INDBLIK Caminoen i medgang og modgang

På Camino Sanabrés lærte jeg, at caminoen ikke altid bringer, hvad vi lige drømmer om, eller hvad der er nemmest. Den har det med at bringe, hvad vi på det dybeste plan har brug for

Hvem er jeg, hvis jeg ikke er Pippi? Hvordan er det at være langsommest, trættest, mest forpint og mindst overskudsagtig? At skulle bede om hjælp? Alt det blev jeg klogere på på Camino Sanabrés… Ligesom jeg blev klog på de smukke oplevelser, der venter på den anden side, når jeg accepterer verden og min hælspore, som den er.

Kvinde-mand-mor-far-pilgrim

DAG 1 Ourense til Cea 22,5 km

Tilbage hvor vi slap Camino Sanabrés i juli – eller rettere: fem dage og et efterår længere henne ad ruten. Starten går fra Ourense, og vi har den lykke at være her med hver vores voksne datter.

De første dyr vi møder, er fire søde, små kattekillinger ved herberget i Ourense. De kigger intenst spørgende på os, og tankerne flyver til vores fire andre børn, som er derhjemme.

Efter en stund fjoller kattekillingerne videre i deres leg. Så er vi vist free to go… Fra start er vi tydeligt i nye roller og dermed nye mønstre: Ikke bare mand og kvinde, men også far og mor.

Umærkeligt glider vi ind i forældreskabet: Aflæser pigerne, prøver at tilrettelægge alt, så det kører, viser lederskab og vej. Men det er faktisk ikke det, der er brug for! Det er det modsatte: At lade dem gå selv, finde vej selv, håndtere humøret og dagens uvisheder og udfordringer selv. Det er ikke fordi mine øjne ikke kan se, at de er to voksne kvinder – det er såmænd mit moderhjerte, der ikke har fattet det helt endnu.

I glimt ser de sig også selv tilbage. Som efter en hård morgen i silende regn og med en stigning uden for kategori ud af Ourense. Her går pigerne forrest, og pludselig ser vi dem usikkert smilende vende sig om ved et hus. De ser efter os med barnets spørgende øjne. Da vi når frem, opdager vi en fuldskægget mand med en ægte røverhule bag sig, som bugner af spindelvæv og minder i hver en krog. Med os går de trygt indenfor.

Vi bliver bænket på bænken med to arbejdsmænd fra det lokale savværk. Mine fødder er så gennemblødte, at det skvulper, når jeg bevæger tæerne. Så meget desto større er lykken og taknemmeligheden, da vores ven her i regnen byder på skoldhed kålsuppe, arme riddere og varm kaffe. Han hedder César – IKKE med Julius foran, for han er kelter, ikke romer!

Mens han skænker vin til arbejderne og sig selv med den ene hånd, drysser han gavmildt pilgrimsfortællinger ud over os med den anden. Jeg slubrer suppe og historier, mens jeg fyldes af den dybe betydning af alle de timer, jeg har brugt på at lære spansk i bilen den seneste måned. Så skønt at forstå alt det, jeg før gik glip af.

Hjemmefra tænkte jeg os som de erfarne pilgrimme, som kender konceptet og mere eller mindre kan forudse, hvilke benspænd, der nu kan komme. Men så alligevel ikke: På denne camino har jeg for første gang “mochila taxi” – rygsæktransport – og går kun med en lille, let dagstaske. Ideen er at skåne min fod med hælspore mest muligt. Mochila taxi er et super koncept – men jeg ude af min tryghedszone.

