Smukke landskaber på Magna Via Francigena


GUIDE Magna Via Francigena: Siciliens camino


Magna Via Francigena på Sicilien bjergtog os komplet: Varme sicilianere, storslåede landskaber, et hav af blomster og autentiske, turistfri landsbyer

Der er nogen umiskendeligt syditaliensk over Magna Via Francigena og et drys Godfather – tag bare stednavnene: Corleone, Cammarata, Alfonso og Grotte… Stien tværs over øen er som duften af Sicilien fra for længe siden.

Frie fodspor på Magna Via Francigena på Sicilien

Hvilke oplevelser er der på Magna Via Francigena?

Selve stien er fantastisk på Magna Via Francigena. Dejlige mange naturstier med de smukkeste udsigter hele vejen igennem. Vandrer du i maj, er det som at vandre gennem et blomsterhav:

Blomsterhav på Magna Via Francigena

Vi holder også meget af, at ruten er komplet turistfri – en skjult perle. Hver dag kommer du til en ny, autentisk tidslomme af en by. Vi elsker at slå os ned på torvet, mens mændene spiller kort, kvinderne snakker og timerne forsvinder som sand mellem fingrene på os.

Autentisk landsby på Sicilien

Italiens charme er svær at komme udenom på Magna Via Francigena.

Vasketøj til tørre på Magna Via Francigena

Æsel på Magna Via Francigena

Hvor lang er Magna Via Francigena?

Magna Via Francigena er 188 km lang. Den starter i Palermo på Siciliens nordkyst og slutter sydpå ved Cattedrale di San Gerlando i byen Agrigento. Mange pilgrimme vælger at droppe første og sidste etape, fordi de er forholdsvis urbane og skæmmet af skrald. Vi valgte at vandre hele molevitten, og det har vi ikke fortrudt. Der er noget over at opleve by blive til land og land til by. Ruten er en del af Vie Francigine di Sicilia, som også omfatter:

Hvad med overnatning og hvor mange dage tager ruten?

Der er ingen herberger a la caminoen på Magna Via Francigena. Generelt er kvaliteten af overnatning virkelig god. Typisk har man en hel lejlighed for sig selv. Vi mødte dejlige værter på stribe, som er hjælpsomme og engagerede i pilgrimsruten.

Når du planlægger dine etaper er det vigtigt at huske på. at Magna Via Francigena er temmelig kuperet:
>> ETAPER Overnatning og dejlige byer på Magna Via Francigena (8 og 11 dage)

Slutmålet for Magna Via Francigena på Sicilien

Hvor krævende er vandreruten?

Der er temmelig mange højdemeter på Magna Via Francigena – cirka 5.500 meter op og lidt mere ned. Mange af stigningerne er op og ned til byerne undervejs. Selvom der er mange bjerge, behøver du dog ikke bekymre dig om teknisk svære stier eller højdeskræk.

På vej ud af Corleone på Magna Via Francigena

De fleste af stierne er gode naturstier, hvoraf nogle af dem kan være overgroede og ujævne. Den største udfordring vi oplevede, var faktisk mudder mellem Santa Cristina Gela og Corleone. Det er som at vandre i kilotunge moonboots af mudder, og når man forsøger at skrabe det af med vandrestavene, ender man med et tungt snobrød på hver vandrestav!

Mudder på Magna Via Francigena

Er der mulighed for bagagetransport?

Ja, der er der hele vejen langs hele Magna Via Francigena, også uden at booke en pakkerejse hos et rejsebureau. Bagagetransporten bookes direkte hos den enkelte chauffør. For en enkelt rygsæk en enkelt etape er prisen 21 euro. Prisen falder i takt med antallet af rygsække ned til 5 euro pr. rygsæk ved over 11 rygsække.
>> Se priser for bagagetransport og book her

Hvad betyder Magna Via Francigena og hvordan udtaler man det?

Magna Via Francigena er en vigtig, gammel transportvej mellem Siciliens to største havne: Palermo i nord og Agrigento i syd. Ligesom Hærvejen har det historisk været både en pilgrimsvej og en handelsvej. Arbejdet med at genskabe Via Francigena på Sicilien startede i 2012, og stien blev indviet i 2017. Historikere har været i gang med kortlægningen af den gamle vej, og indtil videre er den ældste kilde, de har fundet om Via Francigena på Sicilien, fra 1019. Indtil nu har cirka 3000 vandret stien efter genåbningen.

