INDBLIK Caminoen: 9 bekymringer, som aldrig blev til noget

Her er de ni bekymringer, der fyldte mest inden min første camino. Fælles for dem er, at jeg kunne have sparet mig dem!

Det tog mig sytten års overvejelser at komme af sted på caminoen første gang. En del af tiden gik med bekymringer, der set i bakspejlet var unødvendige.

1. Kommer jeg til at myrde en snorkende pilgrim på sovesalen?
2. Får jeg bed bugs?
3. Hvad nu hvis jeg får vabler?
4. Farer jeg vild?
5. Kommer jeg til at mangle mad?
6. Bliver det ensomt at gå en camino alene?
7. Kommer det til at regne, så jeg bliver gennemblødt?
8. Vil jeg komme til at fryse om natten?
9. Bliver det noget med at gå i gåsegang?

Kommer jeg til at myrde en snorkende pilgrim på sovesalen?

Bekymringen for snorken er faktisk reel! Ja, du kan blive så ekstremt udmattet, at det er svært at bevare fatningen (men nej, morder bliver du ikke…)

Læg en plan. Min er todelt: Fysisk beskyttelse og mental beskyttelse. Min fysiske beskyttelse består af mine formstøbte ørepropper, der lukker verden ude på den grundige måde.

Idyllisk ser den ud, sovesalen – men bare en enkelt storsnorker kan ruinere nattesøvnen

Min mentale beskyttelse handler om at jeg ser indad og fokuserer på mine følelser: Hvad er det, jeg er bange for, når jeg tror, jeg aldrig vil få ro til søvnen?

Indrømmet: Før jeg bøjede mig og investerede i formstøbte ørepropper (795 kr.), har jeg til tider været så desperat træt, at jeg har puffet til en storsnorkende medpilgrim for at se, om det kunne stoppe pinslen i min øregang. Og nu vi er ved tilståelserne: På et offentligt herberg med to sovesale og faste pladser har jeg også efter midnat lavet The Great Escape sammen med to andre desperate pilgrimme til Den Anden Sovesal, som kun var fyldt kvart op = 75 % mindre snorken. Jeg må snakke med Sankt Peter, I know…

Får jeg bed bugs?

Frygten for bed bugs (væggelus) på caminoen er enorm, sammenlignet med risikoen. Forummer og Facebookgrupper svømmer over af spørgsmål fra bekymrede førstegangspilgrimme. Så husk: Risikoen for at blive bidt af caminoen er langt højere end risikoen for at blive bidt af bed bugs!

Min holdning er klar: Du kan risikere at få bed bugs på hoteller i alle prisklasser og verden over. Det er ikke noget særligt for caminoen. Og skulle det ske, er de ikke farlige, men garanteret en irriterende oplevelse alligevel.

Hvad kan du gøre for at undgå bed bugs:

1. Tjek sengen, når du ankommer – er der småbitte blodstænk på madrassen, er det tegn på utøj.
2. Stil ikke din rygsæk op på madrassen, på gulvet eller op ad panelerne. Hæng den helst på en knage på væggen eller sengen eller på en stol, når det er muligt.
3. Brug evt. silkelagenpose imprægneret mod bed bugs – jeg tvivler dog på om de nu bliver ved med at virke. Jeg har kun en, fordi jeg alligevel skulle købe en silkelagenpose.

Herberget er lukket på grund af bed bugs

Undgå for alt i verden at tage bed bugs med hjem!
Det er en endog meget bekostelig affære, hvis du er så uheldig at have bed bugs med hjem. Også selvom du ikke er blevet bidt undervejs, kan du være uheldig at bære dem i din rygsæk.

Her er hvad jeg gør for at være sikker på ikke at have bed bugs med hjem:

1. Jeg beder en fra familien om at komme ud med et håndklæde til mig
2. Jeg tager alt tøj af ude i carporten og pakker det ned i en plastiksæk
3. Jeg pakker ud i garagen. Alt hvad der ikke kan vaskes ved 60 grader pakker jeg i en plastiksæk og fryser ned i to døgn – inklusiv rygsækken
4. Alt hvad der kan vaskes ved 60 grader bærer jeg direkte ind i vaskemaskinen

Hvad nu, hvis jeg får vabler?

