* Artiklen indeholder annoncelinks til overnatning – se mere nederst
GUIDE Vandreferie på Tenerife (5 dage)
Her får du vores tips til fem dages vandreferie på Tenerife på den vestlige del af øen ved Teno rural park
Vores ærlige mening: Tenerife er en fed, fed ø at vandre på – men formidlingen af ruterne er gennemgående forvirrende. Så her deler vi de tips, vi gerne selv ville have haft hjemmefra.
Her vandrede vi
Vi vandrede i det nordvestlige hjørne af Tenerife i om omkring Teno rural park, området ved vulkanen Chinyero og alle de dejlige stier og landsbyer deromkring. Her kan du se vores ruter og klikke dig videre til info om dem hver:
- Rundtur ved Garachico (10 eller 20 km) rød
- Fra Garachico til Santiago del Teide (19 km A til B) blå
- Rundt om vulkanen Chinyero fra Santiago del Teide (20 km A til B) grøn
- Fra Santiago del Teide til Los Silos (23 km A til B) lilla
Er der risiko for højdeskræk på Tenerife?
Marie siger nej, Torben siger ja… Det betyder alt i alt ja – du kan opleve højdeskræk udvalgte steder, hvis du har det i forvejen. Vi har markeret risikoen for højdeskræk på de enkelte ruter. Det skal dog siges, at der ingen steder vi har vandret er tale om bjergbestigning eller lignende gys.
Kan man planlægge ruter hjemmefra på GPS?
Vi vil faktisk sige nej. Hooooold nu op, vi havde prikket mange ruter op via GPS-kort på AllTrails, som ikke eksisterede, da vi stod på stedet. Turen har lært os, at det er en god ide at købe et gedigent vandrekort at supplere med i planlægningen. Gider du ikke alt det, så gå i vores fodspor – vi har tjekket de ruter, vi deler.
Værd at vide om skiltningen
Kvaliteten af skiltningen er meget svingende. Du finder den både malet på sten og som træskilte. De fysiske oversigtskort er mange steder smeltet i solen. Nogle stier er mangelfuldt markeret. Andre er fine.
GR: Lang sti, fx GR131, der går over syv af de kanariske øer – markeret rød-hvid
PR: Mindre sti – markeret gul – hvid
SL: Lokal sti – markeret med grøn og hvid
Når de to farver danner et kryds, er du på afveje:
Generelt er der ikke skiltet til slutsteder, men kun til nærmeste skillevej. Derfor skal du altid kende dine viapunkter, og de er desværre umulige at finde, med mindre du på forhånd kender stinummeret. Håber vores guides til de enkelte ture vil være en hjælp.
Kan man finde info om vandreruter på de lokale turistkontorer?
Nej, vi gav i hvert fald op. Garachico – lukket selvom der stod på døren, at det var åbent. Erjos – nedlagt. El Palmar – lukket på ubestemt tid osv. Samtidig er den online information meget ringe.
Vi fik på mail inden afgang tilsendt link til et online kort – men det var komplet ubrugeligt at vandre efter, så vi sparer jer for det.
Under middel vandrekort med over middel udsigt!
Behøver vi et vandrekort, og er de til at finde?
Hvis du vil have vandrekort, så er vejen frem at købe et i god tid inden afgang, for de er ikke til at støve op på Tenerife. Bilkort kan du finde, men dem har du nok ikke megen glæde af, hvis du er vandretosse…
Ærgerlig vandrer læser ubrugeligt vandrekort…
Nu har vi købt et ordentligt vandrekort i 1:25:000 til Teno Rural Park, Teide og Anaga – et kort for hvert område. SÅ er vi klar til næste vandreferie på Tenerife. Vi købte dette kort på Amazon
Er det nødvendigt at booke overnatning og hvordan er priserne?
Stort ja, og i GOD tid, hvis det er over jul og nytår. Meget er udsolgt… Vi gav i gennemsnit 422 kr. pr. overnatning for to personer. Meget overnatning er kun muligt at booke for en uge, og udvalget af steder, du kan booke for bare 1-2 dage er begrænset.
Her overnattede vi
Garachicho – to nætter
Stedet at bo i Garachico synes vi i den grad er hos supersøde Marcos i Villa Slowly – et fleretagers byhus med tagterrasse. Udsigten fra terrassen over byen er svær at matche. Tip: Vælg rum 4 frem for rum 3, der er vindue med udsigt!
