VANDRERUTE Kalk Kaminoen (29 km A til B)
Kalk Kaminoen er en dybt fascinerende vandring ovenpå og igennem de underjordiske gange med Jyllands hvide guld
Vi blev inspireret til at vandre Kalk Kaminoen, da vi på Hærvejen mødte Bent aka ‘turistchefen fra Skelhøje’ i byens frivilligt drevne købmand. Her bliver vandrere modtaget med nærvær og gode tips til turen. Vi faldt i snak, og et frø blev sået til at vandre Kalk Kaminoen, som Bent er en af initiativtagerne bag.
Hvor lang er Kalk Kaminoen, og hvor starter og slutter vandreruten?
Kalk Kaminoen er en 29 km lang A til B-rute mellem Stoholm og Skelhøje i Midtjylland. Du kan vandre ruten i begge retninger. Her finder du start/slutstederne:
- Stoholm: På Stoholm Station, 7850 Stoholm
- Skelhøje: Ved Skelhøje Købmandsgård, Volden 2, 7470 Karup
Har du bil med, er det nemt at finde gratis parkering både i Stoholm og Skelhøje.
Hvordan er skiltningen på Kalk Kaminoen?
Formidabel fra ende til anden, og helt tydeligt lavet af en vandrer! Hver evig eneste skilt er placeret og vendt med en nøjagtighed, der kun læres ved selv at vandre. Det er dette blå skilt med en hvid flagermus, du følger. Ind imellem også retningspile i samme blå.
Hvilke oplevelser er der på Kalk Kaminoen?
Jysk gæstfrihed! Stiforløbet på Kalk Kaminoen er en oplevelse i sig selv. En kæmpestor del af ruten går på privat grund, og aftalerne med de lokale lodsejere er kommet i stand gennem benarbejde fra lokale ildsjæle med hjælp fra Spor i landskabet – et landsdækkende projekt, der siden 1997 har arbejdet på at skabe stier i landskabet. En vandrerute som Kalk Kaminoen vidner i sig selv om lokalt sammenhold og engagement.
Tag nu bare Pouls hytte: Da Kalk Kaminoen blev anlagt, spurgte foreningen bag stien en af lodsejerne ved heden om lov til at lægge ruten langs kanten af hans grund. Det blev et nej. Hvis lodsejeren skulle med, var betingelsen, at ruten kom helt op til familiens lille læhytte med udsigt over heden. Så på dette fine spot kan vandrere i dag tage et hvil og nyde udsigten. Det kalder vi gæstfrihed.
Kalk Kaminoen har sit navn fra Jyllands hvide guld: Den kalk, der startede et helt industrieventyr her på egnen hvor der findes 50 km underjordiske tunneller. Kalken blev en ressource fra underlandet – brugt til hundredevis af kirkebyggerier herhjemme og eksporteret til udlandet. Her ses arbejdere fra Mønsted Kalkgruber:
Både Mønsted og Daubjerg Kalkgruber ligger direkte på Kalk Kaminoen. Ruten går ikke igennem, men kommer du i åbningstiderne, kan du købe billet og komme derned. Hvis du venter til kl. 9.00 med start fra Stoholm, er klokken passeret åbningstid i Mønsted, når du når frem.
- Mønsted Kalkgruber:
Se Mønsted Kalkgrubers åbningstider her - Daugbjerg Kalkgruber:
Se Daugbjerg Kalkgrubers åbningstider her
Mønsted Kalkgruber
Vi vandrede i februar, så Mønsted kalkgruber var desværre ikke åbnet for sæsonen endnu. Men vi mødte en ostevender – altså ja, en af de medarbejdere, der vender de oste, der lagres i gruberne! Glade gik vi videre med en grubelagret ost i rygsækken, som ellers kun sælges til Tyskland.
Daugbjerg Kalkgruber var åbne i februar, og vi oplevede en nærmest Klondyke-agtig underverden:
Daugbjerg Kalkgruber
Det er en særlig oplevelse at dukke sig frem gennem de snirklede minegange, hvor vores forfædre har knoklet. Den vildeste maskine, der har været i gang i Daugbjerg Kalkgruber er, en trillebør. Så kan du jo regne lidt på, hvor mange trillebørlæs, der er trillet op af underlandet.
Daugbjerg Kalkgruber
Chancerne for at se flagermus på Kalk Kaminoen er gode, især i vinterhalvåret, hvor flagermusene overvintrer nede i kalkgruberne. Der hænger de med hovedet nedad og sover i flere måneder. De trækker kun vejret to gange i timen under det lange vinterhi.
På Alheden kan øjnene strække sig… Vi har vandret på Rebild Bakker, De Himmerlandske Heder og Randbøl Hede. Men, øøøøøh, Alheden? Den kendte vi simpelthen ikke, og det på trods af, at det faktisk er Danmarks største sammenhængende hedeområde. Og kig lige her! Smukt, ikk’?
