VANDRERUTE Rundtur fra Garachico (10 km)


Bor du i hyggelige Garachico på Tenerife, er her en god rundtur på 10 km med fine udsigter, lokale barer og landsbyliv

Garachico er en superfed by, og det sted vi var allergladest for at bo på Tenerife. Vi vandrede to rundture – en på 10 km og en på 20 km. Et stykke af den på 20 km var tilgroet, så vælger du den, er det en god ide at tage de lange rør på…

Startsted og parkering

Ved kirken midt i Garachico. Har du bil du skal parkere, er der stor P-plads nede ved havnen.

Hvilke oplevelser er der undervejs?

Turen går op ad en stejl zig-zag-sti lige bag byen op til landsbyen San Juan del Reparo. Hele vejen med fine udsigter over Garachico og klippen foran byen.

I San Juan del Reparo er det oplagt at indsnuse stemningen på en af de to lokale barer.

Turen går videre ad små veje gennem den lille landsby Genovés, videre ad endnu en zig-zag-sti til landsbyen El Guincho og hjem langs tunnellen til Garachico.


Er ruten bedst med eller mod uret?

Klart bedst mod uret, for går man med uret, er nedstigningen fra San Juan del Reparo lige lovlig stejl.

Se ruten på et kort

Ruten er ikke skiltet, så du får brug for dette kort på mobilen. Det er nemt:

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket her vandreturen rundt om Garachico – du er den blå prik på kortet.

Vil du have en længere tur?

Vi vandrede også en 20 km rundtur fra Garachico, der fra San Juan del Reparo går gennem et vildt område med lavasten og skov videre ud om det lille, fine Ermita de San Francisco.

På tilbageturen er 1 km af stien temmelig tilgroet før landsbyen La Vega – selvom der er stimarkeringer. Sørg for lange bukser, hvis du vil den vej!

Stedet at bo i Garachico

Kæmpevarm anbefaling til det sted vi boede, hos Marcos på Villa Slowly – et fleretagers byhus med tagterrasse. Udsigten fra terrassen over byen er svær at matche.

Marcos købte stedet i 2017, og har fået max ud af det. Sjovt at sidde i tagbaren og se nedover alle Garachicos uudnyttede tagterrasser med atlanterhavsudsigt.

På Marcos’ anbefaling sluttede vi dagen på et uforglemmeligt streetfood fiskested med opfindsomme, særegne fiskeretter som tastingmenu og god lokal vin. El Sargo Carbón, go-go-go, hvis du er til fisk!

7 replies
  1. Niels Vejstrup
    Niels Vejstrup siger:

    1000 tak! Vi er lige dumpet ned i Santa Cruz der både minder om Lissabon og Madrid, her lidt oppe af bjerget. Glæder os til at prøve jeres fodspor ;-)

    • Marie
      Marie siger:

      Hej Niels! Sp fandt jeg ham lige her i sofaen. Ingen problemer med højdeskræk, siger! Du kan se ud over havet flere steder men ikke på en måde der gav ham nogen som helst højdeskræk. Kh Marie

  2. Niels Vejstrup
    Niels Vejstrup siger:

    Hej Marie. Vi vil prøve denne-og andre -af jeres etaper næste uge. Er denne tur fin for en med højdeskræk? Det virker til at være svært at finde egende ruter på tenerife hvis man det det issue ;-) mvh Niels

Kommentarer er lukkede.


MERE OM SPANIEN