Solnedgang over Prizzi på Magna Via Francigena

Og hvordan udtaler man så Magna Via Francigena? Kort sagt: Ikke som du tror…

  • Magna: ‘Manja’ (a’et skal lyde som i ‘far’)
  • Via: ‘Via’ (lige ud ad landevejen)
  • Francigena: ‘Fran-tji-gje-na’ (rul på r’et og læg trykket tydeligt på ‘tji’).

“Magna” kommer af “Magna Graecia” – det Storgrækenland, Sicilien engang var underlagt som koloni. Via Francigena betyder Frankervejen. Det er Italiens pilgrims- og handelsrute, der starter helt fra Canterbury i England og fortsætter til Rom og videre.

Sti på Magna Via Francigena

Transport til Magna Via Francigena på Sicilien

SAS og Norwegian har en direkte flyrute fra Kastrup (CPH) til Palermo (PMO) i sommermånederne – flyveturen tager lige under tre timer. Vi valgte SAS og gav 2.500 kr. pr. person inkl. rygsæk ombord. Det er nemt at finde billigere flybilletter til Sicilien, hvis du er ok med mellemlandinger.

Toget fra lufthavnen til stationen Palermo Lolli tager 34 minutter og koster 6.80 euro pr. person. Billetten købes enten i automat eller ved skranken. Fra Palermo Lolli er der få hundrede meter til stedet, hvor vi hentede vores pilgrimspas: Herberget A casa di Amici på Via Dante Alighieri 57.

Hvor henter man pilgrimspas til Magna Via Francigena

Du slutter i byen Agrigento, og der er både bus- og togforbindelser tilbage til Palermo med mange afgange dagligt. Uanset om du tager bus eller tog, tager turen to timer. Bus koster 66-70 kroner, og tog 80-140 kroner pr. person.
Se afgange for bus og tog mellem Palermo og Agrigento her på Rome2Rio

Hvordan er skiltningen?

Magna Via Francigena er skiltet fra nord mod syd med rød-hvide striber og ind imellem logoet af en vandrer i løse gevandter. Stregerne indikerer, hvilken vej du skal, og de skal forstås som stien set oppefra – aldrig som en pil. Parallelle striber betyder, at du skal lige ud. Når striberne bøjer, skal du dreje med dem. Her vises et venstresving:

Slkiltning af Magna Via Francigena

På landet er der høje træpæle, men oftest males der blot på den forhåndenværende pæl, sten eller træ. I byerne er det mest almindeligt med klistermærker på nedløbsrør – bemærk klistermærkerne typisk vender, så de er svære at få øje på fra den retning, du kommer:

Skiltning i byer på Magna Via Francigena

I byerne finder du også fliser placeret i vejen eller på bygninger. Når de to striber udgør et kryds, skal du ikke den vej:

Skiltning på Magna Via Francigena

Du møder ind imellem træskilte til Itinerarium Rosalie samt en grøn-rød skiltning med pile. Følg aldrig disse vejvisere, med mindre du finder rød-hvid skiltning samme sted.

Andre skilte på Sicilien

Selvom Magna Via Francigena blev indviet i 21017, er skiltning allerede temmelig forfald og mangelfuld. Vi måtte flere gange hver dag have mobilen frem med det digitale kort for at finde vej. Find det nederst.

Rutevalg: Sommerveje og vinterveje

Flere steder undervejs kan du vælge mellem hovedruten og vintervejen, som tages i tilfælde af fx meget regn. På skiltene står der fx ‘variante inverno’ eller ‘variante invernale’, når det er en vintervej.

Rutevalg på Magna Via Francigena

Det mest omtalte rutevalg finder du efter byen Campofranco. Sommervejen indebærer, at man skal krydse floden Fiume Gallo d’Oro. Her kan du se hvordan forholdene var i midten af maj 2024:

Krydse floeden ved Campofranco på Magna Via Francigena

Cirka midt på ruten er der også et rutevalg, hvor du kan vandre en omvej forbi byen Santo Stefano Quisquina. Denne alternative rute er markeret med blå på vores kort nederst.

