De bedste boller til turen

Jeg er en doven bager, så er det sagt. Men med denne opskrift på langstidshævede grovboller bliver selv en doven bager en god bager! Prøv selv…

Det der med fingrene i dejen og ælte i ti minutter – det bliver et nej herfra. Efter utallige år og tilpasninger har jeg heldigvis lært at bage de her labre boller, som er perfekte til vandreturen. De smager så godt i sig selv, at jeg gerne har dem med, også uden pålæg.

½ liter koldt vand
¼ pakke gær
To store spsk honning
1 stor tsk salt
200 g rugsurdej (se opskrift nederst)
10 gram maltmel (fås i helsekosten)
300 gram grahamsmel
150 gram rugmel
250 gram hvedemel

Om aftenen

  1. Rør gæren ud i koldt vand og honning
  2. Tilsæt mel, salt og surdej og rør dejen sammen med en spiseske
  3. Læg 200 gram dej tilbage i patentglasset med surdej
  4. Stil dejskålen i køleskab til næste morgen

Om morgenen

  1. Tænd ovnen på 215 grader varmluft
  2. Form ti boller – nemmest med vand på hænderne. Sæt dem på en plade med bagepapir
  3. Drys med birkes, solsikkefrø, mel eller hvad du kan lide
  4. Bag 25 minutter ved 215 grader varmluft
  5. Lad dem køle af på en rist


Hvad med surdejen?

Der er to måder: Enten får du en surdej af en du kender, der bager. Og ellers starter du nemt din egen på fire dage sådan her, som jeg har lært af min superbager af en far:

Ingredienser
285 gram rugmel (60 + 75 + 75 + 75 gram)
325 gram vand (100 + 75 + 75 + 75 gram)
2 spsk yoghurt naturel

  • Dag 1 tidligt: Bland 100 gram vand og 60 gram rugmel. Dæk skålen og lad den stå ved stuetemperatur
  • Dag 1 ti timer senere: Tilsæt 75 gram vand og 75 gram rugmel i skålen. Dæk skålen lufttæt med film, og lad stå natten over ved stuetemperatur
  • Dag 2 tidligt: Tilsæt 75 gram vand og 75 gram rugmel og rør rundt. Hvis den ikke er i gang med at boble nu, kan du tilsætte lidt honning eller et par rosiner. Lad den igen stå overdækket ved stuetemperatur
  • Dag 3: Tilsæt 75 gram vand, 75 gram rugmel og 2 spsk yoghurt naturel. Hæld surdejen i et patentglas og sæt i køleskabet
  • Dag 4: Tag rosinerne ud af surdejen, hvis du har brugt rosiner. Surdejen bobler forhåbentlig nu, og er klar til brug. Hvis ikke, så tilsæt 2 gram gær (= en ært i størrelse) opløst i lidt vand. Lad surdejen stå ved stuetemperatur, indtil den er klar til at stikke af ud af glasset.

Kan en surdej være alene hjemme?

Både ja og nej. I perioder, hvor jeg ikke bager, giver jeg surdejen lidt mel og vand at spise hver tredje-fjerde dag. Går der en uge, plejer der ikke at ske noget ved det. Men der kan også være lidt rigeligt gang i surdejen, og så kan den godt finde på at gøre dumme ting, når den er alene hjemme. Fx at puffe patentlåget af og kravle ud på en hel køleskabshylde. Sådan er surdeje bare, så det er om at huske at linde på låget engang imellem. Eller bare elske dem, som de nu er, for deres sublime evne til at give brød og boller særlig smag og krumme.

2 replies
  1. Jeanette Borresen
    Jeanette Borresen siger:

    Hejsa. I morgen prøver jeg at lave din surdej igen. Første gang lykkedes ikke – den startede ikke med at boble. Syntes surdejen bliver meget tyk/fast fordi der skal så meget mel i – men det er vel rigtig nok ? 😅

    Bh jeanette

    • Marie
      Marie siger:

      Hej Jeanette. Hmmm… det synes jeg ikke den skal være? Tilsætter du også vandet hver dag? Under ingredienserne er det den fulde mængde mel, der er nævnt – men du putter dem i dag for dag. Jeg håber meget, du har held med næste forsøg – ellers husk også rosintricket, der er nævnt. Ellers kan jeg give dig noget af min surdej at starte med, hvis vi bor i overskuelig afstand fra hinanden? Bedste bagehilsner Marie

Kommentarer er lukkede.

MERE OM DANMARK

Fougasse - madbrod med parmesan