Alheden er også historien om kartoffelbøndernes kuldsejlede drømme. Kongenshus ligger på Alheden, og er location i Nikolaj Arcels dramatiske storfilm Bastarden, som er inspireret af virkelige begivenheder, der fandt sted netop her: Kampen for at civilisere og kolonisere den enorme jyske hede i 1750’ernes Danmark. Denne ødemark havde ligget ubesejret hen i årtier, hærget af ulve og lovløse, da den stålsatte, forhutlede kaptajn Ludvig Kahlen startede en ulige og ubarmhjertig kamp mod naturen for at opdyrke heden.
Tyske kartoffelbønder blev tilkaldt, men lige lidt hjalp det. Bastarden er historien om menneskets kollision med naturen. Du kan næsten se det for dig i Kongenshus Mindepark, der er opført til minde om alle dem, der kæmpede en forgæves kamp for at opdyrke heden:
Kan man spise og overnatte på Kalk Kaminoen?
Vi vandrede Kalk Kaminoen i et stræk, men den kan nemt deles op ved Kongenshus Kro cirka halvvejs. Vi kiggede egentlig bare ind for at snuppe en kaffe, men duften fra køkkenet og de andre gæsters glade smil og fristende tallerkener afgjorde sagen: Frokost! Nuiii, vi følte os heldige med den sprødeste rejetallerken og en lokal bryg med urter fra heden.
Her kan du se flere steder at overnatte langs vandreruten:
> Oversigt: Overnatning på Kalk Kaminoen
Hvis du har gode ben, er det en klar anbefaling at forlænge Kalk Kaminoen med 2,7 kilometer. Så kan du nemlig forkæle dig selv med en is ved hvad vi tror må være Danmarks smukkest beliggende isbod: Iskiosken i Dollerup med udsigt over Hald Sø. Du kan følge Hærvejens skiltning derover – eller se kortet online her.
Hvordan kommer man tilbage til bilen?
Fordi Kalk Kaminoen er en A til B-rute, melder spørgsmålet sig: Hvordan kommer man tilbage til start? Vi valgte at sætte bilen i Skelhøje og tage bus 53 derfra til Viborg Rutebilstation og tog RA5417 videre 12 minutter til Stoholm Station, hvor vi startede vores vandring. Turen tager 44 minutter og koster 33 kr. pr. person.
Se Rejseplanen
Deldistancer på Kalk Kaminoen
Her kan du se, hvor langt du har vandret ved hvert sted på Kalk Kaminoen:
Undervejs på Kalk Kaminoen er der også skiltet med afstande til næste sted:
Er der toiletter langs Kalk Kaminoen?
Der er mange steder med adgang til toilet og vand:
- Stoholm Kirke
- Smollerup Kirke
- Mønsted Kalkgruber (entré)
- Daugbjerg Kalkgruber
- Cafeen Daugbjerg Minilandsby
- Daugbjerg Kirke
- Kongenshus Mindepark
- Grønhøj Kro. Offentligt toilet i kørestalden
- Min købmand Skelhøje
Ved Daugbjerg Kirke går stien snedigt langs ydersiden af stengærdet ved kirken – direkte forbi toilettet:
Vandremærket til Kalk Kaminoen
Hvis du også er vild med Kalk Kaminoen, kan du dele din glæde og sprede smil på rygsækken med vores vandremærke.
> Find Kalk Kaminoens rygsækmærke på vores lille vandreshop
Kort over Kalk Kaminoen
Her kan du se Kalk Kaminoen på et kort. Ruten er så godt skiltet, at du kan vandre den trygt uden gps. Sådan kan du få kortet ind på mobilen:
- Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
- Klik på linket til kortet over Kalk Kaminoen (du er den blå prik på kortet).
Tak for endnu et grundigt turforslag! Og en filminspiration:-) Mon ikke det osse er i dette område Ida Jessens fantastiske roman: Kaptajnen og Ann Barbara udspiller sig? Mvh Lone
Det er nemlig helt korrekt :)
Hej Marianne. Har vi lavet en eller anden fejl? Hvis du prøver at klikke på linket ved det postnummer, kan du se, hvordan købmandsgården er registreret i google maps som 7470 Viborg. Sig endelig til, hvis du ved noget. Hilsen Torben og Marie
Hej Lone. Jo, uden tvivl! Bedste hilsner Marie og Torben
PS. 7470 er postnummeret til Karup :-)
Hej Inger. Tak for tip. Men kan du hjælpe os med hvad vi i stedet bør skrive, hvis du mener postnummeret er forkert? Når vi googler Skelhøje Købmand, står adressen i Google som Ved Volden 2, 7470 Viborg? Bedste hilsner Marie og Torben
Hej Marie og Torben
Google er tit godt – men ikke helt lokalt ;-) Jeg har før oplevet at de kobler et postnummer med flere forskellige bynavne…
I skal skrive “7470 Karup” :-)
Tusind tak, Inger! Nu har sjællænderne her fanget den og fikset det! Kh Frie fodspor