VANDRERUTE Nordkyststien fra Sjællands Odde til Helsingør 107 km

Nordkyststien langs Sjællands nordkyst er et af de områder, vi altid vender tilbage til. Der er ingen officiel vandrerute som hedder Nordkyststien, men her er vores forslag til hvordan du får den bedste vandreoplevelse på Nordkyststien fra Odden til Helsingør – 107 km

Nordkyststien – rute 47 – er skiltet som cykelrute, men desværre ikke som vandrerute. Nogle dele af cykelruten Nordkyststien er også gode til fods, men langt fra alle. Her i guiden kombinerer vi det bedste til fods med højdepunkterne af Nordkyststien – cykelrute 47. En blanding af strand, charmerende sommerhusområder, overdrev og skov plus proviant undervejs. Med vores gps-kort til Nordkyststien slipper du for træls omveje, og for at ende i blindgyder med privat-skilte undervejs.

Facts om Nordkyststien til fods

Total distance: 107 km
Antal overnatninger: 4
Dagsetaper: 5

Nordkyststien fra Sjællands Odde til Helsingør på fem etaper

Find information om terrænet, oplevelserne, overnatning og indkøb undervejs på Nordkyststien under hver etape:

Kom til start

Der er længere ud på Odden end du lige ser fra færgen! Bus 561 går helt derud, men det tager sin tid. I bil er det nemmeste at have to biler og stille den ene ved start og hente den igen, når I har vandret færdig. Kør efter Gnibenvej 58,  4583 Sjællands Odde, for at komme til start. Ellers er et glimrende alternativ Kombardo-bussen direkte fra København – det tager en time og 20 minutter. Vælg København – Aarhus og stå af ved færgen.

Adgang til Gniben

Sjællands Oddes yderste spids hedder Gniben, og er desværre ofte lukket af for offentligheden, fordi det er militært terræn. Som regel er der åbent for offentligheden fra 16.00 – 08.00, men de lokale anvisninger og midlertidige afspærringer skal naturligvis altid følges. Den Skagen-agtige oplevelse at stå hvor Kattegat og Storebælt mødes, er svær at få, fordi de færreste starter vandringen efter klokken 16.00. Vi har derfor vandret fra pigtråden på Gniben og helt til Helsingør.

Etapen fra Odden til Klint er en bragende smuk strækning, så er det sagt. Første finurlige indtryk er nogle rækker af bakker, der mest af alt ligner overdimensionerede kartoffelrækker. Historiedumme, som vi er, troede vi det var  Odsherreds istidslandskaber, første gang vi var her. Lige indtil vi storgrinende ved første informationsskilt opdagede, at det faktisk er et kulturlandskab: Menneskeskabte bakker, der er kommet af skærveindustrien i 1900-tallet! Men smukke og fascinerende er de, istid eller ej.

Hvordan er terrænet?

Langt det meste af etapen er ad en god, fast sti lige ovenfor stranden. Der er  dog også et krævende stykke på strækningen: De sidste 45 minutter frem mod Odden Havn er på stenet strand, der er tilgængelig, men fysisk krævende. Omkring Havnebyen har du en smule asfalt og en smule på brakmark langs vej 21, men det er hurtigt overstået.

Oplevelser undervejs

Vi nød at puste ud på Odden Havn med suveræn frisk fisk fra Odden Fiskehus efter tre kvarters strabadser på stranden. Efter havnen lagde vi turen op om Havnebyen for at kunne proviantere i SuperBrugsen.

Der er noget befriende råt og usmart over Nordvestsjælland: Træsko og en mælkekasse bag på knallerten, så kører det! Det er, som om velstanden stiger skridt for skridt, jo længere mod øst du vandrer langs kysten. Først når man kigger tilbage mod Odden, sætter man for alvor pris på det simple.

Men økologien er nu alligevel nået helt til Sjællands nordvestligste spids – heldigvis! Kort efter Havnebyen kan du opleve de økologiske ildsjæle på Birkemosegård med stor gårdbutik og køkken på første sal:

Nu går turen ad en markvej tilbage til kysten, helt til Klint, hvor den sidste del går gennem sommerhusområde over til en bed and breakfast. Klint er et suverænt sted at stoppe, for her ligger Det Vilde Køkken, hvor du kan opleve, hvad et madøre af en naturvejleder kan få ud af de lokale råvarer og urter, der vokser på Klint. Husk at ringe først og høre, om køkkenet er åbent. Stedet er samtidig en af portene til Geopark Odsherred, og du vil helt sikkert gå inspireret (og mæt) hjem.

Indkøbsmuligheder

  • Odden Fiskehus i Havnebyen (de har også rugbrød!) efter 7 km
  • SuperBrugsen i Havnebyen efter 300 m mere
  • Birkemosegård: Gårdbutik og restaurant efter 1 km mere (sidste proviantmulighed)

Overnatning

Der er pt. kun et enkelt sted i Klint at overnatte – bed and breakfast på Rotoftegård. Et alternativ er at gå en anelse ind i landet og overnatte i Nyrup i stedet, hvor der både er købmand og Nyrup bed and kitchen.