Rygsækken blev sat i morgenmørket i køkkenet på en bar i Ourense med en håndskrevet lap med mit navn og stedet, vi vil sove i nat. Det spanske postvæsen lover transport til næste destination for fire euro med levering senest 14:30. Men da vi når frem klokken 16, er her ikke skyggen af min rygsæk, og beskeden er, at jeg først kan få den om en dag. De har åbenbart prøvet at kontakte mig på mail, fordi de ikke kunne finde min rygsæk – men tanken om at tjekke mail på caminoen har altså ikke lige strejfet mig (heldigvis)…

Så ud på eftermiddagen er det faktisk nok mest mig, der er noget nær en muggen teenager: Jeg har brug for tørt tøj, et bad, tryghed, vished… Nu er jeg glad for mit spanske, for jeg får forklaret, at det er posten, der har fjumret: De har ledt efter min rygsæk på Bar Acapulco, og ikke på Bar Alameda, hvor de havde bedt mig om at stille den. Da de opdager, at fejlen er deres, er servicen super: Posten kører en ekstra tur, og 17:30 får jeg varmt bad og tørt tøj.

Indtil videre er min erfaring med mochila taxi: Friheden er det, jeg elsker mest ved at vandre med alt, hvad jeg behøver i min rygsæk. Noget af den frihed ryger med rygsæktaxa og når vi er bundet til at vide på forhånd, hvor vi sover. Det handler ikke om fordomme og om at føle sig som “rigtig” pilgrim, der bærer rygsækken selv. Det handler om frihed… Men for mig denne gang: Jeg er ved at lære at acceptere livets vilkår, betingelser og begrænsninger, når det er nødvendigt. Det er det nu. Heldigvis folder caminoen sig ud i al sin stille, langsomme magi – rygsæk eller ej. For det vil jeg gerne sige tak…

Vandring i de perfekte familiers land

DAG 2 Cea til Castro-Dozón 19,3 km

Dagen starter stille, mens vi ligger på hotelværelset og lytter til kirkeklokkerne. Eller øøøh.. nej, vi kan stort set ikke høre dem, fordi vi knevrer løs. Torben har allerede hældt første “olie” på motoren – der er nemlig god kaffe i fællesrummet. Vi gør, som vi plejer: Bearbejder og genkalder hele dagen igår.

I dag er det tydeligt, at vi vandrer som en gruppe. At fire er mange. Hver med sin krop, sine synspunkter, sit humør. Inde i mig er der ikke så meget tvivl om, hvad jeg er for en fisk. Jeg er en indadvendt en af slagsen. Det kan godt være, jeg siger (og skriver!) meget… Men det er sjældent tydeligt for enhver, hvad der foregår på mine indre linjer. Alt derhjemme er i princippet left behind – måske bortset fra mønstre. Vi er dem, vi er. Også på caminoen.

På de indre linjer er jeg i fuld gang med at prøve at holde flokken samlet. Det går – igen i princippet – forud for, hvordan jeg egentlig selv ønsker at vandre. Men min hæl og den mentale udfordring, den giver, får mig alligevel til at sakke bagud. Fordybet i tanker, sanser og fotos. Jeg kigger glad frem på min mand og vores døtre – men kigger på. Betragter. Ser, hvordan han egentlig er den, der holder sammen på stemningen med sange, dårlige jokes og kærligt dril.

Endnu mere tydeligt bliver det for mig: Det kræver noget at være fire sammen på en camino. I hvert fald, hvis man som jeg lider af udbredt hensynsbetændelse, hvor man føler ansvar for, at alle har det godt. For du kan bakke op og vise hensyn, så meget som du vil på caminoen. Æde dine udfordringer, hvad end de er. Men oplevelsen kommer indefra: Fra de mønstre, drømme, værdier og udfordringer, vi hver har med i rygsækken. Der er ingen “mor” eller “far” på caminoen. Der er dig selv, dine værdier og de valg, du tager.

Efter en skyggefuld og vidunderligt smuk morgenvandring mellem to stengærder gennem skoven på bløde, slidte sten, når vi en dal med et lille hus badet i sol. Det er som lyst op af en cirkel af varme, mens alt andet er i skygge.

Minder mig lidt de perfekte familier, mennesker, kolleger, der lyser, når jeg selv okser rundt i hverdagens buldrende hamsterhjul og tror, at alle andre har det nemmere. At der findes familier og liv, hvor solen altid skinner.

