een mund.

Mit hjem er hvor mit hjerte bor

Dag 3 Pedra Furada – Lugar de Corgo 32 km

Fra jeg vidste, at jeg ville få Torben med på caminoen, har jeg tænkt over hans rolle som novice og min som læremester. Den rollefordeling stod helt klar. Eller, jeg mener, det gjorde den indtil vandreturens virkelighed rammer mig i dag. Nu er vi nemlig ude på lange etaper på Portugals berømte brolagte gader og stier med toppede brosten. Jeg nyder synet af dem, men mine fødder føles, som om de har fået tæsk med en kødhammer natten over.

Da jeg i juni gik Primitivo på egen hånd, var der ingen ende på hvor Pippi jeg var. Nu min mand er her, har jeg en bred skulder at læne mig mod. Jeg giver mere slip. Jeg mærker min krop mere. Og ja, jeg piver mere. Hvilken ynkelig læremester.

Ud på eftermiddagen vil jeg gerne have en tidshorisont, og ’suttekluden’ alias vores medbragte mobil hives frem. Bittert må jeg erfare, at tidshorisonter kan spænde ben for mig lidt, på samme måde som faste forventninger: Google maps kender åbenlyst intet til caminoen. Det ene øjeblik er der 5,9 km tilbage. To km længere fremme siger den pludselig 6,2 km. Her står det klart, hvor meget energi, jeg egentlig binder i forventninger, og hvor urimelig jeg bliver, når jeg ikke ved, hvad der venter.

Men kilometers eder og forbandelser senere står vi her: Ved en lille tilgroet havesti op til Casa Fernanda. Her bor Fernanda med sin mand Jacinto og deres datter Mariana. Plus et skiftende antal pilgrimme året rundt. Vi får dagens sidste to senge. Velfortjent synker vi ned i havens dybe lænestole, mens Fernanda forkæler os med tapas fra sit turkise udekøkken.

Bløde lænestole og duften af Fernandas tapas i udekøkkenet bringer smilet frem

Familiens fire skøre hunde tosser energisk rundt. Den ene er blind, men i selskab med de andre klarer den sig. Tænker lidt på vores ’hvalpeflok’ derhjemme. Og på den usigelige glæde det er at se dem hjælpe hinanden på samme vis, når de på skift er ’blinde’, som teenagere nu engang kan være. På værdien i at have en familie, der har din ryg, uanset hvad du kæmper med.

En time efter os ankommer to udasede hollandske venner. Vi afgiver vores senge til dem, og får til gengæld dobbeltsengen midt i haven, som Fernanda straks går i gang med at hygge op med tæpper og lys og læ.

Fernanda kalder os ind til middag i familiens eget køkken. Hun har aldrig gået en camino, men har et hjerte for pilgrimme, der giver mig kuldegysninger. Det er, som om hvert ord bliver til et blødt kram i hendes mund, som hun sidder der for bordenden: ’The camino is all about love and about being grateful to life. Every step you take, take it for all the ones, who are not able to walk. Be grateful that you are able to walk the camino. Put love in each step. That’s what it’s all about”. Jeg mærker, det er her, jeg bor. Her, tusindvis af kilometer hjemmefra, har jeg min portugisiske familie. For hjem er hvor mit hjerte bor.

Mest romantiske nat på caminoen ever. Fernanda gør udesengen klar til os

Hvad der sker herefter, er så vidt jeg husker noget med hollændernes humor, portugisisk portvin og festlige fællessange fra hele verden. Alt sammen drevet frem af Jacintos smittende energi og eukalyptusshots. Tro det eller ej, ender vi med luftguitar, dørslag på hovedet og en kost som mikrofon til discodans på køkkengulvet. Glemt er de stakkels pilgrimsfødder, da vi på toppen af et øjeblik kryber i havesengen.