Smukke istidslandskaber

Denne morgen bliver sikkert rutens smukkeste overhovedet. Istidslandskaberne og den gamle grusgrav danner et dramatisk krøllet gulvtæppe ud mod havet, og som du går rundt om spidsen, er der vand næsten hele vejen rundt.

Hvordan er underlaget?

Efter et par små grusveje går ruten ned på stranden, som er fin at vandre på. Der er ganske korte stykker med stenet strand hen mod Klitborg Grundejerforening ud for Nykøbing. Efter det er der fin grussti, som putter sig mellem klitterne og Rørvig Plantage. Stranden er sandstrand her, hvis du hellere vil det.

Det bedste af Rørvig

I Rørvig går Ruten  venstre rundt om lillebitte Dybesø, som er den ferskvandssø i Danmark, der ligger tættest på havet. Bare en smal stribe land adskiller dem. Efter et kort stykke ad asfalt på Dybesøvej, kan du vandre helt ind til Rørvig by gennem Højsandet: En særpræget, høj sandbanke, der går midt gennem det, der i dag er et klassisk, Rørvig-hyggeligt sommerhusområde. På havnen slutter stilheden brat: Her myldrer alt af moleræs, is på havnen, færgerne, der tøffer ind og ud, og fiskehandleren, der engang var basic og nu er fancy.

Tag færgen til Hundested

Færgen til Hundested sejler 5 minutter i fra Rørvig. I højsæsonen er der også en afgang 25 minutter over.
Se fartplanen for Rørvig-Hundested

Overnatning

I dag står det åbent, om du helst vil overnatte i Rørvig eller Hundested – om du vil tage færgeturen om aftenen eller morgenen.

Vil du overnatte i Rørvig, er en mulighed at forlænge turen kystnært helt ud om Korshage – så passer det godt med at sove i dette gamle sommerhus, som er til at betale.

I Hundested er der flere gode muligheder – fx at lægge vejen ud om Lynæs på vegetarisk bed and breakfast hos Inger. Eller bo lige ved færgelejet hos Helen på Strandhavens bed and breakfast

Badebyer og sommerhuscharme

Start på stranden ved færgen i Hundested og tag den stejle trampesti op til kanonerne på Hundested Skanse. Derfra videre til venstre ad cykelsti mod Knud Rasmussens Hus.

Stykket gennem Kikhavn er på grussti og grusvej. Hvor cykelrute 47 drejer ind til højre, fortsætter du bare ligeud ad grusstien. Stierne mødes igen lige efter Slyngrosevej.

Fra badestedet skilles cykelrute og vandrerute – her går vandreruten ned på god, fast sandstrand. Senere kommer en fast stykke sti over stranden langs asfaltvejen Nødebovejen. Ved nummer 188 kommer du ud på Nødebovejen. Stranden er et dårligt alternativ, her fordi den er kystsikret med kampesten. Første vej tilbage til kysten er Klintevej på venstre hånd.

Nu går vejen i hyggeligt sommerhusområde helt ind i Liseleje, hvor du har både købmand og restauranter og det gamle, romantiske badehotel med en hyggelig gårdhave

Fra Liseleje går turen smukt ad smalle stier gennem Liseleje Plantage. Så kommer de åbner vidder på Melby Overdrev:

Efter det vandrer du gennem Asserbo Hegn og til sidst Tisvilde Hegns duftende og bløde fyrrestier.

Indkøbsmuligheder

  • Der er flere supermarkeder i Hundested, og Halsnæs Bryghus er meget værd at prøve!
  • Liseleje har en købmand og flere spisesteder
  • Tisvildeleje har en købmand og flere spisesteder.

Overnatning

Der er flere overnatningsmuligheder i Tisvilde – vi er vilde med Tisvildeleje Strandhotel, som er ren forkælelse og badehotelcharme. I Tisvilde er der også Sankt Helene Kursus- og Feriecenter og Danhostel Tisvildeleje.

Heather Hills og Gilbjergstien

Ruten i dag har flere vigtige steder hvor den går anderledes end cykelrute 47. Det gør den for at undgå trælse strækninger, og for at få de bedste naturoplevelser med, som kun er tilgængelige til fods.

Hvordan er underlaget?

Fra Tisvilde går du gennem charmerende gamle sommerhusområder ad små grusveje og asfaltveje. Flere steder tager ruten smuttere væk fra cykelrute 47 og ad små trampestier langs kysten. Der er også et længere stræk strandvandring fra  før Rågeleje og til tre kilometer før Gilleleje. Ruten er lagt ned på stranden, fordi der ikke er nogen gode vandrealternativer langs kysten her.

