Vandrerute Sydsverige

* Artiklen indeholder annoncelinks til overnatning – se mere nederst


VANDRERUTE Bjärehalvøen rundt ad Skåneleden (52 km rundtur)


Bjärehalvøen rundt er en totalt fed rute, der egner sig perfekt til en weekendtur i vandresko

Forestil dig en vandrerute, der låner det bedste af Kullen, Bornholm og Mols Bjerge! Det finder du i Sydsverige tre kvarter fra Helsingborg. Her kan du vandre en rundtur ad Skåneleden på Bjärehalvøen og tilmed opleve de hyggelige svenske sommerbyer Båstad og Torekov.

Facts om ruten

  • Distance: 52 km afvekslende og suverænt skiltet rute
  • Startsted og parkering: Byen Grevie er et super startsted. Vi satte bilen og provianterede i ICA, Grusåsvägen 2, 269 62 Grevie
  • Hund? Ikke oplagt – du vandrer gennem utallige folde, og vil skulle bære den ofte

Hvilke oplevelser er der på Bjärehalvøen?

På ruten oplever du landlig, svensk idyl og passerer gennem en række meget forskellige naturreservater: Fra Grevie Bakker, der ligner Mols Bjerge, til sprækkedale som på Bornholm.

Får på klippe, Skåneleden

Hvor lang er ruten Bjärehalvøen rundt og hvordan er underlaget?

Rundturen er 52 km. En stor del er på stier langs kysten, ind imellem stenede. I naturreservaterne finder du mange smalle, grønne og kuperede stier. Der er cirka 15 km asfalt på ruten – de 11 mellem Grevie og Bådstad.

Er ruten Bjärehalvøen rundt skiltet?

JA – meget grundigt. Du følger den orange skiltning til Skåneleden SL1. Nogle gange egentlige skilte, andre gange orange markeringer på træer og klipper. Intet behov for gps her.

Skiltning Skåneleden

Skilt på vandrerute Skåneleden

Hvilke byer er der undervejs?

Du kommer igennem to hyggelige, sofistikerede svenske sommerbyer: Båstad og Torekov. Totalt charmerede badestemning med badekåber overalt – her hos surdejsbageren:

Med eller mod uret?

Ruten er skiltet i begge retninger. Vandrer du ruten som en weekendtur med afgang efter arbejde fredag, er mod uret bedst, fordi du så har den korteste etape fredag.

Vandrende på trampesti Skåneleden

Hvordan kan ruten inddeles?

Vi vandrede disse etaper:

  • Grevie – Båstad fredag efter arbejde (11 km)
  • Båstad -Torekov lørdag (23 km)
  • Torekov – Grevie søndag (18 km).

Vil du nøjes med en enkelt overnatning, giver det bedst mening at parkere i enten Båstad eller Torekov, for så inddeler du ruten mest lige.

Hesteføl på Bjärehalvøen

Hvor kan man overnatte?

Det er oplagt at overnatte i Båstad og Torekov og indsnuse lidt sofistikeret, svensk sommer på nogle af de hyggelige pensionater og små hoteller:

Torekov by

Hvordan er ruten med telt?

Genial! På præcis denne rute fik vi vores debut udi vandring med telt. Vi havde slet ikke behøvet at bekymre os om, hvor vi kunne slå lejr. Der er rige muligheder – bedre begynderrute fås nok ikke, hvis du vil afprøve at vandre med telt.

Allemannsretten googlede vi og fandt ud af, at i Sverige må man gerne telte på stranden. Første nat kort før Båstad – bekvemt med toiletter lige ved parkeringspladsen.

Allemannsretten Sverige telt på stranden

Anden nat sov vi tre km efter Torekov – glemmer nok ikke lige denne udsigt fra teltet:

Sove i telt på stranden i Sverige - allemannsretten

Hvor køber man ind?

Der er både ICA i Grevie bekvemt ved start og i Båstad og Torekov.

Proviantering vandretur Sydsverige

I Sverige købes alkohol på Systembolaget – findes i Båstad, men ikke i Torekov eller Grevie. Tjek åbningstiderne. PS: Bageren på havnen i Båstad er god!

Bager på Båstad Havn

Hvordan med toiletter?