Marcos købte stedet i 2017, og har fået max ud af det. Sjovt at sidde i tagbaren og se nedover alle Garachicos uudnyttede tagterrasser med atlanterhavsudsigt. Vi gav 438 kr. for et dobbeltværelse.
Santiago del Teide – to nætter
Her var vi godt tilfredse med Casa Fina (annoncelink) til 536 kr. for et dobbeltværelse. Hyggelig gårdhave og fælleskøkken i et gammelt byhus med sjæl.
Vi prøvede både værelset Drago og værelset Tunera – det sidste var mest stille og havde de bedste senge.
Los Silos – en nat
Her boede vi billigt i den helt ok lejlighed Casco la Estrella (annoncelink) for 294 kr. Kæmpestor, varmt bad og gårdhave – alt var i orden. Fremragende italienske pizzaer på La Escuola i samme gade!
Hvad med vand og proviant?
Det kan ikke siges tit nok: Medbring rigeligt vand! Der er meget sjældent vandposter ude på stierne, og lige så sjældent barer. Halvanden liter pr. person er i underkanten, hvis vejret er varmt og dagen lang. Vi synes vandet smagte meget af klor, og drak derfor flaskevand.
Croquettas – lækker spansk klassiker at stille vandresulten med
Hvor krævende er terrænet?
Vi har kun erfaring med Teno rural park og Chinyero-området. Teno rural park og området deromkring er endog meget kuperet. Det kræver sin fysik at tage på vandreferie på Tenerife – men du bliver altså også belønnet med usigeligt smuk natur, formet af vulkanernes vilde kræfter.
Regn med, at du vandrer 1/3 langsommere end du gør i fx Danmark eller på caminoen, og tilpas dine vandredistancer efter det. Området ved Chinyero er væsentligt mere nådigt, der kan du regne med at kunne vandre i dit normale tempo.
Vandrestøvler eller vandresko?
Støvler er ikke af vejen i dette terræn. Især ikke, hvis du har svage ankler. Men luftige vandresko er en klar fordel ift. varmen. Torben gik i sine yndlingsvandresko, Meindl Balancing. Marie gik i løbesko Hoka Clifton 7. Meget luftige og behagelige, men grebet kunne være bedre, og sålen blev slidt meget hurtigt på klipper og grus. Næste gang tester Marie Hokas trailsko SpeedGoat.
Ni tips til sikker vandring på Tenerife
- Rigeligt vand, mindst 1,5 – 2 liter pr. person
- Nok proviant – der er mange timer mellem mulighederne
- Ordentligt fodtøj, klipklappere duer ikke
- Solcreme og solskygge/hat er nødvendigt.
- Vandrestave er en kæmpe hjælp og sikkerhed
- Gå med en makker hvis muligt – eller sæt dig ind i, hvordan du skaffer hjælp, hvis du fx vrikker om
- Fuldt batteri på mobilen og en let powerbank.
- Styr på GPS-kortet på din mobil inden afgang – der er ofte intet internet
- Køb papirkort hjemmefra. Dem du kan få og købe i området er på grænsen til ubrugelige
Kan man vandre i Masca-kløften?
Den spektakulære kløft Barranco de Masca skal man bookes adgang til for at få lov at vandre. Det er gratis – men book i meget god tid, hvis du vil vandre den – ofte er det nødvendigt at være tre måneder i g0od tid.
Her kan du booke adgang gratis til at vandre Barranco de Masca (Masca Gorge Trail)
Du kan også opleve udsigterne over Barranca de Masca set oppefra på vores tur fra Santiago del Teide til Los Silos:
Kan man vandre til solopgang over Teide?
Ja, man kan! Og det er efter sigende en magisk oplevelse. En ekstragevinst er muligheden for at opleve spektakulær natur uden horder af turister. Det nemmeste er at overnatte en nat på herberget Refugio de Altavista ved foden af Teide, men desværre er herberget i 2023 fortsat lukket på ubestemt tid efter corona. Der er en anden mulighed, som dog kræver, at du er villig til at vandre om natten. Vi har kig på denne tur, hvor man vandrer ad en god vandresti i selskab med en erfaren vandreguide: Vandretur til Teide i solopgang med erfaren guide. Barren er sat højt, hvis du vil vandre til solopgang over Teide – turen tager 7-12 timer, fordi man vandrer langsomt for at forebygge højdesyge, som kan ramme over 2.500 meters højde. Vi har ikke erfaring med vandring i de højder om natten, og vil derfor til enhver tid vælge at vandre med guide.
