Aftenvandring i Cinque Terre


VANDRERUTE Cinque Terre: Fredelig sti fra Levanto til Framura med middag på bjerget i Bonassola (5 km A til B)


Denne dejligt stille vandrerute starter i Cinque Terres vestligste by, Levanto, og går videre vestpå gennem den lille, hyggelige by Bonassola til Framura

Der er bemærkelsesværdigt hvor få mennesker man møder, så snart man tager en sti, der ligger bare få kilometer fra selve Cinque Terre. Stierne er præcis lige så smukke – og du har dem stort set for dig selv.

Er vandreturen fra Levanto til Framura i Cinque Terre skiltet?

Ja, vandreruten er skiltet hele vejen, så du behøver ikke et kort. Bemærk, at der også er en alternativ rute, der går gennem tunneller. Den er mindre kuperet og krævende, men også mere kedelig.

Skiltede vandrestier i Cinque Terre

Hvad er det fede ved vandreruten fra Levanto til Framura i Cinque Terre?

De spektakulære udsigter hele vejen – og oplevelsen af ro i et vandreparadis, der ellers med rette tiltrækker mange turister.

Vandresti med udsigt i Cinque Terre

Hvordan er underlaget på vandrestien?

Det er blandet – både stenede, ujævne vandrestier og stier gennem skov. Det er vigtigt med ordentligt fodtøj – ingen lette sommersandaler.

Skovsti i cinque terre

Husk at proviantere og fylde vand på flasken i Bonassola

I Bonassola finder du restauranter og mulighed for at købe proviant. Videre vestpå er der øde, få faciliteter og seriøs siesta.

Bonassola i Cinque Terre

Vi løb tør for vand i 35 graders varme, og måtte til sidst banke på, da der endelig var et hus på en bakketop. Den italienske mamma fra Genova insisterede på ikke blot at fylde vores vanddunke, men også vores maver med friskbagt spinattærte og labre salater. Krydret med historier om deres hverdagsliv og sommerhuset, familien havde haft i Cinque Terre gennem generationer.

Er der en god restaurant i Bonassola?

Om der er! Vi stoppede og bestilte bord til aftensmaden på Ristorante La Giulia, der ligger direkte på stien en halv time inden Bonassola. Rigtig godt sted med vidunderlig udsigt –

Vi har eeeekstra gode minder herfra – for det på på præcis denne terrasse, Torben friede og fik ja!

Restaurant i Bonassola La Giulia

Hvordan kommer man tilbage til start?

Vandreruten Levanto – Sette di Framura i Cinque Terre er en A til B-tur. I princippet kan man vandre samme vej tilbage – det hele ser anderledes ud fra den anden side. Er du træt i benene, kan du også tage toget tilbage til start – togturen fra Framura til Levanto tager otte minutter og koster cirka 20 kroner. Vi tog toget halvdelen af vejen hjem – fra Framura til Bonassola – og gik resten af vejen op til Ristorante Giulia. Efter det vandrede vi hjem i aftenlyset ned ad bjerget og hjem til Levanto. Snip snap snude på en supergod vandredag!

Udsigt over Levanto fra Bonassola

Se vandreturen Levanto – Sette di Framura på et kort

Her kan du se vandreruten vest for Cinque Terre på et kort. Du kan nemt få den ind på mobilen, så du kan se, hvor du selv er:

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket her til vandreruten Levanto – Sette di Framura – du er den blå prik på kortet.

MERE OM ITALIEN

Skiltede vandrestier i Cinque Terre