Vabler er en risiko, ja, men der er heldigvis meget, du selv kan gøre for at minimere risikoen for vabler både inden afrejsen og mens du vandrer på caminoen. Mens du alligevel ligger derhjemme og halvt drømmer, halvt bekymrer dig om caminoen: Snup et fodbad. Fjern hård hud forsigtigt med skalpel, klip neglene korte og slut af med fodcreme.
Imens har du tid til at læse vores lille vabel-bibel og finde ud af hvad du kan lære af dine vabler, og hvordan du forebygger og behandler

Farer jeg vild?

Det gør du sandsynligvis, ja. Men sjældent mere end et par kilometers penge. Hjælpsomheden langs caminoen er forbilledlig. Går du i dine egne tanker og overser et sving, vil du opleve bondemænd, der stopper traktoren for at vise dig på rette vej igen. Folk, der vinker og peger fra altanen. Bilister, der holder ind til siden for at guide.

At finde vej inde i byerne er det mest tricky. Derfor: Når du ankommer til en by, så kig om eftermiddagen, hvilken vej caminoen fortsætter ud af byen igen. Der er mindre skiltning inde i byerne end på stierne. Det giver en rar tryghed at kende vejen ud af byen på de mørke morgener.

Der ligger ofte en pointe eller en gave i at fare vild. En lærdom om hvad du havde din opmærksomhed på. Eller en smuk oplevelse, du ikke ellers havde fået. Det huskede jeg mig selv på, da jeg efter 45 minutters stejl stigning stod på en bakketop og nød udsigten – off camino! Når det er sagt, er caminoen den bedst og kærligst skiltede vandrerute, jeg har set nogensinde, noget sted i verden. Se mere om caminoens muslinger og gule pile

Kommer jeg til at mangle mad?

Sultfølelsen giver mig et indvendigt ubehag og går lige i humøret. Jeg hader kort og godt at være sulten og sult får mig til at opføre mig monsterurimeligt. Derfor var lige præcis manglende muligheder for at købe mad min bekymring op til min første camino, som var en ret øde rute. Jeg er her endnu! I made it! Det ville være løgn at sige, at jeg har undgået sult på caminoen. For købmanden kan holde siesta, og ind imellem har jeg på dagsetaper uden proviantmuligheder forregnet mig. Appetitten er klart større, når du er i gang fysisk hele tiden. Og ja, jeg har i mine sultne vandretimer set fatamorganabilleder af små købmænd, som den tørstige beduin ser vand i ørkenen…Nu frygter jeg ikke længere at mangle mad på caminoen. Jeg har lært at være forberedt, og har altid de her tre ting i rygsækken som nødmadpakke:

1. To tomater
2. Sorte oliven
3. Mørk chokolade.

Tomaterne fordi jeg elsker dem, oliven fordi jeg tit er sulten efter salt, når jeg har svedt meget. Chokoladen har jeg egentlig sjældent lyst til, men den er god, fordi den vejer lidt i forhold til hvor meget hurtig energi jeg får.

Bliver det ensomt at gå en camino alene?

Det sociale har altid været en udfordring for mig. De fleste ser mig fejlagtigt som udadvendt og livlig – men indeni er der kaos, og det er et hestearbejde at komme igennem en aften i uvant selskab. Kan jeg vælge det, bliver jeg derhjemme trygt i sofaen. Ærligt talt var det under corona en lise at opleve fred og enkelhed på den sociale arena. Så tanken om at gå caminoen alene uden kendte, trygge relationer skræmte mig usigeligt, da jeg skulle af sted på Camino Primitivo.

