* Artiklen indeholder annoncelinks til overnatning – se mere nederst
VANDRERUTE Bjärehalvøen rundt ad Skåneleden (52 km rundtur)
Bjärehalvøen rundt er en totalt fed vandrerute i Sydsverige, der egner sig perfekt til en weekendtur i vandresko
Forestil dig en vandrerute, der låner det bedste af Kullen, Bornholm og Mols Bjerge! Det finder du i Sydsverige tre kvarter fra Helsingborg. Her kan du vandre en rundtur ad Skåneleden på Bjärehalvøen og tilmed opleve de hyggelige svenske sommerbyer Båstad og Torekov.

Hvor starter Bjärehalvøen rundt?
Vi satte bilen og provianterede i ICA, Grusåsvägen 2, 269 62 Grevie. Derfra gik vi mod uret rundt. Det passede rigtig godt, fordi vi tog af sted fredag efter arbejde, og vandrede den korteste etape på 11 km fredag.

Hvor lang er Bjärehalvøen rundt og hvordan er underlaget?
Rundturen er 52 km. En stor del er på stier langs kysten, ind imellem stenede. I naturreservaterne finder du mange smalle, grønne og kuperede stier. Der er cirka 15 km asfalt på ruten – de 11 mellem Grevie og Bådstad. Det er ikke oplagt at vandre med hund, for du vandrer gennem utallige folde, og vil skulle bære den ofte.

Hvilke oplevelser er der på Bjärehalvøen?
På ruten oplever du landlig, svensk idyl og passerer gennem en række meget forskellige naturreservater: Fra Grevie Bakker, der ligner Mols Bjerge, til sprækkedale som på Bornholm.

Du kommer igennem to hyggelige, sofistikerede svenske sommerbyer: Båstad og Torekov. Totalt charmerede badestemning med badekåber overalt – her hos surdejsbageren:

Er ruten Bjärehalvøen rundt skiltet?
JA – meget grundigt og i begge retninger. Du følger den orange skiltning til Skåneleden SL1. Nogle gange egentlige skilte, andre gange orange markeringer på træer og klipper. Intet behov for gps her.



Hvordan kan ruten inddeles?
Vi vandrede disse etaper:
- Grevie – Båstad fredag efter arbejde 11 km
- Båstad -Torekov lørdag 23 km
- Torekov – Grevie søndag 18 km.
Hvis du gerne vil have kortere etaper, er det oplagt at vandre:
- Grevie – Båstad 11 km
- Båstad – Hovs Hallar 13,5 km
- Hovs Hallar – Torekov 9,5 km
- Torekov – Grevie 18 km.
Hvis du gerne vil vandre ruten på to dage, bliver etaperne mod uret rundt:
- Grevie – Hovs Hallar 25 km
- Hovs Hallar – Grevie 27 km.
eller
- Båstad – Torekov 22,5 km
- Torekov – Båstad 28,5 km.

Hvor kan man overnatte?
Det er oplagt at overnatte i Båstad og Torekov og indsnuse lidt sofistikeret, svensk sommer på nogle af de hyggelige pensionater og små hoteller:
- Båstad – fx dette hyggelige gæstehus (annoncelink). Hvis det er optaget, er der flere andre overnatningsmuligheder i Båstad (annoncelink)
- Ved Hovs Hallar er der fx Hotel Hovs Hallar (annoncelink) eller
- I Torekov er der fx Torekov Hotel (annoncelink) og flere andre overnatningsmuligheder (annoncelink)
Vi gik Bjärehalvøen rundt med telt – vores debut udi vandring med telt. Turen illustrerer meget godt, hvor lidt vi dengang vidste om hvor man lovligt må telte i Sverige. Første nat slog vi telt op på stranden i en lille lund tæt ved Båstad. Hjemmefra havde vi googlet allemandsretten og konkluderet, at vi gerne måtte slå telt op på stranden. Et lille træskilt med teksten ’Edens Have’ betryggede os i, at der må vi gerne være. Det er vi senere blevet i tvivl om faktisk betød teltplads eller ej.

Anden nat sov vi tre km efter Torekov – glemmer nok ikke lige denne udsigt fra teltet:

Senere fandt vi ud af, at der er masser af steder, hvor allemandsretten ikke gælder. Når man er ude i landskabet oplevede vi det som nybegyndere som virkelig svært at gennemskue. Efter vi kom hjem, fandt vi fx ud af, at mange af kysterne på ruten ligger i naturreservater, hvor man ikke må telte.
> Skåneledens hjemmeside giver overblik over lovlige teltsteder.
På kortet kan du til venstre vælge vælg places til venstre, derunder er der en menu hvor man kan vælge shelters, vandposter mm.
Summa summarum: Vi startede i uvidenhed om reglerne i Sverige, og præcis Bjärehalvøen rundt er faktisk ikke en oplagt teltrute i Sverige.
Hvor køber man ind og er der gode spisesteder?
Der er både ICA i Grevie bekvemt ved start og i Båstad og Torekov.
I Sverige købes alkohol på Systembolaget – findes i Båstad, men ikke i Torekov eller Grevie. Tjek åbningstiderne. PS: Bageren på havnen i Båstad er god!

