GUIDE Gendarmstien – tips og tricks (84 km A til B)


Her deler vi vores erfaringer om Gendarmstien – inklusiv de tips, vi gerne selv ville have haft inden afgang

Gendarmstien må simpelthen være Danmarks smukkeste vandrerute. Her kan du se vores erfaringer med ruten og få vores tips til alt fra pakkelisten til parkering og proviant. Plus inspiration til etaper og steder at overnatte.
Tag med os på Gendarmstien her i vores fortælling

Så er bilen afleveret i Padborg – og vi er klar til at hente den igen i Skovby, 84 km senere

Startsted og parkering til Gendarmstien – smart løsning

Gendarmstien er en A til B-rute på 84 km i alt, så hurtigt rejser spørgsmålet sig: Hvor kan vi parkere bilen, og hvordan kommer vi tilbage til den, når vi har vandret færdig? Den offentlige transport er noget bøvlet og tidskrævende langs Gendarmstien med to skift undervejs. Derfor var vi ualmindeligt glade, da vi fandt frem til muligheden for biltransfer: For 385 kroner får du kørt din bil fra start til slut. For os betød biltransporten, at vi kunne tage af sted fra Sjælland en dag efter arbejde og starte med en kort etape. På den måde sparede vi både en feriedag og en overnatning, og set i det lys er prisen for biltransfer rigtig god, synes vi.  Det var rart at føle, at bilen var i trygge hænder.
Se mere om biltransfer her

Startsted fra Padborg
P-pladsen over for Haraldsdalvej 3, 6330 Padborg

Startsted fra Skovby
P-pladsen ved Brugsen, Kegnæsvej 52, 6470 Sydals

Claus og Ranveig fra GendarmstienFlex står for biltransfer, mens du vandrer

Hvordan er mulighederne for at proviantere ved starten Gendarmstien?

Starter du fra Padborg, er der Brugsen og Netto lige ved ruten. Bageren i Brugsen sælger små pakker med otte skiver rugbrød ad gangen – dejligt ikke at behøve slæbe et helt rugbrød i vandrerygsækken. Starter du fra Skovby, kan du proviantere i Brugsen og Migges Bageri lige på ruten.

Etaper fra Padborg til Skovby på Gendarmstien

Gendarmstien kan vandres i begge retninger. På vores første tur delte vi de 84 km op i disse etaper:

  1. Padborg til Kollund 10 km (passede fint med, at vi tog af sted efter arbejde fra Sjælland)
  2. Fra Kollund til Iller Strand 24 km
  3. Fra Iller Strand til Sønderborg 31 km
  4. Fra Sønderborg til Skovby 19 km.

En fordel ved at vandre i den retning er, at du oplever den fysiske grænse først – den slår stemningen og temaet for hele vandringen an.

Landlig idyl efter Kruså

Etaper fra Skovby til Padborg på Gendarmstien

Her er vores forslag til en inddeling af ruten, når du vandrer fra Skovby mod Padborg:

  1. Fra Skovby til Als Kloster bed and breakfast 13 km
  2. Fra Als Kloster bed and breakfast til Hattesens gård i Skelde 23 km
  3. Fra Hattesens gård i Skelde til Graasten 26 km
  4. Fra Graasten til Padborg 26 km

Der er lidt flere kilometer på denne rute, fordi du går ind og ud fra ruten både ved Skelde og Graasten.

En gendarmvagt viser vej på havnen i Høruphav

Tip til at planlægge dine etaper

Hvis du vil vandre kortere eller længere etaper, er der et meget brugbart kort på Gendarmstiens hjemmeside. Klik af, at du gerne vil se ‘kilometer’ og ‘overnatning’, så kan du hurtigt lægge en plan, der passer dig. Bemærk dog, at ikke alle overnatningsmuligheder er med på kortet – du kan finde flere på airbnb og bookingsider eller ved at google.

Findes der en vandrefolder til Gendarmstien?