Som forventet elskede jeg at vandre alene. Den indre rejse og dialog er så dyb, at jeg ikke et sekund savner selskab, når jeg er alene på stien. Ind imellem gik jeg nogle timer med andre, når vi naturligt faldt i rytme. Der er kortere mellem mennesker på caminoen end noget som helst andet sted i verden. Man mødes, man deler, man skilles, man mødes igen. Aftenerne tilbragte jeg med min caminofamilie. Vi var en dejlig flok på syv, som alle gik omkring 30 km om dagen, så vi endte i de samme bittesmå flækker.

Der er en åbenhed på caminoen, som får mig til at sige, at det måskeer den rejseform i hele verden, det er lettest at få nye venner på. Alene er nok det sidste, du bliver. I hvert fald hvis du imødekommer mennesker på din vej, og selv tør initiativ. Er der ikke den fællesmiddag på herberget, du havde håbet på – så køb ind og inviter selv, så skal der nok komme pilgrimme til bordet.

Kommer det til at regne, så jeg bliver gennemblødt?

Det er de mærkeligste og komplet unødvendige ting, jeg har slæbt med på caminoen, fordi jeg lå under for frygten for at blive gennemblødt! Lad mig nævne: Sorte sække, en tyk regnjakke, en sydvest, regngaiters og en hel rulle affaldsposer. Fælles for det er, at jeg ikke brugte det.

Når jeg ser tilbage, har nogle af mine smukkeste øjeblikke på caminoen netop været, når jeg fik en sok, blev overrasket af en tung byge, og når støvregnen pakkede mig ind en hel morgen. Jeg har denne her tro: ‘Det tørrer i solen igen’. Både konkret – det går såmænd nok at få tørret det hele til næste dag. Husk værten på herberget typisk gør en stor indsats for at tørre alles tøj på en regnvejrsdag. ‘Det tørrer i solen igen’ gælder også i overført betydning. Når livets giver os modstand og bøvl – så tørrer det såmænd også, når livets sol skinner igen. For det gør den efter regn. Så hvad HAR jeg med i dag mod regn? Min regnponcho er eneste udstyr. Super letvægt, den beskytter både mig og min rygsæk. Og jeg bruger den også i blæsevejr, fordi den giver godt læ.

Tjek hvilke måneder og caminoer det regner mest og mindst på i vores guide her

Vil jeg komme til at fryse om natten?

Min dyne og min seng er min trygge hule. Jeg er ikke mester i at sove nye steder, og jeg hader at fryse om natten. Ligesom jeg har en lille my kontrolfreak og gerne vil vide, hvad natten bringer. Så der gjorde mig nogle bekymringer inden caminoen. Igen – unødvendige bekymringer. Efter dagens 20-40 km sover jeg som regel som en sten. Jeg har frosset tre nætter på caminoen, alle tre i slutningen af maj. Det var på min anden camino, da jeg for at spare 900 gram i rygsækken havde taget mit fleecetæppe ud. Det var ingen god ide, for fra jeg krydsede grænsen til Galicien, var der ingen tæpper at låne på de offentlige herberger. I Lugo bukkede jeg under for nattekulden og brugte 100 kroner på et hæsligt, men dejligt varmt tæppe. Siden da har der været uldrevolution i mit vandreliv, så nu er min oppakning til natten altid den samme (for vandring fra og med april til og med oktober):

1. En uldsovepose
2. En sæt tykt uldent skiundertøj

Kommer jeg til at gå i gåsegang?

Det er helt op til dig selv, om du kommer til at gå i gåsegang. Hvor mange pilgrimme du kommer til at møde afhænger især af to ting: Årstiden og ruten.

Der er nemlig ikke kun een, men mange caminoer.
Bliv klog på ruterne og hvordan du finder stilheden på caminoen her

Vælger du den berømte franske rute (Camino Francés) i juli måned, siger du JA til gåsegang. Søger du stilheden og freden, så vælg lavsæsonen fra og med november til og med marts. Og vil du af sted i juli-august, så gå efter en af de caminoer, der tiltrækker mindre end 5 % af det samlede antal pilgrimme.

Jo tættere du kommer til Santiago, jo flere pilgrimme i horisonten – og jo flere med lette dagstasker.