Find vej gennem Heather Hills

Vær opmærksom ved vejen Marksvinget, hvor du drejer til venstre væk fra cykelrute 47 ned på stranden op igen med det samme ved denne fine trappe:

Fortsæt op ad stien rundt, selvom den er smal. Så kommer du nemlig ud på flere små sommerhusveje, der leder dig godt på vej gennem det smukke, bakkede landskab Heather Hills (frem for ad den store asfaltvej cykelrute 47 tager her).

Efter Heather Hills er der en sti på toppen af skrænten med formidable udsigter.

Ved denne udsigtsbænk skal du skrå ned på stranden bag bænken, for skræntstien er spærret med privatskilte et par hundrede meter længere fremme:

Turen fortsætter nu på stranden, helt til du går op på den meget smukke Gilbjergstien ud for Gilleleje Ferieby. Fra stranden kan du komme op på Gilbjergstien på dette sted, som du kan kende på knolden i landskabet forude, en stor bunke kampesten på skrænten og et skilt med redningsvej 260:

Indkøbsmuligheder

Der er en købmand i Rågeleje, men der er 1 km derop fra stranden og 1 km tilbage. Spisestederne i Rågeleje er kun åbne sporadisk uden for sæsonen.

Gilleleje har flere supermarkeder og spisesteder.

Overnatning

Ruten er et par kilometer længere end til Gilleleje by. Ude ved fyret ligger nemlig Lighthouse B&B  der ligner en god oplevelse. Det er fyret og udsigten derfra også. Husk at proviantere i Gilleleje by, inden du fortsætter ud til fyret.

Fra stille kyst til by

Nu nærmer du dig slutningen på en lang kystvandring. Send en stille tak til alle dem, der gennem tiderne har kæmpet for, at Danmarks kyster er og skal være et fælles gode. Helt indtil Ålsgårde er stranden heldigvis fint tilgængelig. Efter det er der udfordringer med kampesten, bådebroer og andet byggeri, der spærrer for adgang. Vi har passeret flere gange meget tidligt om morgenen på kanten af haverne, men det er noget af et hækkeløb over og under badebroer. Derfor er ruten her gennem skov det sidste stykke.

Hvordan er underlaget?

Efter et par km på en utrolig smuk skræntsti går ruten ned på stranden, hvor du fortsætter cirka tre kilometer. Du går ikke glip af noget oppe på Strandvejen, hvor cykelrute 47 kører:-) Stranden er skiftevis sten og sand, og et par steder kan terrænet være krævende, hvis vandet står højt. Nogle steder er der fast sti over stranden, så hold øje eller kik på kortet nederst. Fra Dronningmølle og helt ind til Helsingør er du mest på grussti – først langs kysten og så gennem Hornbæk Plantage og Teglstrup Hegn.

Indkøbsmuligheder

  • Dronningmølle – her er der Netto og små spisesteder
  • Hornbæk: Masser af butikker og spisesteder
  • Hellebæk: Hammermøllen inde i skoven er et charmerende og godt spisested

Oplevelser undervejs

  • Om morgenen går ruten lige forbi Munkeruphus, der har spændende, moderne udstillinger inden for design, arkitektur og kunst. Desværre åbner det først klokken 12. Men vi slog et smut forbi på stieni parken, som er en oplevelse i sig selv:
  • Kort efter Dronningmølle kan du tage en afstikker ind om Tegners museum – et meget interessant skulpturmuseum for Rudolph Tegner, der var en superinteressant og ret overset dansk skulptør. Skulpturhaven midt i lynglandskabet er meget smuk.
  • Konventum & Højstrupgård (tidligere LO-Skolen). Fagforeningens flagskib af et kursussted, der fremviser det ypperste håndværk hele vejen igennem. Alle materialer og konstruktioner er synlige, så de enkelte håndværk får lov til at stråle. Stedet har også en meget stor kunstsamling, vi gik på opdagelse i denne sommer til ‘Kunst og grill’, hvor man for 275 kroner pr. person får en øjenåbner af en rundvisning og bagefter en virkelig god middag.

Overnatning

Der er rigtig mange muligheder i Helsingør. Hvis vi ikke boede rundt om hjørnet, sluttede vi uden tvivl kystvandringen i en seng på Konventum & Højstrupgård fordi vi holder så meget af bygningerne, maden og beliggenheden.

Ellers er der også et Danhostel vandrehjem i Helsingør lige på ruten.

Hvorfor ikke bare gå hele turen ad stranden?

Det er fysisk muligt at gå hele Sjællands nordkyst på stranden. Vi og mange andre har gjort det. Nogle kortere stræk er du nødt til at kravle på kampesten, og det sidste stykke fra Ålsgårde til Helsingør er svært tilgængeligt på grund af kystsikring, badebroer og afspærring. Vi har kun passeret det stykke inden klokken 7 om morgenen. Vores version af Nordkyststien fra Sjællands Odde til Helsingør undgår de svært tilgængelige strækninger, og er mere afvekslende end at vandre det hele på stranden. Du får anderledes udsigter fra stierne på skrænterne, og oplever også smukke skove og charmerende sommerhusområder og badebyer undervejs.

