INDBLIK Weekend i vildmarken
Reklamesamarbejde med Visit Sweden og Spejder Sport
Du kan komme tilbage til naturen nemmere, end du tror. Back to nature behøver ikke at betyde telt, tung rygsæk og dåsemad. Det oplevede vi, da vi vandrede den svenske fjeldklassiker Jämtlandstriangeln. Ruten går mellem tre historiske fjällstationer uden for civilisationens rækkevidde
Vi nyder nuet og hinanden på en ægte fjeldklassiker: Jämtlandstriangeln på kalfjället. Vores første weekend i vildmarken. Vi har fløjet halvanden time og er kørt til starten ved fjällstationen Storulvän. De svenske fjällstationer er øde beliggende vandrehjem. Eller skal vi hellere sige ’hjem for vandrere’ – for det er sådan, det føles. Fjällstationerne gør det muligt at opleve vildmarken uden kæmpe oppakning af mad, telt, liggeunderlag osv.
Det er noget ganske andet at vandre i fjeldet, end hvad vi har prøvet før. Mere råt, mere kuperet og med stenede naturstier, hvor du gør klogt i at se, hvor du sætter foden. Vi er på en helt ny måde i naturens hænder. Renerne hopper tæt omkring os, og vi hopper over de mange elve. Er vi så ikke nærmest lykkelige vi to?
Væk fra det hele og tilbage til naturen
Vores mål i dag er at nå til Blåhammaren, Sveriges mindste og højest beliggende fjällstation – 1086 meter over havet. Det giver en særlig fred indeni at gå, bare gå, væk fra asfalt, væk fra biler, væk fra det hele og tilbage til naturen. Øjet kan vandre helt til horisonten uden synet af en vej eller en by. Stilheden er så markant, at du kan høre den.
Hjemmefra havde vi skeptisk set på de planlagte dagsdistancer. 48 km på tre dage – lyder det ikke mere som een dag?!? Nu har vi måttet sande, at der er gode grunde til, at Jämtlandstriangeln er inddelt, som den er.
Godt trætte i stængerne er første glimt af den rødmalede fjällstation i det fjerne som et fatamorgana. Vi har vandret 12 km, men fødderne er trætte som 30! I dette terræn går vi lige under fire km i timen – væsentligt langsommere, end vi er vant til. Vores vandresko klarer tjansen fint. Men vandrestøvler med støtte til anklen havde nu heller ikke været af vejen i dette terræn.
Pakket ind i uldtæpper slår vi os ned på udsigtsbænken. Her hviler øjnene på Helags og Sylmassivet mod syd og den norske fjeldverden i vest. Sjælen bliver lille og stille.
Hjemlighed og læ i vildmarken
Indenfor myldrer det med mennesker, der alle sammen ligner os. Uldtrøjen kan have en anden farve, sokkerne kan være forskellige, men ellers er vi alle ens efter en dag i fjeldene.
I dag er vi eneste ikke-svenskere i hele hytten, men føler os blandt venner. Dumper trætte ned i bjælkestuen og nyder den legendariske fruktsoppa, som Blåhammarens køkken har tilberedt efter samme opskrift siden 1913. Det er, som om generationers naturglæde er kogt ind til den lille, himmelske mundfuld i skålen.
Vi får hver vores seng i nödbäddsrummet. En stor sovesal med omkring 20 bløde madrasser på de smukke, gamle gulve. På væggen vidner ski og kaner om den store oplevelse, Jämtlands vinterfjeldliv må være. Rummet her kommer i brug, når dobbeltværelserne og de mindre soverum med 4-12 senge er fyldt.
Røverhistorier i bastun
Inden aftensmad er det tid til bastu (= sauna). Der er en time reserveret til kvinder, en til mænd og en mix, som vi tager. Her i saunaen fyger røverhistorier og skraldgrin gennem luften. I de fleste indgår sne, rener og alkohol i forskellige kombinationer. En ældre svensk mand (tænk hvidhåret viking) ankommer efter sidste plads er taget. Med største naturlighed sætter han sig i saunaens runde panoramavindue, og nyder at være det uundgåelige centrum for en stund.
Der er helpension på Sveriges fjällstationer, og medarbejderne har en plan for, hvem der sidder hvor i spisestuen.
Vi bliver bænket tæt på lammeskindene i bedste selskab med et par sjove stockholmere, høje af fjeldlivet, de lige har startet sammen, og en weekends frihed fra hverdagens børnefamilieliv. Som os er Adam og Marie forældre til tre børn (vi har godt nok tre hver!). Interesser knytter sammen, og snakken glider derudaf, mens vi nyder grillet gedeost med blåbærchutney, älgstek og chokolademousse. Maden og det indbyggede fællesskab tager helt fusen på os i aften.
