VANDRERUTE Kan man gå de 27 km rundt om Esrum Sø?
Det er i princippet muligt at gå de 27,2 km rundt om Esrum Sø, men flere steder er trafiksikkerheden meget dårlig, så det er ikke en rute, vi vandrer igen
Esrum Sø havde grinet lidt af os i nogle år, som den ligger der – lige til at vandre rundt om. Der findes endda motionsløbet Esrum Sø rundt – så kan den vel også gås! Så det har vi gjort… Her deler vi vores erfaring og ærlige mening

Fakta om turen
- 27,2 km rundtur – heraf to farlige plus otte kedelige kilometer
- Nordsjælland – Nødebo (midt mellem Hillerød og Fredensborg)
- Parkér fx på Nødebovej – der er parkeringsplads i nærheden af Skovgærdet
Smukke strækninger til en høj pris
Enhver vandrerute er for os en balance mellem de skønne passager og de mindre dejlige asfaltveje, der nogle gange følger med. Når det kommer til Esrum Sø, så tipper den balance efter vores mening til den forkerte side. På trods af bragende smukke stykker, trækker de trælse strækninger så meget ned, at vi ikke anbefaler ruten, med mindre du absolut vil have gået rundt om den sø!
Esrum sø rundt – sådan er ruten
Vi satte bilen på parkeringspladsen på Nødebovej ud for Skovgærdet i Nødebo og vandrede derfra. Nødebodelen er faktisk rigtig fin: Først et skovstykke gennem Nødeboholt, efter det ad Pramvejen lige i vandkanten, forbi en håndfuld sommerhuse, så et kort stykke på fortovet langs den ret trafikerede Nødebovej.

Vinter på Pibersletten. Foto: Camilla Maria Thøgersen
Ved Pibersletten går turen ind i Grib Skov – smukt og fredfyldt! Bittesmå trædestier, søudsigter, pittoreske badebroer, udsigt til Fredensborg Slot på den modsatte bred. Her går det godt, lige indtil du kommer til den første lodsejer, der blokerer for adgangen til søen…

Med hjertet oppe i halsen nord om søen
For at komme nord om søen vandrer du først 2,5 farlige og ubehagelige kilometer langs med Frederiksværkvej/Esrumvej (vej 205), hvor biler og lastbiler brøler forbi. Efter det er der liiidt mere stille på Harreshøjvej, men fedt er det altså ikke:

Bedre bliver det på Esrum Søvej, men hurra råber vi ikke, og efter det kommer Uendelige Endrupvej… I det hele taget virker asfalten ind til Fredensborg uden ende. Ved Maglegårdsvej kan du komme ind gennem det fredelige parcelhuskvarter Kovangen med udsigter over søen. Så venter den statelige slotshave, og efter det smukke Sørup. Her er der kommet liv i det gamle ishus, der nu er en hyggelig, lille café og det oplagte pausested. Kaffen er go’!

Sidste perle på den snor
Sørup er supercharmerende og stedet at bo, hvis du har pengepungen i orden….Samtidig er Sørup sidste oplevelse (af de gode, forstås…) på turen rundt om Esrum Sø: Fra nu af og tilbage til bilen står den på to km langs Hillerødvejen, på alle måder øv. Efter det halvanden km ad Stensholtvej – ligeledes øv, men dog med fine udsigter. Du er sikkert glad, når du genfinder bilen.

