PAKKELISTE Pak klogt til vandring på La Gomera og undgå de værste brølere

Den kanariske ø La Gomera har labert vandrevejr året rundt. Tjek vores pakkeliste til vandring

Grundlæggende er vejret lunt og stabilt året rundt på La Gomera med mellem 19 og 26 grader. Januar er koldest, august varmest. Vi havde suverænt vejr i december – et stykke over tyve grader hver dag. Men det kan sagtens være køligt om aftenen i de små bjergbyer.

Vi tog udgangspunkt i vores klassiske caminopakkeliste, du kan se her – med et par ændringer og tilføjelser, du kan se nedenfor:

Vandrestave og vandrestøvler er et must

Terrænet er ret krævende på La Gomera både teknisk og fysisk. Vi var utrolig glade for at have vores vandrestave med, fordi de aflaster godt både opad og nedad, som der er meget af på alle strækninger på La Gomera.

Stierne er for det meste ujævne og med løse sten – egentlige vandrestøvler er ikke af vejen. Vandresandaler vil vi mene er udelukket. Det samme med løbesko. Og vandresko? Hellere støvler…

En ordentlig rygsæk

Du får rigeligt brug for din balance og motorik, så sørg for en ordentlig vandrerygsæk med hoftebælte. Selv på dagsture havde vi en ordentlig rygsæk med og ingen turtaske. Så havde vi blot i rygsækken, hvad vi skulle bruge til en dagstur: Et ekstra lag tøj, vand, mad, kamera, evt. badetøj, solcreme osv.

Vand, vand og atter vand

Vi undervurderede på førstedagen, hvor meget vand vi havde brug for. Hver kilometer i La Gomeras kuperede terræn tager omkring tre gange så længe, som vi er vant til fra caminoen. Derfor var vi på stierne længere, end vi troede vi ville være – og manglede vand. Og der er intet at få. Medbring gerne to lige store vandflasker, så du kan få ligevægt i rygsækken. Eller et drikkesystem, hvis du er til det.

Halsedisse fra morgen til aften

Vores halsedisser kom i brug hver eneste dag – på de kølige aftener, og når håret skulle lidt væk, mens solen bagte:
Se vores halsedisser her

Solbriller OG solskygge eller let kasket

Stierne giver dig sved på panden – det lover vi! Derfor er solbriller ikke optimalt, mens man vandrer. Solskygge og let kasket bliver du glad for. Solbrillerne er fine til cafépauserne til gengæld.

Ekstra tøjlag og skaljakke

Vi medbragte begge et ekstra mellemlag ift. hvad vi har på til caminoen. Det blev en micro puff – en ultralet jakke (237 gram). Den var i brug hver aften – det bliver køligt i bjergene. Vi plejer at vandre i regnponcho på caminoen. Men ud fra råd fra andre vandrere fravalgte vi den til fordel for vores skaljakker, som klarer sig bedre i vind.

Håndklæde eller ej?

I princippet kan håndklæde undværes, fordi du på La Gomera får håndklæder på hoteller og lejligheder, hvis du overnatter. Jeg havde nu alligevel mit elskede hammamhåndklæde med. Det vejer næsten ingenting, og jeg bruger det ved poolen, som tørklæde, til at sidde på, som sjal og til at putte med.

0 replies

Skriv en kommentar

Skriv dine spørgsmål og kommentarer.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MERE OM SPANIEN