Solnedgang over Limfjorden ved Ertebølle


VANDRERUTE Ertebøllestien (10 km rundtur)


Ved Ertebølle kan du vandre en rolig og smuk rundtur langs Limfjorden

Hvis du mangler en ide til et dejligt sted ved Limfjorden at opleve solnedgang, siger vi: Ertebølle! Lad dig ikke afskrække af, at skiltningen er lidt forfalden – vi guider dig sikkert rundt.

Facts om Ertebøllestien

Startsted vandrestierne ved Ertebølle

Hvilke oplevelser er der på Ertebøllestien?

Ertebølle er et historisk superinteressant sted  – her ved skrænterne ned mod Limfjorden levede jægere og samlere i stenalderen. På din vandring oplever du Ertebøllekulturen på nærmeste hold.

Ertebølle hoved

Verdensberømt køkkenmødding

Du vandrer gennem det flade land syd for klinten ved Ertebølle, og kommer lige forbi det sted, hvor fire fredningssten markerer resterne af en gigantisk køkkenmødding rummer mange fortællinger om livet, som det blev levet her i stenalderen. Køkkenmøddingens mange østersskaller fortæller os, at vores forfædre her ivrigt har brugt Limfjorden som spisekammer.

Vandre langs Limfjorden

Tip: Slå et smut nedenom Ærtebølle Hoved

Ertebølle Hoved er en cirka 20 meter høj og 500 meter lang klint ud mod Limfjorden. Klinten ved Ertebølle Hoved er interessant at se både oppe fra folden og nede fra stranden. Den officielle rute går udelukkende op over Ertebølle Hoved. Vi har lavet et forslag til, hvordan du kan justere ruten en anelse, så du får det bedste ud af unikke Ertebølle – se vores kort nederst.

Ertebølle Hoved

Du kan tydeligt se alle lagene af moler og vulkanske askelag ved Ertebølle. Moler-klinterne ved Ertebølle er hele 55 millioner år gamle. Ufatteligt… Er du ekstra heldig, kan du finde fossiler her ved stranden.

Moler ved Ertebølle

Er der gode pausesteder på Ertebøllestien?

Bænken her står helt rigtigt! Slå dig ned, kig på fuglelivet over Limfjorden og nyd vandrelivet.

Limfjorden ved Ertebøle

Er Ertebøllestien skiltet?

Ja, 10-kilometer-ruten ved Ertebølle er skiltet med røde pile, men desværre er skiltningen meget mangelfuld, og ruten er af en eller anden grund kun skiltet i én retning – mod uret. Skiltene sidder på usædvanligt lave pæle, så se dig godt for, hvis du vandrer om sommeren. Vi ved ikke, om græsset bliver klippet rundt om pælene i sommerhalvåret eller ej.

Skiltede vandreruter ved Ertebølle

Bruger du gps-kort første gang du vandrer ruten, er den til gengæld forholdsvis nem at lære.

Pas på den dårlige skiltning disse steder

Der er især fire steder, den er gal med skiltningen. Her viser vi dem i håbet om, at du ikke farer vild:-)

  1. På en markvej kommer du til dette sted. Der mangler svingpilen til venstre. På din højre hånd er der til gengæld et skilt med trampesti bag om siloen – ignorér dette trampestiskilt,
    og følg vores røde pil til venstre her:

    Manglende svingpil til venstre på Ertebøllestien

  2. Ved Myrhøj campingplads kommer du ud på vej 13. Der mangler et skilt, der viser dig til venstre cirka 200 meter langs vejen – følg Torbens pegefinger:
  3. Skiltet markeret med en ring på træet her leder dig på vildspor – gå ikke derhen, selvom der er trampesti af folk, der er gået forkert. Du skal i stedet blive på den snoede, slåede sti, for ellers bliver du ledt rundt i ring.Vildledende skiltning
  4. På dette sted for enden af en lysning mangler der en svingpil til højre:Manglende svingpil til højre på Ertebøllestien

Hvilken retning er bedst at vandre ruten i?

Nu bliver du måske lidt træt, meeeen: Vi ville til enhver tid vælge at vandre denne rute med uret – og den er som bekendt kun skiltet mod uret. Vandrer du med uret, passer det nemlig så fint med at slutte ved solnedgang i Ertebølle.

Solnedgang ved Ertebølle

Se Ertebøllestien på et kort

Her kan du se Ertebøllestien på et kort inkl. vores forslag til en lille justering af ruten, så du kommer rundt om Ertebølle Hoved. Stien er i princippet skiltet, men der er problemer så mange steder, at vi varmt anbefaler dig at få kortet her ind på mobilen, så du kan se, hvor du selv er som en blå prik på kortet:

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket til kortet over Ertebøllestien (du er den blå prik på kortet)

6 replies
  1. Herbert jensen
    Herbert jensen siger:

    Ser spændene ud har værket ved vitskøl kloster vi gik rundt om søen over den flotte bro over søen smuk tur🤗🤗👍👍

    • Marie
      Marie siger:

      Der er sååå smukt ved Vitskøl. Ville gerne prøve vandrehjemmet. Er bare ludt fjollet fordi det er under tre kilometer fra sommerhuset:-) Kh Marie og Torben

  2. Per Jensen
    Per Jensen siger:

    Hej, tak for en god og informativ artikel, især vedr. den mangelfulde skiltning, som man iøvrigt oplever mange andre steder – riget fattes penge…!
    Hvem er de skilteansvarlige myndigheder – kommuner eller regioner eller….?
    Har I givet besked til dem, så de dog har chancen for at rette op på forholdene?
    Mvh Per Jensen

    • Marie
      Marie siger:

      Hej Per. Ak ja, det er altid nemmere at skaffe penge til at udvikle nye stier end til at vedligeholde eksisterende. Og det er øv, fordi der er så mange gode stier, der simpelthen forfalder. Vi plejer at skrive til de stiansvarlige med information. Nogle er gode og retter med det samme, andre hører vi aldrig fra. Med disse ruter er vi i tvivl om hvem der har bolden. Campingpladsen skriver, at Vesthimmerlands Kommune overtog ansvaret i 2021, men vi skal lige finde rette vedkommende. Hilsen Torben og Marie

Kommentarer er lukkede.

MERE OM DANMARK

Sove i telt på stranden i Sverige - allemannsretten