Kan man vandre Nordkyststien ad den regionale cykelrute 47?

Fra Hundested til Helsingør er Nordkyststien skiltet godt i form af den regionale cykelrute 47. Det hedder sig egentlig, at det er en cykel- og vandrerute, men cyklen er i praksis prioriteret højest, og derfor er den ikke alle steder optimal at vandre. Desuden går du glip af meget smuk natur, hvis du vandrer Nordkyststien ad cykelruten. Vores forslag til Nordkyststien følges med cykelrute 47, hvor det giver mening, men adskiller sig fra den mange steder for at give den bedste vandreoplevelse. Rute 47 er topfed på cykel. Vores forslag til Nordkyststien er designet til at vandre, og kan ikke cykles.

GPS-kort over Nordkyststien som vandrerute fra Sjællands Odde til Helsingør

Her kan du se vores version af Nordkyststien på et kort og zoome ind. Du kan nemt få kortet ind på din mobil – så kan du se, hvor du selv er, som en blå prik på kortet.

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik her for at få kortet over Nordkyststien til fods og åbn det i din AllTrails-app. Du er den blå prik på kortet!

Vil du vandre Nordkyststien og sove i telt og shelter?

Der er forskellige muligheder for at sove i telt undervejs på Nordkyststien – nogle steder kan du sove i naturen, og andre steder må du ind på campingpladser. Og endelig er der mange muligheder for at bo hos gæstfrie lokale, når du kigger på www.brugminbaghave.dk.

Her nogle forslag til steder at overnatte, hvis du har telt med:

Hvis det især er pladserne i naturen, du elsker, så får du det bedste overblik på kortet på udinaturen.dk. Klik på kortet for at få link til de enkelte pladser:

47 replies
  1. Per Christensen
    Per Christensen siger:

    Hej,

    Er vil med jer site og er oftre inde og kigge.

    Et spørgsmål vedr. Nordkyststien

    Hvis jeg følger ruten ” Nordkyststien” fra Hundested mod helsingør på All trails appen, er den så
    “good to go” ?

    bh, Per

    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Hej Per. Vi er lidt usikre på om vi forstår dit spørgsmål korrekt. Hvis du mener om du er good to go ved at fælge rute 47 Nordkyststien, så ville vi faktisk ikke vandre efter den. Det hedder sig egentlig, at det er en cykel- og vandrerute, men cyklen er i praksis prioriteret højest, og derfor er den ikke alle steder optimal at vandre. Desuden går du glip af meget smuk natur, hvis du vandrer Nordkyststien ad cykelruten. Vores forslag til Nordkyststien følges med cykelrute 47, hvor det giver mening, men adskiller sig fra den mange steder for at give den bedste vandreoplevelse. Rute 47 er topfed på cykel. Vores forslag til Nordkyststien er designet til at vandre, og kan ikke cykles. Hvis det var noget andet du ville spørge om, så giv endelig lyd. kh Marie og Torben

  2. Helen
    Helen siger:

    Jeg er ved at springe ud i en flere dages vandretur ad Nordkyststien. Og har nydt jeres beskrivelse af ruten. Jeg vil dog starte fra Helsingør. Og derfor må følge jeres rute på AllTrails mod pilenes retning. Ved om man ved at følge jeres rute på AllTrails samtidig kan tracke sin egen ?
    Og hvilke af de mulige downloads er tilgængelig til Offline brug ?
    Pft og tak for jeres inspiration
    /Helen

    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Hej Helen. Nordkyststien er faktisk ikke skiltet hele vejen, for den skiltning, der er visse steder er cykelruten. Vores vandrerute følger kun delvist cykelruten. I AllTrails er der ikke pile. Funktionen med at kunne se kilometermarkeringer i AllTrails virker uanset hvad ikke fra mobilen, så du kan bruge AllTrailsfilen helt fint uanset hvilken vej du vandrer. Vi har altid to telefoner med, så når vi både skal tracke og følge en rute, gør vi det ene på den ene telefon og det andet på den anden. Hvis du vandrer alene, kan du ikke gøre sådan. Derfor foreslår vi, at du har to åbne apps – AllTrails og en anden app, der kan tracke. På AllTrails kan man downloade kort til offline brug – kan ikke huske præcis hvordan det ser ud, så test det evt. inden afgang. Fra computer kan du også downloade gpx-filen inden afgang og bruge den på den platform, du bedst lan lide. God tur! Marie og Torben

  3. Carina
    Carina siger:

    Hej med jer, er også blevet inspireret til at gå denne tur. Dejlig beskrivelse i har skrevet. Ville I kunne sende mig jeres gpx fil til mig på mail. Tusind tak.

  4. Mathilde
    Mathilde siger:

    Hej med jer. Mange tak for en mega god beskrivelse af nordkyststien. Min veninde og jeg vil gå den i sommerferien. Vi kan dog ikke finde kortet inde på all trails desværre. Har I mon taget det ned, eller gør vi noget forkert?