Et bjerg af bekymringer

Dag 4 Lugar de Corgo til Rubiaës 32 km

Hanen vækker os klokken halv seks. Tid til en ny dag. Vi lister af sted ud i mørket. De gule pile sover endnu, og vi skærper sanserne for at finde vej. Tænker over hvilken forskel opmærksomhed egentlig gør. Og hvad det handler om: At når du lukker noget ned, for eksempel en sans, bliver der plads til fokus på noget andet. De andre sanser vinder styrke.

Men så er vi heller ikke klogere! For pludselig er vi blevet væk. Baglæns med os til sidste kendte gule pil. Her får vi opklaret, hvad der er sket: Netop her tændte en automatisk gadelampe, stjal vores opmærksomhed, og bling – væk var vi. Vigtig erkendelse, også derhjemme: Hvad stjæler min opmærksomhed? Og hvad er konsekvensen, hvis jeg lader livets tilfældige gadelamper styre mit fokus?

Etapen i dag ved vi lidt om: Det er noget med en stigning. Vi kan ikke se den. Vi ved ikke hvor eller hvornår den kommer. Men vi ved, at den venter os. Dagens bjerg fylder i bevidstheden, og det er, som om det vokser en meter for hver meter, vi går. Spændingen stiger ved hvert sving, og vi undres og lyser lettet op, efterhånden som det ene flade, slyngede stykke åbenbarer sig efter det andet.

Først syv km før Rubiäes står vi ved foden af opstigningen. Ingen har fortalt os om dens skønhed: Barbapappaformede klippestykker ligger spredt op gennem skoven, en finurlig sti, der vækket barnet og bjerggeden indeni på fineste vis.

Dagen minder mig om Mark Twains berømte ord” “Bekymringer har jeg haft mange af i mit liv. De fleste blev dog aldrig til noget”. ’Bjerget’ i dag var i hvert fald ikke bekymringen værd. Måske jeg skal tage et kig på hvilke andre bjerge, der ikke er bekymringen værd?

Ren kærlighed: Mandens uldsokker bliver håndvasket efter en dagens etape

De hollandske venner dribler ind på aftenens restaurant, og vi deler endnu et sjovt pilgrimsmåltid.

Fæstningsværker og fællesskab

Dag 5 Rubiäes til Tui 20 km

Vores fællesskab på caminoen forbløffer mig. Vi er to i det her. Vi er et hold. Fra dag et har det stået klart, at caminoen har vundet Torbens hjerte, helt som jeg håbede. For hver dag har vi valgt et samtaletema – i dag er temaet vores parforhold. At være på vejen – sammen – åbner nye døre i samtalerne. Og bringer minder om fælles oplevelser, smukke som svære.

Vi får vendt en gammel ostemad, som har lugtet i rygsækken ind imellem: Hvorfor tog jeg alene af sted på caminoen sidst? Hvorfor blev det ’jeg’, når ’vi’ var muligt, og vi begge elsker at vandre? At tale om det svære her er lidt mindre svært. Det er som om sanseindtrykkene skyller sjælen igennem.

Fordybet i samtale når vi til Valença, sidste by inden vi skal krydse grænsen mod Spanien. På vej gennem denne by, vi intet kender til, opdager vi en gammel mur med en tunnel i. Det er en omvej, men vi tager den. Muren er metertyk, og vi opdager, at det er en gigantisk fæstning, vi har fundet en lille vej ind i. I midten ligger hjertet af byen – rar, særlig, kringlet og charmerende. Kontrasten mellem det stenhårde ydre og det elskelige indre er slående.

Jeg tænker tilbage på alle de forsvarsværker, vi havde, da vi mødtes. På hvor indædt vi forsvarede hver vores bastion. Hver vores familiekultur. Hver vores valg, hvor dumme vi end godt vidste, de var. Og jeg glædes over alle de veje, vi fandt ind til hinanden. Over alle de gange, de vi har vovet at åbne de mentale porte for den anden. Og især over, at vi er her. Sammen. Nu.

