VANDRERUTE Reersø rundt – jaaaa, her er smukt! (rundture fra 2,4 km til 15 km)

De dramatiske landskaber, freden, fuglene og de smalle trampestier – Reersø er en vandreudflugt værd!

Her får du vores bedste vandretur på Reersø – et af Vestsjællands meget smukke næs, som vi holder så meget af. Turen er en kombination af den røde kløversti og den sorte kløversti. Kløverstierne er et landsdækkende stikoncept med skiltede rundture – altid fire ruter i forskellige længde med fra samme sted. Hvis vores rute på 15 kilometer bliver for lang, kan du vælge en af de kortere Kløverstier.

Startsted og parkering

Der starter fire forskellige kløverstier fra P-pladsen på Strandvejen 27 Reersø, 4281 Gørlev (uden tidsbegrænsning). Bil er bedst, for det tager næsten en time med bus 432 fra Slagelse Station til Reersø. Samme sted starter de fire forskellige kløverstier.

Er Kløverstierne på Reersø skiltet?

Ja, det er de. Men som med de fleste kløverstier er skiltningen desværre ikke heeelt logisk. Det er som om skiltene er placeret der, hvor der nu lige var en tilfældig lygtepæl eller andet at skrue skilte på. Derfor vender en del af skiltene ikke, så de er synlige, når du vandrer. Tip: Hav ruterne med dig på mobilen – find kortet nederst.

Er ruten rundt om Reersø skiltet?

Når der blot er en kløver, betyder det ‘du er på rette vej – fortsæt lige ud’. Når der som ovenfor også er en pil i samme grafiske stil, skal du svinge.

Bemærk, at rød og sort rute kun er skiltet i een retning – du skal mod uret rundt. Grøn og blå rute ved vi ikke med.

Skiltning på en forhåndenværende pæl – her den til livredningskransen.

Hvor lange er Kløverstierne på Reersø?

Som altid med Kløverstier er der fire ruter af forskellig længde at vælge imellem, som alle starter samme sted:

  • Grøn rute: Dronningrunden 2,4 km
  • Blå rute: Det åbne landskab 5,4 km
  • Rød rute: Flasken 7,5 km
  • Sort rute: Øen rundt 10 km

Vi har vandret rød og sort, og har de korte ruter til gode.

Trampesti ved Reersø

Sort kløversti: Dramatiske landskaber og vilde kystudsigter (10 km)

Den længste af kløverstierne på Reersø er vores klare favorit – de dramatiske landskaber kan bare mærkes i vandrehjertet, og det er, som om de ti kilometer flyver af sted under fødderne. Billederne her taler vist for sig selv:

Noget af det fascinerende ved ruten er, at der er så meget at se på ud over vandet: Asnæs, Fynshoved, Romsø, Musholm og Storebæltsbroen.

Spejder efter ubåde ved Reersø

En ubåd på vej – de lokale kommer for at få et glimt.

Nedstyrtet sti ved Reersø

Hov, hvor forsvandt stien hen?!?

Rød kløversti: Fredeligt fugleland ved Flasken

På den røde kløversti starter du ved den superfine udsigt over Vejlen til Dalby og Storebæltsbroen fra Reersø Kirke, der ligger på en morænebakke. Oplagt spot til solopgang, siger de lokale:

Efter det går ruten ud om fuglereservatet Flasken og langs den vilde, stenede kyst tilbage mod Reersø:

Ved Vilhelmsvej, hvor ruten drejer til venstre ind mod Reersø er der et godt spot til solnedgang på Reersø (som vi har til gode):

Hvor er det godt at se solnedgang på Reersø?

Pas på digerne

Reersø er blandt de 25 steder i Danmark, hvor flest huse risikerer at blive oversvømmet på grund af klimaforandringer, har Kystdirektoratet kortlagt. Omkring halvdelen af beboerne bidrager selv til digerne. Det er forbudt at færdes på digerne – så hold dig på stien og vær med til at passe på Reersø. Læs om Reersøs kamp mod vandet i den spændende artikel her

Meget øv er skiltet her placeret med ryggen til kløverstierne, så det er ikke til megen hjælp. Hvis vi var kommunen, ville vi vende det 180 grader rundt og rykke det 300 meter, så det står der, hvor der er en uhensigtsmæssig trampesti lige hen over diget.

Prøv også Reersøs vilde søsterruter!

Reersø er det tredje næs i Vestsjælland, vi har vandret – de ligger som naturperler på en snor langs vestkysten. Er du vild med Reersø, vil du garanteret også elske vandreruten ved Ordrup Næs (13,5 km rundtur) og vandreruten Røsnæs rundt (25 km eller 15 km rundtur). Den skarpe læser vil nu indvende, at vi da mangler Asnæs på listen, og ja, det er sandt. Brug kommentarfeltet, hvis du har tip til at opleve Asnæs til fods.

Kort over Reersø rundt

Hvis det naturen, du vil have mest af, kan du med fordel kombinere den røde og den blå kløversti og blive langs kysten rundt. Så er turen rundt om Reersø 15 km.

  • Oplevelser og faciliteter er markeret med sorte cirkler
  • Kilometer er markeret med blå prikker – klik for at se kilometer total målt fra start
  • Tryk på knappen ‘Find vej’, når du er klar til start – så kan du se din egen lokation på kortet som et lille dannebrogsflag. For at aktivere GPS, skal du klikke på ‘GPS=off’, så der skiftes til ‘GPS=on’.
Vores rute er sat på kortet i samarbejde med rundtidanmark.dk

Kort over Kløverstierne på Reersø

Her kan du se alle Reersøs fire kløverstier på et kort:

  • Grøn rute: Dronningrunden 2,4 km
  • Blå rute: Det åbne landskab 5,4 km
  • Rød rute: Flasken 7,5 km
  • Sort rute: Øen rundt 10 km

Der er kludder med skiltningen mange steder, men brug kortet – så kan du altid finde tilbage på sporet.

Vores rute er sat på kortet i samarbejde med rundtidanmark.dk

Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden

Skriv en kommentar

Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!

18 reaktioner

  1. Hej Marie.
    Har du link til et kort med kombinationen af den røde og den sorte rute? Det ser ud som om det skulle være indsat nederst i teksten, men der er ikke noget at klikke på.
    Tak for en skøn blog – mit yndlingssted til vandre-inspiration 🙂
    Hilsen Mette

    1. Hej Mette. Så dejligt du kan bruge vores side. Nu har vi sat link til kortet ind – skriv endelig igen, hvis det ikke fungerer, så kan vi maile gpx på mail?

      Hilsen Marie og Torben

  2. Kære Marie og Torben
    Sikken en skøn blog. Min mand og jeg har længe drømt om at begynde at vandre, men af forskellige omstændigheder er det, bortset fra et par småture i Andalusien, ikke lykkedes os at få afsat tid i kalenderen. Men hold op, man bliver inspireret herinde……og glad helt ind i hjertet når man læser og ser med på sidelinien (og dette endda inden vi selv har fået snøret vandrestøvlerne for alvor). Tak for virkelig inspirerende og informative artikler og skønne billeder.
    Bedste hilsner
    Gitte

    1. Kære Gitte. TAAAAAAK for jer. Sådan et brev sit jeres kan vi leve længe på. Bedste hilsner og ønsker om et vandrerigt nytår. Marie og Torben

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM Sjælland

Kom på ventelisten Skriv dig op - så får du besked, så snart varen er tilbage på lager.
0
    0
    Min kurv
    Din kurv er tomGå tilbage til Shop