* Artiklen indeholder annoncelinks til overnatning – se mere nederst


GUIDE Etaper til Camino Primitivos bakker


Her får du vores bedste forslag til etaper på Camino Primitivo. De passer til dig, der kan lide at vandre forholdsvis mange timer om dagen, men kan nemt deles op i flere

Der er mange måder at inddele Camino Primitivo på – husk du nemt kan beregne dine etaper i appen Wisely. Her har vi samlet to forskellige forslag til etaper baseret på de to gange, vi har vandret på Primitivo. Begge forslag er off the beaten track – altså med fokus på de små, mindre kendte steder og ikke de oplagte etaper fra klassiske guidebøger.

Etapeforslag med primært små steder

Med etaperne her rammer du det vidunderlige donativoherberg Bodenaya. Flere af overnatningsstederne ligger et par kilometer efter de albergues og byer, der er kendte fra guidebøgerne. Du får ekstra fred og ro på den måde.

1. Oviedo – San Juan de Villapañada 25 km
2. San Juan de Villapañada – Bodenaya 29 km
3. Bodenaya – Samblismo 33 km
4. Samblismo – La Mesa 26,4 km
5. La Mesa – Castro 21,6 km
6. Castro – Padrón 22 km
7. Padrón – Castroverde 33 km
8. Castroverde – Lugo 22 km
9. Lugo – As Seixas 36 km
10. As Seixas – Salceda 41 km
11. Salceda – Santiago de Compostela 30 km

Hvis du gerne vil slutte med etaper, der ikke er monsterlange…

Vores dage fra Lugo og frem var virkelig lange! Er det ikke lige dig, kan du vandre disse etaper i stedet:

9. Lugo – Ferreira 27,4 km (forslag: Casa da Ponte)
10. Ferreira – Boente 24,9 (tjek Rectoral de Boente)
11. Boente – Santa Irene 24,5 km (bo megagodt og fredeligt på Albergue Rural Astrar 700 meter fra caminoen. Der er en vej, der går videre fra albergue og møder caminoen lige før A Rúa, så du ikke skal gå tilbage igen)
12. Santa Irene – Santiago de Compostela 22,4 km

Etapeforslag med nogle af Primitivos nyåbnede, lækre steder

Med etaperne her starter du blødt – og du kommer til at bo på lækre nye herberger/værelser alt efter hvad du vælger:

1. Oviedo – Paládin 19,5 km
2. Paládin – Salas 28,3 km
3. Salas – Campiello – 32,3 km
4. Campiello – Berducedo 27,2 km
5. Berducedo – Castro 25 km

Distance i alt 319 km

Første nat: Oviedo

Hvis du ankommer sent til Oviedo – fx efter midnat – så tjek Hotel Favila Oviedo (annoncelink). Det er er billigt, helt fint og har døgnåben reception. Næste gang vil vi gerne prøve  Hotel Ovetense (annoncelink), som er meget lokalt. Kaffen er god!

Oviedo – San Juan de Villapañada

1. etape 25 km via Grado

Alberguet i San Juan de Villapañada ligger supersmukt på en solrig bjergside. Hospitalero Domingo holder orden i hytten på sin helt egen gnavne, men kærlige facon. Hvis du er mere til landlig idyl end til byer, vil du blive glad for herberget her frem for det i Grado.


Vil du have en kortere dag 1, kan du overnatte i Escamplero midtvejs.

San Juan de Villapañada – Bodenaya

2. etape 29 km via Salas

Albergue Bodenaya er uden sammenligning Camino Primitivos højdepunkt. Et donativo albergue drevet af David Carricondo, der samler alle pilgrimme til en familie. Vågn med skøn musik og rent tøj. Book i forvejen på +34 645 88 89 84.

Bodenaya – Samblismo

3. etape 33 km via Tineo

På denne etape har du mulighed for en kulturel omvej på et par kilometer hver vej til det forladte kloster Obona og til et lille vandfald. Klart en omvej værd, hvis benene er til det. Herberget i Samblismo er der ikke mange, der kender. Det er det herberg, der ligger tættest på hvor ruten deler sig mellem hospitalesruten og ruten via Pola de Allande.