Og bum, det var den rundtur. Vi gjorde det, men det bliver ikke vores nye favorit på den distance. Så meget hellere vandreruten rundt om Furesøen! Hvis du gerne vil opleve det dejlige område ved Nødebo, anbefaler vi
Hvis jeg var statsminister…
Havde jeg en indre Mette Frederiksen, så blev projektet med en vandresti hele vejen rundt om Esrum Sø realiseret! Det projekt er indtil videre kuldsejlet pga. for store udgifter til uvillige lodsejere langs med søen. Same old story.
Esrum Sø i to smukke etaper…
Hvis du nu alligevel er draget af Esrum Sø, så kunne du bruge krudtet på de to allerbedste stræk: Gennem Nødebo hele vejen til Esrum Kloster – cirka 11 km. Og fra Kovangen i Fredensborg og til Sørup – cirka seks kilometer. Du kan også tjekke vores rundtur ved Esrum Sø.
Kort over Esrum Sø rundt
Her kan du se kort over Esrum Sø rundt.
Bemærk: Vi fulgte dette kort nord om søen indtil Maglegårdsvej på østsiden, hvor vi afveg fra ruten og i stedet gik gennem parcelhuskvarteret Kovangen og Fredensborg Slotspark.
- Oplevelser og faciliteter er markeret med sorte cirkler
- Kilometer er markeret med blå prikker – klik for at se kilometer total målt fra start
- Tryk på knappen ‘Find vej’, når du er klar til start – så kan du se din egen lokation på kortet som et lille dannebrogsflag. For at aktivere GPS, skal du klikke på ‘GPS=off’, så der skiftes til ‘GPS=on’.
Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden
Skriv en kommentar
Her kan du kommentere selve artiklen. Individuelle spørgsmål og hjælp med din tur kan du booke os til her: https://www.friefodspor.dk/vare/sparring/. Har du spørgsmål til vores produkter eller brug for kundeservice, så skriv til os på mail@friefodspor.dk. Kundeservice er åben, også når vi er ude at vandre.
Vi glæder os til at høre fra dig!
18 reaktioner
Hej Marie
Vi der bor ved/på Kovangen/Maglegårdsvej/Endrupvej og dagligt kører ad Endrupvej/Fredensborgvej/Esrum Søvej til fx Mårum, kører i evig frygt for, at ramme en af dem der vandrer denne rute. Det er livsfarligt og jeg fatter simpelthen ikke, at den rute nogensinde er blevet publiceret. Dels køres der rimeligt stærkt, jævnligt er der virkelig dårlige oversigtsforhold, i sommerhalvåret også solflimmer gennem løvet, som gør det virkelig svært, at se fx mørkklædte vandrere. Dels går en del vandrere ofte i den forkerte side af vejen (med trafikken – altså med ryggen til kommende biler/cyklister) og desværre ofte også parvis eller flere ud over vejbanen, hvilket lægger op til utroligt farlige situationer på den kurvede og smalle vej, hvor også rigtig mange motionscyklister leger Tour de France og kører 3-4 stykker uden på hinanden med høj fart – stik mod alle færdselsregler. Så det er en vejstrækning, hvor det meget ofte er “alle mod alle” 🫣 Ikke på nogen måde et rart miljø at vandre/køre i.
Så forstår så godt jeres nedtoning af strækningen.
Vi ville alle … undtagen lodsejerne – rigtig gerne have muligheden for en trampestien langs søen.
Men, som altid – money talks! Way to loud 🤷♀️
Måske nogen kunne overveje en fx træbro/sti bygget i vandet udenfor lodsejernes rækkevidde – det er set før andre steder. Fx i Birkerød/Farum i Vaserne mellem sump området og Furesøen. Fin løsning.
Vh
Hej Kare. Tak for din besked, som er helt på linje med hvordan vi oplever trafiksikkerheden. Oprindelig beskrev vi ruten, fordi vi var trætte af at svare vandrere individuelt om hvorvidt man kunne gå rundt om søen. Vi har ikke indtryk af, af folk vælger at vandre netop denne ud fra vores beskrivelse, fordi vi tydeligt gør opmærksom på, at den ikke er god, og angiver bedre alternativer. Hvis folk faktisk går den pga. vores beskrivelse, må vi overveje, hvad der så kan gøres. Om det simpelthen er bedre at afpublicere den. Hvis du har talt med vandrere og ved hvor de har fået ideen fra, så giv meget gerne lyd. Tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive. Bedste hilsner Marie og Torben