VANDRERUTE Lovnshalvøen rundt (rundture på 5-6 km)

Lounshalvøen i Himmerland er et af de steder i Danmark, der gør os taknemmelige indeni, fordi nogen før os har arbejdet på at frede smuk natur og gøre det muligt for alle at nyde den

På Lounshalvøen lige ved Hvalpsund ligger fire dejlige rundture. Halvøens dramatiske landskab med dybe kløfter, stejle høje og stædige, forblæste krat er fascinerende. 

Hvilke oplevelser er der på Lounshalvøens vandreruter?

Vandreruterne på Lounshalvøen går gennem et smukt kuperet landskab med den ene udsigt efter den anden ud over Limfjorden, Risgårde Bredning mod nord og Louns Bredning mod syd. Stierne er gode naturstier med mange slags underlag hele vejen rundt.

Fire vandreruter på Lounshalvøen

Ruterne går i en firkløver, så det er nemt at kombinere dem til den længde vandreruter du gerne vil have. Alle fire vandreruter på Lounshalvøen er skiltet, og afmærkningen er fornyet i 2026.

  • Grøn (4,9 km)
  • Gul (5 km)
  • Rød (5,2 km)
  • Blå (5,5 km).

Startsted og parkering

Der er gratis parkering uden tidsbegrænsning på Hesselvej 44, 9640 Farsø, hvor du er tæt på alle fire ruter.

Digterruten for Johannes V. Jensen (gul rute)

På gul rute kan du vandre i en af Danmarks største fortælleres fodspor – himmerlændingen Johannes V. Jensen. Gul rute er en del af Danske Digterruter, som formidler steder, der har inspireret Danmarks store forfattere og findes over hele landet.

Digterruten består af syv fremragende lydfortællinger (‘bogmærker’), der kobler de himmerlandske landskaber, du vandrer i, med Johannes V. Jensens værker. Du finder lydfortællingerne ved at scanne QR-koden på pælene med kameraet i din telefon. Lydkvaliteten er en podcast værdig, manuskriptet velskrevet, og både oplæseren og fortælleren vidunderlige stemmer. Johannes V. Jensens liv og forfatterskab bliver formidlet interessant og forståeligt, så alle kan være med.

Digterruten for Johannes V. Jensen på Lovnshalvøen i Himmerland

Digterruten følger den afmærkede gule rute på 5 km mod uret rundt – den har dog et andet startsted, fordi første lyttepost er placeret ved  Louns kirke, Lounsvej 12, 9640 Farsø. Derfra kører man 3,3 km i bil til lyttepost to, som findes tæt ved startstedet for den gule rute på Hesselvej 44, 9640 Farsø. Du kan godt vælge at vandre stykket fra kirken til stien, men det er på asfalt, og du ender med 11,6 km i alt, fordi asfaltvejen på 3,3 km skal tilbagelægges både frem og tilbage.

Kort over vandreruterne på Lounshalvøen

Du kan sagtens vandre uden GPS, så kortene her er mest for overblikkets skyld. Du kan også nemt få ruterne ind på din mobil, så du kan se hvor du selv er:

Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden

Skriv en kommentar

Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!

4 reaktioner

  1. Glæd jer til I skal gå den grønne rute, det er efter min mening den flotteste. Det skal bare ikke være højvande, så får I våde fødder ved vandet.
    I kan også gå en tur på Ulbjerg Klint, lige nu er kobjælderne begyndt at blomstre. Også et fantastisk område ?

    1. Totalt begejstret! Den grønne vil jeg vandre i påsken med børnene! Det ser ud vi så skal to dage til Lovns, for Ulbjerg Klint ser også utrolig flot ud på de billeder, jeg kan finde. Jeg har fundet en gammel folder med en rute, den må prøves. Tusind, tusind tak for tippet! kh Marie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM Jylland

Kom på ventelisten Skriv dig op - så får du besked, så snart varen er tilbage på lager.
0
0
Min kurv
Din kurv er tomGå tilbage til Shop