    Bh Mathilde

    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Hej Mathilde. SÅ fedt I skal af sted på denne dejlige rute. Søger I på det inde på AllTrails? Det kan man nemlig ikke. I skal bruge enten linket i øverste højre hjørne af kortet, eller det med grønt i teksten ovenover. Hvis intet funker, så skriv meget gerne tilbage. Vi kan også sende jer kortet som gpx-fil, hvis det er noget, I bruger – bare mail til os på mail@friefodspor.dk. Bedste hilsner Marie og Torben

      • Mathilde
        Mathilde siger:

        Hej Marie og Torben. Tak for hurtigt svar! Linket virker fra min venindes telefon, men desværre ikke fra min. Det er nok fordi den er gammel. Jeg kunne godt tænke mig kortet som gpx-fil, hvor er det sødt af jer! Jeg sender mail :)

        Bh Mathilde

  5. Tina Rosenberg
    Tina Rosenberg siger:

    Hej,
    Ved I om de steder på alltrails appen h or der er afmærkede vandhaner om der rent faktisk er vand der, også her i April? Og hvis ikke, ved I så hvor man kan tanke vand nær ruten. (Jeg går med telt og overnatter på primitive overnatningspladser uden vand, så skal have fyldt op løbende) Jeg går kun stykket fra Tisvildeleje og til Odden.
    Mvh. Tina

    • Marie
      Marie siger:

      Hej Tina. Vi har desværre ikke registreret alle vandsteder langs ruten. Vores bedste tip må være at tanke vand i sidste by inden du telter. Især fra fra Rørvig til Odden er det sparsomt med muligheder ved kysten. Til gengæld er der mange sommerhuse, der er sikkert hjælpsomhed at finde. Vi tror generelt andre andre end os ved bedre om vandposter – folk der vandrer med telt. Vi skal selv på vores første vandretur med telt tre uger denne sommer, så vi er newbies. Vi tror der må findes apps o. lign. der viser vand og teltsteder. Held og lykke med turen:-) Torben og Marie

      • Tina
        Tina siger:

        Mange tak for svar 🙂 Håber I får en skøn tur med telt! Hvis andre spørger jer, så kan I nu fortælle dem at der hvor der er indtegnet vandposter på All trails, der er rent faktisk vand. Havde en skøn tur fra Tisvildeleje til Odden. Tak for inspiration 😊

  6. Tina Rosenberg
    Tina Rosenberg siger:

    Hej,
    Fin artikel, og jeg ville gerne have gået fra Odden. Men det kan nærmest ikke lade sig gøre, hvis man ikke har bil, da det tager ml. 7 og 9 timer i følge rejseplanen.dk fra København, og Kombardo bussen vil ikke sætte folk af ved havnen. Man må kun tage den helt til Århus. Så det skal måske lige opdateres i jeres ellers fine rejsebeskrivelse.
    Mvh. Tina

    • Tina Rosenberg
      Tina Rosenberg siger:

      Nå, nu finder den trods alt ruter der tager ml. 3 timer og 22 min og lidt over 5 timer. Men stadig lidt voldsomt.

    • Marie
      Marie siger:

      Hej Tina. Tusind tak! Jeg kontakter dem lige igen, for de har svaret anderledes før. Måske har de ændret reglerne uden at informere os. Rigtig god tur, håber det lykkes trods transporttiden. Ellers er GoMore måske en god løsning, hvis det er. kh Marie

  7. Sune Thousig
    Sune Thousig siger:

    Kære Marie og Torben.
    Mange tak for jeres åbenhed af ruter.
    Jeg har nu benyttet mig af jeres rutebeskrivelse af Sjællands Odde til Tisvilde Strand, så kunne min vandreform ikke mere, dejlig inspirerende og præcis med gode beskrivelser af omgivelserne. Stor tak herfra. Jeg må tage det sidste stykke fra Tisvilde til Helsingør en anden gang.
    Mvh. Sune

    • Marie
      Marie siger:

      Kære Sune. Hvor FEDT du kom af sted! Og altid godt at have noget til gode. Vigtigt at få kroppen med i det tempo, den nu kan. Rigtig dejligt og motiverende at du kan bruge vores ruter. Bedste hilsner Torben og Marie

  8. Morten Nielsen
    Morten Nielsen siger:

    Hej Marie,

    Tusind-tusind tak for en masse inspirerende artikler og tips til vandring. Min bedre halvdel og jeg følger jer ivrigt på facebook og vi har begge tilmeldt os jeres nyhedsmail, hvor vi glæder os til at blive yderligere inspireret.
    Turen langs nordsjællands kyst lyder helt fantastisk og enestående – og den er på to-do listen!
    Vi er begge lidt “magelige” vandrere og ikke til at ligge i telt og/eller shelter, så jeg tænkte om I kender til nogle som arrangerer bagagetransport mellem B&B´s, hoteller og lignende i området?
    Ønsker jer en god dag.