Samblismo – La Mesa

4. etape 26,4 km ad hospitalesruten 

Sidst på dagen passerer du Berducedo by. Husk at købe proviant her, for i La Mesa er der ikke andet end herberget.

La Mesa – Castro

5. etape 21,6 km via Grandas de Salime

Her kommer du gennem byen Grandas de Salime midt på dagen. Det etnografiske museum skulle være rigtig godt, men er lukket fra 14-16. Du sover på Albergue Juvenil de Castro i den lille flække Castro seks kilometer efter Grandas de Salime. Vidunderligt sted med fantastisk mad og stemning. Book i forvejen (11 euro), og kom sulten. Det er bedst at ringe til dem, for de bruger mere tid på at lave mad end at tjekke mailen…

Castro – Padrón

6. etape 22 km via A Fonsagrada

I A Fonsagrada er der offentligt herberg og også flere private værelser at booke (annoncelink).

Efter A Fonsagrada var det gode valg ellers at gå det korte step videre fra A Fonsagrada til Albergue de Peregrinos de Padrón de San Xoán, men det er desværre lukket nu. Et gammelt, slidt municipalherberg med halvbeskidte bade, men total retrocharme og firmandsværelser.

Sjov og hyggelig gammel mand, der hedder Victor, passede det. Han er også byens politimand, og gav flere af os lift til indkøb.

Et godt alternativ på etapen er Albergue Pensión Cantábrico (annoncelink) tilbage i A Fonsagrada.

Padrón – Castroverde

7. etape 33 km

Moderne municipalalbergue, men desværre uden den store sjæl eller stemning. Gode vaskefaciliteter, men der er stort set intet i køkkenet, så det er om at være kreativ. Tag dig tid til at se byens lille springvand, der på sjov vis illustrerer Asturiens regnfulde vejr!

Har du benene til det, kan et rigtig godt alternativ være at gå videre efter Castroverde, for 6,5 km senere i Vilar de Cas er der lige inden corona åbnet et fremragende nyt herberg – Albergue A Pociña de Muñiz.

Castroverde – Lugo

8. etape 22 km

Meget kort og nem, flad rute, fordi jeg gerne ville have tid til at se Lugo. Her er et nyere municipalherberg i centrum. Lidt få bade og toiletter. Men ok. Tørrefaciliteter er der stort set ikke, så planlæg efter det. Obs ingen tæpper. Ellers er der mange værelser i Lugo – se liste her (annoncelink).

Det er i Lugo et must at få stempel i sakristiet i katedralen! En oldgammel støvet præst kæmper sig hen for at åbne en kæmpestor tung træskuffe, hvor katedralens stempel ligger, hver gang en pilgrim finder vej. Find det bag den tunge træport inde i katedralen. Tag dig også tid til at gå rundt om hele byen på toppen af bymuren.


Lugo – As Seixas

9. etape 36 km

Meget lækkert arkitektagtigt herberg i et gammelt stenhus. Kommer du tidligt, får du den mindste og bedste sovesal. Der er restaurant i byen, men ikke butik. Tjek på forhånd, om cafeen er åben, for den kan være lukket uden for sæsonen – risiko for at aftensmaden må stå på vakuumpakkede chokoladecroissanter og automatkaffe med mindre du har bedre proviant!

As Seixas – Salceda

10. etape 41 km

Det naturlige stop på denne etape var Arzúa med masser af herberger. Jeg gik dog 10-12 km videre for at nyde eftermiddagens ro på Camino Francés, og endte i Salceda, der har et lækkert privat albergue Alborada til 12 euro i dormitorio med 10 pladser (annoncelink). Baren 200 m henne ad vejen laver gode langostines.

Salceda – Santiago de Compostela

11. etape 30 km

Nyd turen ind til Santiago – den er rigtig fin for en sidstedag på en camino at være, og ikke gennem større industriområder. Byen tager stille til.

