INDBLIK De syv pilgrimsord

Hvad er det med dig og den camino? De syv pilgrimsord indkredser meget fint, hvorfor turen går til caminoen gang på gang

Den svenske pilgrimspræst Hans Erik Lindstrøm har samlet syv pilgrimsord – pilgrimsnøgler. Dem funderer jeg tit over, mens jeg vandrer. Glemmer jeg dem, har de det med at vise sig for mig på sjoveste vis. De syv pilgrimsord er:

• Langsomhed
• Bekymringsløshed
• Frihed
• Enkelhed
• Stilhed
• Spiritualitet
• Fællesskab

Langsomhed

Langsomhed på caminoen kan både forstås som den fysiske langsomhed og den sjælelige. Den fysiske ved at du er til fods – livet brøler ikke forbi, som når du kører bil. Sjælen kommer i en rolig, sund langsom rytme.

Alle, der kender mig, ved hvor vigtig langsomheden er i mit liv. Jeg er beriget med et aktivitetsniveau, der desværre giver mine venner og familie følelsen af at hænge i med neglene på ydersiden af en jetmotor. I virkeligheden holder jeg ikke til det tempo, jeg lever i. Jeg tror caminoen vil blive ved med at kalde på mig, indtil jeg sætter farten ned.

Bekymringsløshed

‘The camino provides’, siger man – caminoen løser det. Som pilgrim på caminoen er der få – på grænsen til ingen – bekymringer, der er bekymringen værd. Caminoen kan lære os at give slip på bekymringer. Det giver indre fred.

Det overrasker mig, hvordan alle bekymringer fysisk forlader mig, når jeg starter med at gå. Det sker for mig præcis der, hvor jeg slipper hverdagen og den trygge viden om hvor jeg skal sove i nat. Når jeg tør bare at begive mig af sted i tillid til livet. Nogle morgener, når jeg har gået i daggryet pakket helt ind i tåge, har det vist mig, hvor smukt det er ikke at kunne se og kontrollere så langt. Bare se og mærke det, der er lige nu.

Frihed

Mange pilgrimme har års overvejelser bag sig, før de står med deres rygsæk på caminoen første gang. At prioritere sin egen frihed både i tid og nærvær over for familie, arbejde og venner kan være svært.

For mig er det frihed at tage rygsækken på og vide, at i den er alt, jeg skal bruge for at klare mig. Det simple i blot at have, hvad jeg kan bære, fascinerer mig. Det er tankevækkende at vende hjem efter dage og ugers vandring, og ikke have manglet en eneste ting.

Enkelhed

At tage af sted som pilgrim kræver, at du for en stund siger farvel til måske 99 % af dine ejendele og  gøremål. At pakke hele sin identitet ned i en rygsæk på seks kilo er enkelhed.

Forskerne er ved at opdage det: Mennesker kan faktisk ikke multitaske. Heller ikke kvinder, selvom vi tror og påstår, at vi kan. Et moderne menneskeliv er ikke særlig sjælevenligt. Det er caminoen til gengæld. Det er helt enkelt: Gå, spis, gå, spis, sov, spis. Start forfra… helt enkelt: Følg den gule pil.

Stilhed

På caminoen vil du opleve stilhed som få andre steder. Måske ikke, fordi der faktisk er mere stille – men fordi du har sanserne åbne og mærker verden. Måske fordi den indre snak om bekymringer og ‘hvad nu hvis’ til sidst forstummer.

For mig er stilhed meget mere end fraværet af lyde og støj. Når jeg går alene på caminoen, hører jeg faktisk stilheden. Lytter til den. Mærker, hvordan den bliver til fred indeni.

Spiritualitet

Der er nok tænkt over, at spiritualitet – og ikke religiøsitet – er blevet pilgrimsordet. Spiritualitet dækker over noget mere end de enkelte religioner. Du vil møde pilgrimmen med den lille sten i lommen hjemme fra barndommens have. Den vil betyde lige så meget for hende, som korset gør for den katolske pilgrim, der krammer det i hånden. Spiritualitet favner menneskets indre liv.

Den spirituelle side af mig har trange kår. Men den er der – til yoga for eksempel. På caminoen slår den fuldt igennem, og bare jeg tænker tilbage, får jeg kuldegysninger. Uden sammenligning er caminoen den stærkeste spirituelle oplevelse, jeg har haft. Jeg oplever, at selve stien har en magisk kraft, jeg aldrig har mødt noget andet sted på jorden.

Fællesskab

På caminoen er du aldrig alene, og du vil blive overrasket over, hvor kort vejen er mellem dig og andre. Over hvor bredt fællesskaber kan favne. Det er svært at nævne nogen anden rejseform, der bare tilnærmelsesvis knytter mennesker sammen som caminoen.

Selv når jeg ikke ser dem, mærker jeg fodsporene fra alle pilgrimmene før mig. Der er en magisk kraft i at gå her, hvor mennesker har gået i hundredevis af år.  Det er som om hvert eneste menneske, jeg møder, har en gave med – en indsigt, en følelse, en hjælp, et spejl, en erindring.