Ude af skoven har en skovbrand haft fat i bakkerne. Den kan ikke længere lugtes, men ses. Tænker tilbage på en skrøbelig samtale i lufthavnen med vores for nylig nabo. Uden eftertænksomhed spurgte jeg: “Hvor blev du af?” Det korte, alt for korte svar: “Vi er blevet skilt”, klinger igen nu. For ja, noget er brændt og væk. Men også forfra. Det er tydeligt noget tid siden branden – nyt grønt, ukueligt liv er på vej. Sikkert anderledes end før. Langsomt og skrøbeligt, men på vej.

På bakketoppen efter solhuset i dalen vender jeg mig kort om, og får dagens helt zen pause i vejkanten med følelsen af ro over skyerne.

Fremme halvvejs ved klostret i Oseira er “solen i de andres have” der igen: Jeg sidder der ved klostret træt, uperfekt og frysende. Min datter har uden tøven lånt mig sit håndklæde, fordi jeg ikke har mere tøj med i min lette dagsrygsæk. Vup, som det plejer at være, har jeg spildt kaffe på det lånte tørklæde. Bedst som jeg sidder der lidt à la Max Pinlig Caminomor, er vi pludselig og helt uvant rigtig mange pilgrimme. Alle ud over os er iført labert udstyr og rene vandrebukser med folder i. Og vup, måler jeg mig, og sidder der træt og beskidt.

Ave Maria spiller fra klostrets klokketårn, og med eet myldrer alle de nyankomne ned til en bus, der holder rundt om hjørnet for at stille deres rygsække inden en guidet tur i klostret. Mit første møde med turigrinos – turister på caminoen. Jeg undres, jeg kigger, jeg suger erfaring til mig. Og har det klareste billede af menneskelig nysgerrighed: Jeg tror, at mange af de mennesker, der nu snuser til caminoen fra bussen, vender tilbage til fods.

Klostret her i Oseira har to væsensforskellige sider. Ved første syn fra vejen er det lukket, tilknappet og ydmygt. Først når du finder den lille port ind, åbner det sig smukt, rart, imødekommende. Måske en lille reminder om ikke altid at dømme ved første øjekast?

En ustyrligt smuk dag ender i det første stykke camino, jeg nogensinde har vandret, hvor jeg gladeligt havde investeret i tre kilometer i taxa. Vi vandrer i landevejssiden beskyttet af autoværn på den ene side, og med en anden landevej på den anden.

Kort efter er vi heldigvis “hjemme” i O Castro de Dozón til en aften med sol. Og for mig mødet med en italiensk pige, som jeg sludrer med, mens vi hver især fremviser hælsporer, betændte akillessener og vabler. Efter dagens etape er vi alle ens, og lige nu skinner solen på os alle. Hvis vi tager en pause og sætter os i den.

Over ægteskabets sorte skyer er himlen altid blå

DAG 3 Cea til Transfontao 26,1 km
Tilbagelagt 26 km i dag inkl. fem km med uskønt, ægteskabeligt fnidder.

Konturerne af konflikten var der egentlig allerede fra morgenstunden af: Jeg vidste godt, at den ville komme, og jeg vidste det endnu mere, da jeg så det her: Den smukke udsigt ud over bjergene klemt inde mellem vådt græs forneden og skyer foroven.

Det er så tydeligt for mig, at sunde, trygge kærlige relationer med andre starter med kærligheden til mig selv. Når jeg ikke er i balance, bliver jeg sulten på andres omsorg, forståelse, hensyntagen – eller venten på mig, når jeg går langsomt. Hurtigt skuffet. Svær at gøre tilfreds. Omvendt: Når jeg fokuserer på det kærlige nærvær med mig selv, kommer kærligheden helt af sig selv. Som min datter, der pludselig venter på mig, lige der på stien. Jeg er ikke alene. Og endnu mindre, da jeg opdager, at det er min mand – som jeg ellers ikke er i kridthuset hos i dag – som har foreslået hende at vente på mo-ar. Fordi han ved og aflæser på meters afstand, at det trænger jeg til.