Ja! Gendarmstien har det mest brugbare og interessante papirkort over en vandrerute, vi nogensinde har haft i hænderne. Og vi har ellers skuffen fuld herhjemme. Torben var så glad for at læse i det, at jeg til sidst blev lidt jaloux:

Du kan bestille kortet hos Sønderborg Turistbureau på info@visitsonderborg.com – leveringstiden er 8-10 dage.

Hvilke steder overnattede i?

I Kollund valgte vi et privat værelse her på AirBnB, som ikke er på Gendarmstiens kort. Det var godt til prisen og pænt og rent, og der er elkedel til at fylde termokanden om morgenen:

Ved Iller Strand kort før Brunsnæs var vi temmelig heldige: Her fandt vi nemlig Hytten, som ligger direkte på stranden og vestvendt, så vi fik det hele ud af solnedgangen. En fantastisk beliggenhed. Du kan proviantere i Broager to km før du kommer hjem. Og ellers er der også et køleskab med drikkevarer til rimelige priser. Stedet er desværre lukket pt. – vi ved ikke, om det er permanent eller midlertidigt. Et alternativ tæt på er Iller Slot.

I Sønderborg ville vi have booket privat værelse, men alt var optaget, da vi ringede aftenen før. Så vi valgte Danhostel Sønderborg City. Gedigent, rent og velkørende vandrehjem med gode udesteder og køkken i kælderen. Meget hjælpsom vært.

Da vi vandrede Gendarmstien fra Skovby mod Padborg tog vi første stop på det fremragende gårdhotel Als Kloster. Ualmindeligt søde mennesker, vidunderlig mad og interessant at høre om området fra folk, der virkelig kender det. Als Kloster fortjener al den solskin og medvind, vi overhovedet kan give!

Hvordan er proviantmulighederne på Gendarmstien?

Bortset fra i Sønderborg ligger alle indkøbsmuligheder en halv til en hel kilometer fra ruten. Ude på stien er det tydeligt markeret, hvor du kan tage en afstikker for at købe ind, for eksempel sådan her:

Gendarmstien er ikke en rute, hvor du vader rundt i caféer og spisemuligheder. Til gengæld er der sublime pausesteder hele vejen langs ruten:

Det her er et dejligt syn for en træt vandrer efter en lang, varm dag på stien: Muligheden for at købe en kold flaske vin uden at behøve slæbe en hel pose isterninger. Jubii over Brugsen i Broager.

Hvordan er skiltningen på Gendarmstien? Kan man gå forkert?

I princippet er det umuligt at gå forkert på Gendarmstien – den er rundhåndet skiltet, og der er max 250 meter mellem hver markering. Det er denne her lille fyr, du skal kigge efter:

Dog er der et sted i retningen Padborg-Skovby, hvor rigtig mange går forkert! Det er ved et af de første skilte, inden man endnu kender skiltningen. På dette sted skal du ad stien til venstre – ikke ad stien til højre ved cykelchikanen, for den giver dig op til fem kilometer omvej ind i Tyskland:

Et andet sted mange (dog ikke os) går forkert, er inde i Høruphav. Her går du på nogle terrasser langs folks haver – og det må du godt! Privatskiltene betyder blot, at du ikke skal slå dig ned med madpakken lige her.

På den nyeste del af Gendarmstien de ti km mellem Høruphav og Skovby er skiltningen lidt mere sparsom end på den gamle del. Men der er ingen steder at tage fejl.

Hvad er godt at pakke til Gendarmstien?

Vi pakkede simpelthen efter vores almindelige caminopakkeliste med to tilføjelser: En madkasse og en termokande. Begge dele var vi glade for. Madkassen brugte vi først til vores hjemmebagte dadelmuffins og bagefter til ost til madpakken. Termokanden havde vi te på. Der er forholdsvis få caféer langs Gendarmstien, og det var rart selv at have med.
Se Maries pakkeliste
Se Torbens pakkeliste

Vi har begge en 35 l rygsæk med – total vægt 6 kilo inkl. mad og vand

Er der bagagetransport langs Gendarmstien?