Der er ganske mange toiletter langs ruten. Ud over i byerne er der også toiletter på havnene og flere steder langs stranden. Her det hyggelige pausested i bogbyttebiksen på Rammsjö Havn, hvor der også er toiletter.

Pausested på Rammsjö Havn

Er der gode spisesteder?

Cirka halvvejs mellem Båstad og Torekov lod vi os friste af duften af dild og laks, og spiste frokostbuffet på Hotel Hovs Haller i naturreservatet ved den smukke klippekyst. Godt og til at betale. Dejligt at snuse til klassisk svensk feriestemning.

Rødmalede svenske huse på Skåneleden

Har I tips til pakkelisten?

Ja – vi er på vej med en pakkeliste til vandring med telt. Den kommer på bloggen ganske snart. Vi bar hver 7,5 kilo i rygsækken plus vand. Hvis du overnatter på hotel, kan du nøjes med meget mindre – kig fx på vores pakkeliste til caminoen.

Letvægtsrygsække Osprey Levity 45L og Bergans Helium 55L

Vores rygsække til vandring med telt: Til venstre Osprey Levity 45 L, til højre Bergans Helium 55 L

Se Bjärehalvön rundt på et kort

Her kan du se et kort over vandreruten ad Skåneleden rundt om Bjärehalvøen. Hvis du gerne vil have ruten ind på din mobile enhed, er det nemt:

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket her til vandreruten Bjärehalvøen rundt – du er den blå prik på kortet.

Hvad betyder annoncelink?

Når der står (annoncelink) efter et link, betyder det, at hvis du booker overnatningen via linket, går en brøkdel af betalingen til at finansiere Frie fodspor. Booker du via et annoncelink, støtter du Frie fodspor, og booking.com tjener mindre. Din pris for overnatningen stiger ikke, men du hjælper os.

24 replies
« ældre kommentarerNyere kommentarer »
  1. Sofie
    Sofie siger:

    Hej I to

    Jeg elsker jeres side, og vil gerne tage på denne vandrerute om et par uger. Jeg vil dog gerne overnatte på vandrehjem/hostel/hotel undervejs og knække turen over i tre dele. Kender I til overnatningssteder, der vil give mening, så det bliver tre nogenlunde lige lange etaper?

    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Hej Sofie. I Båstad er der i hvert fald vandrehjem: https://www.google.com/travel/hotels/s/cX3nEB8MGNCdeydcA Vi hjælper gerne med booking og planlægning af etaper på freelancebasis. Ellers er et godt tip at kigge efter airbnb-steder, som der er en del af. På vores kort kan du fra computer så et lag til med deldistancer. Det er vigtigt at være ude i meget meget god tid med booking om sommeren. Ruten passerer også byer e Grevie og Torekov. Der er hotel ved Hovs Hallar. Området er populært og en anelse pebret. Kh Marie og Torben

  2. Mette
    Mette siger:

    Kære Marie
    Det er en pragtfuld tur!
    Hvis man går den med telt, skal man dog være opmærksom på, at en meget stor del af ruten går gennem et naturreservat, hvor det ikke er tilladt at slå telt op.
    Ps Jeg endte med at gøre det alligevel – kunne ikke rigtig finde alternativer, da først jeg var der – og det var fantastisk smukt! Men altså ikke lovligt.
    Tak for en skøn og inspirerende hjemmeside!

    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Hej Mette. Vigtigt input! Det har vi simpelthen ikke skænket en tanke, både fordi vi sov på stranden begge nætter og fordi vi var newbies med telt. Er det begge reservater der har teltning forbudt? Er vi så heldige at du ligger inde med et billede af reglerne/skiltningen? Kh Marie og Torben

      • Mette
        Mette siger:

        Yes, jeg tog et billede af skiltet, men ved ikke, hvordan jeg uploader her på siden. Jeg kan sende det til jer, hvis I har en e-mailadresse, jeg kan bruge?
        Jeg tog turen på to dage, så jeg interesserede mig kun for overnatning i området syd for Torekov. Og der var det i hvert fald ikke tilladt.
        Vh Mette

« ældre kommentarerNyere kommentarer »

Kommentarer er lukkede.

MERE OM SVERIGE

Vandrepar
Patagonia Micro Puff jakke