Foregår diskussioner så på en særlig måde på caminoen? Mnøøø… eller måske jo, i den forstand, at det hjælper på det hele at gå ved siden af hinanden. Uenigheden og smerten er der stadig, men med mindre konfrontation, fordi vi helt konkret skal samme vej. Det, der virker så vigtigt i lige det øjeblik at få ret med, passerer på en måde hurtigere. Eller det gås på plads.

Pludselig er diskussionen ti kilometer tilbage ad ruten og dermed passeret og forbi. Efter det – som altid i vores ægteskab: Sol over skyerne. Eller som nu: De lange, varme stråler på den lille skovsti.

Alt imens vi snakker (igen!) om at blive gamle sammen. Mens søde, modne figner bliver spist og fascinerende kaktusser beundret på behørig afstand.

I et stykke af skoven er stammerne helt dækket af vedbend – denne her klatreplante, der kan alt, når den har andre som fx et træ at støtte sig til. Smart nok, men hvor alt stritter på mig, når jeg her på caminoen i perioder er den vedbend. Min indre Pippi vil alt selv – alt imens caminoen (og min mand) muligvis er ved at lære mig om fællesskab og at løfte i flok.

Efter tyve km ankommer vi til et af Galiciens nye arkitektherberger – A Laxe de Bendoiro. Egentlig gør min fod nu ondt. Min rygsæk er allerede leveret med posten til herberget her. Vi kan bare blive. Men jeg mærker, at de andre har mere krudt. Ingen presser mig på nogen måde – men dagens gode sammenhold og stemning efter skyerne lettede, afgør det: Eight more kilometers til næste seng i Transfontao. Mine tre kære deler indholdet fra min rygsæk over i deres, så vi skåner min fod. Tak for jer, alle tre…

Tankstationer og truckertøser

DAG 4 Transfontao til Ponte Ulla 23,4 km

Dagens værelse er som sendt af caminoen, hvilket det jo sådan set også er. Både Torben og jeg er følsomme og sensitive, og tager alle indtryk dybt ind. Sætter uendelig pris på æstetik og stilhed. Og voilà, her er vi så i Ponte Ulla på noget, der mest af alt minder om et motorvejsmotel. Til gengæld kostede et værelse 37 euro! Lastbiler og biler brøler forbi, og udsigten byder på hele tre tankstationer. Kan huske meget få så gennemført charmeforladte spots langs caminoen.

Torben ligger på sengen klinet til vinduet, mens han sarkastisk begejstret udbryder: ”Prøv at høre, prøv at høre, nu kommer der en stor en!!!”, hver gang et nyt larmende køretøj passerer, og jeg kramper i grin. Pigerne er til gengæld oprigtigt begejstrede, alene fordi de er sluppet for sovesal i dag. En sand pilgrim er taknemmelig for den luksus et stoflagen er!

Caminoen er ikke “bare”. Den bringer sine udfordringer – fysiske som psykiske for hvert et skridt. I dags indlogering er det lysende eksempel på præferencer og på, hvordan vi definerer os selv ud fra de valg, vi tager. Hvad end det gælder hotelværelse, mad eller hvad som helst andet. På caminoen er det ikke altid muligt at vælge ud fra din smag eller sin livsstil – eller at få opfyldt dine forventninger. Måske er der sukker på croissanten, og måske er den varme kakao tyk som grød. Men det er den croissant og den kakao, caminoen sendte.

På caminoen er de afgørende faktorer føddernes dagsform, den oplevede vægt af rygsækken og om maven rumler. Så fino fino, jeg er truckertøs i dag! Er du sunshine, det’ fedt!!

