Kristians beretning – når caminoen ikke er, hvad vi forventer

Kristian planlagde fem ugers camino, men rejste skuffet hjem efter en uge. Med sig i rygsækken havde han vigtige erkendelser om sig selv og sine grænser

Her kan du læse Kristians personlige beretning om den store drøm om caminoen, der endte som det modsatte. Vi tager Kristians historie med her på Frie fodspor, fordi den rummer vigtige pointer om at lytte til sig selv og vandre den camino, der er den rigtige for dig.

Kristian (til højre) med sin første caminoven, irske Paddy, som hjalp ham igennem hans udfordringer med knæsmerter efter den hårde tur over Pyrenæerne.

2. juli: En skuffet pilgrim rejser hjem

”Jeg tager hjem. Er træt af at miste ting, det er dyrt. Først underbukser, og nu er mit håndklæde væk. Det er også dyrt at købe medicin på apoteket. Endnu et problem. Jeg er stresset. Stresset over, om der nu en seng til mig? Kan jeg gå uden smerter? Er der 100 eller 10 i sovesalen i aften? Jeg er stresset. Stresset over, at jeg intet privatliv har. Jeg kan aldrig få fred. Ikke lukke en dør.

Jeg valgte caminoen for at opleve frihed. Jeg oplever et monotont liv. Stå op, gå, vask tøj, lav mad, sov, gentag. Det er et fængsel, jeg selv har valgt. Jeg er ikke glad, jeg er ked af det. Skuffet over oplevelsen og skuffet over mig selv. Jeg tager hjem. Buen camino. Min er definitivt slut”.

Opmuntringer til pilgrimme langs Camino Francés – men lige meget hjalp det.

4. juli: Livsklog pilgrim med erkendelser i rygsækken

”Så er jeg endelig hjemme, faktisk kun en uge efter, at jeg tog første skridt ud af Saint-Jean-Pied-de-Port. Min camino varede kun i en uge. Men hold da op, hvor jeg trods den korte tid har lært noget om mig selv. Jeg har brugt de sidste dage på at tænke:

• Frihed er relativ. For mange er der frihed i at gå ruten og leve fra dag til dag. For mig er det et mareridt. Jeg er et strukturmenneske og har behov for, at min dagligdag er nogenlunde forudsigelig
• Jeg er ikke længere skuffet over mig selv. Jeg har behov for at være mig selv, når jeg er off. Jeg har qua min uddannelse som kok flere gange arbejdet 14 timer både fredag og lørdag uden problemer, men forskellen er, at jeg herhjemme kan lukke en dør og være alene. Det var mit allerstørste problem på disse albergues. Af natur er jeg enspænder, og det harmonerer ikke med at sove på albergues
• Normalt har jeg en meget fast døgnrytme, også i weekender. Dårlig søvn påvirker mig meget, og med et albergue, der først er ro på omkring 23, og folk larmer igen klokken fem, ja, så kan det kun give dårlig søvn
• Mit budget var for optimistisk. Jeg var ikke forberedt ordentligt til turen, men det vil jeg helt klart være næste gang. Jeg har lært rigtig meget af min korte tur.
• Som barn blev jeg diagnostiseret med ADHD og gik i specialskole i otte år. Jeg lægger ikke mærke til det i min hverdag, måske fordi jeg automatisk indretter mit liv efter det. For eksempel har jeg ingen åbne møbler. Jeg har svært ved at fokusere og er ekstra belastet i store menneskemængder, fordi min hjerne modtager alle indtryk omkring mig. Ud over det lider jeg også af misofoni (mennesker, der lider af misofoni, har et direkte had til lyde og kan få angstsymptomer af lyde, red.). Min diagnose er ikke en undskyldning for mig selv. Det er bare et faktum, som jeg slet ikke tog det ringeste hensyn til i min planlægning af turen.

Caminoen kalder igen – alligevel!

Jeg er ikke færdig med caminoen. Næste gang bliver med færre km, kun i omkring tre uger, og med hotel/hostal-overnatninger i stedet. Og så bliver det i starten eller slutningen af sæsonen. Håber på starten af næste år.

Nå, men det var det jeg havde på hjerte. Kan I have det godt derude. Buen camino!

Kristian”

Post scriptum: To måneder efter det Kristian rejste hjem, hørte vi igen fra ham i caminogruppen på Facebook med et forsigtigt spørgsmål om hvordan vejret er i april på caminoen. Fortsættelse følger…