GUIDE Værd at vide om stier, skiltning og sværhedsgrader på La Gomera


Hvordan er terrænet og skiltningen på La Gomera, og hvor langt kan man realistisk vandre pr. dag? Få vores tips til vandringen

Den kanariske ø La Gomera er et mekka for vandrere – men barren er sat højt, og det kræver lidt planlægning at få den gode vandreoplevelse.
Se vores forslag til etaper og gode steder at overnatte

Hele øen har form som en julestjerne med en meget høj midte og bjergrygge med bilveje, som danner stjernens spidser og slutter ved hver deres kystby. Hver gang man skal i bil eller bus til et nyt sted, skal man ind over nationalparken, som er toppen af “julestjernen”. Vandrestierne går helt på tværs af øens bjergrygge og bilveje, så det er om at planlægge realistisk og kun lægge vandreplaner, man ved man kan gennemføre. For os er det under halv distance af hvad vi normalt ville trives med at vandre. Der er ikke nogen kære taxi, når man er derude, og ofte heller ikke mobildækning.

Er ruterne skiltet eller er kort og GPS nødvendigt?

Ruterne er kun sporadisk skiltet. Selv de mest brugte ruter (GR131 tværs over øen og GR132 rundt om øen) er ikke skiltet konsekvent nok til at vandre efter. Vi var meget afhængige af det vandrekort, vi fik gratis på turistkontoret i Valle Gran Rey. Det er detaljeret og har ruteforslag bagpå. Der er både rundture (senderos circulares) og A til B-ruter (senderos lineales). Ud over kortet er det nødvendigt med et GPS-kort, der viser, hvor du er. Vi brugte den gratis app maps.me, og downloadede gratis kort over de kanariske øer. Meget præcist og detaljeret.

Solen er hård mod skiltningen – GPS og kort er et must

Er der vand ude på ruterne?

Det bliver et tørstigt nej – vi fandt ikke drikkevand et eneste sted ude på vandreruterne. Derfor er det meget vigtigt at medbringe nok vand. Beregn mere vand, end du normalt drikker på flade vandreruter – man bliver tørstig af de usigeligt mange højdemeter. Du kan ikke regne med at vandre fx 12 km på to timer – det kan snildt tage seks timer. Vand, som du kan nyde synet af, er der til gængæld riiigeligt af:

Se vores tips til pakkelisten til vandring på La Gomera

Hvor langt kan man cirka gå pr. dag på La Gomera?

Det kan ikke siges ofte nok for La Gomera: Planlæg realistiske distancer. Vi havde uden megen tøven tænkt, at fx 25-30 km om dagen ville være helt fint. Det var det ikke. Vores max med de teknisk krævende og ganske stejle stier var omkring de 20 km. Højdemeter som disse har du hver eneste dag – svarende til to-tre gange den legendariske første etape over Pyrenæerne på caminoen!

Kan man vandre alene?

I den officielle information om La Gomera bliver det kraftigt frarådet at vandre alene. Efter at have set stierne, forstår vi det godt: Et enkelt fejltrin, og du kan vrikke om på foden. Alligevel mødte vi flere gange især ældre tyske vandrere på egen hånd. På La Gomera ligger vandrestierne og bilvejene flere steder ganske langt fra hinanden, og der er kun sporadisk mobildækning i bjergene. Hvad du vælger at gøre, er et personligt valg, men husk i hvert fald at have helt styr på fx lokale lægenumre, hvis du vandrer alene, og giv besked til andre om hvor du vandrer fra og til, ad hvilken sti og hvornår du forventer at være fremme. Måske findes der smarte app-løsninger, der virker uden mobildækning – det er værd at undersøge. Tip os gerne, hvis du har ideer:-)

Er der mulighed for at købe mad undervejs på ruterne?

De dage, ruterne går gennem landsbyer, er der typisk god, lokal mad at få på barerne. Om vi ville satse på det? Hmmmm…. Hvis nu du satser på cafeen, og den viser sig at være lukket lige den dag, du kommer forbi, så skal du i hvert fald have en nødration fx chokolade i rygsækken, der giver hurtig energi.

Restauranten Casa Efigenia i Las Hayas – god lokal mad

Hvad er risikoen for højdeskræk?

Højdeskræk er meget individuelt og ofte uforudsigeligt. På La Gomera fik Torben højdeskræk og jeg ikke. La Gomera er på ingen måde vild bjergbestigning, og hvis du ikke allerede har højdeskræk, får du det heller ikke på La Gomera. Men der er mange passager med fx smalle, stenede stier, der snor sig langs stejle skrænter. Der er også steder med muligheder for dybe fald, hvis man er meget uheldig. Vi vendte om en enkelt dag og vandrede over to timer tilbage nedad på grund af højdeskræk på GR132 mellem Alojera og Arure på stedet her:

GR132 kort før Arure. Byen Tagaluche helt nede i dalen går ruten ikke ned til

Det er ikke muligt på forhånd at forudsige, hvilke ruter, der vil eller ikke vil give højdeskræk hos den enkelte. Men et tip er at vælge at vandre ad alle øens cykelruter frem for vandrestierne. Så er du sikker på et mere plant terræn. Alternativt vælge asfaltveje: Der er meget lidt biltrafik på øen, og især de mindre asfaltveje er fine at gå på. Efter vores oplevelse med højdeskræk tog vi høje af lettelse en taxi til vores destination:

Se hvordan du kommer bedst og billigst til vintersol og vandring på La Gomera

MERE OM LA GOMERA