Også på andre måder gør denne camino mig klogere på, hvad jeg tror om mig selv. Det er for eksempel helt i min indre DNA, at jeg ser mig selv som en stærk kvinde. Nu kører min rygsæk med taxa hver dag, og jeg er langsommere og mindre stærk fysisk, end jeg er vant til at være. Vores to stærke døtre flyver til gengæld foran os med syvmileskridt (så længe de er inden for synsvidde), alt imens jeg hører mig selv sige: “Vi ses på næste bænk…” Og tager mig tiden til at få øje på hver bunke kastanjer og dufte hver en eukalyptus undervejs.

Etape for etape bliver jeg klog på, hvor vigtigt det er at fokusere på, hvad jeg kan, og hvad der faktisk fungerer.

Min nuværende tilstand giver mig et glimt ind i, hvordan livet måske bliver senere: Med flere skavanker, mere at leve med og mere taknemmelighed lige nu og her. For eksempel har det tidligere undret mig, hvorfor nogle pilgrimme snakker om, hvorvidt der er asfalt på en rute eller ej. Den slags opdagede jeg simpelthen ikke før, fordi jeg ikke behøvede mærke efter og skåne min krop. Spørg mig om ruten i dag, og jeg husker hvert et stykke asfalt!

Indtil videre er jeg ikke skræmt over hvad jeg vil kalde “det magelige vandreliv” – inspireret af spændende snakke med min kollega om “det magelige friluftsliv”. Altså det friluftsliv, der kommer efter flade liggeunderlag! Caminoen er ligeså smuk og interessant også nu, hvor jeg for første gang nogensinde spotter fx strækninger, der sagtens kunne tages i taxa! Plus der går en vildt sjov og evigt hengiven silverfox ved min side, med den slags rynker, du kun får af at lytte og smile.

Det giver så absolut ingen mening at sammenligne med hvor hurtigt eller langt jeg vandrede før. For de færre kilometer nu bliver nydt i de dybeste drag og med en meningsfuld langsomhed. Det er dejligt at gå glip!

”Er det så nu, vi skal græde?!?”

DAG 5 Ponte Ulla til Santiago 20,6 km

Hjemmefra havde jeg booket rygsæktaxa til alle dage undtagen den sidste – i dag. Ved morgentide på motellet står min forfængelighed som hugget i sten: Af grunde jeg lige nu ikke kan argumentere for, havde jeg i min indre fantasi set mig selv vandre den sidste distance til katedralen med min vanlige caminorygsæk: Slidt, stolt, selvberoende pilgrim… Min bare! Pludselig midt i første café con leche ser jeg kun alt for klart, hvor komplet underordnet det er, om jeg er i stand til at bære den rygsæk eller ej. Jeg er en lige rigtig pilgrim med min baby-rygsæk!

Det viser sig heldigvis supernemt og fleksibelt at æde min stolthed og booke en ekstra dags rygsæktaxa: Fem euro i en kuvert, navn på – og god rejse, kære mochila.

Dagens tostados til morgenmad bliver indtaget til synet af syletynde, absurd labre kvindelige tv-værter, der rapporterer fra de voldsomme oversvømmelser, Spanien er ramt af i disse dage. Måske lige undtagen camino-land, der i det store og hele er sluppet heldigt. Således med følelsen af at være de heldige, udvalgte, tørskoede pilgrimme: Af sted med os.

Belært af tidligere caminoer har jeg indstillet mig mentalt på en dag, der kommer til at slutte, før jeg er parat. Forberedt mig på fabriksområder, motorveje og forstæder før tid. Igen er jeg overrasket og bjergtaget af Camino Sanabrés! Aldrig som i nogensinde har jeg vandret en camino, som er SÅ smuk til det sidste – lige til katedralens tårne pludselig stikker op over en vinranke på en stille vej.

De lange udsigter med bjerge på begge sider har fulgt os hele vejen. Det lange blik i livet også. Dengang vi mødte hinanden, var vi krampagtigt forhippede på at lave en familie ud af to eksisterende, koste stort set hvad det ville.