Uden hjerte intet hjem

Dag 6 Tui til Redondela 36 km

Der er flere slags tosomhed på caminoen. Her i morgenmørket møder vi de hollandske venner igen. Den ene stavrer svedigt foran, den anden går med lange, rolige skridt, stråhatten på skrå og lommelygtens lyskegle trofast rettet, så vi kan gå trygt foran ham. De er tydeligt ude af takt.

Kort før O Porriño passerer vi et fortov med bitter konflikt om skiltningen: Gule pile malet over med sort maling malet over med andre gule pile. Afmærkningens Mellemøsten. Lag på lag af konflikter om linjeføring. Skal caminoen gå i skoven langs floden, eller skal den gå gennem byen til gavn for de handlende?

Hvis nu bare parterne havde spurgt ind til hinandens motiver, kunne det være, det var endt med en tydelig og forståelig skiltning af de to forskelige valgmuligheder. Men gad vide, om det ikke er det samme, der sker i mange konflikter og mange ægteskaber? Vi har så travlt med at have ret i vores linjeføring, at vi glemmer at spørge ind til den andens bevæggrunde. Vi mister blikket for kompromisser og glemmer den fælles linjeføring.

Skiltningens Mellemøsten – her ved O Porriño er der kamp om linjeføringen

I O Porriño ser vi de hollandske venner for sidste gang. De har besluttet at splitte op. Den ene haster af sted. Alene. Den anden nyder sin kaffe. Alene.

Dagens etape ender i Redondela. Vi har fået anbefalet et albergue, hvor vi har booket et privat værelse. Særlig privat er det nu ikke, for rummet hænger sammen med både den lille sovesal og opgangen, kun adskilt af et florlet gardin. Og de andre pilgrimme skal igennem vores ’værelse’ for at hænge tøj til tørre.

Ved første øjekast er her ellers hyggeligt: Økofrugt, compostellaer på væggen og en charmerende gammel cykel. To finske kvinder kommer oprevet ind – det har vist sig, at det er naboalberguet, de havde booket. De føler sig kapret på gaden af den forkerte hospitalera. Nabohospitalera kommer, og der bliver skænderi – øjensynligt bor vi hos en dame, der gør en sport ud af at kapre andres bookinger. De finske kvinder må betale seks euro for det bad, de har nået at tage.

Torben trives tydeligvis ikke, og bliver mut. Stemningen vender til det endnu mere mørke, da vi skal lave mad, og bliver sat på plads gentagne gange af hospitalera. Pludselig ser vi videokameraerne i stuen. Priserne på alt fra citroner til øl. Der klikker det for mig, og jeg er parat til at læse hvad som helst om de næste alberguer – anmeldelser, whatever. Jeg vil bare ikke lave en ærgerlig booking igen. Føler mig pludselig som turarrangøren, der bliver bebrejdet én uheldig booking ud af alle de vellykkede. Hundser med min mand, snerrer, stresser og er på alle måder urimelig. Krop og sind ulmer, da jeg skal sove, og jeg har ondt af mig selv.

På flugt på caminoen

Dag 7 Fra Redondela til Armenteira 44 km

Vi starter vi ud i en regulær enkeltstart i dag. Det kan ikke gå hurtigt nok med at lægge Redondela og i særdeleshed alberguet bag os. Vi er lidt i hver vores boble. Inde i min grubler jeg over de følelser, som overmandede mig.

Når jeg tænker tilbage, startede jeg egentlig med at være ret langt fra epicentrum af konflikten: Nogle andre pilgrimme diskuterer med hospitalera, som diskuterer med sin nabo. Min mand reagerer på stemningen, og jeg (over)reagerer på min mands muthed – og bom! Så har vi en følelsesladet gryderet, der smager meget lidt at overskud. En interessant tanke værd: Gider jeg have nøglen til min sjælefred liggende i andre folks lomme? Pludselig ser jeg, at caminoen nok havde en plan alligevel: Måske er denne hospitalera sendt til lige mig, for at lære mig noget om hvilke stemninger og konflikter, jeg tager ind, og hvilke jeg ikke gør. Måske har gårsdagen motiveret mig til at holde nøglen i min egen lomme.