En af familierne langs Gendarmstien arbejder på at tilbyde bagagetransport, og har gang i de første bagageflytninger nu. Det er samme familie, som tilbyder biltransfer gennem Gendarmstien Flex. Ring til Claus og hør, hvad mulighederne er, hvis du gerne vil vandre fra sted til sted uden oppakning. Er du i tvivl om, hvor langt du i det hele taget kan vandre pr. dag, kan du også overnatte hos familien alle nætter, have den samme seng hver nat, og kun vandre med en let dagtursrygsæk. Så vandrer du bare, så langt du vil hver dag, og bliver hentet af Claus, hvor du er nået til.
Se mere her

Hvordan er muligheden for at overnatte i telt og sheltere?

Det er helt fjollet, så mange teltpladser og sheltere der er langs ruten. Vi lagde vejen forbi mange af pladserne, og var meget fristet til at prøve med telt en anden gang, selvom vi normalt sværger til en seng at sove i, når vi vandrer langt. Mange af pladserne har endda vand og das, plus de ligger formidabelt. Se dem på Gendarmstiens interaktive kort (klik overnatning af).

Vil du have en særlig overnatning?

Hvis du vil give den gas med overnatning en af nætterne – så tjek lige denne her husbåd i Minde Marina. Det ser da ok ud, ikk’?

Gendarmstiens vandremærke til rygsækken

Vi elsker Gendarmstien og har derfor lavet mærket her – lige til at sy på rygsækken.
Find mærket til Gendarmstien i vores lille vandreshop

Kort over Gendarmstien

Her kan du se hele Gendarmstien på et kort. Det smarte ved kortet er, at når du bruger det fra mobil, kan du se, hvor du selv er henne. Det er nemt at få kortet ind på mobilen:

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik her for at få kortet over hele Gendarmstien og åbn det i din AllTrails-app. Du er den blå prik på kortet!

Synonymer: Gandarmstien, Gendamstien, cheltere (ordene her er for at hjælpe læsere, der staver anderledes end vi gør…
27 replies
« ældre kommentarerNyere kommentarer »
  1. Åfer Cohen
    Åfer Cohen siger:

    Hej friske ung par :)
    Tak for jeres kanon artikel .
    Har fået mange svar på mange ting som jeg var tvivl om, om Gendarmstien .( overnatning mulighed, indkøb, skiltning ,m.m )
    Planlæger at går den i Kristi himmelfartsdag i år :)
    v.h.
    Åfer Cohen

    • Marie
      Marie siger:

      Kære Åfer. Hvor er det bare fedt at høre, og TUSIND tak frodi du gav dig tid til at skrive til os. Bedste hilsner og rigtig god tur til dig fra Marie og Torben

  2. Tine
    Tine siger:

    Hej Marie. På jeres blog har min mand og jeg fået inspiration til at vandre mere end en enkelt dag. Vi har netop gået hele Gendarmstien, og det var vidunderligt. Da vi kom til enden i Skovby, kunne vi have fortsat to uger til! Vi var mere friske i hoved og krop end da vi startede i Padborg. Nu er vi “hooked” på vandring :-) Kh og tak, Tine

    • Marie
      Marie siger:

      Hvor bliver jeg glad for den slags beretninger. At vandre mere end dagsture var for mig det største spring i mit vandreliv. Der sker noget andet indeni ved at flytte sig til nye steder og ved at træde ud af hamsterhjulet og ind på stierne flere dage i træk. Så genkendeligt også at mere vandring vil have mere! Stort tillykke med jeres dejlige tur kh Marie

« ældre kommentarerNyere kommentarer »

Kommentarer er lukkede.

MERE OM DANMARK

Sove i telt på stranden i Sverige - allemannsretten