Med årene og erfaringen har vi trukket os længere tilbage og haft mindre travlt. Tid til at nyde de relationer, der er groet frem med tid og fri vilje. Og nu i dag ser vi stort set kun ryggen af vores døtre, der storker af sted fordybet i grin og snak om vi ved faktisk ikke hvad. Åååh, de smukke unge mennesker, pludselig er de stukket af…

Alt, hvad caminoen har ændret i mit liv, bliver pludselig klart på den sjove måde, da min datter ved første glimt af katedralen med drivende sarkasme siger: “Er det så nu, vi skal græde?” og senere, ved foden af katedralen “WTF… Det er jo som at være med i en SpejderSport-reklame?!” Sundt og sjovt at blive udfordret af vores døtres dejlige friske øjne hele denne camino. Når min mand og jeg taler i kor, deler værdier som fordomme og på en meget forældreagtig måde tror, at verden ER som vi ser den. Tak for modspil, ærlighed og væren lige dem, I er.

Så nej, det er ikke nu, I skal græde. Og hvis I gør, er det også fint!

6 replies
  1. niels hee andersen
    niels hee andersen says:

    tak for gode billeder, jeg går næste år.
    Jeg er lidt ærgerlig over at dine/Jeres billeder gåt over i mælkehvidt allerede midtpå når jeg scroller så jeg ikke får set hele billedet i normal eksponering. Er det noget der kan gøres noget ved.
    Held og lykke med hælspore. Hvis du går med indlæg, kan der slibes fordybninger til den ømme del , spørg bandagist. Jeg bruger Elsgaard på Ndr Fasanvej : http://elsgaard.eu/
    Du skal ikke gå for længe med det problem, det sætter sig som ømhed hele vejen op ( som om du ikke vidste det !)

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Hej Niels
      Det lyder godt nok irriterende med mælkehvide billeder. Er det fra computer, mobil eller tablet, og hvilken browser? Så kan jeg lige undersøge hvad problemet er. Tak for tippet med bandagist – jeg er pt. i gang med to meget forskellige slags indlæg. Synes det er en jungle. Heldigvis kan jeg høre fra andres beretninger, at jeg ikke er så slemt ramt som man kan være. Det går den rigtige vej… kh Marie

      Svar
  2. René Bartholdi
    René Bartholdi says:

    Tak for en skøn og livsbekræftende beretning. i mine øjne er du mere dej end gennemsnittet. Du gennemførte på trods af en hælspore. Og uanset hvad folk siger, så husk der findes ingen rigtig pilgrim. Men vi er hver især pilgrim på vores egen måde. Og skal du nogensinde ud og gå igen med skavanker så undersøg et stof der hedder DMSO. Der billet have gjort underværker for dig. Det helbreder en skinnebens betændelse på 2-3 mens du går. Næsten alle smerter kan løses man skal bare vide hvordan. Buen camino

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Velbekomme, René. Så dejligt du kunne bruge den. Lige nu går mine overvejelser mest på at være tålmodig med min krop og lade livets udfordringer tage den tid, de nu tager. Ikke flere caminoer med hælspore. Spændende med DMSO, men jeg skal nok læse en del mere, hvis jeg skulle turde… kh Marie

      Svar
  3. Aase Buchdal Nielsen
    Aase Buchdal Nielsen says:

    Meget, meget fine reflektioner og godt skrevet… Som dig blev jeg klogere på mig selv og andre på hver pilgrimsvandring. Blev mere rummelig for hver gang.. men alligevel skulle jeg igennem alle følelsesaspekter hver gang. Jeg har gået de lange pilgrimsvandringer på 800 km og mere med min søster og kortere ruter med min mand. Jeg elsker det… men det er altså også hårdt… for mig nok mest psykisk. Kh Aase

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Hvor jeg genkender, det Aase! Jeg tror på en eller anden måde hver gang, at nu har jeg den tidligere camino med indeni, og så bliver alt lettere. Og alligevel åbner der sig nye dybder og ting at arbejde med. Det er nok derfor jeg aldrig rigtig slipper caminoen – eller den mig. Kærlig hilsen og stort tak fordi du skrev fra Marie

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM CAMINOEN