Jeg skal på det dybeste beklage, at billederne her er alt, hvad der er tilbage fra en yderst underholdende aften! Men sjovt var det…
Grønne fjeldfjolser
Vi sover tungt og godt, og mærker næsten kroppen spinde, mens den restituerer sig efter en hel dag ude. Morgensolen titter frem i den ene retning, sorte skyer i en anden, og vinden bider som en dansk november, selvom vi er i august.
Glade lyner vi vores skaljakker og sender en kærlig hilsen til friluftsvenner derhjemme, der insisterede vedholdende på at sende os af sted med netop skaljakker. Helt grønne fjeldfjolser, som vi er, havde vi hjemmefra tænkt, at så vigtig kunne en jakke da heller ikke være. Men det kan den, ved vi nu! På fjeldet tager vinden tilløb over vidderne, og vi oplever for første gang i vores vandreliv total afhængighed af det rette grej. Skaljakken bliver vores skjold mod vinden.
Dagens rute går gennem en smuk dal med landskaber stribet i 50 nuancer af grøn og med hvide pletter af den nuttede, candyflossagtige ’ängs-ull’, som stockholmerne har lært os, at fjeldblomsten hedder. Bag dalens bløde bakker tårner Sylarnas spidse, snedækkede tinder sig op i horisonten. Dagens dramatiske pejlemærke.
Jämtlandstriangeln er en rute, du kan vandre helt uden kort, kompas og gps. Du vandrer intuitivt i sporet, der er slidt af generationer af vandrere. De steder, hvor stien møder andre stier, er der suverænt godt skiltet, så du kommer aldrig i tvivl. Vi har altid tænkt vildmarken som et sted, man farer vild. Men her er vi trygge.
Tøj på – tøj af – tøj på – forfra
Vejret i fjeldverdenen har vi ikke grejet endnu. Dagen forløber typisk sådan her: Insisterende blæst – skaljakke på – mere blæst – huen frem – sol – vindstille. Vi sveder…. Rygsæk af – skaljakke af – rygsæk på. Afsted. Skyer – sorte skyer – regnbyge!!! Rygsæk af i en ruf – skaljakken på – reddet. Sol – og forfra…. Justeringen af udstyr er en fast rytme dagen igennem. Fjeldvejrets luner trækker smilet frem hos os. Vi er bare to små myrer, og naturens kræfter kan lege med os, som de vil.
Den ultimative madpakke
Madpakken har vi med ’hjemmefra’. På Blåhammaren er der til morgenmaden linet op, så man kan smøre sin egen madpakke. Og hvilken en! Vi snakker flere slags nybagt, groft brød, lokale oste og svensk paté – plus selvfølgelig tubecaviar! En grov papirspose til hver gemmer på nødder, rosiner og chokolade. Helt op at ringe kommer jeg, da dagens ekstra guf viser sig at være klassiske, svenske delicatobullar!
Men kort efter får vi grumt baghjul på udstyrsfronten: Her står pulverglas med neskaffe, kakao og blåbærsuppe til at tage med i fjeldet. Og – daaaamn…. – vi lod termokanden blive hjemme for at spare vægt!!! Nå. Så kan vi lære det.
Vand bærer vi kun lidt af, for svenskerne har lært os, at i fjeldet er fossende vand drikbart vand. Vi savner lidt en spejderkop. Det må blive et vinterprojekt at snitte vores egen kuksa.
Dagens etape er 19 km. Målet, Sylarnas fjällstation, leger tit-tit-bøøøh med os på dagens sidste kilometer. Den ligger i ly af sylmassivet, og som stien slynger sig opad, ser vi den kun glimtvis, mens vi langsomt æder de sidste højdemeter hjem.
Der er mange grænser i vildmarken. Riksgrænsen mod Norge er ganske tæt på – så tæt på, at de eneste sms’er, der når igennem her, er ’Velkommen til Sverige’, ’Velkommen til Norge’, ’Velkommen til Sverige og om igen. Så er der trægrænsen – den vandrer vi over. Og hver dag, sidst på dagen, når vi skogrænsen: Vandrestøvler har deres egen plads på fjällstationerne, efter det er det strømpesokker eller hyggesko.
