VANDRERUTE Fra kyst til kyst på Sjællands Odde (12,5 km rundtur)


Kan man gå fra kyst til kyst på Sjællands Odde? Ja, det kan man, og det er en god ide at gøre! Her deler vi tips og kort til vandrerute 103 i Odsherred

Vandrerute 103 i Odsherred går fra kyst til kyst på Sjællands Odde, og du kan opleve både den stille hede på sydkysten og de høje bakker på nordsiden.

Startsted, parkering og distance

  • Vi satte bilen på den offentlige parkeringsplads lige over for EDC, Oddenvej 153, 4593 Sjællands Odde
  • Rute 103 er en rundtur på 12,5 km og kan godt vandres med hun, men barnevogn er no-go

Vi startede vandringen fra kyst til kyst med den stille, sydlige kyst med lyng, stenstrand smukt udsyn ud over Sejerø Bugt. Der er ingen P-pladser til denne side, så stranden er dejligt fredelig.

Er ruten skiltet?

Ja, med et blåt skilt med en vandringsmand. Tallet 103 fremgår sporadisk på nogle af skiltene, men ikke alle.

Desværre er skiltningen så mangelfuld, at ruten ikke kan gås uden kort – se vores kort nederst. Hvis du starter fra P-pladsen over for EDC, mangler det første skilt, hvis du vandrer mod uret. Og uanset hvilken rute du vandrer, mangler der et skilt, som viser dig ved hen ad og op fra stranden ud for Vedhammervej.

Det er ved denne trappe du skal op fra stranden, når du går mod uret. Går du med uret, skal du til højre ad stranden på dette sted.

Fladt, smukt hedelandskab med lyng på sydsiden af Sjælland Odde.

Sommerhus i lyngen på sydsiden af Odden.

Sydsiden har et kort stykke med let fremkommelig stenstrand – ellers går du mest på stier i sandet.

Vi troede, vi ville få solnedgang på nordsiden i februar – men den overraskede os på sydsiden gennem fyrretræerne. Så meget for at regne naturen ud!

Tunellen bringer dig trygt under vejen til den modsatte side af Odden.

Ruten går forbi keramikeren ved Lumsås Kirke.

Bakker og skrænter på den nordlige del af Odden.

Kort over vandreruten fra kyst til kyst

Her kan du se det digitale kort over vandrerute 103 fra kyst til kyst på Sjællands Odde. Få kortet ind på mobilen inden afgang, så du kan se dig selv som den blå prik på kortet. Det gør du nemt sådan her:

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket til kortet over vandrerute 103 fra kyst til kyst på Sjællands Odde her (du er den blå prik på kortet)

Odsherred set oppefra

På vejen kommer du forbi Lumsås Mølle, som er fint dekoreret indvendig og har en god udsigt over området. Det er åbent for besøgende hver tirsdag og fredag fra 10-16 (entré 30 kroner) i juli, noget af august plus i efterårsferien.
Se mere på Lumsås Mølles hjemmeside

Vil du finde flere vandreruter i Odsherred?

Odsherreds vandreruter er svære at finde. På turistinformationen i Nykøbing Sjælland kan man købe bogen ‘Vandringer i Odsherred’, som viser 30 vandreruter, heraf vandrerute 103, som du ser her. Der er gjort et stort stykke arbejde med at skabe  vandreruter i Odsherred, men skiltningen er misvedligeholdt, og ruterne er ikke formidlet på nettet. Vi tegner derfor ruterne op på gps-kort inden afgang. Efterhånden som vi vandrer ruterne, vil du kunne finde kort herinde.

5 replies
  1. Lone
    Lone siger:

    Skøn tur – fortsætter man lidt længere af stranden, mod Odden kan man få pop up restauranten hos Ørnberg vine med, sidder og spiser tapas ude i vinmarken😉

  2. Lene Mølbak
    Lene Mølbak siger:

    HEj med jer

    Sikke en fin beskrivelse. jeg har lige købt et sommerhus deroppe og har søgt efter gode kort og overblik over vandreruter, men det er sandt der ikke er mange. Jeres link til kortet virker ikke – er det muligt at tilgå jeres kort et andet sted.
    Hilsen Lene

    • Marie
      Marie siger:

      Hej Lene. Det var dog et dejligt sted at købe sommerhus. Kan du skrive hvilket link det er, der ikke virker hos dig? Hos os virker alle links nemlig når vi tester.

      Hilsen Marie og Torben

  3. Gitte
    Gitte siger:

    Hej var I ved Lumsås mølle? Hvis ikke så parker der næste gang. Et besøg værd og god udsigt
    Vh Gitte

    • Marie
      Marie siger:

      Hej Gitte. Desværre ikke, for den har ikke så meget åbent: Hver tirsdag og fredag klokken 10-16 i perioden skolesommerferien o efterårsferien. Jeg har skrevet det ind i guiden nu, for det er da en sjov oplevelse at få med på vejen. Tusind tak for tip! Hvis du skulle ligge inde med et billede eller to af enten udsigten eller dekorationerne af møllen vi må bruge, så giv endelig lyd. Ellers tager vi derover til sommer. kh Marie

Kommentarer er lukkede.

MERE OM DANMARK

Sove i telt på stranden i Sverige - allemannsretten