Vil du vandre helt til Teides krater, kræver det er særlig tilladelse – Pico del Teide Access permit. Den er gratis at bestille, men du skal være ude i enormt god tid, hvis du vil have en chance, for bureauerne sidder på de fleste permits. Book Pico del Teide Access Permit her.
Er du for sent ude med tilladelse, kan du alligevel godt komme op til toppen af Teide, hvis du køber en guidet tur.
Hvad koster det at flyve til Tenerife?
Vi fløj direkte til Tenerife for 991 kr. pr. person med Vueling uden indtjekket bagage, for rygsækkene tog vi med som håndbagage. Bemærk der er to lufthavne på øen – vi fløj til Norte Los Rodeos (TFN). Efter fem dage lavede vi øhop til Gran Canaria for 175 kr. pr. person med indenrigsfly. Hjem fra Gran Canaria fløj vi med Norwegian for 1621 pr. person 1. januar uden indtjekket bagage.
Sådan kommer du til og fra lufthavnen
Lander du i Tenerife Norte, kan du tage bus 30 en halv time til La Oratava (Enlace Orotava) og skifte til bus 363 en time til Garachico. Virkelig mange penge at spare frem for at hyre en transfer! Du skal af her tunnellen – over for Cruz Roja:
Hjemad kan du tage bus 363 fra Los Silos til La Oratava (Enlace Orotava) og skifte til bus 30 til lufthavnen. Lander du i Tenerife syd, så tjek din rute på www.Rome2Rio.com
Værd at vide om busserne
Når du er ved et busstoppested, skal du praje bussen ligesom en taxa, ellers kører den forbi. Skal du ikke med, ryster du bare på hovedet og med pegefingeren, så kører chaufføren forbi. Se køreplan på www.Rome2Rio.com
Hvad betyder annoncelink?
Når der står (annoncelink) efter et link, betyder det, at hvis du booker overnatningen via linket, går en brøkdel af betalingen til at finansiere Frie fodspor. Booker du via et annoncelink, støtter du Frie fodspor, og booking.com tjener mindre. Din pris for overnatningen stiger ikke, men du hjælper os.
Hej Marie og Torben.
Efter at have læst Jeres guide til vandretur på Tenerife, er vi nu i gang med at arrangere vores egen tur til Tenerife i februar/marts 2023. Ja, flybilletterne er faktisk købt samt kortet I anbefaler samt bogen Walking on Tenerife. Vi har ikke meget erfaring med vandring, men har tid til at komme i ordentlig form og forberede os på terrænet. Vi har tidligere gået Øhavsstien i 3 dage,hvor vi blev lidt klogere på fodtøj og at vandring i svanninge bakker kan være hårdt for knæerne, når man ikke har trænet overhovedet op til.
Vi går derfor all in på forberedelse denne gang samt vil gerne planlægge en tur, der har størst chance for at blive en god 1. oplevelse med vandring i bjergområder. Vi har været på Tenerife før, men på en anden slags ferie, og blev helt betaget af området omkring Teide.
Vi har nogle spørgsmål til vores kommende vandretur:
-Er der ruter på sjælland I vil anbefale til god forberedelse (vi følger Jer på ALL TRAILS)?
-Vil I anbefale Jeres ruter på Tenerife, og hvis ja, er der nogle steder I ville have gjort noget anderledes)?
-Selvom I muligvis ikke har vandret andre steder på Tenerife, vil I anbefale eller fraråde andre områder?
-Vi vil forsøge at rejse med rygsæk vi kan tage med i flyet, og har I nogle anbefalinger til sådanne?
-Har I nogle tøjanbefalinger til Tenerife, som adskiller sig fra Jeres råd til tøj på caminoen?
