VANDRERUTE Langs vinterrasserne i Cinque Terre fra Manarola til Vernazza (15 km A til B)
Fra Manarola i Cinque Terre kan du vandre ad en spektakulært smuk sti op til Volastra, langs vinterasserne til Corniglia og videre til Vernazza
Hvis du har læst om at stien mellem Manarola og Corniglia i Cinque Terre er lukket på grund af jordskred, så fortvivl ikke. Der er nemlig et supergodt alternativ, hvis du ellers har kondien i orden: Vi vandrede fra Manarola op til Volastra og den vej videre til Corniglia og Vernazza – en super vandretur på 15 kilometer.
Hvor starter vandreruten fra Manarola til Vernazza?
Den starter i Manarola – en af de fem supercharmerende landsbyer i nationalparken Cinque Terre. Der er togstation i byen, så bor du i en anden af de små byer, kan du nemt komme til start. Tag dig tid til at nyde de smukke huse i alverdens farver:
Hvor krævende er vandreruten fra Manarola til Vernazza?
Ruten er 15 km lang, og området er ret kuperet, så regn med at sætte dagen af til turen.
Mellem Manarola og Corniglia går ruten op over Volastra: En stigning så krads, at de færreste turselskaber sender gæster derop. Vi oplevede den som helt tryg og døjede ikke med højdeskræk. Udsigten og roen er hvert et trappetrin værd.
Hvordan er underlaget på vandreruten fra Manarola til Vernazza?
Der er både trapper og vandrestier. Som i hele Cinque Terre er de ujævne, så godt fodtøj er et must – ingen klipklappere…
Hvilke oplevelser er der på vandrestien fra Manarola til Vernazza?
De bragende smukke udsigter over havet og de hyggelige landsbyer ligger som perler på en snor. Ruten er temmelig kuperet fra Manaola til Volastra, og derfor vælger mange turister den fra. Der er derfor gode chancer for at opleve stien fredelig.
Det er svært helt at tro sine egne øjne, når Vernazza dukker op som en komplet Hodja fra Pjort-by set oppe fra stien på bjergsiden:
Hvor kan man købe ind undervejs på vandreruten i Cinque Terre?
Sørg for at have rigeligt vand med – især hvis du vandrer om sommeren. I Manarola kan du snuppe en kaffe eller proviantere.
Hvordan kommer man tilbage fra Vernazza til Manarola?
Du har to gode muligheder, så det er let at komme tilbage til start:
- Togturen fra Vernazza til Manarola tager syv minutter og koster under 20 kroner.
- Sejlturen fra Vernazza til Manarola tager 35 minutter og koster cirka 90 kroner. Du ser op på de bjergkamme, du lige har tilbagelagt.
Kort over vandreruten i Cinque Terre fra Manarola via Volastra og Corniglia til Vernazza
Her kan du se vandreruten i Cinque Terre fra Manarola via Volastra til Corniglia og videre til Vernazza. Ruten hedder ‘Sentiero Azzurro’ (den blå sti), og den er skiltet. Du kan nemt få kortet her ind på mobilen:
- Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
- Klik på linket her til vandreruten i Cinque Terre Manarola – Volastra – Corniglia – Vernazza (15 km) – du er den blå prik på kortet.
Skriv en kommentar
Skriv dine spørgsmål og kommentarer.Vi glæder os til at høre fra dig!