Er der løse hunde på Magna Via Francigena?

Ja, vi mødte løse hunde mange gange på vores tur. Nogle af dem rarere end andre. De fleste løse hunde er hyrdehunde, som vogter får. De gør kraftigt af dig, hvis du kommer for nær fårene. Der er også løse hunde, som fx vogter en ejendom. De fleste af dem er også opdraget til at gø af forbipasserende. Vi oplevede ingen hunde, som vi var bange for ligefrem ville angribe os. Vi oplevede også løse hunde, som fx tullede rundt i landsbyer uden at gø. I haver og på gårde står der ofte glammende hunde bundet. Alt i alt oplevede vi meget ofte hundegøen og forskrækkelser, men vi gik roligt, og så gik det. Et trick, hvis du oplever hunde, der er for aggressive og kommer for tæt på, er at samle en sten op og true med at kaste den.

Er ruten tryg at vandre alene som kvinde?

Magna Via Francigena går igennem komplet uturistede områder, hvor kvinder fra Skandinavien er et sjældent syn, og mange mænd kigger som om der er landet en vidunder fra planeten Venus. Samtidig er det ualmindeligt i italiensk kultur, at kvinder rejser alene. Som kvinde må du være forberedt på ganske meget opmærksomhed fra mænd, og det gælder faktisk uanset om du vandrer alene, eller i selskab med en mand.

Findes der pilgrimspas til Magna Via Francigena?

Ja, der gør! Det kaldes ‘La credenziale del viandante’, men er desværre ikke muligt at få fat på hjemmefra. Men der er tre steder, du kan få fat i passet i Palermo:

Pilgrimspas til Magna Via Francigena på Sicilien

Ligesom på caminoen i Spanien kan du få stemplet dit pilgrimspas i kirker, katedraler og caféer. Efter endt vandring kan du vise dit pilgrimspas med stempler og få dokumentet ‘Il testimonium’, som bevis på, du har gennemført Magna Via Francigena. I Agrigento uddeles il testimonium i Mudia, museet for ærkebispedømmet Agrigento i via Duomo 96. Hvis Mudia er lukket, kan du afhente testimonium i Agrigentos katedral. I Palermo kan du hente testimonium i sakristiet i Cattedrale di Palermo, Via Vittorio Emanuele 490.

Testimonium til Magnma Via Francigena er en parallel til La Compostela på caminoen i Spanien

Vigtigt at vide om vand og proviant

Der er tre etaper på Magna Via Francigena uden mulighed for mad og vand undervejs – her er det vigtigt at medbringe proviant til en hel vandredag:

  1. Santa Cristina Gela – Corleone 26,5 km
  2. Corleone – Prizzi 19,5 km
  3. Prizzi – Castronovo 24,5 km.

Vi bar aldrig mindre end 1,5 liter vand med os i maj. På varme dage er 1,5 liter ikke nok. Vi drak ikke vand fra vandhanen eller fra kilderne – udelukkende flaskevand.

Bjergpas på Magna Via Francigena

Vores bedste madoplevelser på Sicilien

Her har vi gjort den frygtelig svære øvelse at koge Siciliens fantastiske køkken ned til denne top 5-liste over den bedste mad, vi har fået på Magna Via Francigena! Stederne er i kronologisk rækkefølge:

Hvert af disse steder er så gode, at de er værd at planlægge efter, så du rammer enten frokost eller aftensmad eller allerhelst begge dele.

Antipasti hos Giancarlo i Joppolo Giancaxio

Kort over Magna Via Francigena

Her kan du se Magna Via Francigena på et kort. Hovedruten er rød, og den alternative vej, der går via byen Santo Stefano Quisquina, er blå. Denne variant er 20 km længere end hovedruten, og betyder for de fleste en ekstra vandredag. Sådan får du nemt kortet ind på mobilen, så du kan se din placering:

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket kortet over Magna Via Francigena – du er den blå prik på kortet.

MERE OM ITALIEN

Frie fodspor på Magna Via Francigena på Sicilien
Overnatning på Magna Via Francigena i Cammarata.
Skiltede vandrestier i Cinque Terre
Camogli vandreferie