Redondela skal åbenbart gås væk, for efter de første 22 km til Pontevedra, er det tydeligt, at der mere krudt at gå på. Ved skiltet, der deler Centralruten fra Variante Espiritual, står vi længe. Meget længe. Måske en time. Vi er begge yngst af fire søskende, så det der med beslutninger, det er det rene mareridt for os: Begge afventer, at den anden tager føring. Begge laller og laver fis, og beskylder den anden for at være en fjollerøv.

Efter slidsomme overvejelser og stadig plaget af stor tvivl drejer vi til venstre ad den mere ukendte og længere Variante Espiritual. At springe ud i eventyret sammen og med fælles ejerskab for beslutningen motiverer. Vi stryger videre, og stemningen er igen sød som siameserkillingen, der smyger sig om vores vandrestøvler, mens vi drikker hvidvin på havnen i fiskerbyen Combarro.

De indtil videre 34 kms flugt fra alberguet har kostet mig en vabel på storetåen, som bliver punkteret og plejet med køligt havvand. Glade af hvidvin og genforening beslutter vi at give den gas for at nå de sidste 10 km til alberguet i Armenteira. Det viser sig at være et bjerg uden for kategori med en stigning på 440 m på den første tredjedel.

Udmattede til ukendelighed ankommer vi til Armenteira efter dagens ’dødsrute’. Torben åbner sin rygsæk, og nu viser det sig, at han har slæbt på andet i dag end mit dramatiske humør. Op kommer en champagne, og jeg forlegen tager imod. Hatten af for min tålmodige totaktsmotor.

Måske er i dag et meget godt billede på vores liv sammen: Vi har begge sagt farvel til kernefamiliens ’camino’ og valgt en både mere eventyrlig, men også mere udfordrende ’variante’: Den sammenbragte familie med seks børn. Modige og møgforelskede kastede vi os ud i en ukendt rute og et familiepuslespil med ret mange flere brikker end de fleste. Nu er vi her, og kan puste ud og nyde.

Champagnen bliver delt med en tysk pilgrim. Hun er næsten lige så bred, som hun er høj, og min første fordomsfulde tanke er: ’Hun må have det hårdt på caminoen’. Men hun skal vise sig at være mere sej end som så. Ligesom os har hun været på flugt her på caminoen: Over 50 km har hun tilbagelagt i røg, sod og aske, og med ild på begge sider af stien fra en af de mere end 100 påsatte skovbrande, myndighederne kæmper med. Hun har vist brug for champagnen. Og vi har brug for hende, skal det vise det sig.

Farvel fordomme

Dag 8 Armenteira til Padrón 30 km

Med vores lille ekstra eventyr på ’Variante Espiritual’ har vi valgt at ’skyde omvej’. Men vi har ikke nogen ekstra dag at gøre godt med til de ekstra km. Altså er vi i dag nødt til at nå båden i byen Vilanova de Arousa 24 km længere fremme. Vores tyske medpilgrim har som den eneste på alberguet samme plan. Båden sejler klokken 13. Med slut oktober på kalenderen betyder det knap tre timers vandring i komplet nattemørke. Vi bliver enige om at følges ad klokken 06.00, fordi hun har lys og vi ikke.

Den lille buttede krop, jeg kiggede fordomsfuldt på i aftes, får jeg nu synet af foran mig de næste tre timer. Aldrig har jeg set så trænet, taktfast og målrettet en skovtrold springe fra klippesten til klippesten. Op og ned, ind og ud går det langs denne del af ruten, som (hvis jeg ellers kunne se den) må være Camino Portugués’ smukkeste overhovedet, som den snor gennem skoven langs en lille flod med mølle efter mølle. Stik imod alle selvfede forventninger er det mig, der må anstrenge mig for at følge med og bevare overblik i mørket.

