Gammel Almindruten – lille perle ved Hald Sø (3 km rundtur)
Denne lille rundtur ved Hald Sø overraskede os på bedste vis, og vi har gået den flere gange
Startsted til vandreruten ved Gammel Almind
Der er gratis parkering uden tidsbegrænsning lige ved ruten på Gammel Almindvej, 8800 Viborg. Med offentlig transport er det noget mere bøvlet.

Hvorfor er den lille rute med Gammel Almind så fed?
Lad os tage det fra en ende af: Man starter tuden med at gå ned igennem et net af hulveje – meget gamle hærvejsspor og nogle af de tydeligste og smukkeste, vi har oplevet. Vores billeder gør slet ikke de hulveje ære – de skal opleves.

Så går turen langs Mostgård Bæk, der snor sig gennem en ådal ned til Hald Sø. Undervejs har du gode chancer for at få et glimt af de islandske heste, der bor helt ok her:

Det er lidt af et mysterium, hvorfor denne lille rundtur ved Hald sø er så ukendt en perle. De gange vi har vandret, har vi ikke mødt et øje. Hald sø er bare smuk, uanset årstid, og den vandrer man langs en lille kilometer:

Er ruten ved Gammel Almind skiltet?
Ja – kig efter gule prikker og pile på træer og pæle. Vi har vandret ruten med uret rundt og synes udsigterne er bedst den vej rundt.

Hvordan er terrænet og underlaget?
Selvom ruten ved Gammel Almind er kort, er den ikke uden udfordringer – terrænet ned mod Hald Sø er temmelig kuperet. Underlaget er godt hele vejen rundt, men hold dig til stierne, for især ved Mostgård Bæk er der sumpet.

Kort over vandreruten ved Gammel Almind
Med et interaktivt kort på mobilen kan du altid se, hvor du er, og finde tilbage på sporet, hvis du er gået vild.
- Oplevelser og faciliteter er markeret med sorte cirkler
- Kilometer er markeret med blå prikker – klik for at se kilometer total målt fra start
- Tryk på knappen ‘Find vej’, når du er klar til start – så kan du se din egen lokation på kortet som et lille dannebrogsflag. For at aktivere GPS, skal du klikke på ‘GPS=off’, så der skiftes til ‘GPS=on’.
Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden
Skriv en kommentar
Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!

2 reaktioner
Kære Marie,
Har I vandret hele Hald sø rundt ?
Hvordan er I faldet over denne meget korte tur ?
KH Lone
Kære Lone. Ja, Hald Sø rundt har vi vandret flere gange og skrevet om her: https://www.friefodspor.dk/guide-hald-soe-rundt-18-km/ Den korte rundtur faldt vi over, fordi Marie var ude at gå tur med en god ven i Naturstyrelsen. Senere blev den brugt til eb guidet tur for et erhvervsnetværk. Der er nogle vanvittigt fine hærvejsspor på ruten. Bedste hilsner Marie og Torben