Håber at blive lidt klogere på hvordan vi skal planlægge turen og oppakningen. Vi køber gerne lidt udstyr, fordi vi regner med at skulle bruge det igen og igen :-)
Mange hilsner
Maja og Jacob
Hej Maja
Hvor dejligt I skal af sted. Marie tager faktisk endnu en tur til Tenerife denne vinter med søn på 15 år, så efter det er vi nok klogere – især området omkring Teide har vi ikke vandret endnu, så det får vi guides til efter næste rejse. Vi tager telt med og er spændte på hvordan det går – i fuld gang med research nu. Vi kan KLART anbefale de ruter på Tenerife, vi har delt allerede – de er bearbejdet ud fra vores anbefalinger efter at have vandret dem. Husk, at nogle er mere bynære end andre – begge dele har sin charme. Vi har indtil videre kun vandret de ruter vi allerede har delt, og har derfor ikke nogen ruter at fraråde på Tenerife. Vi ved der faktisk er en Camino de Santiago på Tenerife, vi har dog ikke læst meget om den endnu men ved, at den kræver telt et enkelt sted. Der er også langdistanceruterne på Tenerife, GR131 og GR132, som forløber utrolig smukke steder.Vores tøjanbefalinger til tenerife er helt identisk med caminoen – vi manglede intet og havde intet med, vi ikke brugte. Umiddelbart mener vi ikke der er nogen ruter på Sjælland at træne på hvor terrænet ligner. Bedste bud må være Odsherreds magiske landskaber – 26 km med lidt op og ned, så meget Sjælland nu har: https://www.alltrails.com/explore/map/odsherreds-magiske-landskaber-26-km-rundtur-061412e Kullen ligner væsentligt mere Tenerifes terræn: https://www.friefodspor.dk/vandrerute-klippevandring-paa-kullen/. Reglerne for rygsækstørrelser ændrer sig konstant til det mindre, så vi tør ikke kloge os. Fx hos RyanAir skal man nu betale for størrelsen 40x20x55 cm, der før hørte med som håndbagage. Maries Gregory er en supergod rygsæk, som umiddelbart liiiige kan klemmes ind i mange regler om størrelser: https://www.friefodspor.dk/rygsaek-til-caminoen-test/. Hvis I bekymrer jer for det, er det måske bedst simpelthen at tjekke rygsækken ind, for I får nok ikke komplet tryghed/garanti/sikkerhed, hvis I vælger at spare pengene til tjek ind. Bedste hilsner Marie
Tak for svar. Vi holder øje med det kommende indlæg, men har ikke mod på også at skulle have telt med, men kigger på hvad der ellers er. Synes at det er svært at finde noget på nettet, der ikke er arrangerede selvguidede ture, men kan sagtens også bruge de kort I anbefalede Vi skal flyve med norwegian til syd lufthavnen. Der tror jeg godt at vi kan få sådan en taske med som kabinekuffert (max 8kg), og det skulle vi betale ca 100 kr for. Vi har faktisk sommerhus i odsherred så havde tænkt på den tur, og kullene er også inde for køreafstand. Mon noget nede på Møn kan bruges?
Mange hilsner
Maja og Jacob
Hej Marie
Kan du fortælle hvordan det er med telt og reglerne om.teltning på tenerifa?
Vh annette
Hej Anette. Desværre ved jeg ikke noget som helst om telt på Tenerife, for vi fik først vores telt i juni i år, og vi var på Tenerife for er år siden… Hilsen Marie
Først ét godt nyt vandreår til jer.jeg vil give et lille bidrag først 6 uger i Paraguay med omkring 40 gr hver dag fik kun 25 millimeter næst sidste dag. Nu er vi lige vendt tilbage fra en fantastisk 7 dages tur til Galabagos øerne en oplevelse for livet nu har vi 2 dage Quito i Ecuador derefter 10 dage i Mexico inden turen går til Danmark
Mange vadrehilsner Anne-Lise og Niels
Hvilket eventyr og noget af en måde at starte 2022 på. Dejligt at høre at det stadig kan lykkes at opleve verden, selv i disse tider. 40 graders varme, det er alligevel noget – tror vi kunne danse regndans for et par dråber i den situation. Rigtig god tur videre. Bedste hilsner Torben og Marie
Tusind tak
Vi leder efter det bedste fly (hurtigst og billigst) fra torsdag til søndag i slutningen af april.
Hvad vil i rekommanderer?
Hilsen thomas
Hej Thomas. Vi arrangerer faktisk ikke rejser, så vi ved ikke hvad priserne er eller hvad der er bedste afgange i april desværre. Vi plejer at smøge ærmerne op og lede på Momondo indtil vi finder de bedste billetter. Generelt får du meget bedre priser og afgange, hvis du er fleksibel med hvilke dage du vælger. Det er heller ikke alle dage, der er direkte fly. God flybilletjagt kh Marie pg Torben
Hej
Tak for svar. Vi smøger ærmerne op og er fleksible med datoer.
Hilsen Thomas
Håber I får den bedste tur!!
Hej
Super relevant og brugbar viden. Hvordan kom i fra DK til Tenerife?
Hilsen thomas
Hej Thomas. Fedt du kan bruge guiden. Og godt spørgsmål! Vi har fluks opdateret guiden med info om fly. Hilsen Torben og Marie