    Bedste hilsner fra Morten

    • Marie
      Marie siger:

      Hej Morten
      Hvor er det bare dejligt at høre! Desværre ved vi det ikke med bagagetransport, men jeg kender en, vi kan spørge. Undersøger lige og vender tilbage. Ellers er et tip at skrive i de lokale Facebook-grupper. Der er næsten altid nogen der godt gider hjælpe. Det brugte vi ivrigt på Bornholm. Bedste hilsner Marie

    • Marie
      Marie siger:

      Kære Morten. Nu har jeg spurgt lidt rundt. Det viser sig, at Tisvilde Strandhotel tilbyder bagagetransport når man er minimum fem personer. Måske en ide at spørge der? For etaperne fra Helsingør til Gilleleje hjælper Torben og jeg også gerne, hvis det passer med vores andre gøremål de dage, I er af sted. Bedste hilsner Marie

      • Morten Nielsen
        Morten Nielsen siger:

        Mange, mange tak for “anstrengelserne” Marie :)
        Vi tager dine fine forslag med i overvejelserne til vores videre planlægning.
        Bh. Morten

  9. Søren Ploug-Sørensen
    Søren Ploug-Sørensen siger:

    Hej Marie
    Vi vil gerne gå turen fra Sjællands odde til Helsingør over 4 dage, startende Onsdag Aften med overnatning Sjællands odde, slut søndag Helsingør, har i forslag til overnatning på sjællands odde nær start stedet? og har i et forslag til opdeling af ruten over 4 dage, vi har telt med eller sover i shelters mm. vi vil gerne gå så meget på stranden eller nær stranden som muligt er alle i god form.
    På forhånd mange tak.
    MVH. Søren Ploug-Sørensen

    • Marie
      Marie siger:

      Hej Søren
      Vi er ikke de store teltere, så det nemmeste er næsten at søge efter overnatning på http://www.udinaturen.dk. Et tip er at slå ’distance markers’ til på vores kort, så kan du se hvor mange km der er mellem hver sted og vurdere, hvor langt I vil vandre hver dag. Jeres samlede tur bliver sikkert kortere end de 107 km fordi vores går ind i land hvor der er smukke steder at opleve.
      Umiddelbart ligger der shelters ved Odden Havn – 7 km henne ad ruten, man måske kunne vandre til onsdag på ankomstdagen. Måske passer næste lange dag med Rørvig Camping, næste dag igen med Tisvilde og sidste dag med Gilleleje fyr (hvor er der godt beliggende teltpladser). Hvis I gerne vil gå på stranden, er det bare det ene ben foran det andet – så behøver I egentlig ikke vores rute. Der er et par enkelte steder, man ikke kan gå på stranden fx på grund af huse, og der er vores rute et bud på at løse det.
      Rigtig god tur fra Marie

  10. michael carl jensen
    michael carl jensen siger:

    Hej
    To gang om året går jeg fra Odden til Rørvig og videre til Frederikssund gennem nordskoven. Jeg kan kun tilslutte mig glæden ved turen, den er helt fantastisk. Jeg bor i Århus og tager færgen til Odden og så er det bare på med rygsækken og sydpå. Jeg har som regel telt med og har fundet en god plads uden for Rørvig. Næste dag er det så med færgen til Hundested og derfra ned til Sølager og med den lille færgen til Kulhuse. Og så er der ellers en lang tur gennem Nordskoven forbi de gamle ege. Når jeg kommer til Frederikssund er det med offentlig transport det sidste stykke. Jeg går altid alene og møder mange på min vej, som altid er nysgerrige på hvor jeg er på vej hen. Det giver altid en god snak, som da jeg løb på en mand, der var ude at lufte sin hund. Han var nysgerrig og spurgte til hvad min kone sagde til, at jeg sådan rendte rundt. Jo sagde jeg, hun håber da at jeg har en god tur. Hold da op, min kone bliver sur, bare jeg går en tur med hunden…….

    • Marie
      Marie siger:

      Kære Michael. Det var dog en tankevækkende historie! Rigtig fedt at høre om dine stier – der er da flere dele der, som kunne friste mig. Bedste hilsner Marie

  11. Claudia
    Claudia siger:

    Tak for en fed artikel med massere af inspiration! Krydser fingre for at Danmark er åbnet op på almindeligvis til sommer, så vi kan begive os ud på denne fantastiske rute :)

    Vi kunne rigtig godt tænke os at overnatte i det fri (helst telt) på hele turen, så vidt som muligt. Jeg kan se i primært har overnattet på B&B hele turen. Kan du fortælle om det er muligt at overnatte på shelterpladser/primitive lejrpladser, eller andre steder hvor man har mulighed for at slå sit telt op?