I Santiago er det en god ide at booke et sted at være – se vores yndlingssteder at sove i Santiago de Compostela her

Alternativt forslag til de første fem dage

Der kommer flere og flere overnatningsmuligheder på Camino Primitivo – her et forslag til de første fem etaper, hvor du oplever nogle af de rigtig gode, nye steder:

Oviedo – Paládin

1. etape 19,5 km

Forholdsvis nyåbnet herberg Villa Palatina med den sødeste familie. Virkelig kærlig velkomst og rigtig god, hjemmelavet mad. På Villa Palatina er der både sovesal og værelser, som kan bookes (annoncelink). Tag dig ikke af det lidt turistede look – her er hjertevarme, og vi følte os så godt modtaget, selvom vi kom med meget dårligt humør lige den dag.


Paládin – Salas

2. etape 28,3 km via Grado og Cornellana

Her boede vi på et meget nyåbnet herberg – Casa Sueño (annoncelink). Totalt lækkert, men også virkelig dyrt dobbeltværelse – 77 euro. Sovesalen og stedet i det hele taget er labert og drevet af folk, som har vandret caminoen. Det er sidste sovested cirka 1 km efter kirken, så man skal vide, at det findes, for at vælge det. I denne by: Vær sikker på at få fat i de lokale småkager Carajitos del Professor. Muuums, siger vi bare…


Salas – Campiello

3. etape 32,3 km via Tineo

Albergue Casa Ricardo i Campiello er nybyggeri i et smukt, gammelt stenhus – lækkert og totalt velfungerende.

Drives af det samme unge par, som har baren og den lille købmand. Du tjekker ind i baren.

Andre havde dårlige erfaringer med Albergue Herminia i samme by på den anden side af gaden og fortalte om dårlig stemning og optrækkerpriser. Til gengæld har de enorme størrelser café con leche…

Campiello – Berducedo

4. etape 27,2 km

Der har været noget gnavent over byen Berducedo begge gange vi har været der. Første gang til skideballe på Albergue Camino Primitivo (vi har sikkert også været irriterende). Anden gang med silende regn og en død stemning, der dog steg mange grader, da vi til vores store overraskelse fandt et nyåbnet casa rural, som vi til enhver tid vil anbefale: Casa de Aldea Araceli (annoncelink). Vi kunne godt finde på både at sove og spise her en anden gang – lækker bar i underetagen under horreoen. Ring evt. først og hør, om hun har mad. Morgenmaden er god. Eller er Berducedos nyrenoverede albergue municipal også en god mulighed.


Berducedo – Castro

5. etape 25 km

Nyd Albergue Juvenil de Castro – vidunderlig beliggenhed og have.

Hvad betyder annoncelink?

Når der står (annoncelink) efter et link, betyder det, at hvis du booker overnatningen via linket, går en brøkdel af betalingen til at finansiere Frie fodspor. Booker du via et annoncelink, støtter du Frie fodspor, og booking.com tjener mindre. Din pris for overnatningen stiger ikke, men du hjælper os.

30 replies
  1. Helene
    Helene siger:

    Hej igen. Jeg kan forstå at I er ved at opdatere ang. Camino Primitivo. Jeg fulgte nogenlunde jeres rute med nye overnatningssteder frem til Lugo. Det fungerede rigtig godt. Her er et par erfaringer:
    – Casa Sueno, Salas. Dejligt. Var helt alene på sovesalen selvom byen var fuld af pilgrimme. Her kan man virkelig få ro for 19 euro, selvom jeg havde lidt ondt af værten, for jeg var den første besøgende i fire dage.
    – Casa Ricardo, Campiello. Super hyggeligt. Her var vi kun tre.
    – Berducedo. Casa Rural var fuldt, så jeg prøvede det private Albergue Camino Primitivo, som har en stor sovesal næsten uden vinduer og en meget arrig værtinde som gerne overfuser pilgrimme. Siden fik jeg anbefalet det nyrenoverede Albergue Municipal som skulle være et bedre alternativ.
    – Castro. Viste sig at være genåbnet med et ungt par som værter. Desværre havde jeg fået at vide, at det var lukket, så jeg sov i Grandas, på det overfyldte Porta de Grandas. Fik siden at vide at byens sidst beliggende Albergue, casa Marquez, tror jeg det hedder, havde været tomt bortset fra en enkelt pilgrim, som var meget begejstret.
    Tak igen for gode etaper. Mvh Helene