Det er tydeligt, at fjällstationerne kender vandreres behov. Her er kæmpe tørrerum, så uanset hvilken regnbyge – eller snebyge – der har overrasket dig i fjeldene, er du sikker på, at det hele er tørt til i morgen. Det giver ro. Der er også en mikrobutik med det allermest nødvendige.
Efter at have kølet vores varme vandrefødder med fodbad i den funklende, kolde elv indtager vi fjällstationens terrasse. I eftermiddagssol og læ af Sylarna åbner vi dagens investering: To dåseøl, som selv til 140 SEK er hver en krone værd her, hvor renerne hopper langs terrassen.
Selve sylmassivet står lidt og griner af os. Som en kastet handske, en udfordring, vi ikke har taget op. ”Løb op og hent en snebold til mig, skat…”, driller jeg. Næste gang vi er her, tager vi en ekstra nat på Sylarna, for så har vi de fem timer, det tager at bestige toppen og vandre ned igen.
Fjällstationerne er fællesskabet i fjeldene
Bordene bliver fyldt til sidste plads, når det er spisetid. Igen er det, som om medarbejderne har en større plan. Vi bliver bænket med et tysk par på deres femte vandreferie i Sverige. Første og eneste udlændinge, vi møder heroppe. Simon fra køkkenet kommer hen til vores bord, sætter sig ned med os og fortæller i øjenhøjde om den økologiske, ultralokale jämtlandsmad, som venter vores slunkne vandremaver. Et nærvær, jeg ikke har prøvet før.
Tyskerne fortæller om, hvad der driver dem helt hertil for at vandre. De synes Alperne er noget værre bøvl og for mange mennesker, så de elsker stilheden i fjeldet. De får vores rygsække på otte kg til at ligne de turrygsække, børnehavebørn har. Parret sover i telt, så manden bærer 24 kg (altså TRE gange min rygsæk!) og hun 18. Vi taler om, hvor vi kommer fra, og hvor vi vandrer hen i morgen, hvor regnen truer.
Det tyske par har vandret tre dage heroppe uden at møde et menneske. Ligget våde i teltet uden at vide, hvornår og hvordan de kunne tørre noget som helst. Eller koge en suppe. For mig komplet uoverskueligt, men “It is possible to train your calmness”, som den tyske kvinde stille siger. Den tænker jeg lidt over, mens vi (inde i varmen og med tørre sokker) deler en bragende lækker ren-gryde med potatis-stomp (en slags absurd velsmagende, rustik kartoffelmos). Jeg lykkes med at smile opskriften ud af kokken!
Vi mødes midtvejs
Vi løsriver os akkurat fra morgenbordet på Sylarna Fjällstation, og får det bedste af en solrig morgen i medvind med en duft af efterår, inden regnen kommer, som lovet. I fjeldet er det om at udnytte vejret, når det er der.
Som de andre dage går vi alene. Lige indtil midtvejs, hvor vi til gengæld på en time møder alle de vandrere, vi overhovedet møder den dag. Dem, der går samme stræk som os, bare den modsatte retning. Mange helt unge vandrere. Parret hånd i hånd, de tre venner og fyren på egen hånd, der har sovet i telt på fjeldet, og nu vågner med et morgenbad i elven. Faren med den voksne datter, der har sovet i telt, fordi fjeldet pludselig kaldte, og det var for sent at booke. Venindegrupperne i fyrrerne – elvens brusen overdøver kun lige deres pludren. Flere vandrer med hund – i stram snor, som ren-loven kræver i hele det område, der kaldes ren-riket.
Jämtlandstriangeln er meget egnet til at have hunden med på, og fjällstationerne har særlige værelser, hvor du må have hund med.
Det er vemodigt at nå til Storulvän. Vemodigt, fordi vi nu har vandret sidste ben af Jämtlandstriangeln. Vi når just hjem til mix bastu og en Fjällräven ØL (den er god!) på panoramaterrassen. Nu har du måske hørt nok om bragende god svensk mad, men altså…. Vi glemmer ikke lige aftenens renråka og sprøde kartoffelrösti…
På sovesalen får vi dejligt selskab af en svensk kvinde, der vandrer Jämtlandstriangeln på egen hånd. Hun har været her fire gange før, men aldrig alene og altid i telt, fordi hendes daværende mand insisterede på telt, uanset sne, og hvad fjeldene ellers bringer af interessant vejr. “Det er fuskigt at sova på fjällstationerna”, mente han. All right, så er vi til fuskiga fjällstationer!
Sikkert er, at “fjället suger”: Fjeldet kalder på os – igen.