    På forhånd mange tak – og tak for en fed side og inspirationskilde :)

    Mvh Claudia

    • Marie
      Marie siger:

      Hej Claudia. Hvor er jeg bare lykkelig for at du kan bruge artiklen:-) Jeg skal faktisk til at lave en ekstra version af artiklen til Spejder Sports magasin, hvor jeg vil tilføje oplysninger om teltmulighederne. Jeg ved allerede, at de er tvivlsomme – men jeg prøver at ridse op, hvad der nu er. I kommer nok til flere steder at vandre lidt ind i landet og til at lave andre etaper end vi har vandret. Ved Klint i Sonnerup Skov ligger der dog en meget simpel teltplads lige ved vandet. Jeg vender tilbage så snart jeg har tilføjet teltliste til artiklen. Bedste hilsner Marie

  12. Heidi
    Heidi siger:

    Tak for en fed rutevejledning og nice billeder, dejligt med overnatningsmuligheder og indkøb undervejs. Virkelig fedt at i gider dele.

    • Marie
      Marie siger:

      Kære Heidi. Så godt det kan bruges:-) Nu har vi været i gang i halvandet år med hjemmesiden, og det bliver ved med at give mening at give mennesker mod på at vandre og gøre det overskueligt at komme af sted. Vi vandrede selv Rudersdal-ruten igår, den kommer snart på hjemmesiden også. Helt fantastisk weekendtur. Af gode grunde har vi mest fokus på Danmark nu. Bedste hilsner Marie

  13. Bent Hennelund
    Bent Hennelund siger:

    Til jer bag Frie Fodspor
    I har en fantastisk flot og overskuelig hjemmeside med et meget varieret udbud af vandreture. Det er værdifuldt, at I sætter (dyrebar) tid af til så gavmildt at dele ud af jeres erfaringer.

    Min hustru og jeg er blevet inspireret af jeres hjemmeside til at gå Camino Portugues til sommer – flybilletter er bestilt.

    Selv har jeg kigget på “Vandrerute til fods fra Sjællands Odde til Helsingør 107 km”. Igen ros for at stille GPX-filer over ruter til rådighed. Desværre kan jeg ikke hente GPX-filen ned for 1. etape – Sjællands Odde til Klint.

    Må jeg være nysgerrig og spørge, hvilket apparat I bruger til at logge jeres ture? Selv benytter jeg mest Wikiloc.

    • Marie
      Marie siger:

      Kære Bent

      Det er simpelthen så dejligt at bruge fritiden til noget meningsfyldt. For mig giver det værdi at formidle ture, så flere mennesker får mod på at vandre, både herhjemme og ude i verden. Det lyder utrolig dejligt med den portugisiske, nu er det bare at tælle ned…

      Med Sjællands Odde har du fundet et dødt link! Jeg må have fumlet med tasterne – linket er rettet nu. Jeg er så glad for at du skrev om det, altid rart at udrydde fejl, der kan ærgre brugeren.
      Når vi vandrer tracker vi faktisk ikke vores ture. Jeg har overvejet at gå i gang med det fx for at have højdekurver at vise for etaperne. Måske gør jeg det, når vi skal til Japan at vandre, for der tror jeg der er højdekurver, der vil interessere nogle. Når vi laver gpx-ruter, tegner jeg dem med prikker inde i AllTrails. På de nye ruter, vi laver, ville en tracket rute være en pestilens for andre andre bruge, fordi vi afprøver så mange stier og typisk derfor går meget længere end den endelige rute. Den endelige rute vi tegner er ‘renset’ for alle de blinde stier, vi har afprøvet. Min erfaring er, at man skal være på stedet for at vælge den bedste rute, for det, der virker smart når man ser det på et kort er ikke altid smart eller intuitivt rat, når man står derude. For resten med den første etape: Jeg opdaterer snart GPX-filen, fordi man før Sonnerup Skov kan gå mere kystnært end vi tegnede den. Der er nogle private skræmme-skilte på Havagervej, som først afskrækkede os. Men jeg er temmelig sikker på, at man gerne må gå ad den vej. Når jeg har undersøgt sagen til bunds, opdaterer jeg GPX-filen. Det ligger mig på sinde, at hvor færdslen er fri skal den være fri.

      Bedste hilsner Marie

  14. Jette Tarnow
    Jette Tarnow siger:

    Hej.
    Jeg kunne rigtig godt tænke mig at få lidt flere “fif” til hvordan det lykkes at få kortet ind på mobilen. Når jeg trykker på kortet sker der heller ikke noget.
    Kh Jette

    • Marie
      Marie siger:

      Hej Jette
      Nu har jeg kigget på det og redigeret punkt nummer to, så der er direkte link til kortet. Før skulle man klikke på navnet på ruten i øverste hjørne af kortet – det er jo ikke til at finde ud af…
      Når du nu klikker på downloadlinket, kommer du videre til alle vores ruter på hjemmesiden AllTrails. Her downloader du med den blå knap i ventre side, der hedder ‘Download route’. Håber det fungerer mere intuitivt på den måde. Held og lykke med vandringen og husk, at hver etape har sit eget kort. kh Marie

  15. Christina C
    Christina C siger:

    Kære Marie
    Tusind tak for en skøn artikel – lige hvad jeg har brug for – har ledt drøfter en rutebeskrivelse af netop den tur :)
    Men – Når jeg klikker ind for at hente filen for at downloade i en af mine aps sker der intet – dvs der sker intet ved at klikke på billedet.
    Jeg har også prøvet at hente AllTrails appen for at se om jeg kunne finde jeres spor den vej, men det er åbenbart heller ikke synligt der.
    What to do?
    Mange hilsner
    Christina
    ???☀️?