    Svar
    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Hej Helene. Så er guiden opdateret. Griner lige af din beskrivelse på sovesalen uden vinduer i Berducedo. Fik vist cirka samme skideballe der i 2016. Kan desværre ikke længere huske over hvad. Det er nok værd at reservere på den gode casa rural. Værelserne over baren er dog også ok. kh Marie

      Svar
  2. Niels Raahauge Gyllling
    Niels Raahauge Gyllling siger:

    Som sædvanlig, er jeres side meget informativ og endnu mere inspirerende. Tak for det :-) Jeg sidder her og “sovser” lidt med planlægning af Primitivo i foråret 2024. Har I et kort over jeres tur på AllTrails, man må “låne” over rimelig lang tid? ;-)
    Kh. Niels

    Svar
      • Niels Raahauge Gylling
        Niels Raahauge Gylling siger:

        Tak for svar og link. Jeg prøver mig frem. Der er heldigvis lang tid endnu, så mon ikke det løser sig og i mellemtiden kan jeg jo sidde og studere jeres fine side :-)
        Mvh. Niels

        Svar
        • Frie Fodspor
          Frie Fodspor siger:

          Hej Niels. Fore resten er der en opdatering på ved at vores Primitivo – vi har fået en supergod mail med tips, som vi skal indarbejde. Bedste hilsner Marie og Torben

          Svar
          • Niels Raahauge Gylling
            Niels Raahauge Gylling siger:

            Tak for det. Det vil jeg kigge nærmere på. Nu er I altid så flinke til at hjælpe alle os andre, så i et forsøg på at gøre gengæld og også en hjælp til mig selv :-) når turen skal vandres, har jeg forsøgt mig ud i, at lave ruten på AllTrails ud fra jeres overnatninger. Den er til fri afbenyttelse, hvis I kan bruge den og finder I fejl, skal jeg gerne ændre den for sjette eller syvende gang :-D (men ikke uden at sidde og knurre for mig selv ha ha)
            https://www.alltrails.com/da-dk/explore/map/camino-primitivo-niels-eed5af6
            Tak endnu en gang for en skøn hjemmeside

  3. Helene
    Helene siger:

    Hej. Jeg er netop begyndt på at gå Camino Primitivo og har stor glæde af jeres forslag til etaper og overnatning. Dog var min og flere af de andre pilgrimmes oplevelser med Villa Palatin ikke så gode trods den skønne beliggenhed og gode sovesal. Vi oplevede at værterne, trods venligheden, ikke havde styr på tingene, at maden var forsinket osv., og at der blev drukket en del, hvilket siden førte til uro og larm gennem natten. Jeg håber selvfølgelig at det er en engangsoplevelse og går glad videre 😊

    Svar
    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Åååh hvor øv. Spanierne er nogle festaber. Håber I finder mere ro senere. Husk vores anbefalinger altid er et øjebliksbillede. Alt ændrer sig med dagen, vejret, selskabet, værternes humør og hvad Caminoen nu ellers bringer. Kh Marie og Torben

      Svar
  4. Josephine
    Josephine siger:

    Kære Marie,
    Tusind tak for jeres inspirerende og detaljerede beskrivelser fra caminoerne! Det er en kæmpe hjælp i min rejseplanlægning. Jeg vandrede Frances fra Leon tilbage i 2013, og nu kan jeg mærke, at caminoen kalder på mig igen. Men på grund af de mange mennesker, der er kommet til på stierne siden den gang for 10 år siden, tænker jeg at tage Primitivo i stedet – også for at opleve noget nyt.
    Jeg har et spørgsmål i forhold til booking af overnatning; som en anden også skriver, var det ikke noget, jeg gjorde på min første camino, og jeg synes, at det er ærgerligt, at det er blevet sådan. Der, hvor I skriver, at man skal reservere i forvejen (fx i Bodenaya), er det da nok at ringe på dagen, eller skal/kan man reservere flere dage i forvejen?
    Mvh. Josephine