Cirka halvvejs mellem Båstad og Torekov lod vi os friste af duften af dild og laks, og spiste frokostbuffet på Hotel Hovs Haller i naturreservatet ved den smukke klippekyst. Godt og til at betale. Dejligt at snuse til klassisk svensk feriestemning.

Hvor er der adgang til vand og toilet?
Der er ganske mange toiletter langs ruten. Ud over i byerne er der også toiletter på havnene og flere steder langs stranden. Her det hyggelige pausested i bogbyttebiksen på Rammsjö Havn, hvor der også er toiletter.

Har I tips til pakkelisten?
Ja – Bjärehalvøen rundt var vores første vandretur med telt. Vi lærte meget om letvægtsvandring og klarede os med 7,5 kilo i rygsækken hver plus vand. Marie vandrede med Osprey Levity 45 L (til venstre) og Torben med Bergans Helium 55 L (til højre).
> Pakkeliste til letvægtsvandring

Kort over Bjärehalvøen rundt
Her kan du se et kort over vandreruten ad Skåneleden rundt om Bjärehalvøen. Hvis du gerne vil have ruten ind på din mobile enhed, er det nemt:
- Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
- Klik på linket her til vandreruten Bjärehalvøen rundt – du er den blå prik på kortet.
Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden
Skriv en kommentar
Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!
26 reaktioner
Store områder af turen, specielt langs kysten, er naturreservater, og man må derfor ikke slå lejr/overnatte i telt de områder.
De 2 største er:
– Bjärekustens naturreservat (https://www.naturkartan.se/sv/skane-lan/bjarekustens-naturreservat?guide_id=69) og
– Södra Bjärekusten (https://www.naturkartan.se/sv/skane-lan/sodra-bjarekusten?guide_id=69).
Der er også flere små naturreservater, de kan alle findes på kortet: https://www.naturkartan.se/sv/skane
på kortet over skåneleden: https://www.skaneleden.se/en/kartplaneringsverktyg/skaneleden) kan man finde de designerede shelterpladser hvor man må campe (gå ind på kortet og vælg places til venster, derunder er der en menu hvor man kan vælge shelters, vandposter mm.)
Den del af ruten der ikke er naturresevater går hovedsageligt langs med vej og mark, så det er meget svært at finde en teltplads.
Tusind tusind tak for dette benarbejde. Vi opdaterer guiden så snart vi er hjemme. Tak for at tage dig tiden til at dele brugbar info. Marie og Torben
Hej I to! Hvad er der af muligheder for, at sove i shelter på ruten? Og skal man evt. booke? Vi vil helst sove under “åben himmel”, men kan se at I som udgangspunkt benytter jer af telt :)
Hej Lasse. Det ved vi faktisk ikke – vi er ikke de store sheltertyper, så det er ikke altid vi lægger mærke til de muligheder. Husker ikke umiddelbart vi så nogen sheltere. Og ved heller ikke hvordan man undersøger det i Sverige. Shelter hedder sikkert noget andet på svensk. Kh Marie og Torben
Hej Marie
Tak for lækker artikel om et skønt sted!
Hej Lasse. Jeg sov i den ved Hovs hallar. Tæt på p-plads og toilet. Og der skulle også være en ved Båstad. Og så en ved Torekov også tæt på toilet. Der var også vand ved shelteren. Der var begge gange jeg var der. Søg på vindskydd eller lägerplats
Kæmpefest, Katja! Tusind tak for hjælp med svar! Bedste hilsner Marie
Det var så lidt 😊
Det er også en app der hedder Naturkartan.se
Der kan man også nogle gange finde vindskydd. Og de er meget nemmere at finde fysisk end hvis man bruger Google Maps. I hvert fald den i Ängelholm. Google Maps sagde du er ankommet! Men der var bare høje træer, så jeg opgav, at finde den. Men næste gang havde jeg appen Naturkartan og kunne nemt finde den.
Der kan man også hurtigt se om man stadig er på cykelruten eller vandreruten man følger. For den viser hvor man er med en blå prik og hvad vej man vender. Rart lige at være sikker, for indimellem var der nogle skilte på Kattegatleden der var blevet gemt bag grene der var vokset ud.