GUIDE Camino Finisterre – Muxía: Helt til verdens ende
At vandre til verdens ende – det lyder da meget godt! Camino Finisterre-Muxía på 207 km i alt starter i Santiago de Compostela og går ud til kysten og tilbage
Måske har du hørt om pilgrimme, der fortsætter helt til Verdens Ende efter at have vandret caminoen? På Spaniens vestkyst tre dages vandring fra Santiago ligger Finisterre – eller på galicisk ‘Fisterra’. Det sted, man i gamle dage helt bogstaveligt troede var verdens ende. Det er en helt særligt oplevelse igen at se havet glimte efter hundredevis af kilometer til fods gennem Spanien!
Få vores tips til overnatning og etaper på Camino Finisterre-Muxía lige her
Der er TO steder at vandre til ved kysten: Finisterre og Muxía
At vandre til verdens ende dækker over at gå til byen Finisterre og de tre kilometer videre ud til fyret. Men rigtig mange pilgrimme vandrer faktisk videre nordpå til den lille by Muxía bagefter. Den ligger ligesom Finisterre på en landtange ud i Atlanterhavet med vand på to sider. Turen fra Santiago til Finisterre, videre til Muxía og tilbage til Santiago er en minicamino i sig selv på i alt 207 km. Vi har vandret dele af den – og har andre dele til gode.
Se Camino Finisterre – Muxía på et kort (gpx)
Her kan du se hele Camino Fisiterre – Muxía på et kort. Bemærk, at den del af ruten vandres begge veje. Du kan nemt få kortet ind på mobilen, så du kan se dig selv som en blå prik på kortet:
- Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
- Klik på linket her til Camino Finisterre – Muxía.
Kig til atlanterhavet kort før landsbyen Lires, der ligger midtvejs mellem Finisterre og Muxia.
Er turen til verdens ende skiltet?
Camino Finisterre-Muxía er ligesom resten af caminoen skiltet med muslinger, gule pile og milepæle:
På strækningen mellem Finisterre og Muxia skiltes vejen til Finisterre med et F og vejen tilMuxía med et M. Hovedruten er skiltet med gul og alternative ruter – som her en smuk sti ved kysten – er markeret med rød:
Som noget specielt kan denne camino vandres i begge retninger: Fra Santiago til kysten og tilbage igen. Turen tilbage igen er ikke lige så grundigt skiltet som ud til kysten. Til gengæld kender du vejen, for det meste af den er samme spor, som du kom ad. Der er også denne skiltning på tilbagevejen:
Den allerførste skiltning til Camino Finisterre finder du i gaden Rús das Hortas lige ved katedralen i Santiago – nogle lilla fodspor at følge:
Hvordan kommer man til starten på Camino Finisterre?
Du kan flyve til Santiago de Compostela med en mellemlanding – typisk i London Stansted. Men du kan også med fordel flyve til:
- Madrid med direkte fly og hoppe på højhastighedstoget til Santiago, som tager tre timer
- Porto i Portugal med direkte fly og tage en Flixbus derfra direkte til Santiago. Det tager 3 timer og tre kvarter og koster cirka 95 kroner hver vej.
Begge de løsninger er bedre for miljøet end en mellemlanding og går så godt som lige så hurtigt.
Kan man få et pilgrimsbevis for Camino Finisterre – Muxía?
Der findes to særlige pilgrimsbeviser, du kan få for at have vandret Camino Finisterre – Muxía: I byen Finisterre kan du få et såkaldt ‘Fisterrá’ eller ‘Finisterrana’ på det offentlige herberg, som bevis på, at du har vandret pilgrimsruten. I Muxía kan du få det såkaldte ‘Muxíana’-certifikat hos Casa da Cultura. Begge pilgrimsbeviser er skrevet på galicisk, og underskrevet af byens borgmester.
Vandrer du hele ruten fra Santiago, til enten Finisterre eller Muxía og tilbage igen, har du tilbagelagt mere end 100 km til fods, og kan derfor få det klassiske ‘compostela’ på pilgrimskontoret – dit bevis for en gennemført pilgrimsvandring:
> Se vores guide til pilgrimspas og La Compostela
Hvilket pilgrimspas kan bruges på Camino Finisterre – Muxía?
Du kan vandre Camino Finisterre – Muxía med et hvilket som helst klassisk pilgrimspas. Men der findes også det særlige, solskinsgule pilgrimspas, der er smukt og specielt designet til denne camino:
Det solskinsgule pilgrimspas får du gratis på pilgrimskontoret i Santiago. Bemærk: Du skal IKKE stå i den lange kø for at få det. Når du kommer ind gennem porten, skal du nemlig gå til venstre og ikke til højre.
