VANDRERUTE Magisk mikrogåtur rundt om lagunen ved Ejerslev Havn (1,2 km)
Turen rundt om lagunen på Ejerslev Havn på Mors tog fusen på os på den gode måde. Måske er det den smukkeste en-kilometers-tur i Danmark?
Ejerslev Havn er lutter gode minder. Først om sejlerparret, vi mødte her, hvor snakken inden for kort tid gik lystigt om fodpleje, livet og vandrelivet, fordi manden havde gået caminoen og konen gerne ville med næste gang. Og bagefter om det super tip, de gav os: Gå om til lagunen bag havnen. Her ligger den vildeste perle af en rundtur, der trods sine kun 1,2 km har usandsynligt mange fine udsigter.

Startsted og parkering
Ejerslev Havn på Mors
Utkærvej 10
7900 Nykøbing Mors
Molerskrænter med millioner af år i bagagen
Moleret på Mors er en af de store attraktioner på Mors, og molerskrænterne ved Ejerslev blev dannet for svimlende 55 mio. år siden. Her kan du være en lille myre i historien:

Molerskrænternes mange velbevarede fossiler af fugle, fisk, skildpadder og planter er noget helt særligt, også set med verdensbriller. De mange skarpe lag i moleret er et smukt syn:


Molerskrænter og lagune
Siden 1912 har moleret fra Ejerslev været udvundet, så man kan bruge det industrielt. Moler bruges for eksempel til isolering af ovne og skorstene. Det gamle graveområde udgør i dag en lagune med det klareste, turkisblå vand:

På den måde har et stykke industrihistorie åbnet for en særlig natur- og landskabsoplevelse:

Frivillige ildsjæle står bag vandreruten
Den korte tur rundt om lagunen ved Ejerslev Havn er etableret af frivillige i Ejerslev Havneforening. Turen er helt oplagt som en starttur med små børn – eller med ældre mennesker, der ikke kan gå så langt. Og selv for dig, der elsker at vandre længere, er turen en oplevelse, kort eller ej!


Lokale fortællinger fra Limfjordsteatret
Limfjordsteatret har lydfortællinger, der folder områdets historie ud gennem lokale stemmer. De kom efter vi besøgte Ejersleb Havn, så vi har stadig den oplevelse til gode – men nu ved du, muligheden er der. Lydfortællingerne er en del af Limfjordsteatret app, som koster 59 kr. og kan downloades her
Arkitektonisk løft til naturhavnen
Ejerslev Havn blev restaureret og udviklet med midler fra RealDania i 2014. Et helt igennem fedt projekt. Havnen inviterer til at hænge ud og nyde havnelivet.

Havnesjælen er flyttet med og bevaret i de små skure:

Servering eller ej?
Der ligger caféen Den Blå Lagune på Ejerslev Havn. Tjek åbningstiderne her på Den Blå Lagunes Facebook.
Kort over Ejerslev Havn rundt
- Oplevelser og faciliteter er markeret med sorte cirkler
- Kilometer er markeret med blå prikker – klik for at se kilometer total målt fra start
- Tryk på knappen ‘Find vej’, når du er klar til start – så kan du se din egen lokation på kortet som et lille dannebrogsflag. For at aktivere GPS, skal du klikke på ‘GPS=off’, så der skiftes til ‘GPS=on’.
Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden
Skriv en kommentar
Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!
4 reaktioner
Hej I skønne frie Fodspor
Hvor er det en appetitlig artikel om ruten rundt om Lagunen ved Ejrslev Havn.
Vil gøre jer opmærksom på en update.
Jeg har haft en lille finger med i spillet om at skabe en lyd-vandring netop på den rute, I beskriver.
Det er Limfjordsteatret, der står for den og jeg speaker og har været konsulent.
Jeg var vært, da vi under KUlturmødet, Mors havde en busfuld gæster med til at åbne ruten og lytte for første gang.
Find mere info og lyt til fortællingen her. Ganske stemningsfuldt, når man vandrer på ruten at lytte til de forskellige lokale, der fortæller og sangen som man ikke kan få nok af.
https://limfjordsteatret.dk/fodtur-til-det-nordlige-mors/
Bedste hilsner Helle Solvang
Kære Helle. Hvor hyggeligt at høre fra dig – og tak for tippet med lydfortællinger. Dem glæder vi os til at prøve – og de er tilføjet i artiklen nu. Bedste hilsner Marie og Torben
Er caféen åben på lørdag?
Ja! Det ser det helt klart ud til. Jeg har tjekket deres Facebook, og de er åbnet efter corona. God tur! Hilsen Marie