    Svar
    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Hej Josephine. Vi svarer lidt forsigtigt her, for der kommer hele tiden flere. Vi har ikke været af sted siden oktober. Generelt booker vi nødig, men tager tingene, som de kommer. I oktober dog med booking fordi vi var fem af sted sammen og gerne ville have femmandsværelse. Bodenaya er vidunderligt. Vi ved ikke om det overhovedet kan bookes stadig, men du kan jo prøve at skrive og spørge. Kh Marie og Torben

      Svar
  5. Helene
    Helene siger:

    Hey,
    Har for år tilbage gået den franske camino af 2 omgange. Dengang var det ikke muligt at booke, hvilket det en lille smule er sådan det skal være, synes jeg 😊 har det ændret sig nu, så de fleste har booket fra sted til sted, og man så derfor også selv er nødt til det?
    Mvh Helene

    Svar
    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Hej Helene. Vi booker heller ikke og trives bedst med det. Vi har ikke rigtig nogen mening om hvorvidt det er sådan det skal være, for nogle kommer ikke af sted uden trygheden i booking. Vi vandrede den franske rute for præcis et år siden og oplevede kun en enkelt dag ikke at finde et sted at sove efter 40 km. Det fiksede vi nemt med en kort taxatur 12 km tilbage til Sarria og frem igen næste morgen. Det skal siges, at vi vandrede på nogle af årets travleste dage – med ankomst Langfredag til katedralen, hvilket vi overhovedet ikke havde tænkt over da vi startede i marts… Vi oplevede først trængsel efter Sarria. Vi ville til enhver tid droppe booking en anden gang også. Bedste hilsner Marie og Torben

      Svar
  6. Allan
    Allan siger:

    Hej Frie F🦶 Er det rigtig forstået at byen Berducedo er efter “bjergturen og der provianteres til ophold og næste dags tur? Men hvornår provianteres der til bjergturen/hospital ruten
    🙏 Tak. Ps. Holder i foredrag om primotivo eller andet med alle “cowboy tricks” til denne tur.

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Allan. Vi holder ikke foredrag om specifikke ruter, men kan sagtens lave det, hvis det har interesse. Vi tager 3.500 pr. foredrag uanset deltagerantal. Ja, Berducedo er byen du ankommer til efter hospitalesetapen. Sidste proviantering inden hospitalesruten er den lille købmand i baren i Campiello. Husk at købe appen ril ruten, fx Wisely, Wise Pilgrim. Der ser du alt med indkøb, byer, deldistancer osv. bedste hilsner Torben og Marie

      Svar
  7. Jannie Storgaard Klausen
    Jannie Storgaard Klausen siger:

    Hej Marie. Jeg synes jeg så en kommentar fra dig herinde, hvor du nævnte muligheden for at gå denne camino på 18 etaper. Er det mig der har læst forkert, ellers har I beskrevet det et sted? Vh Jannie

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Jannie. Hmmmm…. tror 18 passer bedre med noget vi har skrevet om Camino Sanabrés? Men mon ikke også Camino Primitivo kan strækkes? Det bedste overblik synes jeg du får i appen Wisely – der kan du se alle byer med overnatning og tælle dig frem til antale etaper, der passer med dit tempo. Primitivo er i stor udvikling med mange finde, nye steder at overnatte. Utroligt hvad der sker med en rute på bare fem år… Hilsen Marie

      Svar
  8. Dan Knudsen
    Dan Knudsen siger:

    Hej Marie

    Lige et enkelt praktisk spørgsmål her kort før knægten og jeg drager afsted til Oviedo.
    Hvilke erfaringer har I haft med at få rygsækken med som håndbagage?

    Vi rejser med Iberia, og er kommet i tvivl om hvorvidt de vil kræve det indtjekket.
    Du nævnte noget om at I ikke havde haft problemer med vandrestavene, når de kan foldes sammen (det er stave købt hos jer).