Se mere om pilgrimspas og hvordan du bruger det i vores guide
Hvor finder man en muslingeskal til rygsækken?
Vandrer du til Finisterre, er det første, du ser, stranden Praia da Longosteira, som er stedet, trætte pilgrimme kan være heldige at finde deres egen musling.
Vi spiste vidunderligt her på Restaurante Calcoba – et rodet sted med virkelig god fisk. Finder du ikke en musling, kan du spise dig til din egen muslingeskal ved at vælge ‘zamburinas’ – kammuslinger.
Der er i øvrigt to kyster i Finisterre – Praia da Longosteira vender mod øst. Kysten mod vest er mere vild og uberørt – her ligger stranden Praia Mar de Fora.
Smuk alternativ rute
Ved A Peña vil vi kigge efter den alternative rute, som skulle være rigtig smuk.
Findes der en app til Camino Finisterre – Muxía?
Ja – det gør der! Vi har købt Wiselys app, og den fungerer godt. Den har et kort (der også viser hvor du selv er), deldistancer og overblik over indkøbsmuligheder og overnatningsmuligheder undervejs, både herberger, pensioner og hoteller.
Hvor står kilometer 0-stenen?
Der er en kilometer 0-sten både i Finisterre og i Muxía! I Finisterre står den ved kysten ude ved fyret tre kilometer fra byen.
I Muxía står den ude ved kunstværket af den splittede klippe en kilometer fra byen:
Finisterre først eller Muxía først?
Vi vandrede til Finisterre først og videre ad caminoen til Muxía – det er klart den rækkefølge, der passede os bedst, fordi vi sluttede det mest stille sted.
Vi oplevede Finisterre by som større, mere flippet og mere festlig end Muxía. Il Cabo – den yderste landspids – ligger tre kilometer efter selve byen, og turen derud er langs en asfaltvej. Landspidsen er vildt og især præget af det store imponerende fyr. Der er café og turistbutik derude.
Muxía er en mindre by, og her står Kilometer 0-stenen igen ude på landspidsen en lille kilometer fra byen på klipperne, hvor du også finder en lille kirke, en markant spaltet klippe og fyret.
Vi synes det er et must at vandre derud… Vi holdt klart mest af Muxía, fordi man her på spidsen sidder omgivet af natur, og der er utallige steder at nyde solopgang og solnedgang. Mere stille og mindre turistet end Finisterre. Der er pilgrimsmesse i den lille kirke Santuario Virxe a Barca:
Hvordan udtales det der Muxía?!?
Hvis du hører en dansker sige, at han vil vandre til ‘Muk-sia’ med tryk på første stavelse, så hop ikke på den! Vil du gøre god figur på spansk, så udtal Muxía ‘Mu-sia’ med tryk i i’et:-)
Kan man ikke bare tage bussen til Verdens Ende?
Jo, det kan du hvis du vil. Der er omkring 90 km derud fra Santiago de Compostela, og turen tager omkring tre timer. Bemærk, at turen til Finisterre er noget af en bumletur sammenlignet med den til Muxía, som tager væsentligt kortere og giver mindre køresyge Se tidsplan og priser her hos Rome2Rio. Der kører nogle små busser fra Santiago til Finisterre, som kan findes og bookes online på www.monbus.es (du kan vælge engelsk). Busserne derud koster typisk 6,5 euro.
TIP: På vejen til Finisterre bad vi chaufføren om at blive sat af 15 km før Finisterre, og det kunne vi sagtens. Det samme på vejen tilbage med bussen fra Muxía.
Hej Marie og Torben
Jeg tager af sted til april for at gå den franske camino. Jeg har bestilt flybilletten hjem på forhånd og derfor kan jeg også “risikere” at være i Santiago før tid. Hvis jeg har 3-4 ekstra dage havde jeg tænkt bare at gå til Fisterra. Hvordan ville det fungere med et compostella, kan man så tage tilbage til Santiago og få et Compostella for hele turen fra st Jean Pied de Port til Fisterra? Eller får man det bare for den franske camino og så er turen til Fisterra bare en bonus man ikke får papir på.
ps. Mega fed hjemmeside når man planlægger sin første camino
Mvh Simon
Hej Simon. Hvor overfedt du kan bruge siden. Vi får så mange individuelle spørgsmål nu, at vi ikke længere kan følge med som frivilligt arbejde. Du er meget velkommen til at booke os sparring/planlægning af din tur her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/ Ved at booke os støtter du arbejdet med Frie fodspor. Bedste hilsner Marie og Torben