    • Christina C
      Christina C siger:

      Hej igen ;) – jeg kender en nørd der har hjulpet mig ??
      Så nu er sporet inde på min app – tak ????

      • Marie
        Marie siger:

        Hej Christina. Fedt det kunne løses. Det er altid lidt tricky det med at få GPX-kort ind i mobilen og rigtig forskelligt fra app til app. Jeg er tit lige ved at give op, og SÅ lykkes det. Godt det lykkedes hos dig også… GOD tur kh Marie

    • Marie
      Marie siger:

      Hej Christina

      Jeg har også ledt – forgæves – efter lige den tur. Fandt flere kort, men jeg har hele tiden savnet de helt-nede-på-jorden-oplysninger, jeg godt kan lide at have ved hånden når jeg vandrer – indkøb, distancer, overnatning, adgang osv. Ville ønske mange flere ruter i Danmark var beskrevet, så det blev nemmere at begive sig i gang. God det lykkedes med kortet. kh Marie

      • Carsten Jensen
        Carsten Jensen siger:

        Hej Marie
        Tænker meget på og gå Nordkyststien…Kommer fra Fyn så kender det ikke så godt..Men Hundested Helsingør eller omvendt hvad er bedst…Og er det Rigtig man kan gå hele vejen på Stranden…Og hvad skal man Se..Som man ikke må snyde sig selv for..Elsker og tag Billeder…
        Mvh.Carsten Heine Jensen :-)

        • Marie
          Marie siger:

          Hej Carsten. Det er så dejligt en rute – forbløffende få har opdaget den. Det er rigtigt, at du kan gå hele vejen langs stranden, hvis du kan lide det. Der er dog store problemer med fremkommeligheden fra Ålsgåde frem til Espergærde – der er både kampesten, badebroer og meget mere, der blokerer for adgangen. Vi har nu ikke lagt hele ruten ned på stranden, for jeg synes personligt ikke om at gå i sand. Vores version af ruten ligger både på stranden og på skrænter og grusveje oven for stranden – du finder kort over hver etape i artiklen. Vi har vandret den begge veje. Jeg er mest tilhænger af at starte i det stille på Odden og se sommerlivet tage til efterhånden som man vandrer. Helsingør er en fantastisk by at slutte i. Munkeruphus synes jeg var en oplevelse på vejen, ligesom Melby Overdrev, Tisvilde Hegn og selvfølgelig skrænterne i Klint. Men i princippet vader du i oplevelæser direkte på stien hele vejen. Rigtig god tur fra Marie

          • Carsten Heine Jensen
            Carsten Heine Jensen siger:

            Hej Tusind Tak for Svar…Jeg vil også starte i Hundested også følge jeres Rute..Glæder mig meget..Har gået en Del i Jylland og Fyn..Nu vil jeg se lidt af Sjælland også..God Hjemmeside i har man får nogen Gode Ideer af Jer…
            Mvh. Carsten :-)

          • Marie
            Marie siger:

            Carsten, hvor ER jeg bare glad for det. Synes det er så fascinerende, som kærligheden til at vandre knytter folk sammen – vi går i jeres fodspor, I går i vores, og det bliver fælles oplevelser forskudt i tid. Bedste hilsner og med ønsket om den bedste tur Marie

Kommentarer er lukkede.


MERE OM DANMARK

Hjerritsdal Mølle
Vandrer på Nordsøstien i kuperet landskab ved Kattegat
Karen Blixens fodspor Blixenruten
Græssende dyr - det skal du vide som vandrer
Hytte ved panoramaruten i Bramslev Bakker
Vandrere ved langhallen Fyrkat i Hobro
Udsigt fra Låenhusruten
Sømærkeruten ved Svinkløv Badehotel og Svinklovene
Jættebolden ved Svartingedalen på Bornholm
Udsigt til Hammershus fra Hammeren
Kyststien Bornholm rundt
Gudhjem rundt i Oluf Høsts fodspor
Udsigt fra Trampestien Stevns Klint
Vandrer på Lillebæltstien ved Løgismose Strand
Linjer i landskabet - vandrerute på Bornholm
Oversvømmet sti ved Bulbjerg
Kalkkaminoen på Kongenshus hede
Frie fodspor i Fortidens fodspor
Vandrerute-rundt om Almindsø ved Silkeborg
Vandrere på Hærvejen
Hvor regnbuen ender
Vandrerute i Humlebæk og Nivå
Klitlandskab i Nationalpark Thy
Hærvejen på et kort
Vandre Hærvejen med telt