    Bedste hilsner Dan

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Dan. Hele området med håndbagage udvikler sig enormt lige nu. De oprindelige mål på cirka 55x40x25 cm er hos flere flyselskaber fjernet, så man nu skal betale ekstra selv for den størrelse! Derfor vil jeg helt klart anbefale, at du kigger på jeres billetter hvad I må have med og måler efter. Vi har med målene 55x40x25 ikke haft problemer med vandrestavene. Men når jeg skal af sted til oktober med mine tre børn og svigersøn har jeg faktisk tilkøbt den størrelse, for det hørte ikke til billetten. Rigtig god tur til jer kh Marie

      Svar
  9. Simon
    Simon siger:

    Hej Marie.
    tak for endnu en god guide, som jeg regner med jeg vil følge på min primitivo.
    ved du om man kan købe pilgrimspas i Oviedo ?

    Mvh Simon

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Simon. Fedt du kan bruge den! Ja, du kan løbe pilgrimspas i Oviedo. Selv ville vi dog til enhver tid skaffe det hjemmefra hos den danske pilgrimsforening, så du ikke skal rende rundt og lede efter steder i Oviedo. Kh Marie

      Svar
  10. Birger Johansen
    Birger Johansen siger:

    Hej Marie jeg gik min første camino i august startede fra lufthavnen i Asturias, gik del Northe, men har fået lyst til mere camino overvejer Primotivo, da jeg gik del Northe var mine dages vandring i snit 26 km om dagen, jeg ved at der er mange flere højde meter på primotivo, jeg er 71 år så mit spørgsmål er, om det er urealistik at kunne gå den på ca 14 dage, jeg vil ikke planlægge en masse, bare gå og se hvad der byder sig, hvordan er vejret slut april og først i maj mvh Birger

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Birger. Det lyder vel nok velkendt med lyst til mere camino! Efter min mening kan du helt trygt gå i gang med Primitivo, og 14 dage er ikke urealistisk på nogen måde. Så vidt jeg har hørt er Camino del Norte faktisk for mange en hårdere udfordring end Primitivo pga. den megen asfalt og nedstigningerne til kystbyerne. Stierne på Primitivo er gode og nemme at vandre på, selvom det ofte enten går opad eller nedad. Den dag ned til Grandas de Salime, som alle frygter, når trygt nedad en grussti i nålesving og er ikke slem. Ruten er godt udbygget med overnatningsmuligheder. Jeg tænker: Trygt af sted med dig! Buen camino fra Marie

      Svar
      • Birger Johansen
        Birger Johansen siger:

        Hej Marie tusind tak for dit svar, jeg tro at det bliver primitivo til foråret, du skal også have tak for en meget fin hjemmeside, der er så mange gode oplysninger på.
        Mvh Birger

        Svar
  11. Matilde
    Matilde siger:

    Hej Marie! Tusinde tak for jeres fantastiske side der giver meget inspiration for en nybegynder som mig. Afgang er om to dage, og jeg skal gå primitivo. Jeg får læst mig til at et pilgrims pas er et must?? Ved du hvor jeg kan få mig sådan et henne så jeg har adgang til alberguerne? :-)
    Mvh Matilde

    Svar
  12. Torben mejlvang
    Torben mejlvang siger:

    Hej. Tak for en dejlig og informativ oplevelse med og læse, om jeres ture og informationer. Har flere år gået med tanken om Caminoen, men et er tanker andre er handling. Nu på efterløn, så mon ikke. Kender lidt til Vandreture, da jeg har været på Neijmegen og gået Makoni-tur dertil fra København gennem Danmark,Tyskland og Holland. Sidste dog over 3 uger. Endnu en gang tak for jeres sider – der er de bedste jeg har set/læst.
    Mvh og gode ture til jer – Torben M.

    Svar
    • Marie
      Marie siger:

      Hej Torben. Hvem der bare var på efterløn… Nej, spøg til side, jeg elsker mit arbejde, men hvor må det være fantastisk, at verden ligger for dine fødder. Al lykke til og tusind, tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive til os. Kærlig hilsen Marie

      Svar

Skriv en kommentar

Her kan du kommentere artiklen. Har du individuelle spørgsmål eller brug for sparring om fx grej eller planlægning, er du velkommen til at booke os her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM CAMINOEN