Ruten er ikke afmærket med pile, og den er tvetydig mange steder: Havde vi med vores fælles ubeslutsomhed skullet tilbagelægge den uden vores tyske skovtrold, var vi ikke nået frem i tide: Hendes beslutsomhed og argumentation fører os sikkert uden om egen tvivl og frem til kajen. Vores tracker viser 29 km, og ikke de 24 lovede km, da vi når til båden med kun en halv time i overskud.

Tak, camino, for at konfrontere med mig mine fordomme. Og tak, Torben, for at tage min hånd i natten og give mig et stykke iskold mørk chokolade, da du uden ord fornemmede, at mine forrådskamre var ved at slippe op.

Kærlighed på caminoen

Dag 9 Padrón til Santiago de Compostela 25 km

Vi går gennem Santiago hånd i hånd og lægger os på katedralpladsen. Her, hvor tusindvis af pilgrimmes historier, anstrengelser og drømme fletter sig sammen. Nu også vores. En camino er en gave til kærligheden.

10 replies
  1. Simone
    Simone says:

    Hej Marie
    Jeg er meget interesseret i at høre hvor i boede i Porto, som var det fantastiske sted hvor i blev lukket ind midt om natten?
    Mig og en veninde ankommer nemlig selv til Porto sent om natten når vi skal vandre camino portugues og vil være sikre på at kunne finde et sted at sove?
    Mvh Simone

    Svar
  2. Jørgen Kløve Søgaard
    Jørgen Kløve Søgaard says:

    Hej Marie og Torben
    Tak for inspirerende og berigende læsning – næsten som at være sammen med jer de steder, der beskrives. Vi suger hver et ord og hver en sætning til os, da vi planlægger at gå ruten Camino Primitivo i maj 2020.
    Mange hilsner fra
    Jørgen Kløve Søgaard
    Horsens

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Hej Jørgen. Hvor dejlig en besked at få! Smiler helt herovre i Snekkersten… Primitivo står stadig så stærkt indeni, en aldeles vidunderlig camino. Drømmer om engang at gå den igen – evt. med Camino San Salvador først (fem dage fra León til Oviedo), og så videre ad Primitivo. Vi har ikke været af sted denne sommer, men tæller ned til at starte på den franske i oktober. Rigtig god camino kh Marie og Torben

      Svar
  3. Lise
    Lise says:

    Dejlig læsning – bemærkede også, at du til foredraget fortalte om, hvordan I valgte dagens tema og gik og snakkede sammen om forskellige emner – skal afsted med min mand til efteråret – og den idé snupper vi lige!!

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Det virker SÅ meget. Vi kommer i hvert fald rundt om emner, vi ellers ikke snubler over i hverdagen. Vi har fx: Børn, Bolig, Arbejdsliv, Sundhed, Økonomi OG rejser, Parforhold og Spiritualitet. Vi kommer i dybden med andre aspekter og med kærligheden for den sags skyld. Byen camino og dejligt tippet kunne inspirere!

      Svar
  4. Torben Andersen
    Torben Andersen says:

    Fantastisk godt skrevet og med sjæl, suppleret med nogle rigtig gode billeder.
    Har selv gået min 3.Camino her i foråret 2018 fra Barcelona til Santiago. 2 måneder. 1245 km, så jeg har stadig det liggende lige inden uder huden. Hvert et ord du skriver vækker minder som var det i går. Tak.

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Åååh, hvor det varmer. Vi er ved at oversætte hjemmesiden til engelsk nu, og det er en spændende proces at arbejde på at få den sjæl frem på et helt andet sprog…Kærlige hilsner Marie

      Svar
  5. Leon
    Leon says:

    Virkeligt spændende at læse…

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Dejligt… og mindst ligeså spændende at opleve:-)

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM CAMINOEN